Danske pensionskasser kræver svar fra FLSmidth efter kulmine-afsløring

FLSmidth skal nu forklare sine investorer om bæredygtigheden af de klimabelastende og miljøødelæggende kulminer, de er leverandør til. Flere af pensionskasserne, der kalder FLSmidth ind på tæppet, har allerede ekskluderet ejerne bag en stærkt forurenende kulmine, som Danwatch har besøgt i Mozambique.

Sarah Hartvigsen Juncker/Danwatch

Under overskriften “Vi siger nej til fossile selskaber” skriver AkademikerPension på sin hjemmeside, at de har frasolgt alle aktier og obligationer i kul.

Det er dog en sandhed med modifikationer. For med en investering på over 150 millioner kroner i FLSmidth (pr. 1.1 2022) bidrager AkademikerPension, ligesom en række andre danske pensionsselskaber, til den danske minegigants kulsorte aftryk.

Den seneste tid har Danwatch, i samarbejde med dagbladet Politiken og Zitamar News, således afdækket, hvordan FLSmidth bidrager til en lang række kontroversielle kulminer verden over – og ovenikøbet markedsfører sig på det under overskriften “Keep your coal mine up and running”

FLSmidth er blandt aktive i Moatize i det nordvestlige Mozambique. Her har virksomheden i mere end ti år serviceret en stærkt forurenende kulmine ejet af det brasilianske mineselskab Vale. 

Direktør i AkademikerPension, Jens Munch Holst, skriver i en mail til Danwatch, at pensionskassen tidligere har ekskulderet netop Vale “grundet negative miljø- og sociale indvirkninger af minedrift i Mozambique”, men, at sagen med FLSmidth “er i en gråzone”. AkademikerPensions politik for frasalg af alle kulaktiviteter dækker nemlig ikke leverandører af udstyr til kulindustrien. 

Jens Munch Holst har dog alligevel taget forholdene i Moatize op med FLSmidth.

“Vi har gennem længere tid haft dialog med FLSmidth vedrørende selskabets tilgang til at respektere menneskerettigheder og håndtere klimarisici. På nuværende tidspunkt venter vi på, at selskabet fremsender yderligere information, som vil ligge til grund for den videre dialog om denne sag”, skriver han i en mail. 

Alle eksperter, som Danwatch har talt med, siger, at FLSmidth som leverandør også har et ansvar for de problemer, der er dokumenteret ved minen i Mozambique.

Flere pensionskasser følger trop

PFA, der ved årsskiftet havde næsten 400 millioner kroner i FLSmidth, afkræver også svar fra FLSmidth. 

“Vi har taget kontakt til FLSmidth for at få klarlagt situationen i Mozambique, som ud fra de beskrevne oplysninger ikke er i tråd med PFA’s CSR- og bæredygtighedspolitik”, oplyser Christian Storm Schubart, chef for miljø, samfund og ledelse i PFA, i en mail. 

Lignende melding kommer fra Industriens Pension, der har investeret 114 millioner kroner i FLSmidth. 

Pressechef i Industriens Pension, Laurits Harmer Lassen, skriver: 

“Vi har gennem lang tid haft dialog med FLSmidth bl.a. om selskabets arbejde med håndtering af risici relateret til menneske- og arbejdstagerrettigheder og miljøpåvirkning. Vi har nu også forholdt dem de konkrete anklager i artiklerne, og vi vil følge op på spørgsmålene og fortsætte dialogen med selskabet”. 

Han oplyser samtidig, at Industriens Pension allerede har ekskluderet Vale, FLSmidths mangeårige samarbejdspartner i Mozambique, men, at man ikke automatisk ekskluderer “de flere tusinde underleverandører til mineindustrien”.

Stadig tillid til FLSmidth 

I alt har 11 danske pensionskasser penge i FLSmidth. Danwatch har forholdt virksomhedens kulbidrag til dem alle. Og mens AkademikerPension, PFA og Industriens Pension vil gå videre med sagen, er der andre, som er mere forsigtige i deres udmelding. 

Chef for bæredygtige investeringer i Sampension, Jacob Ehlert Jørgensen, sætter sin lid til FLSmidth: 

”Vi anser generelt FLSmidth for at være et selskab, der arbejder meget seriøst med bæredygtighed og herunder produkter og services på vanskelige områder, som er afgørende for grøn omstilling. Og som med alle andre selskaber, vi er investeret i, forventer vi, at de forholder sig til, om deres aktiviteter er forenelige med grundlæggende menneskerettigheder og andre relevante bæredygtighedshensyn”. 

Og fra investeringsdirektør i P+, Kåre Hahn Michelsen, lyder det: 

“Vi har ikke tidligere været bekendt med udfordringen vedrørende FLSmidth, der får høj ESG-rating (Environmental, social and corporate governance , red.) hos vores dataleverandør. Vores dataleverandør har heller ikke flaget kontroverser vedrørende selskabet eller deres aktiviteter.”

Men hvad nu, når I er blevet gjort opmærksomme på problematiske forhold på minen i Mozambique? 

”Vi kan se, at FLSmidth selv har udtalt, at de har et medansvar vedrørende Moatize-minen. Omsætningen fra leverancer til kulindustrien ser ud til at være en forholdsvis lille andel af den samlede omsætning i selskabet. Men vi regner med at følge op over for selskabet”, skriver Kåre Hahn Michelsen. 

Danica Pension meddeler, at de har ekskluderet Moatize-minens ejer og vil følge op på FLSmidths forpligtelser i deres løbende dialog, mens PensionDanmark lægger vægt på, at FLSmidth ikke leverer tjenester til nye kulmineprojekter, og at selskabets kulaktiviteter i det hele taget er faldende. 

“FLSmidth har som leverandør til mineselskaber også et medansvar for, at minedrift respekterer grundlæggende menneskerettigheder. Vi har den opfattelse, at selskabet arbejder seriøst med dette, men det er en proces, som til stadighed skal forbedres.”, skriver Jan Kæraa Rasmussen, chef for bæredygtige investeringer. 

Lærernes Pension er ikke vendt tilbage inden deadline, mens Velliv har en politik om ikke at kommentere på danske selskaber i offentligheden. Det oplyser pressechef Mikkel Bro Petersen til Danwatch. 

Alm. Brand har heller ikke ønsket at kommentere på historien, da de er ved at frasælge hele deres pensionsforretning. 

Flere artikler fra undersøgelsen:

Gå ikke glip af den næste afsløring

Nyhedsbrev sign-up

Gå ikke glip af den næste afsløring

  • Få nyt fra en af landets største graverredaktioner.
  • Vi holder virksomheder og stater ansvarlige i forhold til love, konventioner og egne CSR-politikker.
  • Vi forbinder den almindelige dansker med globale problemstillinger og giver et oplyst grundlag at træffe valg på – uanset om det drejer sig om pension, mad, tøj eller andre forbrugsvarer.
Nyhedsbrev sign-up
heartexit-upmagnifiercrosschevron-downchevron-leftchevron-right