Del af en undersøgelse
Denne artikel er en del af undersøgelsen Den syge laks
- Danwatch undersøger verdens største producenter af laks. Millioner af laks dør årligt i industriens havbrug, inden de nogensinde når slagteriet.
- Industrilaksene rammes af parasitter, og millioner dør af de hårde behandlinger. De, der overlever hele vejen til din tallerken, lider og lever et miserabelt liv.
- Havbrug i Skotland og Norge rammes af rømninger, hvor tusindvis af syge industrilaks slipper ud. Det medfører genetisk forurening, der truer vildlaksen og økosystemerne.
Døde laks flyder langs kanten af havbrugets net. Flere driver i vandoverfladen med bugen i vejret, og tusindvis gisper for at få ilt gennem syge, flossede gæller på kroppe med åbne sår.
Sådan stod det til i månedsvis på et af Mowis havbrug i det vestlige Norge, hvorfra tonsvis af laks eksporteres til danske supermarkeder under Coop Danmark og Salling Group.
Danwatch har i en serie artikler dokumenteret kritisable forhold hos den verdensomspændende laksegigant, Mowi. Forhold, der betyder, at millioner af industrilaks dør, inden de nogensinde når slagteriet.
Nu kan Danwatch afsløre en ny hændelse på havbruget Verpeide, der ligger i en fjord nær Bergen. Også denne gang er der tale et alvorligt brud på norske dyrevelfærdsregler.
Det mener det norske Mattilsyn – som svarer til Fødevarestyrelsen i Danmark – om den aktuelle sag, hvor over 113.000 laks døde af iltmangel på anlægget i løbet af ganske få måneder, ifølge tilsynets inspektionsrapport, som Danwatch har fået aktindsigt i.
“Situationen er uforsvarlig ud fra hensynet til fiskevelfærd,” skriver Mattilsynet, som vurderer, at Mowi hverken levede op til reglerne om forsvarlig drift eller opfyldte krav til dyrevelfærd.
Mowi Politianmeldt
Afsløringen om regelbrud kommer blot få uger efter, at Mowi blev politianmeldt af en af Norges største dyrevelfærdsorganisationer, Dyrevernalliansen, for grov dyremishandling i to lignende sager fra sidste år.
I de sager døde 500.000 fisk, mens endnu flere led unødigt længe, før de blev nødslagtet. Sagen blev afsløret af Danwatch, som dokumenterede, hvordan tusindvis af syge laks på et Mowi-havbrug blev presset sammen på et meget lille område, uden at de ansatte, som loven kræver, målte iltniveauet i vandet. Uden den information er det umuligt at vurdere, om fiskene lider.
Også i den nye sag har Mowi holdt syge laks i live trods lidelser fra iltmangel – og det er i strid med lovens krav om hurtig aflivning for at undgå unødvendig smerte hos fiskene.
“Så længe høj dødelighed ikke får reelle økonomiske konsekvenser, vil sådanne situationer fortsætte med at opstå”, vurderer Monica Nordberg, der er fiskehelsebiolog hos Dyrevernalliansen.
“I dag kan høj dødelighed i praksis være økonomisk fordelagtig, fordi de fisk, der overlever, kan opveje tabet af dem, der dør”, forklarer hun.
I den aktuelle sag døde mange fisk af en alvorlig gællesygdom. Alligevel fortsatte Mowi driften, selv om fiskene led, og ifølge Mattilsynet blev situationen ikke håndteret efter reglerne.
Myndighederne vurderer desuden, at antallet af døde fisk overskrider den tilladte grænseværdi for god dyrevelfærd hos opdrætslaks.
“Et meget højt antal fisk er døde som følge af kvælning på lokaliteten i de seneste måneder”, skriver Mattilsynet.
Først efter myndighedernes påbud fjernede Mowi syge fisk og slagtede tusinder fra de sygdomsramte bure.
Danwatch har kontaktet Mowi om sagen. De henviser til, at Mattilsynet har godkendt de tiltag, som myndighederne pålagde Mowi for at rette op på problemerne.
Mattilsynet har på den baggrund lukket sagen.
Høj dødelighed har ingen økonomiske konsekvenser
Dødeligheden i havbrugsindustrien er generelt ekstrem høj. Millioner af laks overlever slet ikke vejen til slagteriet, og hos Mowi ligger dødeligheden på omkring 15 procent ifølge virksomhedens egne tal for laks i havbrug.
“Hvis man ser på tal i Norge, døde der sidste år omkring 60 millioner fisk”, har professor i epidemiologi hos akvatiske dyr ved DTU Aqua, Britt Bang Jensen, tidligere forklaret til Danwatch.
Ifølge hende dør omkring en tredjedel af fiskene i forbindelse med behandling mod lakselus.
“Når dødeligheden forbliver høj, betyder det, at tiltagene er utilstrækkelige, eller der sættes ind for sent. I dag kan høj dødelighed i praksis være rentabel, fordi øget biomasse hos de overlevende fisk kan opveje tabet af dem, der dør. Dermed kan det betale sig at tage risiko – og fisken betaler prisen”, siger Monica Nordberg.














