20. april 2019

Ecuadors bananarbejdere klager til EU

EU bryder en international handelsaftale, fordi arbejdsforholde i Ecuadors bananplantager ikke lever op til kravene i aftalen, lyder klagen fra repræsentanter fra Ecuadors bananarbejdere. Det er bananer, der blandt andet ender i Danmark.

Bananarbejdere i Ecuadors bananindustri har klaget til EU for brud på en international handelsaftale. Her bliver blandt andet pesticider vasket af bananer inden de bliver eksporteret. Esteban Barrera

Repræsentanter for bananarbejdere i Ecuador har klaget til EU over brud på menneske- og arbejdstagerrettigheder i Ecuadors egne bananplantager.

Siden 1. januar 2017 har den såkaldte Multiparty Trade Agreement (MTA) været gældende imellem EU og Ecuador, Colombia og Peru. En del af aftalen skal sikre bæredygtige rammer for produktionen af bananer – en produktion som EU, herunder Danmark, er storimportør af.

Men ifølge Ecuadors bananarbejdere bliver arbejderne og beboerne i nærheden af bananplantager udsat for farlige pesticider i en grad, der gør dem dødeligt syge.

Arbejdere bliver udnyttet, de får ikke udbetalt en fair løn, og fagforeningsmedlemmer bliver chikaneret. Altsammen er, ifølge anklagerne, et brud på det såkaldte kapitel ni i MTA.

EU har medansvar

Bag klagen står Jorge Acosta Orellana, der er fagforeningsleder for arbejdere i bananplantager og landbruget i Ecuador (ASTAC), samt Anahi Macaroff, der er researcher hos NGO’en Institut for Ecuadorianske Studier.

De fremhæver, at Ecuador har en position som den væsentligste eksportør af bananer i verden, og at EU er hovedaftager. Derudover fremhæver de, at handlen med bananer er præget af få, store virksomheder, der er stærke på tværs af lande, og som er repræsenteret i europæiske supermarkedskæder.

“Derfor er de medansvarlige for at leve op til arbejdstager- og miljørettigheder”, lyder det i klage-teksten med henvisning til forholdene i Ecuador.

“Klagen er vigtig”, siger Acosta Orellana, “fordi vi forsøger at skabe opmærksomhed i det europæiske civilsamfund om, at hvis store virksomheder og stærke grupper globaliserer deres kommercielle interesser, er det nødvendigt, at civilsamfundet, handelsforbund og organisationer går sammen i kampen for basale rettigheder. I den forbindelse opfatter vi forbrugerne som vores væsentligste allierede”.

Lang og hård vej

Pointerne blev for nylig fremlagt af Anahi Macaroff for Europa Kommissionen.

“Efter at have hørt anklagerne vil en intern rådgivergruppe for Europa Kommissionen nu udforme et dokument, der slår fast, at sagen kræver særlig opmærksomhed, og som kræver, at man følger op”, siger Anahi Macaroff.

Alligevel er det en lang og hård vej herfra.

Dels fordi MTA ifølge Anahi Macaroff ikke indeholder nogen muligheder for direkte sanktioner imod dem, der overtræder aftalen. Dels fordi det langt fra er første gang Ecuadors bananarbejdere klager over forholdene. [Citat1]

I 2017 kunne Danwatch i en større undersøgelse, De lever og dør af bananerne, fortælle, at bananplantagearbejdere bliver kræftsyge af pesticider sprøjtet over ecuadorianske bananplantager.

Pesticider, der har været ulovlige i Europa i årtier på grund af sundhedsfarer, og som får dødelige konsekvenser for lokale beboere og arbejderne i Ecuador, når de bliver spredt over plantagerne.

Konsekvenserne af den undersøgelse førte blandt andet også til, at fagforeningslederen Acosta Orellana blev truet på livet, men bananarbejdernes kamp begyndte længe før.

Arbejderne står alene

Allerede i 2007 klagede ASTAC til Ecuadors ombudsmand over det høje forbrug af pesticider i bananproduktionen, og at det gjorde arbejderne dødelige syge. Det fremgår af dokumenter vedlagt klagen til EU. [Boks1]

Det førte til, at ombudsmanden vedtog et forsigtighedsprincip. Siden er fulgt flere rapporter og opfordringer fra ombudsmanden til at beskytte arbejderne, men alligevel er forholdene, ifølge ASTAC, stort set stadig de samme.

“Det har ikke ført til de store ændringer, fordi store virksomheder modarbejder loven og fordi autoriteter som Beskæftigelsesministeriet tillader det”, siger Acosta Orellana.

NGO’en Friedrich-Ebert-Stiftung (FES) i Ecuador har igennem flere år arbejdet for at styrke social retfærdighed og demokratiske forhold, ikke mindst for fagforbundene. De har fulgt bananarbejdernes kamp henover årene og har hjulpet med at udarbejde klagen til EU.

“ASTAC har forsøgt på mange måder, at protestere imod overtrædelserne af arbejdstagerrettigheder og har forsøgt at klage. Men indtil videre har det ikke ført til nogen substantielle forandringer. Arbejderne står virkelig alene i den her kamp”, siger Kathrin Meissner, der er Friedrich-Ebert-Stiftungs repræsentant i Ecuador.

Det er også grunden til, at Acosta Orellana foreløbigt har dæmpede forhåbninger til, hvad klagen vil føre til:

“Vi tror ikke på, at det her går over, for de store firmaer leder hele tiden efter nye måder at overtræde rettigheder, der kan øge deres profit – også selvom måden, det foregår på, er ulovlig”.

Gå ikke glip af den næste afsløring

Nyhedsbrev sign-up

Gå ikke glip af den næste afsløring

  • Få nyt fra en af landets største graverredaktioner.
  • Vi holder virksomheder og stater ansvarlige i forhold til love, konventioner og egne CSR-politikker.
  • Vi forbinder den almindelige dansker med globale problemstillinger og giver et oplyst grundlag at træffe valg på – uanset om det drejer sig om pension, mad, tøj eller andre forbrugsvarer.
Nyhedsbrev sign-up
heartexit-upmagnifiercrosschevron-down