En Danwatch-undersøgelse
FLSmidth markedsfører sig som grønt og bæredygtigt, men er storleverandør til udskældte og forurenende kulminer.
Det viser en kulegravning af FLSmidths fondsbørsmeddelelser og firmapræsentationer, som Danwatch har foretaget.
Sagen kort
Danwatch har besøgt en kulmine i Mozambique, som FLSmidth har tjent over en halv milliard kroner på at udbygge og vedligeholde.
Udover klimabelastningen fra kullet, udsættes både mennesker og miljø for alvorlig og sundhedsskadelig forurening fra minen.
Sagen kort
FLSmidth oplyser til Danwatch, at de er leverandør til “under 500” kulselskaber.
Eksperter fastslår, at FLSmidth er medansvarlige for forureningen. De hævder også, at FLSmidths klimavenlige profil er vildledende.
Sagen kort
Tidligere
Næste
N7 er en ujævnt asfalteret landevej i det nordvestlige hjørne af Mozambique.
Bevæger man sig i retningen af nabolandet Malawi, når man, små 100 kilometer fra grænsen, Cateme, en flække ude i et åbent landskab med afsvedne buske og tykstammede baobab-træer spredt ud over så store afstande, at man umuligt kan finde skygge for den ubønhørlige sol.
Herude bor lidt over 700 familier – til deres egen store fortrydelse.
Familierne plejede at bo i den større by Moatize 40 kilometer længere inde i landet, men da det brasilianske mineselskab Vale med hjælp fra danske FLSmidth i 2009 begyndte at bygge en mine i byen, blev de fra den ene dag til den anden flyttet til Catemes brændte fladland.
“Det er ikke til at bo herude. Her er intet arbejde, og vi er afskåret fra alting. Vi savner alle vores gamle liv”, siger 64-årige Daniel Zimba, der bor i Cateme med sin familie på ni.
- FLSmidth er en dansk industrivirksomhed, der blev stiftet af ingeniør Frederik Læssøe Smidth i hans mors lejlighed i København i 1882. I dag har virksomheden over 10.000 ansatte i mere end 60 forskellige lande, og de omsatte i 2020 for mere end 16 milliarder kroner.
- FLSmidth har hidtil været kendt primært som en cement-virksomhed, selv om mineindustrien også har fyldt godt i ordrebøgerne. Nu har FLSmidth opkøbt den tyske industrigigant Thyssenkrupps minevirksomhed, og med opkøbet bliver FLSmidth verdens førende mineleverandør.
- Minerne vil fremover udgøre 75-80 procent af virksomhedens forretning, og den 1. januar 2022 overtager FLSmidths tidligere minechef, Mikko Keto, rollen som koncernchef i FLSmidth.
- FLSmidth er en privat virksomhed, men den danske stat og det danske kongehus har i stor stil støttet op om den danske industrigigant.
- Godt over en milliard kroner er stillet til rådighed for FLSmidth forretninger gennem de statslige eksportkredit- og investeringsfonde EKF og IFU, samtidig som det danske kongehus har stået i spidsen for erhvervsfremmende statsbesøg, der har skaffet FLSmidth milliardkontrakter.
- Flere danske pensionskasser har store investeringer i FLSmidth.
FLSmidth har et ansvar
Moatize og Cateme ligger i Tete-regionen. Udover smeltende varme temperaturer er denne del af Mozambique kendt for to ting: det enorme vandreservoir Cahora Bassa, der leverer strøm til det meste af det sydlige Afrika, og store forekomster af kul.
I løbet af det seneste årti er det især kullet, det har handlet om. Siden portugisernes kolonisering af Mozambique har man kendt til Tetes kul, men uden at have udvundet det i stor skala. Ikke før midten af 00’erne. Her begyndte Mozambiques regering at se store eksportgevinster i kullet og udbød minelicenser til internationale investorer.
Siden har tre mineselskaber siddet på Tetes kul. Det største hedder Vale og er fra Brasilien. Efter flere års forberedelser åbnede de i 2011 en mine i Moatize, og efter en række udvidelser står den i dag for langt størstedelen af Mozambiques kulproduktion. Det gør den blandt andet takket være FLSmidth.
I over ti år har den danske industrigigant leveret og vedligeholdt udstyr til minen for over en halv milliard kroner. De har også bidraget til den ene af de to havne, kullet bliver skibet ud fra, og så sent som i foråret blev fire store dræningstanke med FLSmidths blå-hvide logo installeret på minen.
Forleden kunne Danwatch i samarbejde med Politiken og Zitamar News fortælle, hvordan netop minen i Moatize er skyld i massiv forurening af lokalområdet. Men det er ikke det eneste problem. For der hvor minen ligger i dag, boede der altså mennesker. Og da Danwatch og Zitamar News besøger genhusningslandsbyen Cateme, fortæller familier, hvordan livet kun er blevet værre, siden de blevet smidt ud af Moatize.
Som ejer af kulminen i Moatize har Vale, i samarbejde med Mozambiques regering, stået for genhusningerne, men det fritager ikke FLSmidth for ansvar. Det siger flere eksperter i virksomhedsansvar, som Danwatch har interviewet.
“Faktisk er FNs retningslinjer meget klare på, at en leverandør har et medansvar i sådan et tilfælde”, siger Andreas Rasche, professor på Copenhagen Business School.
FLSmidth anerkender, at de ifølge FN’s retningslinjer har et ansvar for minens indvirkning på mennesker og miljø, men deres Afrika-chef Deon de Kock mener alligevel ikke, at virksomheden kunne have øvet indflydelse på Cateme-projektet.
“Det er et lokalt, indenrigspolitisk anliggende, som vi ikke har noget at gøre med”, skriver han i et mailsvar.
Over for Danwatch og Zitamar News afviser Vale, at forholdene i Cateme overhovedet skulle være utilstrækkelige.
Gravpladser jævnet med jorden
Daniel Zimba er født i Chipanga, et kvarter i Moatize, og havde boet der hele sit liv, da Vale begyndte at bygge deres mine i 2009. En dag kom mineselskabet forbi.
“Vi fik at vide, at vores jord skulle være en del af minen, og at vi skulle flytte omgående”, siger han.
Ingen konsultation, bare ren besked.
Beboerne i Chipanga var ikke begejstrede. De ville ingen steder, men de forstod hurtigt, at de ikke havde noget valg. Ifølge Mozambiques forfatning ejer staten al jord og kan beslutte, hvad der skal ske med den.
“Vi prøvede at modsætte os, men så kom regeringen på banen og trumfede det igennem”, fortæller Daniel Zimba, en rundhovedet mand i en løstsiddende skjorte.
Horacio Levene på 54 år, der bor lidt længere nede ad den støvede grusvej, havde samme oplevelse. Han er også født i Chipanga og havde ligeledes boet der hele sit liv, da Vale begyndte at bore efter kul.
“Det var ubehageligt at skulle flytte. Vi havde hele vores liv der, og pludselig blev vi tvunget væk”, siger han. Hans solbriller sidder tæt til øjnene og slører ansigtets mimik.
54-årige Horacio Levene sidder i en lokalkomitée, der forsøger at forbedre forholdene i Cateme.
Både Daniel og Horacio sidder i en lokalkomitée, der forsøger at forbedre forholdene i Cateme. De er landsbyens fælles stemme. Og de fortæller, at beboerne har følt sig dårligt behandlet lige fra den dag, de første gang blev bedt om at forlade deres hjem. Især én episode sidder i dem.
Da familierne i Chipanga havde indstillet sig på, at de skulle flytte, havde de ét ønske til Vale. De ville gerne have gravet deres døde slægtninge op og genetableret deres gravpladser i nærheden deres nye huse.
“Vale lyttede ikke og pløjede vores huse, inklusiv knoglerne fra vores forfædre, ned”, siger Horacio. “Vi har krævet, at hver familie bliver kompenseret med 100.000 meticais (10.329 kroner, red.), men det er aldrig sket. Det er meget, meget trist”, siger han.
Forholdt kritikken svarer Vale, at genhusningsprocessen fulgte “alle sociokulturelle forskrifter”, ligesom virksomheden gør opmærksom på, at Cateme har fået sin egen kirkegård.
Gediminas Lesutis er politisk geograf på University of Cambridge i England, hvor han forsker i sociale og politiske effekter af “kapitalistisk ekspansion” i Afrika syd for Sahara. Han har lavet feltarbejde i Cateme, blandt andet med fokus på det, han kalder den “lokale kosmologi”.
“Forskningen viser, at forflyttelser kan være en traumatisk oplevelse. Man genskaber ikke bare et liv et andet sted. Især ikke i lokale kulturer som i Tete, hvor det for eksempel er meget vigtigt for folk at have adgang til sine forfædre, for eksempel deres grave”, siger han.
Gediminas Lesutis mener, at gravpladserne, der blev jævnet med jorden, er et kollektivt traume for folkene i Cateme.
“Mange familier fortalte mig, at deres problemer skyldes, at de netop ikke har haft deres forfædre tæt på sig. Ritualer, der er gået fra generation til generation, er pludselig blevet forstyrret, og det har bragt uheld, mener nogle af dem, der er blevet genhuset. Det er jo næppe fordi, det forholder sig sådan – problemerne skyldes Vale og regeringens handlinger – men vi kan kalde det en antropologisk sandhed. Det er sådan, de oplever det”, siger Gediminas Lesutis.
Krav om fastholdelse af levestandard
Det er ikke usædvanligt, at store infrastruktur- eller udvindingsprojekter indebærer forflyttelser. Det sker løbende rundt omkring i verden. Men det er ikke noget, man bare lige gør.
De enkelte lande har typisk lovgivning, der fastsætter en ramme. I Mozambiques minelov er formuleringerne ret vage. “Lokalsamfundene skal beskyttes”, og “socio-økonomisk udvikling skal fremmes”, står der, mens det i mest autoritative papir på området, Verdensbankens standard for Land Acquisition and Involuntary Resettlement, lyder:
“Hvis forflyttelse ikke kan undgås, må klienten tilbyde de forflyttede samfund og mennesker fuld kompensation for tabt værdi og anden assistance, så de forbedrer eller bevarer deres levestandard”.
Vale mener, at de har levet op til deres forpligtelser. Et dokument fra et seminar i 2018 om virksomhedens indvirkning på mennesker og miljø giver ligefrem indtryk af, at forflyttelserne har givet familierne et langt bedre liv, end de havde før.
“Cateme-området lever op til familiernes socioøkonomiske status, inklusiv jord til at dyrke”, skriver de i dag i en mail til Danwatch og Zitamar News
Danwatch og Zitamar News’ besøg i Cateme fortæller imidlertid en anden historie.
Tvisten om gravpladserne i Chipanga var ikke det eneste problem, men blot begyndelsen på det, der nu er blevet til mere end ti års frustrationer, siger Daniel Zimba og Horacio Levene. Som Danwatch også kunne fortælle i 2015, kæmper familierne i Cateme med at få hverdagen til at hænge sammen. Problemerne er så store, at 68 familier simpelthen har valgt at flytte igen.
“Det tror jeg, at vi allesammen gerne vil, men det kræver jo, at man har ressourcer til det”, siger Daniel Zimba.
Forskningen på området er ligeledes klar. Den hollandske kulturgeograf Nikkie Wiegnik fra Universiteit Utrecht i Holland har over flere år studeret konsekvenserne af Vales forflyttelser i Mozambique, og hun siger:
“Forflyttelserne bliver præsenteret som muligheder for lokal udvikling, men i praksis viser de sig ofte at resultere i en forværret levestandard. Her er genhusningerne i Cateme ingen undtagelse”.
Samme konklusion er (OAM) – Mozambiques nationale advokatsammenslutning – også nået til. I 2017 lagde de sag an mod Vale og den mozambiquanske stat for brud på menneskerettighederne, og i oktober 2019 gav forvaltningsdomstolen dem medhold.
Vale fik 120 dage til at udbedre skaderne på husene i blandt andet Cateme, mens staten blev pålagt at dirigere 2.75 procent af indtægter fra Vales minedrift tilbage ud i lokalsamfundet.
FLSmidth: Vi har ingen indflydelse
Vale er synlige i Cateme. Så snart man drejer fra N7 og ind i det rødbrune landskab, begynder den brasilianske virksomheds gule og grønne logo at dukke op. Både på skilte, husmure og cykler.
Cateme er deres projekt. Det er indbyggerne udmærket klar over.
“De har ikke holdt, hvad de lovede os”, siger Horacio Levene. Både han og Daniel Zimba ved dog samtidig, at meget også falder tilbage på deres egen regering. De nævner et eksempel fra 2014. Indbyggerne havde klaget over ikke at kunne komme på hospitalet og fik doneret en ambulance af Vale. Det var, som det skulle være, men efter to måneder blev den konfiskeret af myndighederne, og den er aldrig kommet tilbage. “Vi aner ikke, hvad der skete”, siger Horacio.
Forholdene i Cateme er så udfordrende, at flere familier er flyttet fra landsbyen igen.
Forholdt situationen i Cateme svarer FLSmidths Afrika-chef, Deon de Kock, altså, at det ikke er noget, som virksomheden har indflydelse på.
Men ifølge Ralph Hamann, professor i bæredygtige forretninger og virksomhedsansvar på University of Cape Town, skal FLSmidth også stå til regnskab for forholdene i Cateme.
“Følger man FN’s retningslinjer for menneskerettigheder og erhverv, har FLSmidth et eksplicit ansvar for negative indvirkninger på menneskerettighederne i relation til minen”, siger han.
FLSmidth fastslår på sin hjemmeside, at de følger FNs retningslinjer for menneskerettigheder og erhverv til fulde. Stemmer det, siger Andreas Rasche fra CBS, vil virksomheden have lavet undersøgelser, der “også omfatter de menneskeretlige konsekvenser af deres forretningspartneres aktivteter”. Ifølge FN-retningslinjerne har FLSmidth skulle bruge deres påvirkningskraft til at trække Vale og regeringen i en mere bæredygtig og social ansvarlig retning.
Men om det rent faktisk er sket, vil virksomheden ikke udtale sig om. “Det er fortroligt”, siger Fleming Voetmann, vicepræsident for marketing, kommunikation, branding og bæredygtighed.
Og det møder kritik fra Lene Wendland, der er chef for menneskerettigheder og erhverv i FN’s højkommissariat for menneskerettigheder:
“Transparens er en forudsætning for FN-retningslinjerne. Det er skrevet ind i dem, at man skal kommunikere offentligt om, hvad man har gjort for at forebygge og afbøde sine forretningers eventuelle negative indvirkninger på mennesker og miljø. Selvfølgelig er det legitimt med nogle fortrolige forretningsforhold, men det er utilstrækkeligt, at FLSmidth ikke fortæller mere om, hvad de rent faktisk har foretaget sig i Mozambique for at leve op til FN-retningslinjerne”, siger hun.
Huse af dårlig kvalitet
Indbyggere i Moatize, der lider under kulstøvsfoureningen fra minen, har fortalt Danwatch og Zitamar News, at de gerne vil genhuses – akkurat ligesom indbyggerne i Cateme blev det for godt ti år siden. Men Daniel Zimba og Horacio Levenes historier viser netop, at forflyttelsen ikke har løst problemer, men tværtimod skabt sine helt egne.
Da familierne kom til Cateme første gang, stod nye huse klar til dem. Det var i 2010, og umiddelbart så det godt ud: hvide klodser med enten grønne eller orange afmærkninger afhængig af husenes størrelse var placeret i mindre klynger. Tagene var af blik, men så ud til at være i fin stand. Det lignede et sted, man sagtens kunne bo. Men snart meldte problemerne sig.
“Husene er bygget direkte på jorden. De står ikke på noget fundament, så de skrider lidt efter lidt. Der gik ikke lang tid, før de begyndte at slå revner”, siger Daniel Zimba. Han ved, hvad han snakker om. I Chipanga var han håndværker og levede af at bygge huse.
Familierne i Cateme indsendte en klage til Vale, men det var først, da de i januar 2012 skred til mere drastiske metoder, at der skete noget. 500 indbyggere blokerede jernbanen, der fragter kullet fra minen i Moatize ud til havnene i Nacala og Beira, hvorfra det bliver sejlet ud i verden. På selve dagen blev demonstranterne mødt med politivold, men måneden efter anerkendte Albertina Tivane, departementschef i Tete-regionen og leder af den lokale genbosættelseskommission, de lokales frustrationer.
“Det er rigtigt, at der har været nogle problemer med husene”, sagde hun.
Vale sendte de to konstruktionsvirksomheder, brasilianske Odebrecht og mozambiquanske CETA – Engenharia e Construção, til Cateme for at se på mulighederne for at renovere husene. Men ingen af dem ville påtage sig opgaven. “De sagde, at der var behov for helt nye huse. Skaderne var for store til lappeløsninger”, husker Daniel Zimba. Hverken Odebrecht, der i dag har skiftet navn til Novonor, eller CETA – Engenharia e Construção er vendt tilbage på Danwatchs henvendelser.
Løsningen blev i stedet, at Vale ville betale familierne for selv at udbedre skaderne eller bygge helt nye huse. Aftalen blev efter lange forhandlinger indgået i maj 2018, men pengene kom først i 2020: “Da vi omsider fik pengene, var det ti år siden, at vi var flyttet ind. Det er en absolut nødløsning”, siger Horacio Levene. Han og familien har fået udbetalt 540.000 meticais, svarende til cirka 55.000 kroner. Det er i den høje ende. Afhængig af husstørrelse har andre måtte nøjes med i nærheden af 300.000 meticais, svarende til cirka 31.000 kroner.
“Det er er ok for mig, fordi jeg er håndværker”, siger Daniel Zimba. Han er allerede gået i gang med at bygge et nyt murstenshus ved siden af det, Vale har opført til hans familie. “Men mange andre har ikke samme muligheder. Hvordan skal man kunne renovere husene ordentlig, når store konstruktionsvirksomheder ikke mente, at de kunne?”
I dag bekræfter Vale til Danwatch og Zitamar News, at det med tiden blev nødvendigt at renovere husene i Cateme. Uden at svare på hvorfor de berørte familier ikke er blevet hjulpet noget før, oplyser virksomheden også, at de nu har betalt den aftalte kompensation.
Ubrugelig jord
Efterhånden er husene faktisk en af de mindre bekymringer i Cateme. “Før vi flyttede, havde vi god jord, masser vand, arbejde og nem adgang til alt, hvad vi skulle bruge. Alt det har vi mistet”, siger Daniel Zimba.
Husene i Cateme har været genstand for debat lige siden, familierne flyttede ind.
Da Vale iværksatte forflyttelserne i 2009, blev familierne i Chipanga delt ind i tre grupper. Den første var de mest ressourcestærke. De fik en pose penge og fandt selv nye boliger. Den anden gruppe – for eksempel butiksejere og skolelærere – blev vurderet til at have stor tilknytning til det øvrige Moatize og blev genhuset i selve byen. Og den tredje og største gruppe på over 700 familier, svarende til cirka 54% procent af Chipangas beboere, blev altså flyttet til Cateme. Det var de mindst ressourcestærke.
Vale mente, at deres liv godt kunne genskabes 40 kilometer væk. Måske det er rigtigt i teorien: Der var primært tale om subsistensbønder, som levede af at dyrke en lille lod jord, murstensmagere og selvbestaltede sælgere af brænde, trækul eller tørret fisk. Hvis de havde fået noget ordentlig jord og adgang til et velbesøgt marked, kunne det have fungeret. Men det fik de ikke.
“Jorden herude er ikke til at dyrke. Den er tør og fyldt med sten. Man skal bruge en traktor for at klargøre jorden til dyrkning, og sådan en er dyr at leje. Det kan slet ikke betale sig. Før dyrkede jeg majs, søde kartofler, bønner, sorghum (en græsart, der kan koges til grød, red.), og meget andet, både til os selv og til at sælge på markedet, men her bliver det stort set ikke til noget”, siger Horacio Levene.
Daniel Zimba har ligefrem måtte investeret i et stykke jord femten kilometer fra Cateme. “Jeg skal godt nok betale en vagt for at beskytte jorden, men i det mindste får jeg mad ud af det”, siger han.
På den måde undgår han også de nabokonflikter, som mange andre har måtte kæmpe med. Det var ganske vist meget sparsomt, men Cateme var allerede beboet, da familierne fra Chipanga flyttede ind. Det tog Vale sig dog ikke rigtig af. Mange af dem, der boede i Cateme i forvejen, mener i hvert fald, at mineselskabet forærede deres jord væk til de nye naboer uden tilladelse.
“Nogle har taget deres jord tilbage, fordi de ikke mener, at de er blevet kompenseret af Vale. Derfor er der nogle af de forflyttede familier, der i dag slet ikke råder over jord”, siger Daniel Zimba.
Intet marked, ingen vand, ingenting
De ringe dyrkningsmuligheder betyder også, at den markedsplads, som Vale etablerede i forbindelse med opførelsen af husene i Cateme, stort set er død.
“Man kan måske købe lidt tomater og løg, men de fleste har ikke noget at sælge – og derfor heller ingen penge at købe andres ting for. Enkelte tager til Moatize for at købe varer og forsøger så at sælge det videre her, men det er en dårlig forretning. Det er umuligt at tjene penge her”, siger Horacio Levene.
Familierne i Cateme er dermed stadig fuldstændig afhængig af indkøbsmulighederne i Moatize. Både Daniel og Horacio tager de 40 kilometer ind til byen én gang om ugen.
Vale oplyser til Danwatch og Zitamar, at virksomheden har indsat og betalt for en bus mellem Cateme og Moatize, men det kender de to mænd ikke noget til.
“Vi kører i chapas (små skramlede minibusser, red.) Det tager over én time. Men det er den eneste mulighed, vi har, når vi skal købe ind”, siger Horacio.
Cateme har hverken hospital, apotek, bank, kapel eller andet butiksliv. Der er en politistation, en sundhedsklinik, en restaurant og en skole – og det er det. Sundhedsklinikken er tilmed blevet kritiseret for ikke at have tilstrækkelige ressourcer.
Endeligt er der vandforsyningen. I Chipanga havde familierne nem adgang til flere af Tete-regionens mange floder, men i Cateme er der intet vand i nærheden. De første år leverede Vale mineralvand til indbyggerne, men det stoppede hurtigt. I stedet må beboerne deles om vand fra to brønde, og det er beskidt.
“Da Vale stadig leverede mineralvand til os, blev vandet i brøndene kun brugt til at bygge med. Det egner sig slet ikke til at drikke, men det gør vi nu”, siger Daniel Zimba.
Både han og Horacio tisser blod, og de mener, at det skyldes vandet. “Vores familier og mange andre herude gør det også”, siger de. “Men vi kan ikke få dokumenteret, at det skyldes vandet. Der er ingen læger, der tør undersøge det, når regeringen ikke vil have de kritiske historier frem”.
De to mænd fortæller, at myndighederne har haft folk ude for at teste vandkvaliteten, men det skulle have været rent skuespil. “De tog nogle vandprøver fra et andet sted end her, og de viste selvfølgelig, at det ikke var forurenet”, siger Horacio.
Forflyttelserne fortsætter
Daniel Zimba og Horacio Levene har indstillet sig på, at de kommer til at bo i Cateme resten af deres liv. De har ikke midlerne til at flytte tilbage til Chipanga, og nu har Vale netop annonceret, at de sælger minen til Vulcan Minerals, der er en del af indiske Jindal Group, som i forvejen ejer en kulmine i Tete.
Til Zitamar News og Danwatch oplyser Vale, at ansvaret for kompensation af lokalbefolkningen er overdraget til minens nye ejer. Jindal Group har ikke svaret på vores henvendelse.
Imens fortsætter forflyttelserne. Den 23. oktober 2021 tog Vale hul på opførelsen af 160 nye huse til beboere fra Moatize – helt bestemt kvartererne Ntchenga og Mpadwe – der længe har klaget over forurening fra minen.
“Lige om lidt vil jeres levestandard være forbedret. I vil have en lægeklinik, en skole og meget andet infrastruktur”, sagde Eugénio Muchanga, administrator på distriktskontoret i Moatize, da Vale tog første spadestik.
Det lyder godt, men hvis der er noget historien om Cateme viser, så er det, at der i Tete er forskel på fortælling og virkelighed, siger forskeren Gediminas Lesutis.
“Vale og regeringen i Mozambique kunne sagtens have tilbudt folk bedre forhold, men det er ikke deres interesse. De lokale har ingen politisk vægt, og de ledende folk bag mineprojektet tænker kun på den økonomiske profit. Det ser vi mange steder, men ekstremt tydeligt i Cateme”, siger han.
Danwatch og Zitamar News har uden held kontaktet Mozambiques ministerium for energi og mineralressourcer for kommentarer.
