Åbner i en ny fane
Handel18/03/2021

EU er ét skridt tættere på at indføre en lov om virksomheders ansvar for menneskerettighederne

Meldingen fra Europa-Parlamentet er klar: De vil have en fælles-europæisk lov om due diligence, der skal holde transnationale selskaber ansvarlige for deres påvirkning af miljø og menneskerettigheder
Eu parliament 1467422 1280x960
Europa-Parlamentets bygning i StrasbourgFoto: Hermann Rohrmeier
Danwatch er et undersøgende medie. Vi afslører, hvordan danske virksomheder og andre magtfulde aktører påvirker mennesker, miljø og klima i verden. Vi dokumenterer brud på love, konventioner og etiske retningslinjer og viser konsekvenserne.

EU-parlamentet vedtog den 10. marts 2021 en betænkning, der udtrykker parlaments juridiske holdning til virksomhedsansvar: de ønsker en due diligence lov. Rapporten blev stemt igennem med 504 stemmer for, 79 imod og 112, der undlod at stemme skriver EU-parlamentet i en pressemeddelelse. 

FN har allerede lavet et regelsæt(UNGP) for, hvordan man undgår krænkelser i varekæden. Men det regelsæt er kun vejledende. 

Da Danwatch i 2020 skrev om, at danske virksomheder ikke overholdt FN’s retningslinjer, sagde Andreas Rasche, professor og ekspert i CSR ved Copenhagen Business School, at “vi har brug for et smart mix af blød og hård lovgivning, der fastlægger præcis, hvad virksomhederne skal gøre, og hvor grænserne for deres ansvar går”. 

En præcisering af hvor grænsen går for virksomheders ansvar, er lige netop, hvad vi får, hvis Parlamentets ønske om en bindende lov bliver til virkelighed. 

Loven vil kræve, at alle virksomheder, der opererer på det europæiske marked, også ikke-europæiske virksomheder, udfører due diligence. Due diligence betyder, at virksomhederne skal sikre sig, at deres aktiviteter ikke skader eller bidrager til at skade mennesker og miljø.

De skal vurderer om der er nogen risiko for, at de bryder menneske- og miljørettigheder og hvis det sker, skal det rapporteres og forbedres. 

Globalt ansvar

Da Tyskland tidligere i år vedtog en lov om virksomhedsansvar, sagde Sanne Borges, seniorrådgiver med fokus på menneskerettigheder og erhverv hos Amnesty International, til Danwatch, at det vigtige med en virksomhedsansvarslov er, at den dækker alle led i varekæden.

“Ofte sker de negative indvirkninger på menneskerettighederne længere nede i varekæden”, forklarede hun. 

Med den kommende EU-lov er planen, at  virksomheder og deres investeringer vil blive holdt ansvarlige for, at ingen led af deres varekæder krænker mennesker og miljø. 

Der vil blive indført importforbud mod virksomheder, der, blandt andet gennem deres globale varekæder kan linkes til grove overtrædelser af menneskerettighederne, såsom børnearbejde.

Derudover skal det være muligt at sanktionere dem, der ikke overholder loven, og det vil være et krav, at ofre for krænkelser skal kunne få juridisk bistand. Dette gælder også ofre udenfor EU.

Det betyder, at EU-loven kan komme til at påvirke alle, der vil ind på det europæiske marked. 

Da mange virksomheder har lange, globale varekæder, kan EUs due diligence lov få stor betydning for hele verdens befolkning og hele verdens miljø. 

”Denne nye lov om virksomheders due diligence vil sætte standarden for ansvarlig forretningsadfærd både i og uden for Europa. Vi nægter at acceptere, at skovrydning eller tvangsarbejde er en del af de globale forsyningskæder,” siger Lara Wolters, medlem af parlamentet og en af drivkræfterne bag forslaget. 

Europa Kommissionen har meddelt, at de vil komme med deres juridiske forslag senere på året.

Mere om samme branche

Handel

Gå ikke glip af den næste afsløring.
Få vores nyhedsbrev

Få ugens historier fra Danwatch direkte i din indbakke hver søndag.

Nedenfor kan du tilvælge vores månedlige tematiske nyhedsbreve.

Uanset hvor mange, du vælger, skriver vi højst til dig tre gange om ugen.