Åbner i en ny fane
Transport / shipping09/05/2026

Danske rederiers sejladser til Vestsahara vækker stor kritik i EU

SPAIN EU MOROCCO POLITICS SUMMIT RIGHTS
Foto: Jorge Guerrero/AFP/Ritzau Scanpix
Danwatch er et undersøgende medie. Vi afslører, hvordan danske virksomheder og andre magtfulde aktører påvirker mennesker, miljø og klima i verden. Vi dokumenterer brud på love, konventioner og etiske retningslinjer og viser konsekvenserne.

Når de danske rederier Ocean7 og Christiania Shipping sejler varer til Vestsahara, er de med til at opretholde Marokkos ulovlige besættelse af territoriet.

Sådan lød kritikken fra organisationen Western Sahara Resource Watch og flere folkeretseksperter, da Danwatch for nylig kunne fortælle, at skibe fra de to rederier har anløbet havne i Vestsahara. 

Nu får rederiernes fragt til Vestsahara også to EU-politikere til at reagere. 

EU-parlamentariker hos Enhedslisten, Per Clausen, kalder det “forkasteligt”, at Ocean7 og Christiania Shipping sejler til Vestsahara

“Det efterlader nogle spørgsmål om rederiernes moral. Har de overhovedet gjort sig nogle tanker om, hvad de bidrager til? Det skylder de svar på”, siger han til Danwatch.

Hverken Ocean7 eller Christiania Shipping har svaret på Danwatchs gentagne henvendelser. 

Også Per Clausens østrigske kollega i EU, den socialdemokratiske Andreas Schieder, er stærkt kritisk.

“Meldingerne om danske rederier, der trodser international lov ved at sejle mod det besatte Vestsahara, er yderst bekymrende. Internationale domstole har gentagne gange fastslået, at økonomiske aktiviteter, der påvirker territoriet, kræver samtykke fra det saharawiske folk. Uden dette samtykke forbliver udnyttelsen af naturressourcer i Vestsahara ulovlig og uetisk”, siger han til Danwatch.

Vil gå videre med sagen

Vestsaharas juridiske status har været omstridt siden 1975. Marokko mener, at de har historisk ret over territoriet, men det afviser både lokalbefolkningen og et flertal af FN’s medlemmer. 

I flere år lå parterne i krig med hinanden, inden FN trådte ind i konflikten og fik forhandlet en våbenhvile på plads i 1991. Siden har det været aftalt, at en folkeafstemning skulle afgøre hvem, der skulle have magten over Vestsahara, men 35 år senere er den stadig ikke blevet afholdt.

Netop striden om Vestsahara var årsagen til, at EU-domstolen i 2024 erklærede EU’s handelsaftale med Marokko for ugyldig. Det var et brud på den saharawiske befolknings ret til selvbestemmelse, at aftalen omfattede varer fra Vestsahara, vurderede domstolen.

Efterfølgende er de europæiske lande og regeringen i Rabat imidlertid blevet enige om en revideret handelsaftale. 

Aftalen omfatter stadig varer fra Vestsahara, men skal ifølge EU sikre “bæredygtig udvikling” i territoriet. 

“For så vidt angår kravet om samtykke fra Vestsaharas folk, så har EU’s udgangspunkt været, at aftalen ikke må skabe forpligtelser for Vestsaharas folk, og at Vestsaharas folk skal modtage konkrete, substantielle og verificérbare fordele som følge af aftalen, som er proportionelle med udnyttelsen af Vestsaharas naturressourcer”, lød det i en udlægning til Folketingets Europaudvalg fra fungerende udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) forud for vedtagelsen af justerede handelsaftale. 

Ligesom den aftale som EU-domstolen erklærede ugyldig, er den nye handelsaftale møntet på vareudvekslingen mellem Europa og Marokko, der har betydelig produktion af blandt andet frugt og grønt i Vestsahara. 

Men Per Clausen og Enhedslisten vil nu gå til EU-kommissionen for at undersøge, om man fra Bruxelles’ side vil kunne regulere europæisk skibstransport til Vestsahara.

“Jeg tænker nu at spørge EU-Kommissionen, om der er nogle muligheder for at gribe ind overfor europæiske rederier, der bevidst bidrager til Marokkos, under international ret, ulovlig kolonisering af et besat territorium”, siger han. 

I et svar til Danwatch skriver EU-Kommissionen, at den nuværende handelsaftale mellem EU og Marokko ikke indeholder bestemmelser om “maritime services”. De understreger samtidig, at fremtidig regulering på området vil ske i overensstemmelse med EU-domstolens afgørelser. 

“I øjeblikket er der ingen planlagte drøftelser om regulering af shippingindustri”, lyder det videre fra en talsmand for EU-Kommissionen. 

Særlig agtpågivenhed

Længe før EU-domstolens afgørelse i 2024 vedtog Folketinget herhjemme et beslutningsforslag, der udtrykte sin støtte til en “retfærdig, varig og gensidigt acceptabel politisk løsning”. Samtidig lød det, at menneskerettighedssituationen i Vestsahara skulle forbedres. 

Forslaget, der blev vedtaget i 2016 med opbakning fra samtlige partier i Folketinget, opfordrede endvidere danske virksomheder til at “udvise særlig agtpågivenhed” i Vestsahara. 

Brancheorganisationen Danske Rederier anerkender derfor også, at deres medlemmer har et særligt ansvar, når de sejler til Vestsahara. 

“Gældende lovgivning skal naturligvis overholdes. Vi rådgiver vores medlemmer til at følge de anbefalinger, som de danske myndigheder og relevante internationale organisationer udsteder, inklusive Folketingets vedtagelse om Vestsahara fra 2016, som indeholder en opfordring til at udvise særlig agtpågivenhed samt at sikre, at kommercielle aktiviteter ikke skader lokalbefolkningen”, lyder det i et skriftligt svar til Danwatch. 

Hverken Ocean7 eller Christiania Shipping har svaret på, hvad de har gjort for at sikre sig, at deres fragt kommer lokalbefolkningen til gavn. 

Af de to er det kun Christiania Shipping, der er medlemmer af Danske Rederier.

Gå ikke glip af den næste afsløring.
Få vores nyhedsbrev

Få ugens historier fra Danwatch direkte i din indbakke hver søndag.

Nedenfor kan du tilvælge vores månedlige tematiske nyhedsbreve.

Uanset hvor mange, du vælger, skriver vi højst til dig tre gange om ugen.