Åbner i en ny fane
Politik17/06/2025

Færger udsat for GPS-manipulation under Folkemødet

Forsvarets Efterretningstjeneste vurderer, at Rusland står bag signalforstyrrelser i Østersøen, og at det er en del af landets hybride krigsførelse. Det samme siger flere NATO-allierede. Ifølge orlogskaptajn forsøger Rusland at teste Danmarks beredskab. 
Bb 02
Illustration: Louise Kock
Danwatch er et undersøgende medie. Vi afslører, hvordan danske virksomheder og andre magtfulde aktører påvirker mennesker, miljø og klima i verden. Vi dokumenterer brud på love, konventioner og etiske retningslinjer og viser konsekvenserne.

Opdateret 19. juni klokken 11.51: Forsvarets Efterretningstjeneste oplyser, at deres Udsynsrapport peger på fænomenet ‘jamming’ og ikke ‘spoofing’ som værende fra Rusland. Begge dele fandt dog sted i den beskrevne periode.

Under Folkemødet på Bornholm er der som regel mere end 100.000 mennesker til stede for at tale og debattere både landets tilstand og den øvrige verdenssituation. 

Under dette års folkemødet sejlede fire passagerfærger fra Molslinjen derfor frem og tilbage i pendulfart med de mange tusinde danskere om bord. Men de såkaldte Kombardo-færger oplevede at få lagt et mørkt tæppe over sig hele weekenden.

Deres GPS-signaler blev nemlig udsat for såkaldt ‘jamming’ og ‘spoofing’ på alle afgange fra lørdag morgen og frem, hvor færgernes lokalitet blev forfalsket både for kaptajnerne selv og for andre skibe i området. Derudover oplevede de også at få lukket helt ned for deres GPS-system.

Kombardo-færgerne har derfor i perioder sejlet uden GPS og andre satellit-systemer, som er de foretrukne til at navigere sikkert til søs. 

Færgerne har i stedet måttet bruge deres radarsystem til at navigere. Det oplyser Molslinjen til Danwatch. 

“Vi har særligt den forgangne weekend i perioder oplevet flere udfald af GPS samt spoofing på stort set alle vores færger til og fra Bornholm”, siger kommunikationschefen hos Molslinjen, Jesper Maack. 

Det er et “irritationsmoment” for Molslinjens kaptajner, at de bliver udsat for GPS-manipulation og skal bruge deres backup-systemer, forklarer han.

Derfor har Molslinjen også instrueret kaptajnerne i, at når de bliver ramt af signalforstyrrelser, så skal der “udvises større forsigtighed og hyppigere kontrol af færgens position” med netop radarsystemerne. 

“GPS er et fint værktøj, så det er træls for dem, at de skal undvære det og være OBS på positioner på en anden måde”, siger han.

En lang række andre skibe, såsom handelsskibe og flådeskibe fra både Danmark og andre NATO-lande, har ifølge en gennemgang af skibsdata fra MarineTraffic ligeledes oplevet manipulation med deres signaler, og derfor har heller ikke de kunne bruge GPS til at navigere.

Spoofing og jamming

  • Siden Rusland invaderede Ukraine har der været stigende udfordringer med manipulation af navigationssignaler i Østersøen. Det drejer sig om både manipulation med skibe og flys positioner, men også at deres GPS-systemer bliver lukket fuldstændigt ned.
  • Det kaldes spoofing eller jamming, alt efter om man manipulerer eller helt forstyrrer signalerne.
  • Det gør det mere besværligt at navigere frit, ligesom det gør det sværere at danne et samlet overblik over, hvor andre skibe og fly befinder sig.

Efterretningstjenester peger på Rusland

Selvom det er uvist, præcist hvor de forstyrrende signaler kommer fra, er der blandt NATO-landene enighed om, hvem der er afsender.

En række NATO-lande som Sverige og Finland har offentligt meldt ud, at manipulation af GPS-signaler og spoofing kommer fra Rusland og er en del af den russiske hybridkrigsførelse. Det samme har EU. Forsvarets Efterretningstjeneste har ligeledes konkluderet, at Rusland står bag jamming i Østersøen, hvilket bakkes op af Polen.

Det fremgår også af FE’s seneste udsynsrapport fra december 2024, hvor efterretningstjenesten skriver, at Rusland simulerer angreb og manipulere “både civile og militære skibes og flys kommunikation og GPS-signaler”, og at “disse aktiviteter kunne få en mere truende karakter”. 

Det stemmer overens med data fra MarineTraffic, der viser, at det særligt foregår omkring den russiske enklave Kaliningrad og i Den Finske Bugt nær indsejlingen til de russiske havne i Primorsk, Ust-Luga og Sankt Petersborg.  

Orlogskaptajn og forsvarsanalytiker Jens Wenzel Kristoffersen kalder spoofingen for “et brud på den internationale maritime sikkerhed” og siger, at russerne bevidst provokerer ved at nærme sig krigshandlinger uden at gå for langt. 

“Vi er en i gråzone af en krigstilstand. Det er en form for hybrid krigsførelse. Vi ligger lige under grænsen i forhold til artikel 5 i NATO. Et angreb på navigationssystemer er ulovligt, men det kan dog ikke betragtes som en krigshandling i traditionel forstand. Det er der, dilemmaet opstår”, siger han og påpeger, at russerne godt ved, at de lige akkurat provokerer nok til, at det ikke kan betegnes som krig.   

I værste fald kan manipulationen med færgernes signaler betyde, at skibene mister overblikket og eksempelvis støder på grund, vurderer orlogskaptajnen. 

“Det kan medføre store miljø- og skibskatastrofer, især hvis det er tankskibe lastet med russisk olie. Men jeg tror ikke, at det vil gå ud over de russiske skibe. Jeg tror dog, at det kan forårsage grundstødninger af andre skibe med store følger, både på det menneskelige og miljømæssige plan. Det er en reel risiko”, siger han. 

Så sent som tirsdag 17. juni kolliderede to store handelsskibe ud for Emiraternes kyst kun en dag efter, at der havde været omfattende meldinger om signalforstyrrelser i området som følge af konflikten mellem Israel og Iran. 

Passagerfly også påvirket

Den omfattende manipulation med signalerne omkring Bornholm og i Østersøen begrænser sig ikke kun til færger og handelsskibe.

Faktisk har der i en længere periode været indrapporteret problemer med passagerflys GPS-signaler, og i enkelte tilfælde har flyene været tvunget til at vende om. 

Men der er meget mere spoofing i Østersøen nu end tidligere, og Jesper Maack siger også, at han slet ikke kan huske, at der var et problem med GPS-manipulation til Folkemødet i 2024 i forhold til i år. 

Naviair, der administrerer det danske luftrum på vegne af staten, oplyser til Danwatch, at der hver eneste uge er passagerfly, der indrapporterer problemer med navigationen i dansk luftrum.

“Naviair har ikke selv nogen former for signalforstyrrelser, men i gennemsnit har vi cirka to hændelser om ugen, hvor civile piloter kontakter Naviairs flyveledere for at fortælle om kortvarige forstyrrelser på grund af GPS-udfald”, oplyser Naviair. Her tales der specifikt om større passagerfly, uddybes det. 

Selskabet understreger dog, at der i Danmark også er jordbaseret navigation, som ikke er afhængigt af satellitter, og at det derfor ikke er farligt for sikkerheden i dansk luftrum. Naviair tilbyder derfor de civile piloter hjælp til navigation, hvis deres GPS-signaler bliver forstyrret. 

Jens Wenzel Kristoffersen mener, at Rusland prøver at teste ikke kun Danmark, men NATOs beredskab.

“Det er et brud på international orden og maritim sikkerhed. De afprøver alt, hvad de kan i øjeblikket. De gør det formentlig bevidst for at se, hvad reaktionerne er, når de gør det, og de går efter både civile og militære fly og skibe”, siger han. 

Mere om samme virksomhed

Folkemødet, Molslinjen, Naviair

Gå ikke glip af den næste afsløring.
Få vores nyhedsbrev

Få ugens historier fra Danwatch direkte i din indbakke hver søndag.

Nedenfor kan du tilvælge vores månedlige tematiske nyhedsbreve.

Uanset hvor mange, du vælger, skriver vi højst til dig tre gange om ugen.