17. februar 2022

De siger, at tømmeret er bæredygtigt, men ny sag sår igen tvivl om mærkningen FSC

I den peruvianske del af Amazonas, i området Comandancia, ser Yaguafolket, til mens hundredvis af ældgamle træstammer hvert år bliver ført ud af regnskoven via Amazonfloden. Destinationen for træstammerne er ukendt, men de indgår i den globale efterspørgsel på tømmer. Og den efterspørgsel bliver ikke altid mødt på lovlig vis selvom blandt andet certificeringsordningen FSC […]

Foto: Martin Mejia/AP/Ritzau Scanpix

I den peruvianske del af Amazonas, i området Comandancia, ser Yaguafolket, til mens hundredvis af ældgamle træstammer hvert år bliver ført ud af regnskoven via Amazonfloden. Destinationen for træstammerne er ukendt, men de indgår i den globale efterspørgsel på tømmer. Og den efterspørgsel bliver ikke altid mødt på lovlig vis selvom blandt andet certificeringsordningen FSC giver et andet indtryk.

For en af de virksomheder, der fælder træerne ved Comandancia og fører dem ud af Amazonas, er La Oroza. La Oroza var i 2015 involveret i en af de største beslaglæggelser af ulovligt tømmer på det tidspunkt og har siden 2017 været bandlyst fra det amerikanske marked. Lige nu bliver La Oroza sammen med 89 andre virksomheder undersøgt for at sælge ulovligt tømmer, blandt andet som følge af beslaglæggelsen. Alligevel har La Oroza for nylig fået deres FSC-certifikat forlænget til 2026, der garanterer, at træ solgt af La Oraza respekterer miljøet, menneskerettigheder og oprindelige folk som Yaguafolket. Det skriver det peruvianske medie OjoPúblico, der har besøgt Comandancia.

FSC er en forkortelse for Forest Stewardship Certification og blev introduceret i 1993 af skovindustrien, sociale organisationer og miljøorganisationer for at give forbrugerne et mærke, der lover, at træet kommer fra en skov, hvor der ikke bliver fældet mere træ, end skoven kan nå at reproducere. Siden er FSC-certificeringen blevet en af de mest udbredte mærkningsordninger i verden. 

Men ifølge OjoPúblico er der altså gevaldige huller i FSC-ordningen, som har den konsekvens, at det lille grønne mærker ender med at blåstemple ulovlig skovrydning. FSC’s svar på kritikken går på, at det træ, som La Oroza bliver undersøgt for, og det træ, som de har certificeret, ikke er det samme.

Men det er ikke første gang, at der er problemer med FSC-mærkningen. En rapport fra den britiske organisation Earthsight afslørede i sommeren 2021, at en russisk skov-baron ved navn Evgenij Bakurov, der flere gange er dømt for ulovligt skovbrug, solgte FSC-certificeret træ til blandt andet IKEA. Russeren fortæller i en youtubevideo, at da han fik sin FSC-certificering væltede ordrerne ind. Efter afsløringen fra Earthsight blev certificeringen dog hurtigt taget fra ham igen.

Der er mange penge på spil også for FSC selv. Ifølge OjoPúblico havde FSC en omsætning på 288 millioner kroner i 2020. Men selvom ordningen har huller, der gør greenwashing mulig, så er den stadig, som IKEA udtalte til Danwatch i juni 2021, det bedste pejlemærke, for at købe træ på den bedst mulige måde.

FSC er ikke ene om at vildlede velvillige forbrugere. Vi har samlet tre andre nyheder om emnet:

Foto: Martin Mejia/AP/Ritzau Scanpix
  • Meget “økologisk” bomuld er slet ikke økologisk: Halvdelen af det bomuld, der bliver solgt i verden som økologisk, kommer fra Indien. Men det viser sig, at op mod 80 procent af bomulden slet ikke er økologisk. Det skriver The New York Times. Problemet skal blandt andet findes i det certificeringssystem, der skal kontrollere, om de farme, der kalder sig økologiske, nu også er det. New York Times skriver, at den indiske bomuldsindustri i øvrigt lider under, at der er stor efterspørgsel på økologi, men at det ikke er profitabelt at dyrke for farmerne.
  • Slut med “vegansk læder” i Portugal: Regeringen i Portugal tilsluttede sig Italien, Belgien, Frankrig og Spanien, da de i januar gjorde det ulovligt at omtale produkter af plantefibre eller syntetiske stoffer som læder. Ord som vegansk læder, syntetisk læder eller kaktus-læder må altså ikke længere bruges, fordi det ifølge loven misleder forbrugeren – medmindre produkterne rent faktisk er lavet af dyrehud. Det skriver brancheorganisation for læderindustrien i Portugal APIC, der ser det som en sejr for læder-branchen.
  • Shell får påtale for greenwashing – igen: For anden gang på seks måneder er oliegiganten Shell blevet irettesat af den hollandske forbrugerombudsmand, det såkaldte Reclame Code Commissie (RCC). RCC har nemlig givet to borgere medhold i deres klage over, at Shell bruger udtrykket “grøn brint” og at de i en annonce i en avis påstår, at “de gør millioner af kilometer rene”. Selvom brinten er certificeret bæredygtig, mener RCC altså, at Shell misleder og at avisannoncen er greenwashing. Det skriver det hollanske medie Leeuwarder Courant.

Gå ikke glip af den næste afsløring

Nyhedsbrev sign-up

Gå ikke glip af den næste afsløring

  • Få nyt fra en af landets største graverredaktioner.
  • Vi holder virksomheder og stater ansvarlige i forhold til love, konventioner og egne CSR-politikker.
  • Vi forbinder den almindelige dansker med globale problemstillinger og giver et oplyst grundlag at træffe valg på – uanset om det drejer sig om pension, mad, tøj eller andre forbrugsvarer.
Nyhedsbrev sign-up
heartexit-upmagnifiercrosschevron-down