Én af Danmarks største pensionskasser ønsker ikke at investere i selskaber, der bryder menneskerettighederne eller skader klimaet. I hvert fald ikke officielt.
Alligevel kan Danwatch nu afsløre, at Sampension investerer i 59 selskaber, som pensionskassen officielt har sortlistet.
En gennemgang af pensionsselskabets investeringer viser, at Sampension investerer medlemmernes penge i selskaberne gennem eksterne fonde. Selskaberne er ekskluderet på grund af involvering i kul, tjæresand, kontroversielle våben eller brud på menneskerettigheder.
Danmarks tredjestørste
- Sampension er Danmarks tredjestørste pensionsselskab med knap 270 milliarder under forvaltning.
- Selskabet ejes blandt andet af HK, Dansk Metal og Kommunernes Landsforening.
Det kritiseres af eksperter og organisationer. Blandt andet af professor i bæredygtig finans, Andreas Rasche:
“De udelukkede virksomheder bør ikke være en del af porteføljen. Ellers bryder organisationen sine egne principper, og på sigt vil medlemmerne miste tilliden til Sampension”, siger Andreas Rasche, professor i bæredygtig finans ved Copenhagen Business School.
Uambitiøse klimamål og mørklagte investeringer
Selskaberne, som Sampension officielt har sortlistet men alligevel investerer i, tæller blandt andet oliegiganterne ConocoPhillips og Totalenergies.
Der er også en del selskaber, der er involveret i atomvåben, såsom Aerojet Rocketdyne Holding der producerer nukleare missilsystemer til det amerikanske og britiske militær. Det viser Danwatchs gennemgang af Sampensions beholdningslister, sammenholdt med pensionskassens egne eksklusionslister.
FAKTA
Sampensions investeringer i sortlistede selskaber
Her er de selskaber, som Sampension investerer i, selvom de også er sortlistet. Det har ikke været muligt at få beløbene på de enkelte investeringer. “Årsag til eksklusion” er fra Sampensions egen eksklusionsliste.
Kilde: Sampension
Afsløringen kommer på et tidspunkt, hvor Sampension i forvejen har problemer med manglende tillid fra deres medlemmer. Det gælder særligt i Pensionskassen for Arkitekter og Designere (PAD), der har over 10.000 medlemmer, som i dag hører under Sampension.
Blandt medlemmerne i PAD har der i længere tid været kritik af Sampension for uambitiøse klimamål og mørklagte investeringer.
PAD har netop afholdt valg til bestyrelsen, hvor de to mest kritiske kandidater fik flest stemmer og blev valgt ind. Ifølge bestyrelsesmedlem i PAD, Mads Gudmand Høyer, vil den nye bestyrelse tage oplysningerne om Sampensions investeringer i sortlistede selskaber meget seriøst.
“PAD har netop været igennem en intens valgkamp, og de nyvalgte bestyrelsesmedlemmer gik blandt andet til valg på at skabe større transparens. Det er ærgerligt, hvis Sampension ikke har bedre styr på deres eksklusionlister. Men det kan forventes at få en ny bestyrelses fulde opmærksomhed,” siger Mads Gudmand Høyer, bestyrelsesmedlem i PAD og byggeteknisk konsulent i Landsbyggefonden.
En af årsagerne til medlemmernes mistillid er, at Sampension blev rangeret dårligst i WWF Verdensnaturfondens seneste rapport om pensionssektorens klimaindsats. Det skyldtes, at Sampension var det eneste af de 16 pensionsselskaber, der ikke ville deltage i undersøgelsen.
WWF er på baggrund af kortlægningen fra Danwatch bekymret over Sampensions arbejde med klima.
“Som det eneste danske pensionsselskab ønsker Sampension ikke at deltage i den seneste af WWF Verdensnaturfondens jævnlige rapporter om, hvordan det går med den grønne omstilling i den danske pensionsbranche”, siger Bo Øksnebjerg, generalsekretær i WWF Danmark og tilføjer:
“Jeg håber ikke, at det er fordi, at de prøver at skjule uansvarlige klima- og naturfjendske investeringer, som dem, Danwatch nu har afsløret inden for bl.a. kul, tjæresand og manglende grøn omstilling. Jeg opfordrer Sampension til straks at øge åbenheden omkring deres investeringer og grønne profil. Det, vi ser nu, er ikke godt nok.”
Sampension: Det er kundernes ansvar
Sampension afviser, at investeringerne i de sortlistede selskaber er problematiske og henviser til, at de er kundernes eget ansvar.
De eksterne fonde, som indeholder sortlistede selskaber, er nemlig en del af et produkt, der hedder Linkpension, hvor kunderne selv kan investere dele af deres opsparing gennem en række fonde, påpeger Sampension.
“Det er fundamentalt noget andet, end når Sampensionen forvalter for kunderne. Her forvalter kunderne selv og træffer selv deres egne valg”, siger Jacob Ehlerth Jørgensen, Head of ESG i Sampension, og fortsætter:
“Vi ser det som et univers, som er efterspurgt af nogle kunder, og det er vores opgave at sørge for, at de har nogle valgmuligheder”.
Det er vel jer, der har valgt de fonde, som kunderne kan vælge at investere i. Er det ikke rigtigt forstået?
“Jo, det er korrekt.”
Danwatch har sammen med erhvervsmediet Finans tidligere afsløret lignende forhold i pensionsselskabet Velliv, som også investerer i selskaber på egen sortliste gennem eksterne fonde.
I lighed med Velliv påpeger Sampension, at der er tale om såkaldte indeksfonde, hvor man som pensionsselskab ikke kan gennemtrumfe, at enkelte selskaber i porteføljen skal ekskluderes.
Men hvis det er jer, der vælger fondene, er det vel også et valg fra jeres side, at I tilbyder nogle fonde, hvor der ligger selskaber, som I selv har ekskluderet. Er det ikke et kompromis med jeres egne værdier og politik?
“Når man har et indeks-produkt, som investerer i hele det univers, der er i indekset, så vil du altid ramme et eller flere selskaber, som er på eksklusionslisten. Det er en problematik, som er svær at gøre noget ved,” siger Jacob Ehlerth Jørgensen.
Det er Andreas Rasche ikke enig i.
“Det er svært, men det er ikke umuligt. Der er mange fonde, og også mange fonde, der ikke investerer i virksomheder, der er involveret i kul, tjæresand, kontroversielle våben og lignende”, siger professoren i bæredygtig finans.
Ud over at puste til tillidskrisen ved at investere i sortlistede selskaber bør Sampension også være mere tydelige omkring investeringerne, lyder en kritik fra flere sider.