7. jun '23Investering

Efter afsløring: Sampension ændrer kommunikation om sortlistede selskaber

Sampension oplyser nu til kunderne på hjemmesiden, at der investeres i sortlistede selskaber gennem eksterne fonde. Ændringerne på hjemmesiden er tilføjet, efter Danwatch har rettet henvendelse til pensionsselskabet. Sampension har dog stadigvæk et kommunikationsproblem, mener kritikere.

Sampension Kasse Tape
Illustration: Ditte Lander Ahlgren

Sampension har tilføjet information omkring pensionsselskabets investeringer i sortlistede selskaber, efter Danwatch har rettet henvendelse om det. 

Det sker, efter Danwatch kan afsløre, at Sampension investerer i 59 selskaber, som pensionsselskabet officielt har sortlistet på grund af klima, kontroversielle våben og brud på menneskerettigheder. Pensionsselskabet investerer i selskaberne gennem eksterne fonde i produktet Linkpension. 

Sampension skriver nu på deres hjemmeside, at “eksterne fonde i Linkpension ikke er underlagt kravene i Sampensions retningslinjer for ansvarlige investeringer og aktivt ejerskab”.

Sampension har dog stadigvæk et kommunikationsproblem, lyder det fra kritikere, som er blevet forelagt dokumentationen for investeringerne og har gennemset Sampensions kommunikation og investeringspolitik.   

“Det er kritisabelt, at Sampension ikke har kommunikeret, at deres eksklusionsliste ikke gælder for alle produkter. Man skal tydeligt fortælle, hvis produkter er undtaget generelle regler eller eksklusionslister”, siger Jacob Ruben Hansen, økonom i Forbrugerrådet Tænk. 

“Ellers bør forbrugeren kunne have en ret og rimelig forventning om, at eksklusionslisterne selvfølgelig gælder ”, siger han.

“Opdaterer løbende vores hjemmesider”

Sampension kan ikke genkende kritikken. 

“Vi oplyser kunderne om, at Linkpension ikke er underlagt Sampensions politikker for ansvarlighed. Linkpension er netop for de kunder, der ønsker noget andet investeringsmæssigt, end Sampension vælger”, skriver kommunikationsdirektør i Sampension Michael Carlsen i et mailsvar.  

Efter Danwatch i midten af maj henvendte sig til Sampension om sagen, har pensionsselskabet rettet information på deres hjemmeside om Linkpension.

Oplysningen om, at ansvarlighedspolitiken ikke gælder for eksterne fonde i Linkpension, er tilføjet på et tidspunkt efter d. 3. marts. 

Det viser en søgning i webtjenesten Archive.org, som arkiverer tidligere versioner af hjemmesider.

Danwatch har derfor spurgt Sampension, om de har ændret hjemmesiden på baggrund af Danwatchs henvendelse. 

“Vi opdaterer løbende vores hjemmesider, når vi oplever at konkret information bliver efterspurgt”, skriver Head of ESG Jacob Ehlerth Jørgensen i et mailsvar til Danwatch.

Sampension oplyser ligeledes, at selskabet har ændret i obligationslisten, efter Danwatch har rettet henvendelse vedrørende selskabets transparens.  

Nævner det ikke i relevante rapporter

Ifølge lektor i selskabsledelse Therese Strand har Sampension dog stadigvæk problemer på kommunikationsfronten. Hun har gennemset Sampensions hjemmeside, årsrapporter og rapporter om samfundsansvar og hæfter sig ved, at Sampension ikke nævner problematikken i de årsrapporter og rapporter om samfundsansvar, der er tilgængelige på pensionsselskabets hjemmeside. 

“Det er jo de to store informationskilder, sammen med hjemmesiden, som kunderne har til at orientere sig. Oplysningerne i dem skal være både klare og konsekvente og mulige for offentligheden at forstå”, siger Therese Strand, lektor i selskabsledelse og forsker i institutionelle investorer ved Copenhagen Business School. 

Der mangler også oplysninger om hvilke fonde, der indeholder sortlistede selskaber, påpeger hun. 

“Det skal være helt tydeligt, hvilke af de fonde, der kan vælges under Linkpension”.

Ros for at rette ind

Sampension henviser til, at selskabet skriver, at selskabets ansvarlighedspolitik ikke gælder for eksterne fonde i politikken for ansvarlige investeringer. Det oplyses også til de kunder, der har valgt at sætte deres opsparing i Linkpension, når de logger ind for at investere, påpeger pensionsselskabet. 

Sampensions forklaring ændrer dog ikke ved Therese Strands vurdering. Hun påpeger, at der står på hjemmesiden, at politikken gælder for alle investeringer. Og i selve dokumentet, hvor politiken præsenteres, står der også, at den gælder for investeringer generelt.

Derudover er det et problem, at oplysningen om de ekskluderede selskaber først bliver givet til dem, der allerede er blevet kunder, tilføjer hun. 

Det er dog ikke kun kritik, som Sampensions kommunikationsindsats får med på vejen. 

Forbrugerrådet Tænk roser Sampension for at rette ind efter henvendelsen fra Danwatch. 

“Overordnet synes jeg faktisk, at det er rigtig fint, at Sampension retter til, når de bliver gjort opmærksom på utydelig eller mangelfuld information. De burde selv fange det, men de skal have ros for, at de reagerer hurtigt, når de bliver gjort opmærksom på fejl”, siger Jacob Ruben Hansen.