8. okt '24Investering

Nordea investerer i skandale-mine i Mozambique

Kulminen Moatize i det vestlige Mozambique forurener mere, end myndighederne tillader. Nordea har investeret i selskabet bag minen og undersøger nu sagen

Shj01314
Kulstøv fra minen i Moatize stiger op over nabokvarterneFoto: Sarah Hartvigsen Juncker

Nordea Invest, en af Danmarks største investeringsforeninger, investerer i en kulmine i Mozambique, som overskrider landets miljøstandarder og har skabt folkeligt oprør. 

Det fremgår af Nordea Invests beholdningsliste for fonden Emerging Markets Enhanced KL 2. 

Danwatch besøgte selv minen i 2021 og kunne dokumentere, hvordan minen, der ligger klods op af beboelseskvarterer i byen Moatize, er til stor gene for lokalbefolkningen. 

Kulstøvet har gjort grønne blade sorte og ødelagt afgrøder, mens over 700 familier er blevet tvangsflyttet og genhuset i midten af ingenting uden adgang til basale fornødenheder. 

“Når vi drikker, indtager vi kul, når vi spiser, indtager vi kul, når vi trækker vejret, indtager vi kul. Vi køber hellere ikke længere hvidt tøj til børnene, fordi vi alligevel ikke kan holde det rent. Vi dør langsomt, og der er ikke nogen, der vil lytte til os”, sagde en nabo til minen til Danwatch i 2021. 

I over en måned har vi forsøgt at få svar på, præcis hvor mange penge Nordea har investeret i det indiske selskab Jindal Steel & Power som ejer minen, hvornår investeringen blev foretaget, og hvad banken tænker om minens konsekvenser for lokalsamfundet i Moatize. 

Det har Nordea ikke svaret på. 

I et kortfattet svar nøjes banken med at oplyse, at de efter Danwatchs henvendelse er gået i gang med at undersøge sagen nærmere. 

”Nordea Asset Management er pt. i gang med at gennemgå de oplysninger, vi har indsamlet om selskabet og sagen i Mozambique. Nogle oplysninger er modstridende, så gennemgangen kræver tid, og vi er ikke i mål endnu. Vi takker Danwatch for at henlede vores opmærksomhed på sagen”, skriver chef for ansvarlige investeringer i Nordea Asset Management, Eric Pedersen, i en mail til Danwatch. 

Fonden Emerging Markets Enhanced KL 2 følger Nordeas politik for ansvarlige investeringer, hvor det fremgår, at alle Nordea-investeringer bliver screenet for deres indvirkning på både menneskerettigheder og miljø. 

Minister: Minen bryder loven

I begyndelsen af september konkluderede Mozambiques minister for miljø og land, Ivete Maibaze, at kulminen i Moatize ikke overholder landets miljølovgivning. 

“Vulcans (Jindal Steel & Powers datterselskab, red.) forurening ligger over de tilladte niveauer, og selskabet har foretaget sprængninger på mineområdet uden at leve op til miljøstandarderne”, sagde han.

Ministeren oplyste samtidig, at regeringen endnu ikke har taget stilling til eventuelle konsekvenser i sagen.  

I Moatize har man i årevis forsøgt at råbe myndighederne op. Senest i august i år, hvor 361 lokale sendte et brev til mineledelsen samt de lokale myndigheder i Tete-provinsen og klagede over minens indvirkning på deres levestandard.

“Vi lever under komplet ubeboelige forhold. Jeres minedrift er i strid med menneskerettighederne”, lød det blandt andet i brevet, som Danwatch er i besiddelse af. 

I brevet, der var ledsaget af billeder og videoer, der viser en massiv kulstøvsforurening i Moatize by, påstår lokalbefolkningen endvidere, at kulstøvet øger deres risiko for at udvikle kræft og lungesygdomme. 

Som reaktion på beboernes brev har Vulcans administrerende direktør, Mukseh Kumar, forsikret, at virksomheden gør, hvad de kan for at minimere forureningen.

FLSmidth trak sig fra Moatize

  • Efter Danwatchs afsløringer af minen i Moatizes konsekvenser for lokalbefolkningen trak den danske mineleverandør FLSmidth sig fra projektet.
  • Siden 2013 havde virksomheden forsynet minens daværende ejer, Vale, med maskineri til minedriften.

Modstand mod Jindals overtagelse 

Da Danwatch besøgte Moatize i 2021, var minen ejet af brasilianske Vale. Kort efter solgte de den videre til Jindal Steel & Power, der i forvejen ejede en kulmine i Chirodzi i samme provins i det vestlige Mozambique.

Som Danwatch kunne fortælle i februar 2022, var der allerede dengang bekymring for, at forureningen i Moatize kun ville blive værre med Jindal Steel & Power som ejer. 

“Jindal har drevet minen i Chirodzi i mere end seks år med familier boende inde på selve minens område, nogle under én kilometer fra der, hvor der bliver foretaget eksplosioner. Det var i klar strid med Mozambiques lovgivning, og forholdene ændrede sig først, da en domstol tvang dem til at genhuse folk”, sagde Erika Mendes fra den mozambikanske miljø-ngo Justicia Ambiental til Danwatch dengang. 

Lokale kilder bekræfter til Danwatchs samarbejdsmedie i Mozambique, Zitamar News, at forureningen kun er taget til under Jindal Steel & Powers ejerskab.

Ifølge Kathryn Sturman, der forsker i social ansvarlighed i mineindustrien på University of Queensland, er det ikke overraskende, at problemerne i Moatize er fortsat efter ejerskiftet.

“Selvom man i Vesten forsøger at komme af med kul, er der stadig voksende efterspørgsel i Indien og Østasien. De indtægter vil en regering som Mozambiques rigtig gerne have, og derfor har de ikke haft for vane at holde kulselskaberne under opsyn”, siger hun.

De seneste år har minen i Moatize produceret 35 millioner tons kul om året.