11. marts 2022

Efter Danwatch-afsløring af overgreb: Supermarkeder stopper salg af jordbær fra spansk landbrug

Siden Danwatch afslørede seksuelle krænkelser af jordbærplukkere på spansk landbrug, har detailkæden Salling forsøgt at lave uanmeldte kontroller af forholdene. Det har leverandøren ikke tilladt, og Føtex, Netto og Bilka stopper derfor salg af bær fra producenten.

Foto: Stefania Prandi

I maj 2021 rejste Danwatch rundt i Sydspaniens frodige Huelva-provins for at undersøge arbejdsforholdene for de – langt overvejende kvindelige – migrantarbejdere, som plukker de spanske jordbær, hindbær og blåbær, som sælges i større og større mængder herhjemme. 

34-årige marokkanske ‘Jadida’ var én af dem, der valgte at tale med os, selvom hun risikerede at miste sit job og dermed det arbejdsvisum, som hun havde arbejdet tre år på at få.

Den enlige mor til to arbejdede for en stor landbrugsvirksomhed, der leverede jordbær til Føtex, Netto og Bilka i Danmark. Hun fortalte, at supervisoren på landbruget afpressede hende og de andre bærplukkere til at have sex med ham. Han fulgte efter hende, han fandt hende, når hun var alene i marken, og han prøvede at presse hende, selvom hun sagde nej.

Selv afviste hun ham gang på gang, selvom han i stigende grad truede og chikanerede hende.

“På det sidste, når der har været problemer på arbejdet, begynder han altid at råbe ad mig og sige, at hvis jeg ikke vil arbejde, vil han få mig sendt tilbage til Marokko”, fortalte Jadida da vi dengang mødte hende i al fortrolighed.

Ifølge Jadida blev andre bærplukkere presset til at have seksuelle forhold til supervisoren, fordi de ikke havde råd til at miste deres arbejde og arbejdsvisum, og derfor ikke turde at sige fra.

Efter Danwatchs afsløringer i sommer besluttede den store detailkoncern bag Føtex og Netto, Salling Group, at afstå fra at sælge bær fra den pågældende producent, indtil de havde undersøgt situationens alvor og omfang.

Salling har blandt andet krævet, at der skal laves uanmeldte stikprøvekontroller af forholdene hos producenten, hvor Jadida var ansat. Men det er leverandøren ikke gået med til, og Salling har derfor valgt at stoppe for salget herfra.

“Vi har afsluttet samarbejdet, fordi producenten ikke går med til at få uanmeldte kontrolbesøg fra tredjepart. Det kan de have mange grunde til, men i og med vi har fået den advarsel om forholdene fra Danwatch, har vi valgt ikke at gå videre med leverandøren”, siger kvalitetsdirektør i Salling Group, Carina Jensen.

Anmeldte besøg

Den pågældende leverandør, som her er anonymiseret af hensyn til Jadidas sikkerhed, har ikke leveret jordbær til danske butikker, siden Danwatchs afsløringer i juli måned. Men producenten skulle netop til at påbegynde leverancer af blåbær til Sallings supermarkedskæder, hvilket detailkæden altså nu har sat en stopper for, forklarer Carina Jensen.

De danske supermarkeder sælger spanske bær som aldrig før. Men gennem interviews med 16 marokkanske og rumænske bærplukkere kunne Danwatch afdække, at seksuel chikane, daglige ydmygelser og et ekstremt arbejdspres var udbredt blandt de migrantarbejdere, der plukker bærene hos de spanske leverandører til danske forhandlere.

Både Salling og Coop var overraskede over de krænkelser, som Danwatch fandt hos deres spanske producenter – særligt fordi deres certificering Global G.A.P. GRASP, der skal sikre, at en række arbejdstagerrettigheder bliver overholdt, ikke havde fundet problemer på landbrugene.

Siden har fagforeninger og NGO’er blandt andet kritiseret, at Global G.A.P. varsler landbrugene, før de kommer på kontrolbesøg.

Og det medgiver Salling Groups Carina Jensen kan være et problem.

“Jeg er enig i, at der bør være uanmeldte kontrolbesøg. Og det er en kritik, vi har taget med videre til Global G.A.P.”, siger hun.

En utopi

Indtil videre kræver Salling imidlertid kun, at de leverandører, hvor Danwatch har afsløret problemer, skal være mål for uanmeldte stikprøvekontroller. Forholdene hos andre leverandører af spanske bær til Sallings supermarkeder bliver altså stadig kun inspiceret ved på forhånd annoncerede besøg fra Global G.A.P. 

“Jeg tror desværre, at det er utopi at kræve at alle auditører kommer uanmeldt – blandt andet fordi det er langt mere krævende med uanmeldte kontroller, fordi man ofte går fejl og for eksempel møder op, når der ikke er produktion eller høst”, forklarer Carina Jensen.

Men man behøver vel heller ikke at kræve, at alle kontroller er uanmeldte, men blot at nogle er?

“Det er jeg fuldstændig enig i, og vi er også ved at kigge ind i, hvordan vi stiller krav om at hvert fald nogle audits er uanmeldte”.

Ifølge kvalitetsdirektøren er det ressourcekrævende at lave systemerne for kontrol af arbejdsforholdene om. Og det er ikke bare landbrugene, men også de virksomheder, som står for kontrollerne, der foretrækker at besøgene er annonceret på forhånd.

“Det er klart, at det er i auditørbureauernes interesse at komme anmeldt, fordi det er nemmest for dem. Så det er også dem, vi har en dialog med om, hvad der er realistisk”, siger Carina Jensen.

Af hensyn til Jadidas sikkerhed er hun anonymiseret. Danwatch er bekendt med hendes rigtige identitet.

Gå ikke glip af den næste afsløring

Nyhedsbrev sign-up

Gå ikke glip af den næste afsløring

  • Få nyt fra en af landets største graverredaktioner.
  • Vi holder virksomheder og stater ansvarlige i forhold til love, konventioner og egne CSR-politikker.
  • Vi forbinder den almindelige dansker med globale problemstillinger og giver et oplyst grundlag at træffe valg på – uanset om det drejer sig om pension, mad, tøj eller andre forbrugsvarer.
Nyhedsbrev sign-up
heartexit-upmagnifiercrosschevron-down