Efter Danwatch-afsløring: FLSmidth trækker sig fra forurenende og sundhedsskadelig kulmine

I årevis har FLSmidth tjent gode penge på en kulmine i Mozambique, der ødelægger både klimaet og lokalbefolkningens helbred. Nu stopper den danske industrigigant med at servicere mineprojektet.

KULSORT: Danwatch har afdækket, at den danske industrigigant FLSmidth er leverandør til en kulmine i Mozambique, der ødelægger lokalbefolkningens drikkevand og helbred. Nu har FLSmidth besluttet, at de ikke længere vil servicere minen. Pressefoto/FLSmidth

FLSmidth har tjent mindst en halv milliard danske kroner på at udbygge og vedligeholde en udskældt kulmine i Moatize i det nordvestlige Mozambique, men nu skal det være slut.

Det oplyser FLSmidths pressechef Rasmus Windfeld, efter at Danwatch i løbet af foråret 2022 har afdækket, hvordan kulstøv fra minen forurener både drikkevand og lunger for minens naboer.

“Vi afslutter vores engagement i Moatize og vil fremover ikke have nogen service-aktiviteter der”, siger Rasmus Windfeld til Danwatch.

Som følge af afsløringerne har danske pensionskasser med ejerskab i FLSmidth kaldt virksomheden ind på tæppet, og FLSmidth har selv erkendt, at de har et medansvar for de mange problemer ved minen.

FLSmidth ønsker i dag ikke at give yderligere oplysninger om den videre proces, eller en begrundelse for beslutningen om ikke længere at servicere minen. De henviser til, at der er tale om et “kundeforhold”. 

Igangsatte undersøgelse af nye ejere

Det er det brasilianske mineselskab Vale, der det sidste tiår har drevet kulminen i Moatize med danske FLSmidth som underleverandør.

I foråret annoncerede Vale så, at de havde solgt minen til indiske Jindal Steel & Power Limited, fordi det brasilianske mineselskab er i gang med at udfase kul fra deres portefølje.

Som Danwatch tidligere har beskrevet, har de nye indiske ejere en mindst lige så ringe historik for miljøødelæggelse og menneskerettighedskrænkelser som den forrige ejer. 

I den forbindelse fortalte FLSmidth, at de ville foretage en undersøgelse af de nye ejere – en såkaldt Due Diligence – før de ville beslutte, om de skulle fortsætte sit engagement i Moatize.

Det er tilsyneladende på baggrund af denne undersøgelse, at FLSmidth nu trækker sig fra den udskældte kulmine i det østafrikanske land.

FLSmidth er leverandør til en lang række andre kulminer verden over, faktisk nærmere 500 af slagsen.

Flere artikler fra undersøgelsen:

Gå ikke glip af den næste afsløring

Nyhedsbrev sign-up

Gå ikke glip af den næste afsløring

  • Få nyt fra en af landets største graverredaktioner.
  • Vi holder virksomheder og stater ansvarlige i forhold til love, konventioner og egne CSR-politikker.
  • Vi forbinder den almindelige dansker med globale problemstillinger og giver et oplyst grundlag at træffe valg på – uanset om det drejer sig om pension, mad, tøj eller andre forbrugsvarer.
Nyhedsbrev sign-up
heartexit-upmagnifiercrosschevron-downchevron-leftchevron-right