Efter Danwatch-afsløringer: Investorer tvinger FLSmidth til at være mere åbne om problem-sager

Den danske minegigants aktionærer har pålagt FLSmidth at være mere åbne omkring de menneskeretlige konsekvenser af deres virksomhed. “Vi vil følge nøje med i, hvordan de følger op”, lyder det fra AkademikerPension, der står bag forslaget.

Illustration: Ditte Lander Ahlgren

Klimaskadelige kulminer og alvorlig miljøforurening i Mozambique. Milliardforretninger med minefirmaer i Belarus og Rusland, der har tætte bånd til sanktionerede oligarker. Og forbindelser til stadionbyggerier op til VM i fodbold i Qatar, der har kostet migrantarbejdere livet.

Det er sager, hvor Danwatch har afsløret, at den danske minegigant FLSmidth spiller en hovedrolle. Og det er sager, som AkademikerPension, der har investeret sine medlemmers penge i den danske minegigant, alle har taget op med FLSmidts ledelse.

“Vi synes, at vi de seneste år har set flere eksempler på, at FLSmidth er gået langt i forsøget på at vinde forretning og markedsandele”, sagde AkademikerPensions ESG-chef Troels Børrild under en tale til FLSmidths generalforsamling sidste år. 

På dette tidspunkt havde AkademikerPension, som også forvalter Lønmodtagernes Dyrtidsfonds investering, en ejerandel på mere end 200 mio. kr. i FLSmidth.

“Det er en balancegang. Der skal tjenes penge. Men balancen må heller ikke tippe. Det kan være via forretning med selskaber, der er lidt for tæt på magten i autokratiske regimer; selskaber, der måske, måske ikke, er omfattet af sanktioner; eller med projekter, der ikke tager tilstrækkelig hensyn til lokale arbejdere eller lokalsamfund”, sagde Troels Børrild til de andre aktionærer under FLSmidths generalforsamling.

På den baggrund har AkademikerPension nu krævet, at FLSmidth bliver mere åbne omkring deres arbejde for at undgå, at deres virksomhed bidrager til menneskerettighedskrænkelser og brud på arbejdstagerrettighederne.

Forslaget, som blev stillet af AkademikerPension og vedtaget til FLSmidths generalforsamling 29. marts i år, går ud på, at FLSmidth skal blive bedre til at kommunikere og dokumentere deres arbejde med menneskerettighederne, sådan som de også er forpligtet til af blandt andet FN’s Retningslinjer for Menneskerettigheder og Erhverv (UNGP).

“Vi håber, at forslaget vil have en betydning for, hvilke typer af projekter og kunder FLSmidth samarbejder med fremover. Og at de vil åbne mere op omkring, hvordan de vurderer risikoen for krænkelser af menneskerettigheder og arbejdstagerrettigheder, når de indgår forretningsaftaler med mineselskaber”, siger ESG-chef Troels Børrild.

“Det næste år, op til næste generalforsamling, vil vi følge nøje med i, hvordan det udvikler sig, og hvordan de følger op på vedtaget”, siger han.

Ville ikke svare på spørgsmål

Da Danwatch i februar 2022 kunne fortælle, at FLSmidth i ti år havde leveret udstyr og teknologi til en særdeles forurenende og sundhedsskadelig kulmine i Mozambique, ville virksomheden ikke svare på, hvilket arbejde de havde gjort for at sikre sig, at deres leverancer ikke bidrog til menneskerettighedskrænkelser.

“Vi kan ikke uddybe resultatet af vores kunde-screenings”, skrev FLSmidths Afrika-chef, Deon de Kock, i en mail ved den lejlighed.

Det svar affødte kritik fra Lene Wendland, chef for menneskerettigheder og erhverv i FN’s højkommissariat for menneskerettigheder.  

“Transparens er en forudsætning for FN-retningslinjerne. Selvfølgelig er det legitimt med nogle fortrolige forretningsforhold, men det er utilstrækkeligt, at FLSmidth ikke fortæller mere om, hvad de rent faktisk har foretaget sig i Mozambique for at leve op til FN-retningslinjerne”, sagde hun til Danwatch i februar 2022.

Vil holde øje med FLSmidth

Det er denne lukkethed, som FLSmidths generalforsamling har stemt for at ændre.

“Vi har forståelse for, at der vil være ting, de ikke kan dele. Men de kan og bør øge den generelle beskrivelse af sin due diligence-proces (risikovurdering af menneskerettighedsrisici, red.), og de bør være mere specifikke omkring, hvordan de har lavet sin due diligence, og hvordan de ser på risici, i hvert fald på landeniveau og for den specifikke type af projekt.”, siger Troels Børrild fra AkademikerPension. 

“De bør svare på konkrete anklager med en vis detaljegrad. Interne dokumenter kan måske ikke lægges frem i sin helhed, men de kan måske deles i en redigeret version”, uddyber han.

Det er op til FLSmidth, hvordan de konkret vil implementere det vedtagne forslag. 

“I første omgang vil vi kigge på, om de har forbedret sin dokumentation og kommunikation. Det er op til dem, hvordan de konkret gør det, om det bliver i den allerede eksisterende rapportering, eller om der kommer nye rapporter til”, siger Troels Børrild og tilføjer:

“Og så vil vi frem til næste generalforsamling holde øje med, om der kommer andre problem-sager, og særligt hvordan FLSmidth responderer i medierne og til offentligheden omkring de sager. Altså om de er transparente omkring de udfordringer, der jo er i deres branche, og hvordan de arbejder med menneskerettighederne”.

Flere artikler fra undersøgelsen:
Flere artikler om

Gå ikke glip af den næste afsløring

Nyhedsbrev sign-up

Gå ikke glip af den næste afsløring

  • Få nyt fra en af landets største graverredaktioner.
  • Vi holder virksomheder og stater ansvarlige i forhold til love, konventioner og egne CSR-politikker.
  • Vi forbinder den almindelige dansker med globale problemstillinger og giver et oplyst grundlag at træffe valg på – uanset om det drejer sig om pension, mad, tøj eller andre forbrugsvarer.
Nyhedsbrev sign-up
heartexit-upmagnifiercrosschevron-downchevron-leftchevron-right