Åbner i en ny fane
Transport / shipping02/06/2025

Løkke vil stoppe statsløse tankskibe – nu sejler et gennem Danmark

Lars Løkke Rasmussen sagde i weekenden, at Danmark overvejer at beslaglægge skibe, hvis de er statsløse. Nu er et statsløst gastankskib på vej gennem Danmark fra Rusland, og eksperter siger, at det er netop sådan et her skib, man skal kigge nærmere på.
Bb 01
Danmark overvejer at beslaglægge skibe, der bryder international søret. Det gælder også statsløse skibe og skibe uden ordentlig forsikring. Collage: Louise Kock. Fotos: Wikimedia Commons/European Union, 1998 – 2025; Contains modified Copernicus Sentinel data 2020; Flickr/U.S. Navy photo by Mass Communication Specialist 2nd Class Bryan Blair, Released
Danwatch er et undersøgende medie. Vi afslører, hvordan danske virksomheder og andre magtfulde aktører påvirker mennesker, miljø og klima i verden. Vi dokumenterer brud på love, konventioner og etiske retningslinjer og viser konsekvenserne.

Denne artikel er en del af undersøgelsen Skyggeflåden

  • Den russiske skyggeflåde er ifølge eksperter og politikere Ruslands modsvar på vestlige sanktioner. Skibe sejler med olie fra Rusland, uden at vestlige myndigheder kan følge med i, hvad der foregår. På den måde kan olien blive solgt for mere, end hvad det sanktionsbestemte prisloft tillader.
  • Skyggeflåden består hovedsageligt af ældre tankskibe, der er blevet opkøbt efter 24. februar 2022 af selskaber, der er svære at gennemskue. De sejler nærmest udelukkende med russisk olie, og så er de indregistreret i lande uden for EU og G7-landene.
  • Som regel har skibene uigennemskuelige ejerforhold og ukendt, tvivlsom eller ikkevestlig forsikring såsom forsikringsselskaber i Rusland. Det har blandt andet ført til britiske og amerikanske sanktioner, der specifikt navngiver flere russiske forsikringsselskaber.
  • Skibene har enten fuldstændig falsk flagstat eller flagstat i lande med mindre kontrol som eksempelvis Cameroon eller militærdiktaturet Gabon i Afrika, men kan også operere fra flagstater som Panama, Liberia eller Vietnam og flere endnu. Skibene skifter ofte navn og flag, fordi de ofte skifter ejere. Det skyldes ifølge eksperter, at man mudrer sporet til de egentlige ejere.
  • De store tankskibe sejler dagligt gennem Danmark og Storebælt, fordi det er den eneste vej ud for de fuldt lastede tankskibe, når de kommer fra de store russiske oliehavne omkring Sankt Petersborg.
  • Statsledere som statsminister Mette Frederiksen har italesat skyggeflåden som en stor bekymring og et problem, som Vesten er nødt til at håndtere. Derfor er NATO-skibe også blevet indsat i Østersøen for at overvåge og beskytte området mod oliekatastrofer og sabotage mod undersøiske kabler.
  • Kilder: Lloyd's List Intelligence, CREA, Kyiv School of Economics, OFSI, OFAC

Opdateret klokken 19:35 med svar fra Søfartsstyrelsen, der oplyser, at skibet Falcon har Cameroun som flagstat. Det samme fremgår historisk set af Equasis’ data, men ifølge Equasis udløb registreringen i Cameroun i 2024. Ifølge det normalt velinformerede britiske medie Lloyd’s List Intelligence bliver Falcon dog ved med at give falske oplysninger om at være indregistreret i Cameroun.

Det 31 år gamle tankskib Falcon, bygget til at bære en last på 35 millioner liter flydende gas, sejler lige nu gennem danske farvande.

Det har netop befundet sig fem dage i Finskebugten ved de store russiske olie- og gashavne, hvor det er blevet lastet med flydende gas.

Derudover er Falcon et såkaldt statsløst skib, da det sejler uden noget flag ifølge den franske myndighedsdatabase Equasis, der indsamler data om skibe på vegne af EU. Det betyder med andre ord, at der ikke er nogen, der fører kontrol med skibet.

Det er ellers lovpligtigt i international søret og i en lang række konventioner, herunder De Forenede Nationers Havretskonvention, at have en flagstat.

Falcon er dermed præcist sådan et skib, som den danske udenrigsminister i weekenden udtalte, at han vil gribe ind over for. Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) udtalte til TV 2 i weekenden, at Danmark vil overveje at beslaglægge skibe, der sejler uden flag eller forsikring. Et hidtil uset indgreb i Ruslands evne til at eksportere energiprodukter gennem Østersøen.

”Hvis man ikke kan vise de rigtige forsikringspapirer og ikke har en flagstat, så er det legitimt at gribe ind”, lød det fra Lars Løkke Rasmussen.

Men det har ikke været muligt for Danwatch at få svar fra myndighederne på, om man så vil skride ind over for Falcon.

Ifølge Danwatchs oplysninger har Falcon ikke bestilt lods hos det statslige lodseri DanPilot til gennemsejlingen af de danske stræder.

Eksperter giver grønt lys

To eksperter vurderer over for Danwatch, at Falcon er et skib, som Danmark bestemt bør have interesse i.

”Det her er klart et af de skibe, myndighederne er fokuseret på. Der er grund til bekymring for, at der ikke styr på sikkerheden og skibets stand. Det er flagstaten, der skal sørge for, at nogen tjekker skibets stand og dets certifikater”, siger professor i søret ved Syddansk Universitet, Kristina Siig.

Det er et af de sjældne tilfælde, hvor Danmark kan beslutte sig for at skride ind over for et skib, der er på gennemsejlads mellem Vesterhavet og Østersøen, hvis Equasis’ data er korrekt, mener hun.

”Uanset Rusland-konflikten vil man være bekymret over sådan et skib, der tilsyneladende sejler uden flag. Når man er det, må man altid gerne sejle ud og sige goddag og bede dem påvise, om de har et flag eller ej”, siger hun.

Det samme mener orlogskaptajn og militæranalytiker Jens Wenzel Kristoffersen, som kalder Falcon et ”glimrende eksempel på, hvor svært det er for Østersølandene at gøre noget”.

”Normalt skal der være konkret mistanke om, at skibet ikke er sødygtigt eller lignende, før man beslaglægger et skib. Det store spørgsmål er, hvornår myndighederne vælger at gå ombord, og hvor de så vil gøre det, hvis skibet ikke ligger for anker”, siger han.

Normalt er det faktisk flagstaten, der beskyttet skibe fra at blive stoppet og undersøgt at kyststater som Danmark, men ifølge Kristina Siig, så er det anderledes for statsløse skibe – for her “beskytter flaget dem ikke”, siger hun.

“Derfor er det nok meget naturligt, hvis Danmark ønsker at tage fat i et skib som det her og undersøge det”, lyder det.

Forsvandt fra radaren

Data fra MarineTraffic viser, at Falcon sejlede ind i Finskebugten 26. maj og forsvandt fra radaren, indtil det den 31. maj dukkede op igen – fem dage efter, at signalet forsvandt

Falcons transponder viste i dagevis en falsk position på en ankerplads ud for den estiske kyst, men her lå det slet ikke. I virkeligheden lå skibet langt inde i russisk søterritorium.

Skærmbillede 2025 06 02 150010222
De stiplede linjer viser, hvordan skibet forsvinder fra kortet 26. maj og dukker op igen 31. maj. Foto: MarineTraffic

Over for de danske myndigheder har Falcon oplyst, at det kommer fra Tallinn havn i Estland. Det fremgår af en intern rapport fra Søværnskommandoen, Danwatch har set, hvor det også beskrives, at skibet har afvist lods. 

Tallinn havn har dog aldrig haft besøg af Falcon ifølge havnens egen oversigt over ankomster og afgange. 

Data fra MarineTraffic viser desuden, at Falcon aldrig offentliggøre sine besøg i Rusland. Danwatch har gennemgået havnebesøg helt tilbage til september 2024, og Falcon påstår selv, at det kun har været i Tyrkiet. Skibet har netop nu også kurs mod Tyrkiet med fuld last.

Sidst skibet sejlede til Finskebugten var 30. marts, og her skete det præcis samme som nu – det forsvandt fra kortet i seks dage ud for Estlands kyst, inden det pludselig dukkede op igen. Dengang sejlede det også til Tyrkiet.

Skærmbillede 2025 06 02 150241
Igen forsvinder skibet, denne gang 30. marts. Det dukker først op igen seks dage efter. Foto: MarineTraffic

Gastankeren sejler med intet flag, ukendt forsikring og ejere og passer derfor under betegnelsen for skyggeflådeskibe. Ifølge det russiske medie The Insider, et undersøgende medie, som er modstander af Vladimir Putins regering, har Falcon sejlet uden flagstat siden 1. august 2024. Det stemmer overens med data fra Equasis.

Skibets position er blevet spoofet – altså manipuleret med – adskillige gange før dette eksempel, og ifølge Jens Wenzel Kristoffersen er det noget, man ser oftere og oftere.

”Spoofing er blevet en normal taktik, som især skyggeskibene anvender. De angiver andre positioner for ikke at tiltrække sig opmærksomhed”, siger han.

Manipulation med positionsdata er steget efter Ruslands invasion af Ukraine, og derfor har EU blandt andet nedsat en arbejdsgruppe for at se nærmere på problemet. 

Skibet Falcon ser ifølge MarineTraffic ud til at sejle gennem Storebælt tidligt tirsdag morgen.

Danwatch har skrevet til både Søfartsstyrelsen og Udenrigsministeriet for at spørge, om Falcon vil blive stoppet af myndighederne.

Udenrigsministeriet har henvist til Søfartsstyrelsen, men var ikke muligt at få en kommentar fra styrelsen før udgivelsen. Søfartsstyrelsen skriver dog følgende 2. juni:

“De data, som fremgår af Equasis, er historiske data og er ikke nødvendigvis retvisende information. Efter myndighedernes oplysninger er skibet FALCON indregistreret i Cameroun”.

Det er dog ikke sandt, hvis man tror på det normalt velinformerede maritime medie Lloyd’s List Intelligence, der skriver, at Falcon ikke er registreret i Cameroun mere, men at skibet alligevel bliver ved med at give falske oplysninger om at have flag i landet.

Fra samme undersøgelse

Gå ikke glip af den næste afsløring.
Få vores nyhedsbrev

Få ugens historier fra Danwatch direkte i din indbakke hver søndag.

Nedenfor kan du tilvælge vores månedlige tematiske nyhedsbreve.

Uanset hvor mange, du vælger, skriver vi højst til dig tre gange om ugen.