Snart afgøres et af Danmarks største klimapolitiske slagsmål, når politikerne på baggrund af en længe ventet ekspertrapport skal beslutte, om og hvordan der skal indføres en CO2-afgift for dansk landbrug. 

Hvis der ikke sættes ind, vil landbruget i nær fremtid stå for halvdelen af den danske CO2-udledning. Derfor er spørgsmålet om en klimaafgift for landbruget helt centralt, hvis Danmark skal indfri sine klimamål.

I årevis har landbruget kæmpet imod en sådan klimaafgift. Men vi kan ikke få svar på, hvilken rolle landbrugets interesseorganisationer har spillet for konklusionerne i den rapport, som den såkaldte Ekspertgruppe for en grøn skattereform ventes at præsentere i nær fremtid.

Når rapporten kommer, vil den danne grundlaget for den politiske debat og de politiske løsninger. Men hvilken skriftlig kommunikation der har været mellem ekspertgruppen og landbrugets mægtige lobbyorganisation Landbrug & Fødevarer, eller mellem ekspertgruppen og landbrugsgiganterne Arla og Danish Crown, er undtaget for aktindsigt.  

Mørklægningen skyldes ifølge Skatteministeriet, der fungerer som ekspertgruppens sekretariat, at der er tale om “lovforberedende arbejde”. 

Det, at oplysninger om interesseorganisationers indflydelse bliver mørklagt, er i klar strid Miljøoplysningsloven.
Oluf Jørgensen
forskningschef, Danmarks Medie- og Journalisthøjskole

Ikke en gang en oversigt over afholdte møder mellem ekspertgruppen og landbrugslobbyen vedrørende en CO2-afgift for landbruget vil ministeriet give indsigt i.

Eksperter i offentlighedsreglerne betegner mørklægningen som ulovlig.

“Det er i strid med miljøoplysningsreglernes formål, der tværtimod lægger vægt på at sikre offentligheden indsigt, før der træffes beslutninger af regeringen eller ved politiske aftaler”, lyder det fra Oluf Jørgensen, som er forskningschef emeritus på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole og ekspert i offentlighedsreglerne.

“En vildfarelse”

Oluf Jørgensen understreger, at en CO2 afgift for landbruget falder ind under Miljøoplysningsloven, som giver en videre adgang til aktindsigt, end den nuværende offentlighedslov gør. 

Loven gør det kun muligt at afvise aktindsigt, hvis materialet har “nær tilknytning til den lovgivningspolitiske proces”, påpeger han. Og det er ekspertgruppens kommunikation med forskellige lobbyorganisationer ikke.   

“Det, at oplysninger om interesseorganisationers indflydelse bliver mørklagt, er i klar strid Miljøoplysningsloven”, lyder det fra Oluf Jørgensen.

Han pointerer desuden, at det EU-direktiv, der er grundlaget for Miljøoplysningsloven, fastslår, at retten til aktindsigt i dokumenter, der omhandler CO2-emissioner, “praktisk talt er undtagelsesfri.”     

Samme vurdering har Jøren Ullits, lektor i offentlig forvaltning ved Syddansk Universitet.

“Jeg er enig i Oluf Jørgensens vurdering. Det er en vildfarelse, at de mørklægger korrespondancen med interesseorganisationerne, som ikke kan anses for at være lovforberedende arbejde i den forstand, som det er påkrævet for at undtage dokumenterne”.   

Landbrug & Fødevarer har i en mail til Danwatch afvist at udlevere deres kommunikation med ekspertgruppen.

Minister afviser interview

Danwatch har forelagt kritikken for skatteminister Jeppe Bruus, og spurgt, hvorfor regeringen har mørklagt ekspertgruppens korrespondance med interesseorganisationer, og om det ikke er et problem for den offentlige debat og de politiske forhandlinger, som kommer i kølvandet på ekspertgruppens anbefalinger. 

Jeppe Bruus vil dog ikke stille op til interview. Vi har i stedet modtaget følgende mail-svar fra ministeriet: 

”Sekretariatet behandler anmodninger om aktindsigt i miljøoplysninger efter reglerne i miljøoplysningsloven. Det er muligt at klage til ombudsmanden, hvis man ikke er enig i sekretariatets afgørelse. Ombudsmanden har så mulighed for at behandle sagen.”

Danwatch har klaget over afslaget til Ombudsmanden, som efterfølgende har rettet henvendelse til Skatteministeriet om sagen.

På den baggrund har Skatteministeriet sendt en otte sider lang udvidet begrundelse for afslaget, hvori de fastholder afslaget fordi dokumenterne “er udarbejdet til brug for en lovgivningssag”. 

De afviser også, at Miljøoplysningsloven skulle give offentligheden ret til indsigt i kommunikationen om CO2-afgiften, med den begrundelse at der er tale om “hypotetiske emissioner”.

Den udvidede begrundelse ændrer dog ikke på eksperternes vurdering af, at afslaget er i strid med loven. De påpeger også, at mørklægningen hindrer offentlig debat om sagen, før det er for sent.

“Afslaget på aktindsigt betyder, at oplysninger om metoder og forudsætninger bliver hemmeligholdt indtil lovforslag fremsættes i Folketinget, og på det tidspunkt vil der være truffet beslutning af regeringen og indgået en bindende politisk aftale”, siger Oluf Jørgen, forskningschef emeritus ved DMJX.

Partier vil have ministeren på banen

Lukketheden vækker skarp kritik blandt Folketingets partier. 

“Jeg kan ikke se hvad der skulle være til hinder for, at oplysningerne kommer ud i lyset. Det minder jo om høringssvar, hvor organisationerne også byder ind, og som er offentligt tilgængelige,” siger Samira Nawa, klimaordfører i Radikale Venstre.  

Dansk Folkeparti er enig i, at lukketheden er ødelæggende for de politiske forhandlinger, som kommer i kølvandet på ekspertgruppens anbefalinger.

”Kommissionens anbefalinger vil formentlig være helt afgørende for, hvordan regeringen – der jo er en flertalsregering – vil tilrettelægge udspillet til en ny CO2-afgift. Der er jo tale om et af de varmeste politiske emner i øjeblikket, og det er vigtigt, at vi fra politisk side kan få indblik i, hvordan interesseorganisationerne har øvet indflydelse på anbefalingerne”, siger Morten Messerschmidt, formand for Dansk Folkeparti. 

Både Enhedslisten og Alternativet vil tage sagen op med skatteminister Jeppe Bruus (S).

“Det er selvfølgelig væsentligt at se, hvordan ekspertgruppen er blevet påvirket af blandt andet Landbrug og Fødevarer og andre interesseorganisationer, når vi skal forhandle en politisk aftale. Det er derfor fuldstændig forrykt, at ministeriet ikke vil udlevere materialet , siger ordfører i Enhedslisten for grøn omstilling Peder Hvelplund, der udtalte sig om sagen før han gik på orlov.

Christina Olumeko, demokratiordfører i Alternativet, kalder afslaget for “oprørende”.

“Det er både trist og oprørende, at systemet lukker sig om sig selv og nægter simpel aktindsigt i vigtige sagsforløb. Alternativet vil straks tage det op med ministeren og bede om en redegørelse for forholdene, herunder om ministeren virkelig syntes det er rimeligt og den korrekte anvendelse af reglerne om offentlighed i miljøoplysningssager”, siger hun.

Et par sedler her og et par sedler der til de relevante myndigheder. I det fattige Madagaskar er det præmissen, hvis tingene skal glide lidt nemmere. 

Nu viser det sig, at adoptionssystemet på den afrikanske ø ikke er undtaget, og at det også har gjaldt adoptionsformidlingen af børn, der er blevet adopteret til Danmark. 

Danwatch har talt med Danish International Adoptions (DIA) repræsentant i Madagaskar, der af flere omgange fortæller, at hun i forbindelse med danske adoptionssager har betalt madagaskiske myndigheder for at få adoptionerne igennem. 

“Jeg betaler et lille beløb her og et lille beløb der. Til administrationen og til retssalene. Jeg betaler også politiet for deres undersøgelser”, siger repræsentanten, da Danwatch ringer hende op.

Forelagt praksissen vurderer ekstern lektor i forvaltningsret ved Aarhus Universitet Klaus Josefsen, at der er tale om korruption. 

“Der er på godt dansk tale om udbredt bestikkelse“, lyder det fra Klaus Josefsen, der også er advokatfuldmægtig med speciale i socialret og forvaltningsret.

Han mener samtidig, at det er en skærpende omstændighed, at DIA, som er Danmarks eneste adoptionsbureau, finansieres af den danske stat gennem finansloven. I 2023 modtog DIA 4,5 millioner kroner i driftsstøtte.

“Det er et problem, at vi har en organisation til at forestå international adoption på finansloven, som så medvirker til korruption i et andet land”, siger Klaus Josefsen

DIA’s direktør Kaspar Bro anerkender, at der har været problemer i Madagaskar. 

“Vi har reageret for langsomt”. 

“For børnenes skyld” 

Danwatch har kulegravet hundredvis af akter og talt med centrale kilder for at kortlægge, hvorfor social- og boligminister Pernille Rosenkratz-Theil (S) i maj i 2023 stoppede al adoption fra østaten efter en indstilling fra Ankestyrelsen.

I en over 400 siders korrespondance mellem Ankestyrelsen og DIA, som Danwatch har fået aktindsigt i, fremgår det, at det ikke mindst er DIA’s betalinger i forbindelse med konkrete sager i Madagaskar, som får Ankestyrelsen til at råbe vagt i gevær. Blandt andet er der en lang række pengebeløb, som DIA ikke kan redegøre for.

Den 30. marts 2023 sender Ankestyrelsen en mail til DIA, hvori de bemærker, at “DIA’s betalinger til ACAM i konkrete sager stemmer ikke med Madagaskars lovgivning, ligesom det ikke er defineret nærmere, hvad de høje udgifter skal dække”. ACAM er myndigheden i Madagaskar, der er ansvarlig for adoptioner. 

Men til Danwatch forklarer DIA’s repræsentant i Madagaskar altså, at nogle af pengene er gået til at betale de madagaskiske myndigheder. 

“Jeg giver lidt til domstolene, socialrådgiveren, politiet. Til alle, der er i berøring med en adoptionssag”, siger DIA’s repræsentant.  

I en efterfølgende mail bekræfter repræsentanten igen, at hun skal have penge op af lommen, når danske adoptionssager skal igennem systemet i Madagaskar. Hun understreger dog, at “der er er tale om små beløb”, og at hun “gør det for børnene”. 

“Det drejer sig om små beløb. Jeg arbejder for DIA, og jeg gør det ikke for pengene, men for alle børn i Madagaskar”, skriver hun i mailen.

I mailen understreger hun også, at hun har indleveret kvitteringer, når det var muligt.

  • Danish International Adoption, også kaldet DIA, er Danmarks eneste adoptionsbureau, der står for formidling af internationale adoptioner. Det har de gjort siden 2015, hvor det blev besluttet at fusionere de to formidlingsorganisationer AC Børnehjælp og DanAdopt.
  • I dag formidler DIA adoptioner fra seks lande: Filippinerne, Indien, Sydafrika, Thailand, Taiwan og Tjekkiet. 
  • Det er Ankestyrelsen, der godkender alle adoptionerne til Danmark. De fører også tilsyn med DIA efter regler, der er fastsat af Socialministeriet. 
  • Læs mere om regler og rammer for DIAs arbejde her.

Velkendt problem 

DIAs egen repræsentants udlægning stemmer overens med, hvad den norske avis VG kunne afsløre i oktober i år. Under en reportagerejse til øen fortalte flere kilder til avisen, at madagaskisk politi kræver penge for at undersøge et adoptivbarns baggrund, og at det er helt almindeligt at betale domstolene for at få en sag igennem retten.

“De (politiet, red.) beder om 10.000 aryary i “benzinpenge”, siger blandt andre lederen af ​et børnehjem via en tolk til VG. 10.000 aryary svarer til omtrent 15 kroner. 

Ifølge Andrianalisoa Raonison, der arbejder for Transparency International i Madagaskar, er den slags betalinger normal praksis: 

“Det er blevet standard, at man skal betale for, at offentligt ansatte udfører deres arbejde”, siger Andrianalisoa Raonison til VG. 

VG skriver også, at korruptionsjægerne hos Transparency International Madagaskar beretter om en kultur, hvor politibetjentene tager pengene og deler dem mellem sig.  

Risiko for handel med børn 

Korruption i Madagaskar

Korruption er ifølge en lang række organisationer udpræget på Madagaskar. I Transparency Internationals anerkendte korruptionsindex – Corruption Perceptions Index – er øen blandt de dårligst placerede lande.

Det er eksempelvis ikke mere end et par måneder siden, at den madagaskiske præsidents stabschef blev anholdt i London, anklaget for at have bedt om tre millioner kroner til gengæld for at lade et britisk mineselskab operere på øen.

Kilde: Corruption Perceptions Index og National Crime Agency

Trods omfanget af korruption i det madagaskiske system har først AC Børnehjælp og siden DIA fortsat med adoptioner fra øen. Først da Ankestyrelsen sætter spørgsmålstegn ved, hvad pengene går til, igansættes der en undersøgelse. Indtil da nægter DIA ellers, at der er noget at sætte en finger på. 

Eksempelvis skriver DIA i et brev til Ankestyrelsen den 20. april i år, at de er bekendte med at “Madagaskar er placeret i den højere ende af korruptionsindekset (Transparency International). Dette er imidlertid ikke nødvendigvis ensbetydende med, at der også er korruption i adoptionssystemet”. 

Professor i socialret ved Københavns Universitet Stine Jørgensen mener, at det er et problem, at DIA ikke har undersøgt forholdene i Madagaskar nærmere. 

“Det er min vurdering, at DIA er forpligtet til at undersøge forholdene, hvis der er den mindste mistanke om, at der er penge involveret i adoption. Det er jo børns ve og vel, det handler om”, siger Stine Jørgensen. 

Ifølge organisationen Defence for Children kan korrupte myndigheder godkende adoptionssager uden at efterforske dem og i værste fald forfalske oplysninger om et barn med vilje. En bekymring, som Stine Jørgensen deler: 

“Når man på den måde betaler penge for at få en sag igennem, så er der en stor risiko for, at man skaber en betalingsstruktur, hvor man kan tjene penge på adoption. Og det må aldrig være tilfældet, for så bliver børn jo til varer”, siger Stine Jørgensen. 

DIA: Ikke godt nok 

I november fik DIA en officiel advarsel for deres adoptionsformidling fra Madagaskar fra Ankestyrelsen, og det er ikke mindst de mange gebyrer til de madagassiske myndighederne, der fik hammeren til at falde. 

Men allerede i juni rettede Danwatch henvendelse til DIA for at høre, hvordan de forholdte sig til, at der bliver betalt penge til madagaskiske myndigheder, som ifølge ekspert er korruption og derfor strider mod god adoptionspraksis.  Vi spurgte dem også om, hvorvidt de selv har undersøgt forholdene i østaten for at finde ud af, om adoptionerne foregår etisk og juridisk forsvarligt.

Dengang lød svaret i en mail, at DIA havde et mangeårigt samarbejde med den madagaskiske centralmyndighed ACAM, et godt kendskab til adoptionsformidlingen i Madagaskar, og at de løbende indhenter viden om deres samarbejdslande. 

De skrev også, at de “tager afstand fra enhver påstand om medvirken til handel med børn. DIA er en humanitær organisation som arbejder for at sikre den bedste opvækst for børn, der ikke har mulighed for at vokse op i en familie i deres eget land eller kommer fra socialt trængte kår”.  

På dagen, hvor advarslen bliver offentliggjort, erkender DIA overfor Danwatch, at der har været problemer.

“Vi må bare konstatere, at vi ikke har fremvist den dokumentation, som er nødvendigt i forhold til at sikre, at de her adoptioner sker i henhold til børnenes bedste interesse”, siger direktør Kaspar Bro, der tiltrådte stillingen den første maj i år. 

International adoption foregår ofte fra sårbare lande, hvor der er risiko for korruption. Hvad har I tænkt jer at gøre fremadrettet for at undgå at stå i den samme situation som denne? 

“Det er en udfordring, som vi anerkender, og som vi kigger på. Vi skal nu tage bestik af situationen, og så skal vi finde ud af, hvordan vi får løst de problemer, der er. Det bliver et langt sejt træk, men det vil forhåbentlig forhindre, at det ikke vil ske igen. 

Kan I blive konkrete på, hvad der skal ske internt? 

Vi har først lige fået advarslen (fra Ankestyrelsen, red.), og vi skal have tid til at læse ned i den. Derefter skal vi omsætte den viden til konkrete tiltag. 

En ting er Madagaskar, men I formidler stadig børn fra lande, der i større eller mindre grad har samme sårbare systemer. Kan man have tillid til, at det her ikke sker igen? 

“Der er ingen tvivl om, at der er skabt et tillidsbrud, som vi skal arbejde intensivt på at genoprette. Men det er vigtigt at huske på, at vi i Danmark har et af de sikreste systemer i verden”. 

Kaspar Bro har været ansat som vicedirektør hos DIA siden maj 2022 og blev i maj i år direktør. Foto: Marcus Trappaud Bjørn

“Det må man ikke acceptere”

Da advarslen fra Ankestyrelsen falder, har der foregået et flere månders tovtrækkeri mellem DIA og Ankesstyrelsen, hvor Ankestyrelsen beder DIA om at redegøre for en række forhold i den afrikanske østat.

De mange måneders kommunikation mellem de to parter er ikke kun et problem for DIA, men også for Ankestyrelsen, mener ekstern lektor i forvaltningsret hos Aarhus Universitet Klaus Josefsen. Ifølge ham burde Ankestyrelsen langt tidligere have sikret sig dokumentation for, at alt foregik efter bogen. 

“Set i lyset af, at DIA de facto har monopol på international adoption i Danmark og understøttes af den danske stat, så må det her ikke ske, og det må man ikke acceptere”, siger Klaus Josefsen med henvisning til artikel fem i strafferetskonventionen om korruption, som Danmark ratificerede i 1999.

Konventionen fastslår, at en dansk myndighed hverken direkte eller indirekte må bruge korruption til at fremme mål i udlandet.

“Når man får kendskab til eller bare har en mistanke om, der har været bestikkelse involveret i danske adoptionssager fra Madagaskar, så burde man uden tvivl have stoppet for adoptioner allerede der”, siger Klaus Josefsen, “for det tyder jo på, at der har været en omfattende praksis for korruption, hvilket ikke er lovligt”.

Danwatch har forelagt kritikken for Ankestyrelsen, som henviser til deres advarsel, der ligger på deres hjemmeside. Heri kalder Ankestyrelsen det kritisabelt, at DIA blandt andet har udbetalt ‘en lang række gebyrer’ til forskellige madagaskiske myndigheder uden at have haft tilstrækkelig sikkerhed for, at de har stemt overens med reglerne og de interne gebyrer på øen.

Ankestyrelsen skriver også, at DIA har forsømt at sikre sig, at ‘der ikke drages utilbørlig økonomisk vinding i forbindelse med adoptionsformidling’.

De ønsker ikke at svare yderligere på kritikken

Sådan beskytter vi sårbare kilder

  • Danwatch er i besiddelse af de konkrete børnesager, interne mails fra DIA samt korrespondance mellem Ankestyrelsen og DIA, der alt sammen er fortroligt materiale. Af hensyn til børnene og deres familier og sagsbehandlere hos både DIA og Ankestyrelsen har vi besluttet at udelade navne på personer.
  • Det er institutioner, der bliver udsat for kritik, ikke navngivne personer.

Valgplakaterne hænger tæt i lygtepælene, når danske aviser en regntung oktoberdag i 2022 bringer en faretruende nyhed. 

“36.000 danske arbejdspladser er i fare”, lyder overskriften hos BT. 

Der er ti dage tilbage af folketingsvalgkampen, og en lang række danske medier bringer samme dystre historie, efter at landbrugets mægtige lobbyorganisation Landbrug & Fødevarer har sendt et nyhedstelegram ud om et af valgkampens helt centrale spørgsmål: 

Landbrug & Fødevarer præsenterer i nyhedstelegrammet tal, der viser, at den CO2-afgift, der skal sætte gang i den grønne omstilling af dansk landbrug, vil koste mellem 19.000 og 36.000 danskere deres job.  

Og der er meget på spil: Til trods for, at der i dag kun er omkring 7.500 heltidslandmænd i Danmark og dansk landbrug kun udgør en til to procent af det danske BNP, vil landbruget ifølge tænketanken Concito i 2030 stå for halvdelen af de samlede danske klimagasudslip, hvis der ikke sættes ind. 

Det vil sige, at CO2-afgiften er helt central, hvis Danmark skal nå sine klimamål. Derfor er der i valgkampen bred politisk opbakning om en afgift på 1.200 kr. per ton udledt CO2 fra landbrugets produktion.

Overskrifterne i de landsdækkende aviser gør det dog ikke alene. På omtrent samme tid som overskrifterne rammer BT og andre medier, lancerer Landbrug & Fødevarer også en geografisk målrettet kampagne på sociale medier, hvor danskerne i deres Facebook-feed kan læse, hvor mange jobs der vil forsvinde lige dér, hvor de selv bor, hvis politikerne gennemfører planerne om en CO2-afgift. 

Men tallene, som viser at op til 36.000 danskere står i fare for at miste sit arbejde – heraf op til 1.411 arbejdspladser i Ringkøbing-Skjern og 1.192 arbejdspladser i Herning – har ikke hold i virkeligheden.

I hvert fald ikke, hvis man skal tro nogle af Danmarks førende økonomiske eksperter.

For at komme frem til de 36.000 arbejdspladser, der trækker overskrifter i danske medier, har Landbrug & Fødevarer lagt en kontroversiel forudsætning ind i sine regnestykker: For hvert procentpoint, danske landbrugsvarer stiger i pris, vil eksporten falde med hele 20 procent. 

Og det er helt urealistisk, lyder vurderingen fra uafhængige økonomiske eksperter. 

DREAM, et uafhængigt analyseinstitut der udvikler værktøjer til analyse af dansk økonomi til myndighederne, har regnet ud at en prisstigning på én procent på danske produkter vil føre til et eksportfald på fem procent – altså meget langt fra de 20 procent, som ligger til grund for Landbrug & Fødevarers advarsler om 36.000 tabte danske arbejdspladser.

De økonomiske vismænd, Danmarks førende uafhængige økonomiske eksperter, afviser derfor scenariet.

“Jeg vurderer ikke at antagelsen er realistisk. En elasticitet på -20 er meget langt fra den seneste empiriske evidens vi har for Danmark og langt fra hvad vi og andre antager i vores beregninger”, siger Lars Gårn Hansen, der er Miljøøkonomisk Vismand, og professor i miljøøkonomi ved Københavns Universitet.

36.000 tabte arbejdspladser, som er Landbrug & Fødevarers mest vidtrækkende scenarie, er nær dobbelt så mange arbejdspladser, som dem De økonomiske vismænd selv er kommet frem til: 
De har regnet ud, at en CO2-afgift på 1.200 kr. per ton CO2 vil betyde et farvel til 20.000 nuværende arbejdspladser. Samtidig vil et tilsvarende antal arbejdspladser blive skabt i tilsvarende erhverv – dog i større grad i byerne eller bynære områder end de arbejdspladser, de erstatter.

Cheføkonom: En antagelse, vi henter i forskningslitteraturen

Landbrug & Fødevarers cheføkonom afviser kritikken fra de uafhængige økonomer. 

“Der er stor enighed om, at en CO2-afgift vil føre til tab af arbejdspladser. Men vi kan selvfølgelig diskutere hvor store tabene vil blive”, siger cheføkonom Martin Kristian Brauer, 

Han mener ikke at vismændene og analytikernes antagelser om at prisstigninger på én procent vil føre til fem procents fald i eksporten er dækkende for landbrugsprodukter – fordi kvaliteten på landbrugsprodukter ikke varierer i samme grad som for eksempel industriprodukter, og prisstigninger derfor i højere grad vil føre til tabt eksport. 

Men hvor får I så de 20 procent fra, som ligger til grund for jeres scenarie om 36.000 tabte arbejdspladser? Har I lavet jeres egen undersøgelse af hvordan prisstigninger vil påvirke eksporten af landbrugsvarer?

“Vi har ikke lavet et eget empirisk studie for landbrugsprodukter, det ville være et meget omfattende arbejde, men det er en antagelse, som vi henter i den internationale forskningslitteratur, og lægger ind i vores modeller”, siger cheføkonomen. 

“Men spørger du mig, ligger det nok nærmere de ti procent”, siger Martin Kristian Brauer

Hvorfor nævner I ikke i jeres beregninger, at der vil blive skabt et tilsvarende antal arbejdspladser andre steder?

“Fordi vi fokuserer på betydningen for landbruget. Så fungerer mekanismerne i økonomien således, at der på sigt vil opstå arbejdspladser i andre brancher. Men det gælder jo for alle sektorer. Hvis du for eksempel nedlagde hele journaliststanden, så vil den arbejdskraft på længere sigt også blive ledt over i andre brancher”, siger cheføkonomen.

En hegnspæl i regeringsgrundlaget

Med næsten 600 ansatte og en omsætning på 1,7 milliarder kroner sidste år, er Landbrug & Fødevarer en af Danmarks mest ressourcestærke interesseorganisationer. 

Og de ressourcer kastede organisationen for fuld kraft ind i valgkampen i efteråret 2022, med det formål at undgå den klimaafgift på dansk landbrug, som politikerne i stigende grad gav opbakning til.

Og man kan notere sig, at de er tilfredse med deres indsats.

“Det blev ikke kun en travl valgkamp for politikerne, men også for Landbrug & Fødevarer”, skriver organisationens ledelse i deres årsrapport for 2022. Af den fremgår det også, at det vigtigste budskab i valgkampen var, at en “høj, ensartet CO2e-afgift, som kun findes i Danmark, vil svække konkurrenceevnen, arbejdspladser vil blive sendt ud af landet, og maden i supermarkederne vil ikke længere være produceret af en dansk landmand”.

Under overskriften “det politiske drama om CO2-afgiften” skriver Landbrug & Fødevarers ledelse, at “Vi forbliver grundlæggende imod en høj, ensartet CO2e-afgift på landbrugets biologiske processer, der vil føre til lækage, og at vores klimaeffektive produktion rykker til andre lande. Men et stort flertal på Christiansborg vil have afgiften.“

Under valgkampen sidste efterår kørte Landbrug & Fødevarer derfor lokalt målrettede annoncer på sociale medier, med budskab om hvor mange arbejdspladser der ville gå tabt lokalt, hvis CO2-afgiften blev indført.

“I kølvandet på det store fokus på en CO2-afgift på landbrugets biologiske processer, valgte Landbrug & Fødevarer at køre en række annoncer, der eksemplificerede konsekvenserne af en høj, ensartet afgift. Således kørte Landbrug & Fødevarer flere lokalt målrettede annoncer, der understregede, hvor mange arbejdspladser den respektive kommune stod til at miste, hvis en CO2-afgift blev indført. Disse annoncer kørte primært på Facebook og modtog stor respons fra de lokale beboere. Landbrug & Fødevarer svarede i kommentarsporet”, skriver de i sin årsrapport.

Skal man tro organisationen selv, så bar indsatsen under valgkampen frugt. Resultatet hævder de at kunne se i regeringsgrundlaget for den midterregering, der nu styrer landet, og som snart skal tage stilling til, om der skal indføres en afgift på 1.200 kr pr tons udledt CO2 i det danske landbrug.

“Vi havde en historisk lang folketingsvalgkamp og regeringsdannelse – begge dele topprioriteter i Landbrug & Fødevarer”, hedder det i årsrapporten, hvor den mægtige landbrugsorganisation også betegner det som “glædeligt, at den nye regering har skrevet nogle fornuftige hegnspæle ind i regeringsgrundlaget om, at en afgift ikke må koste arbejdspladser og svække konkurrenceevnen. Det er vigtigt at holde fast i.”

Magtforskere: Et demokratisk problem

Det er et problem ikke bare for klimaet, men også for folkestyret, hvis en ressourcestærk interesseorganisation som Landbrug & Fødevarer får held med at definere fakta, og dermed få en uforholdsmæssig stor indflydelse i et politisk spørgsmål som f.eks. CO2-afgiften, mener magtforskere.

“Når lobbyister er effektive og har mange ressourcer, kan de få større indflydelse på en politisk proces end dem, der har investeret færre penge. Det er et grundlæggende demokratisk problem”, siger Christoph Ellersgaard, der er magtforsker ved CBS.

“Det er klart, at ressourceforskellen også giver en enorm ubalance i kampen om fakta. Når fakta præsenteres af en interesseorganisation, skal man huske, at organisationen ikke først og fremmest er ude på at berige debatten med nye data. De er interesserede i at præsentere data, der peger i retning af, hvad de gerne vil opnå”, siger Christoph Ellersgaard.

Den analyse deler magtforsker og lektor ved Roskilde Universitet, Anton Grau Larsen.

“Selvfølgelig er det en form for magt at kunne præsentere noget, der ligner og bliver modtaget som videnskab. Men man skal huske på at interesseorganisationer er sat i verden for at levere tal og fakta, der kan anvendes til at opnå et politisk forhandlingsresultat”, siger Anton Grau Larsen.

Landbrug & Fødevarers cheføkonom afviser, at deres beregninger er lavet for at opnå politiske resultater i folketingsvalgkampen.

“Det er ikke kampagnevirksomhed, det er 100 procent fagligt funderet, og et fair og rimeligt input til en faglig diskussion”, siger Martin Kristian Brauer.  

Cheføkonomen ønsker ikke at svare på spørgsmål om timingen, altså hvorfor Landbrug & Fødevarer præsenterede sine beregninger lige midt i folketingsvalgkampen, men henviser til organisationens kommunikationsafdeling.

Dyrt for samfundet, hvis landbruget slipper

I det regeringsgrundlag, som Landbrug & Fødevarer satte alle klude ind på at påvirke sidste efterår, står der nu at en CO2-afgift for landbruget “skal udformes på en måde, hvor erhvervet understøttes, således at erhvervets konkurrenceevne ikke forringes, og der dermed ikke flyttes arbejdspladser ud af landet samlet set.”

De økonomiske vismænd mener, at det krav vil blive svært at opfylde, hvis vi skal have en CO2-afgift på 1.200 kr pr tons CO2, sådan som forslaget oprindeligt var udformet.

“Ifølge vores beregninger kan landbruget ikke nå reduktionsmålene uden en betydelig produktionsreduktion, svarende til knap 20.000 beskæftigede i landbrugs- og fødevareindustrien”, siger den miljøøkonomiske vismand, professor Lars Gårn Harnsen.

Han tilføjer dog, at man ikke kan udelukke, at der vil blive udviklet tekniske løsninger, der kan erstatte noget af produktionstabet – og dermed undgå, at eksisterende arbejdspladser vil blive erstattet af jobs i mere bynære strøg. 

Den miljøøkonomiske vismand advarer om, at det kan blive dyrt for resten af det danske samfund, hvis Landbrug & Fødevarer får gennemslag for sin kamp mod CO2-afgiften, og den derfor sløjfes eller udvandes.

“Det er jo rigtigt, at landbruget og udkanten kommer til at miste jobs, men det er vigtigt at få med at der opstår lige så mange nye job i byerne. Og hvis man friholder landbruget for at redde jobs dér, så kommer det til at koste endnu flere jobs i resten af økonomien. De  klimareduktioner er nemlig betydeligt dyrere end i landbruget. Der er altså en betydelig regning til resten af økonomien ved at beskytte landbruget”, siger professoren.

“Men om det er regningen værd, er i sidste ende noget, politikerne og befolkningen må afgøre”, siger han.

Vi udleder 25 procent mindre CO2 per kilo grisekød, end vi gjorde i 2005.  

Bedriften blev gentaget til hudløshed, da Danish Crown i 2020 gik i luften med en kampagne under parolen “Dansk gris er mere klimavenlig, end du tror”. 

De 25 procent blev blandt andet fremført i TV- og radioreklamer, i avisannoncer, på gadeskilte og på selve svinekødets emballager. I en lille fodnote på hjemmesiden stod der, at tallet stammede fra en rapport fra Aarhus Universitet. 

Se her, hvordan Danish Crown anvender de 25 procent i reklamevideo. Video: Danish Crown på Facebook

Men nu kan Danwatch og Dagbladet Politiken afsløre, at Danish Crown, der har bestilt og medfinansieret rapporten, har styret forskerne på Aarhus Universitets arbejde i en grad, der ifølge eksperter er i strid med forskningsprincipper om armslængde og uvildighed.

Afsløringen kommer få uger inden, at Danish Crown skal forsvare virksomhedens kampagne i Vestre Landsret, da fødevaregiganten er blevet stævnet for vildledende markedsføring.  Sagen er Danmarks første greenwashing-retssag og anses derfor for at være principiel.  

Her er det åbenbart Danish Crown, der sidder for bordenden og bestemmer, hvordan der skal forskes.
Heine Andersen
Professor i sociologi og ekspert i forskningsfrihed

Eksperterne udtaler sig på baggrund af mails og andre dokumenter, der er sendt mellem Aarhus Universitet og Danish Crown, som Danwatch og Politiken har fået aktindsigt i. 

Professor i sociologi og ekspert i forskningsfrihed Heine Andersen kalder rapporten, som Danish Crown baserede sin kampagne på, for “utroværdig”. 

“Det skal være forskerne fra Aarhus Universitet, der styrer forskningen. Det er jo dem, der er forskere. Det har de tydeligvis ikke gjort med denne rapport. Her er det åbenbart Danish Crown, der sidder for bordenden, har leveret data og beregninger og bestemmer, hvordan resultater skal formuleres”, siger Heine Andersen, professor emeritus i sociologi ved Københavns Universitet. 

Ekspert i forskningsetik Claus Emmeche finder materialet bekymrende.  

“Det må ikke være sådan, at en privat aktør eller en lobbyorganisation i forvejen har skrevet en konklusion og efterfølgende bruger universitetsforskere til at blåstemple den. Den mistanke får man, når man læser parternes korrespondance,” siger Claus Emmeche, lektor i videnskabsteori på Københavns Universitet.

Læs selv e-mails fra Danish Crown

To udvalgte svar fra Danish Crown til Aarhus Universitet.

Klik for at forstørre e-mails

The usual suspects

Det var helt fra starten af klart, hvad Danish Crown ville have ud af samarbejdet med Aarhus Universitet.

Korrespondancen om rapporten starter i 2018, da Charlotte Thy, daværende miljøchef i Danish Crown, skriver en mail til John Hermansen, som forsker i landbrug og miljø ved Aarhus Universitet. 

Han er også med i en forskergruppe, som før er blevet kritiseret for manglende armslængde til kødindustrien. Det vender vi tilbage til.

Charlotte Thy skriver, at Danish Crown gerne vil have lavet en livscyklusvurdering – eller en LCA som det kaldes – af dansk svinekød. Det er en metode til at beregne produkters Klimaaftryk. Det vil John Hermansen og hans forskergruppe gerne, svarer han.

Charlotte Thy foreslår et møde og pointerer, hvad rapporten skal kunne dokumentere: 

“Et udkomme fra LCA’en skal være en gennemgang af resultaterne, som I gjorde med de 13 typer oksekød, så der er grundlag for på et dokumenteret grundlag at påpege grisekødets fortrin”. 

I sommeren 2019 begyndte Information sin afdækning af den såkaldte “oksekødsrapport”, som mere eller mindre var lavet af det samme hold forskere ved Aarhus Universitet, som den rapport, Danwatch og Politiken har undersøgt.

Information afslørede, at oksekødsrapporten var lavet i et så tæt samarbejde mellem forskerne og Danish Crown, at Aarhus Universitet endte med at trække den tilbage. I kølvandet opsagde den daværende institutleder sin stilling. Rapporten undervurderede oksekøds klimabelastning ifølge flere eksperter. 

På grund af den heftige kritik fik Danish Crown Kammeradvokaten til at undersøge virksomhedens samarbejde med forskningsinstitutioner. Kammeradvokaten konkluderede, at Danish Crown skulle have været medforfatter på en række rapporter fra Institut for Akroøkologi ved Aarhus Universitet.

Hun henviser her til en tidligere rapport fra John Hermansens forskergruppe om forskellige slags oksekøds klimapåvirkning fra 2015. Den var forløberen for “oksekødsrapporten”, som også var lavet af Aarhus Universitet, og som var centrum for en af nyere tids største forskningsskandaler. Kammeradvokaten konkluderede i 2021, at Danish Crown skulle have været medforfatter på begge oksekødsrapporter på grund af virksomhedens indblanding i selve forskningen.   

”Her er endelig vores oplæg til beregningerne vedr svinekødets miljøprofil”, skriver John Hermansen et par måneder efter Danish Crowns henvendelse, og vedlægger en projektbeskrivelse. 
”Som aftalt skal I bare sætte det i gang”, svarer hun. De aftaler en pris på 30-40.000 kr., men der udarbejdes aldrig en decideret kontrakt.

Advarselslamperne blinker

Allerede i denne indledende fase er der tydelige advarselslamper, der blinker, påpeger Heine Andersen. For det første lyder det som om, at konklusionen er skrevet på forhånd, når Charlotte Thy bestiller en LCA, der skal dokumentere “grisekødets fortrin”, mener han. 

Derudover påpeger han, at forskerne ikke skal sende “oplæg til beregninger”, da det er dem, der skal bestemme, hvordan beregningerne skal udformes. Sidst men ikke mindst skal man altid sikre armslængden i en kontrakt. 

“Det, at der ikke er nogen kontrakt, der fastlægger, hvem der står for hvad og sikrer uafhængighed og armslængde, det diskvalificerer sådan set rapporten på forhånd,” siger Heine Andersen. 

Det er dog i den efterfølgende periode, at det hele bliver en ren tilståelsessag, indskyder han. 

Det er fuldstændig grotesk, at den eksterne part, som har milliarder af kroner på spil, kan få lov til at gennemgå udkastet sætning for sætning og kommentere alle mulige detaljer på næsten hver side.
Heine Andersen
Professor i sociologi og ekspert i forskningsfrihed

Perioden starter ellers med god stemning mellem parterne. Danish Crown er begejstret over, hvor forskernes arbejde bærer henad. “Det er en fantastisk udvikling med store reduktioner I kan vise”, roser Charlotte Thy. 

Reduktionerne bliver dog en anelse mindre efter nogle rettelser, forklarer seniorforsker Troels Kristensen fra forskergruppen. “Det har betydet nogle ændringer i såvel niveau og forskel mellem de to år, men stadigvæk med en markant reduktion”. 

“Forskellen må forventes at blive endnu større, når vi også får indregnet slagteridelen”, tilføjer han. 

“Det er da stadig super godt, selv om tallet har rykket sig lidt”, svarer Charlotte Thy. 

Formålet er markedsføring, målgruppen er sælgere

Tonen skifter dog, da Charlotte Thy i november 2018 har læst det, som forskerne betegner som “den endelige rapport”. 

Hun takker for rapporten, men bemærker: “Der er et par ting, vi lige skal have på plads, før vi er helt i hus”. 

Hun minder herefter om, hvad aftalen med projektet var. 

“Helt overordnet har vi ønsket at få gennemført denne sammenlignende livscyklusvurdering for at kunne anvende det i markedsføringen. Inspirationen hertil var hentet fra oksekødsprojektet fra 2015”, skriver hun og tilføjer:

“Målgruppen for notatet er dermed kommunikationsfolk, sælgere og andre, der ikke har store  naturvidenskabelige forudsætninger”.  

Hun gør opmærksom på, at hun vil have et møde, og at hun har skrevet en række kommentarer direkte ind i rapporten, som hun har vedhæftet.  

I dokumentet fremgår det, at Charlotte Thy har tilføjet 51 kommentarer til forskellige dele af den 28-sider lange rapport. De fleste af kommentarerne angiver, at ting bør laves om. Figurer og tabeller skal se anderledes ud og dele af teksten skal ændres. 

“Svin” skal f.eks. rettes til “gris” i titlen – en ordændring, som også Landbrug & Fødevarer aktivt arbejder for at udbrede for at forbedre svinekøds image. Hun kan også bedre lide begrebet “miljøpåvirkning” end “miljøbelastning”, bemærker hun. 

Der er til gengæld afsnit, der indeholder det, hun kalder “environmental selling points”, som hun gerne vil have til at fylde mere: “Her har vi nogle af de væsentligste argumenter, som vi skal anvende i markedsføringen og den videre kommunikation med vores kunder og andre interessenter. Disse scenarier og ikke mindst valget af dem bør have et selvstændigt afsnit og der bør knyttes mere information til,” skriver hun. 

Hun skriver også i en kommentar, at miljøaftrykket fra sojafoder ikke skal indregnes. Det skal fremgå separat, dikterer hun. Manglen af den post i regnskabet var netop et af eksperternes kritikpunkter i afdækningen af oksekødsrapporten, da det udgør en stor del af fødevarers klimabelastning.

 “Regner man ikke det med, overser man det allervigtigste aspekt. Man bør selvfølgelig regne det med efter bedste evne”, udtalte professor ved SDU og ekspert i livscyklusanalyser Henrik Wenzel ved den lejlighed.

Dokumentation

Eksempler på direkte kommentarer i rapporten

Danish Crown indførte 51 kommentarer til dele af rapporten, efter virksomheden fik tilsendt den af forskerne fra Aarhus Universitet. Her er nogle eksempler:

Kilde: Aktindsigt

Fuldstændig grotesk

Heine Andersen tager kraftigt afstand fra den måde, Danish Crown bliver lukket ind i maskinrummet. 

“Det er fuldstændig grotesk, at den eksterne part, som har milliarder af kroner på spil, kan få lov til at gennemgå udkastet sætning for sætning og kommentere alle mulige detaljer på næsten hver side. Det er fuldstændig uacceptabelt”.

Processen er et brud med princippet om armslængde og dermed retningslinjerne for god forskningsskik, vurderer professor i jura ved SDU og ekspert i forskningsfrihed, Sten Schaumburg-Müller.

“Der kan selvfølgelig godt være nogle ting, som rekvirenten (vedkommende der bestiller forskningen, red.) har en mening om, der er så meget i småtingsafdelingen, at det ikke går ud over armslængden. Men hvis vi er ovre i selve metoden eller beregningerne, så er grænsen overskredet. Og min vurdering er, at vi er over grænsen i det her tilfælde.

Det bakkes op af Claus Emmeche. 

“Det er et brud på armslængdeprincippet, når forskernes frihed til at vælge metode, beregningsmodeller og så videre ikke overholdes. Og det synes at være tilfældet her.” 

Danish Crown begynder at kommunikere på rapportens resultat i foråret 2019, da virksomheden offentliggør sine klimamål. “Danish Crown har haft forskere til at beregne og dokumentere udviklingen siden 2005. Derfor står det nu klart, at klimapåvirkningen ved produktion af et kilo grisekød er reduceret med 25 procent”, skriver virksomheden uden at nævne, det er Aarhus Universitet, der har lavet rapporten. 

I efteråret, da Informations afdækningen af oksekødsrapporten er fuldt i gang, skriver Danish Crown til forskerne, at de gerne vil bruge rapporten på trods af Informations skriverier. Parterne bør dog muligvis være mere tydelige omkring deres samarbejde, bemærker Charlotte Thy: 

“Det er besluttet at fastholde, at vi præsenterer resultaterne fra den sammenlignende LCA I lavede for os. Det betyder at vi også skal kunne udlevere notatet”.

“I lyset af den verserende oksekødssag bør notatet muligvis opdateres med et forord og en deklaration for at tydeliggøre hvad der er foregået”.

Forskerne tilføjer derfor dette om samarbejdet: 

“Danish Crown har givet redaktionelle og forståelsesmæssige kommentarer, herunder anvendelse af termen ”grisekød” frem for ”svinekød”. Metodevalg, bearbejdning af data og den endelige version af rapporten er lavet af medarbejdere ved Institut for Agroøkologi, Århus Universitet.”

Det er dog ikke en dækkende beskrivelse, mener Claus Emmeche.

“Det lyder som en camouflering af, hvad der reelt er foregået. De kunne jo have skrevet, at Danish Crown også har været med til at fortolke data og resultater” . 

Det er Sten Schaumburg-Müller enig i. 

“Det er jo ikke en særlig præcis måde at beskrive, hvad der er foregået. Det bør fremgå, når Danish Crown både har været med til at fremskaffe og vurdere data.”

Danish Crown vil ikke stille op til interview. Det skyldes, at Charlotte Thy og hendes daværende ledere ikke længere arbejder i virksomheden, skriver pressechef Jens Hansen.

Danish Crown erkender dog, at virksomheden har blandet sig for meget i tilblivelsen af svinerapporten. Rapportens konklusioner står dog fast, skriver Jens Hansen.  

“Vi er fuldt bevidste om, at forløbet omkring tilblivelsen af idéoplægget og den skriftlige fremstilling af projektet var kritisabelt. Det centrale for os er dog, at der ikke er sat spørgsmålstegn ved validiteten af rapportens analyser, beregninger og resultater.”

Samme toner lyder fra institutleder Jørgen Eivind Olesen. 

Står I bag denne rapport i dag?

“Vi står ikke bag processen, det foregår på en anden måde i dag. I 2019 havde vi ikke et kvalitetsledelsessystem, hvilket processen omkring denne rapport bærer præg af”, siger institutlederen.

Der var ikke nok armslængde?

“Da kvalitetsledelsessystemet blev indført i slutningen af 2019, efter denne rapport blev afleveret, ændrede vi processerne for i højere grad at sikre armslængde og i højere grad deklarere den nødvendige kommunikation og udveksling af data, der er mellem en forsker og en virksomhed. Det har ikke noget med forskningsresultaterne at gøre. Dem står vi fuldt og helt bag”.

Politiken og Danwatch har været i kontakt med Charlotte Thy, der ikke arbejder hos Danish Crown længere. Hun ønsker ikke at udtale sig.

Spionskibe, atomubåde, landgangsskibe og fregatter. Danske Rockwool har systematisk og helt bevidst forsynet den russiske flåde med hundredtusindvis af kvadratmeter skibsisolering, der er anvendt i nogle af de mest avancerede fartøjer i den russiske flåde.

Det afslører en samlet gennemgang af Ruslands officielle udbudsdatabase, som Danwatch og Ekstra Bladet har foretaget gennem flere måneder.

I alt findes der dokumentation for, at der siden Ruslands ulovlige annektering af Krim i 2014 er solgt Rockwool-skibsisolering mindst 52 gange til i alt 31 forskellige fartøjer i Putins flåde. Herunder blandt andet to destroyere, to ubåde der kan udstyres med atomvåben, to landgangsskibe, tre fregatter, seks minestrygere og fem efterretningsskibe – altså krigs- og spionskibe i den helt tunge ende af det russiske flådearsenal.

Sammenlagt udgør listen en anseelig del af Ruslands aktive flåde, der i juli 2023 anslås til at bestå af 297 krigsskibe, ubåde og andre militære fartøjer.

I 29 af tilfældene er salget sket gennem Rockwools officielle samarbejdspartner og distributør, virksomheden Marine Complex Systems LLC (MKS), som lever af at servicere det russiske militær.

For bedre at forstå, hvilken type fartøjer, Rockwool har leveret isolering til, har vi bedt orlogskaptajn og militær analytiker ved Center for Militære Studier på Københavns Universitet, Jens Wenzel Kristoffersen, om at kommentere på deres rolle i den russiske flåde:

Destroyer, project 11551
“Admiral Chabanenko” (650) of the Northern Fleet

Destroyer, project 1155
”Marshall Shaposhnikov” (543) of the Pacific Fleet

Begge er ældre destroyere, som dog stadig er i aktiv tjeneste. Er også set i Østersøen. Anvendes primært som anti-ubåds-enhed og er specielt designet til dette.
Jens Wenzel Kristoffersen
Orlogskaptajn og militær analytiker, Center for Militære Studier, Københavns Universitet

Flere af skibene har siden spillet en rolle i den nuværende krig i Ukraine. Det gælder de seks skibe, der tilhører Sortehavsflåden, men eksempelvis har landgangsskibet “Pyotr Morgunov” fra den Nordlige Flåde, som MKS i 2018 leverede Rockwool-produkter for 48 mio. rubler (cirka 4,5 mio. kr. i datidens kurs) til, også været direkte involveret i krigen.

I en EU-forordning fra marts 2022 står der om det 135 meter lange skib, der er udstyret med blandt andet en AK-630 kanon og tungt maskingevær: 

“Det store landgangsskib »Pyotr Morgunov«-projekt 11711, der blev bygget af United Shipbuilding Corporation, deltog i den ulovlige russiske invasion af Ukraine i 2022.”

Den ukrainske militæranalytiker Alexander Kovalenko bekræfter ligeledes over for Danwatch og Ekstra Bladet, at “Pyotr Morgunov” har spiller en vigtig rolle under krigen:

“Det har været i Sortehavet siden begyndelsen af invasionen af Ukraine. ‘Pyotr Morgunov’ har sørget for transport af ammunition, personel og udstyr og har også deltaget i mineringen af Sortehavet,” siger han.

Landing ship, project 11711
“Ivan Gren” (010) of the Northern Fleet
“Pyotr Morgunov” (017) of the Northern Fleet

Kapable russiske landgangsfartøjer, sidste nye på stammen. Lidt en hybrid mellem et amfibie- og landgangsfartøj og et egentligt krigsskib. Også set i Østersøen.
Jens Wenzel Kristoffersen
Orlogskaptajn og militær analytiker, Center for Militære Studier, Københavns Universitet

Afviser kundeforhold til Ruslands militær

Markedet for at sælge isolering til krigsskibe er noget, den hæderkronede danske virksomhed  har været helt bevidst om. I en officiel reklamepjece fra 2015, som Rockwool har oversat og distribueret i Rusland, fremhæves netop krigsskibe som et af de steder, Rockwools marine-isolering oftest bruges i.

Rockwools kommunikationschef, Michael Zarin, skriver i et svar til Danwatch og Ekstra Bladet, at man har kendskab til, at isoleringsprodukter i “visse tilfælde er blevet anvendt i russiske flådefartøjer”, og at de er solgt  via de russiske datterselskabers eksterne distributører.

“Hverken ROCKWOOL A/S eller vores russiske datterselskaber sælger direkte til russiske slutbrugere eller har et kundeforhold med det russiske militær,“ skriver Michael Zarin blandt andet.

Rockwool ønsker ikke at kommentere på, hvorfor virksomheden i Rusland fortsat samarbejder med MKS, der som virksomhed lever af at servicere den russiske flåde. De ønsker heller ikke at svare på spørgsmål om, hvorvidt koncernen stiller særlige krav til deres distributører i Rusland i forhold til slutbrugen for deres produkter.

”ROCKWOOL A/S har kendskab til, at almindelige isoleringsprodukter – samt isoleringsprodukter til brug i civile applikationer til skibsfarten solgt via de Russiske Datterselskabers eksterne distributører – i visse tilfælde er blevet anvendt i russiske flådefartøjer i lighed med, hvordan disse produkter bruges på alle former for skibe verden over – inklusiv kommercielle og industrielle fartøjer, samt krydstogtskibe og lystbåde. ROCKWOOLs produkter kan hverken transformeres til våben eller anvendes til militære formål i øvrigt. Ingen stenuldsprodukter er klassificeret som dual-use.

Alt i alt er der tale om harmløse produkter, hvor hovedanvendelsen er at isolere huse og bygninger for på den måde at forbedre energieffektiviteten. Hverken ROCKWOOL A/S eller vores russiske datterselskaber sælger direkte til russiske slutbrugere eller har et kundeforhold med det russiske militær. For god ordens, som vi tidligere har sagt, er produktionen af maritime isoleringsprodukter i Rusland ophørt i marts 2022.

I ROCKWOOL plejer vi ikke at kommentere på detaljerne, I spørger ind til, der vedrører konkrete projekt- eller kundeforhold – heller ikke forhold, der ligger næsten 10 år tilbage i tiden. Men som vi også tidligere har sagt, har ROCKWOOL omfattende retningslinjer, når det kommer til risikovurderinger og due diligence. ROCKWOOL har overholdt alle Rusland-relaterede sanktioner, hvilket Erhvervsstyrelsen også har konkluderet.”

 

Nuclear-powered ballistic missile submarine, project 955A
“K-549 Prince Vladimir” (825) of the Northern Fleet

Største, farligste og nyeste atomdrevne ubåd, som kan medføre de nyeste ballistiske missiler af typen ”Baluva”.

Farlig i Nordatlanten og hvis den slipper gennem GIUK gap (farvandene mellem Grønland, Island og Storbritannien, red.) uopdaget. Kan affyre sine missiler fra alle områder af jordkloden og ramme alle vestlige mål.
Jens Wenzel Kristoffersen
Orlogskaptajn og militær analytiker, Center for Militære Studier, Københavns Universitet

Kan udgøre militær trussel

Ifølge Jens Wenzel Kristoffersen, som er orlogskaptajn og militær analytiker ved Center for Militære Studier på Københavns Universitet, så er mængden af russiske flådeskibe med Rockwool samlet set i stand til at udgøre ”en trussel mod allierede styrker til søs, på land og i luften.”

”Samlingen af skibe vurderes at kunne udgøre en militær trussel mod allierede flådefartøjer, herunder ift. specialoperationer, indhentningsmissioner, monitorering, kortlægning af kritisk infrastruktur samt slutteligt i krise- og krigssituationer,” siger han.

Han fremhæver især de helt store skibe som slagkrydseren ”Admiral Nakhimov” og de to destroyere ”Marshal Shaposhnikov” og ”Admiral Chabanenko”, som alle på trods af at have mange år på bagen fortsat kan spille en stor rolle i fremtidige missioner.

”Særligt de større enheder, uanset alder eller om de har gennemgået ”midlife”-opdateringer, samt de nyeste nukleare enheder, udgør en særlig trussel i Atlanterhavet og mod NATO-allierede lande,” siger Jens Wenzel Kristoffersen.

Special-purpose nuclear-powered submarine, project 09852
“Belgorod” (BS-329) of GUGI, Northern Fleet

Denne enhed udgør rygraden i russernes evne til at kunne udføre dybhavsoperationer (3000 – 6000 meter) med GUGI og specialudrustede undervandsbåde. Størrelsen af denne indikerer, at den er mest velegnet til at udføre specialoperationer i Atlanten og Stillehavet, men det kan ikke udelukkes, at den også har været i Østersøen.
Jens Wenzel Kristoffersen
Orlogskaptajn og militær analytiker, Center for Militære Studier, Københavns Universitet

Professor Michael Petersen, som er leder af Russia Maritime Studies Institute ved US Naval War College og har en fortid i  både USA’s militære efterretningstjeneste og landets nationale sikkerhedsråd, mener også, at de mange konkrete krigsskibe er af stor betydning for Ruslands militær.

Han fremhæver, at Ruslands flåde har gennemgået en storstilet modernisering i årene før og efter den ulovlige annektering af Krim i 2014, og ifølge ham afspejler Danwatch og Ekstra Bladets liste med flådefartøjer, der er isoleret med Rockwool, præcis den udvikling.

“Den komplette liste giver et interessant og konkret indblik i den russiske flådes prioriteter for konstruktionen og modernisering af overfladeskibe. De afspejler en vægt på magtprojektion, efterretningsindsamling og kystforsvar,” siger han.

“Især er konstruktionen af ​​Project 22350 missilfregatter i Gorshkov-klassen det primære fokus i forhold til at genoprette den russiske overflade-flådes globale tilstedeværelse og militære slagkraft. De har udført Ruslands højest profilerede flådemissioner i fredstid, herunder den første jordomsejling af et russisk krigsskib siden det nittende århundrede i 2019.”

Frigate, project 22350
“Admiral Gorshkov” (417) of the Northern Fleet
“Admiral Kasatonov” (461) of the Northern Fleet
“Admiral Golovko” (456) of the Northern Fleet

Sidste nye stamme af fregatter til den russiske flåde. Særdeles kraftig enhed designet til bl.a. luftforsvar, men også til affyring af diverse krydsermissiltyper.

Stærkt inspireret af vestligt fregatdesign som multirole-fregat til anvendelse i alle domæner som overflade-, luft- og anti-ubåds-krigsførelse.

Om den er lige god til alle roller er tvivlsomt, men luftforsvarsrollen synes stærkest med dens long range strike-kapacitet med krydsermissiler samt de nyeste hypersoniske Tsirkon-missiler.
Jens Wenzel Kristoffersen
Orlogskaptajn og militær analytiker, Center for Militære Studier, Københavns Universitet

Systematisk praksis

Tilbage i februar måned i år indledte Erhvervsstyrelsen en undersøgelse, da Danwatch og Ekstra Bladet første gang kunne løfte sløret for Rockwools forbindelser til det russiske militær.

Dengang drejede det sig konkret om 5 skibe med Rockwool-isolering i, og Erhvervsstyrelsen mente ikke, der var grund til at tro, at Rockwool havde overtrådt de EU-sanktioner, der blev indført i forbindelse med annekteringen af Krim.

Tara Van Ho, som er en af verdens førende eksperter i menneskerettigheder og erhverv hos Essex Law School i England, understreger, at selvom det viser sig, at virksomheder ikke har brudt sanktioner, så er de stadig forpligtet til at overholde de FN’s retningslinjer for erhverv og menneskerettigheder (UNGP), som skal sikre, at virksomhederne ikke bidrager til overtrædelser af menneskerettighederne i alle led af deres værdikæde.

“Rockwool har stået bag en form for systematisk praksis, som virkelig er bekymrende i UNGP-perspektiv. Det tyder på, at der er et større problem med Rockwools screening-processer,” siger hun.

Attack submarine, project 677
“Velikie Luki” (B-587) of the Northern Fleet

En farlig lille fyr, som vurderes velegnet til kystnære operationer.

Efterfølgeren for ubådene i Kilo-klassen og er den nyeste diesel-elektriske type af ubåd, som Russerne lancerer. Den kan operere luftuafhængigt i op til 45 dage, hvilket gør den til en særligt farlig trussel i Østersøen, måtte den operere her. 

Er udstyret med de seneste versioner af Kalibr-krydsermissiler, som vi har set anvendt i Ukraine-krigen.
Jens Wenzel Kristoffersen
Orlogskaptajn og militær analytiker, Center for Militære Studier, Københavns Universitet

“Mange eller alle af disse salg er måske teknisk set i overensstemmelse med EU’s sanktioner, men Rockwool forsynede stadig det russiske militær via deres officielle distributører med produkter, der var nødvendige for militærets aktiviteter.”

“Så snart Rusland invaderede Krim, burde man have undersøgt de salg grundigere – det, vi kalder forhøjet menneskeretlig due diligence (risikovurdering, red.). At Rockwool fortsat tillod disse salg rejser spørgsmålet om, hvad de har foretaget sig, og hvad de foretager sig nu, for at sikre at de ikke er medskyldige i Ruslands krigsforbrydelser eller forbrydelser mod menneskeheden,” siger Tara van Ho.

Har et ansvar 

Fernanda Hopenhaym Cabrera, som er medlem af FN’s Arbejdsgruppe for Virksomheder og Menneskerettigheder, der er med til at implementere og rådgive om UNGP, understreger også, at Rockwool er forpligtet til at undersøge selskabets salg i Rusland.

“Enhver virksomhed, som forsyner våbensektoren med produkter eller opererer i områder præget af væbnet konflikt, bør foretage udvidet due diligence”.

Frigate, project 11540
“Neustrashimy” (772) of the Baltic Fleet

En gammel dame i arsenalet. Ansås engang for at være en af de største trusler mod ubåde i Østersøen. Udgør i dag ingen større trussel mod moderne ubåde.
Jens Wenzel Kristoffersen
Orlogskaptajn og militær analytiker, Center for Militære Studier, Københavns Universitet

“Rockwool har herefter et ansvar for at forebygge, afbøde og håndtere de potentielle eller faktiske menneskerettighedsbrud, som deres forretninger eller kommercielle relationer er skyld i,” siger Fernanda Hopenhaym Cabrera og fortsætter:

“Det betyder, at Rockwool har et ansvar for at beslutte, om de vil implementere direkte forebyggende tiltag, trække sig fra regionen, opgive kommercielle relationer, eller bruge deres indflydelse i forsyningskæden til at forebygge og håndtere de negative påvirkninger på menneskerettighederne, selvfølgelig baseret på resultaterne af deres udvidede due diligence.

Battlecruiser, project 11442M
“Admiral Nakhimov” (080) of the Northern Fleet

Den gamle Kirov-klasse i ny forklædning. Bliver udstyret med de seneste typer af moderne missiler, herunder Tsirkon, som er et hypersonisk missil, hvorfor den kan udgøre en trussel mod selv større hangarskibsgrupper i vestlig sammenhæng.

Dens alder, trods midlife update, gør dog, at den som enhed ikke vurderes at være den skarpeste men dog største atomdrevne overfladeenhed, den russiske flåde har at byde på. Tilstedeværelse i Nordatlanten vil dog bevirke, at der skal afsættes ressourcer til at holde øje med den i tilfælde af en skarp konflikt.
Jens Wenzel Kristoffersen
Orlogskaptajn og militær analytiker, Center for Militære Studier, Københavns Universitet

Danwatch og Ekstra Bladet har spurgt Rockwool om, hvorvidt man har stillet betingelser til selskabets russiske distributører – og om man selv mener, at salgene til det russiske militær overholder retningslinjerne i UNGP.

Det vil Michael Zarin, kommunikationschef i Rockwool, dog ikke svare på, men skriver blandt andet i en mail:

“(…) Som vi også tidligere har sagt, har ROCKWOOL omfattende retningslinjer, når det kommer til risikovurderinger og due diligence.”

Trods gentagne opfordringer har Rockwool ikke ønsket at fremvise resultaterne af de risikovurderinger, virksomheden angiveligt har foretaget sig i forbindelse med deres forretninger i Rusland.

Over 6 milliarder kroner.

Så mange penge har Danmarks største pensionsselskaber i alt investeret i statsobligationer i lande i Afrika, der har alvorlige problemer med korruption og menneskerettighedskrænkelser. 

Blandt andet i Cameroun, hvor militæret ifølge både Amnesty International og Human Rights Watch rutinemæssigt begår voldsomme overgreb på civile. 

I Mozambique, hvor regeringspartiet FRELIMO er involveret i en af de største korruptionssager i nyere afrikansk historie og flere gange er blevet beskyldt for valgsvindel

Og i Uganda, hvor myndighederne tyranniserer oppositionspolitikeren Bobi Wine, og der senest er blevet vedtaget en stærkt repressiv LGBTQ-lovgivning.

Det viser en opgørelse, Danwatch har foretaget i samarbejdet med Altinget.

Opgørelsen er baseret på Danwatchs database Pensionsmaskinen, mens situationen i de enkelte lande er opgjort ved hjælp af data fra organisationer som Freedom House og Transparency International.

Danwatch og Altinget har præsenteret materialet for en række eksperter, der mener, at pensionsselskaberne har et ansvar, når de investerer i autokratiske og korrupte lande.

“Når man køber statsobligationer i et land, understøtter man samtidig landets ledelse. Det kan ikke være anderledes”, siger professor på Institut for Økonomi, Carsten Tanggaard.

Overblik

Hvor i Afrika havner din pensionsopsparing?

Svær balance

Hvad er en statsobligation?

  • Statsobligationen bliver udstedt af et land, der ønsker at låne penge – eksempelvis til finansiering af store infrastrukturprojekter eller til at dække et statsunderskud. Køber du en statsobligation, agerer du altså långiver overfor en stat.
Kilde: Nykredit

Spørgsmålet om pensionskassernes investeringer i afrikanske statsobligationer skriver sig ind i et større dilemma, siger Gregory Smith, britisk investeringsmanager og forfatter til bogen Where Credit is Due: How Africa’s Debt Can Be A Benefit, Not a Burden

De afrikanske økonomier har massivt behov for privat kapital for at kunne sende børn i skole, skabe arbejdspladser, bygge infrastruktur, producere fødevarer og bekæmpe klimaforandringer. 

Men hvad så når lederne af de samme økonomier har for vane at dirigere penge ned i egne lommer og blæse på selv de mest grundlæggende demokratiske principper og menneskerettigheder? 

“Hvis man ser på målinger fra IMF (Den Internationale Valutafond, red.) har lande som Cameroun, Etiopien og Rwanda hævet levestandarden de seneste år. Det var ikke sket uden udenlandske investeringer. Men samtidig er der i alle tre lande alvorlige eksempler på seriøse menneskerettighedsbrud. Det er en svær balance”, siger Gregory Smith.

Den særlige udfordring med statsobligationer er, at de i udgangspunktet er en blankocheck til landet, der udsteder dem. 

Pengene er typisk ikke reserveret til bestemte formål eller projekter, men kan bruges på hvad som helst. Det kunne være en bro eller et vandprojekt – men det kunne ligeså godt være våben til militæret, eksempelvis.   

“Man smider pengene direkte ned i statskassen, og hvad der så sker med dem derfra, er nærmest umuligt at holde snor i”, siger Gregory Smith. 

En ny type statsobligationer

De seneste år er der dog opstået et voksende marked for såkaldte ESG bonds, det vil sige en type statsobligationer, der er specifikt tiltænkt klimavenlige eller socialt ansvarlige tiltag. 

Markedet for ESG bonds er endnu ikke særlig udbredt i Afrika, men i sidste uge introducerede Gabon en “blå statsobligation”, der skal skaffe finansiering til “maritim naturbevarelse”.

Som den eneste af pensionskasserne med målrettede statsobligationer i Afrika oplyser PensionDanmark, at deres knap 14 millioner kroner statsobligationer i vestafrikanske Benin er øremærket projekter, der “skal fremme uddannelsesmulighederne i Benin, sikre bedre adgang til drikkevand og sørge for vedvarende energi til den beninske befolkning”.

Hverken grønne eller sociale obligationer eliminerer dog risikoen ved at investere i lande, der har kendte problemer med korruption og menneskerettigheder, vurderer Gregory Smith.

“Man skal tage højde for såkaldt additionalitet, altså netto-effekten af sin investering. Det kan godt være, at man køber obligationer øremærket bestemte, velgørende formål, men investeringen frigiver samtidig midler andre steder i budgettet, som så kan blive brugt på præcis nogle af de ting, man som investor gerne vil undgå at finansiere. Lidt forenklet kan man sige, at hvis man låner et land til en dæmning, vil landet have flere penge at bruge på sit militær”, siger han. 

Læs alle pensionskassernes fulde svar i bunden af artiklen

PensionDanmark “anerkender til fulde denne risiko”, skriver Jan Kæraa Rasmussen, chef for ESG og bæredygtighed i en mail til Danwatch og Altinget.

“Det er risikofyldt at investere i udviklingslande, men uden privat kapital er det meget begrænset, hvor mange muligheder disse lande har for at udvikle sig i en positiv og bæredygtig retning”, skriver han.

OVERBLIK

Hvilke pensionskasser investerer hvor?

Investorerne har et ansvar

Netop de afrikanske økonomiers behov for privat kapital går igen i pensionsselskabernes svar på, hvorfor de køber statsobligationer i afrikanske lande med historik for menneskerettighedskrænkelser og korruption.    

“Hvis udviklingslandene nogensinde skal komme deres udfordringer til livs, så er der brug for private investeringer, som kan være med til at rykke landene økonomisk for at skabe bedre vilkår inden for uddannelse, infrastruktur, menneskerettigheder og miljø”, siger Mads Steinmüller, Chief ESG Specialist i Danica Pension.

Fra AP Pensions chef for ansvarlige investeringer, Anna Maria Fibla Møller, lyder det, at “adgangen til international kapital er essentiel for at kunne tilvejebringe økonomisk fremgang for landene og deres indbyggere og en positiv udvikling generelt set”. 

Og PensionDanmark henviser til, at Afrika, ifølge FN’s klimapanel IPCC, har et finansieringsbehov til den grønne omstilling, som er tolv gange højere end det nuværende niveau af investeringer.  

Når det kommer til stykket, vurderer professor Carsten Tanggaard, er pensionskasserne imidlertid kun optaget af én ting: 

“Det er ikke pensionskassernes opgave at løse Afrikas problemer. Deres mandat er at skaffe et godt afkast for kunderne”, siger han. 

De afrikanske landes finansieringsproblemer betyder heller ikke, at pensionskasserne kan ignorere risikoen for, at deres investeringer går til et brutalt specialpoliti eller aldrig kommer befolkningen til gavn. 

Det slår Ioana Tuta, specialkonsulent med ekspertise i menneskerettigheder og finans hos Institut for Menneskerettigheder, fast. 

”Pensionskasserne skal respektere menneskerettigheder. Det indebærer, at de vurderer, hvorvidt deres investeringer bliver brugt af stater, der undertrykker menneskerettigheder, og hvor muligt, bruger deres indflydelsesevne således at stater stopper og udbedre deres krænkelser af menneskerettighederne. De kan ikke vende det blinde øje til menneskerettighedsovertrædelser og sige, at de intet med dem har at gøre”, siger hun. 

Sådan har vi gjort

  • Danwatch og Altinget har screenet Danmarks største pensionskassers for investeringer i afrikanske statsobligationer gennem Danwatchs database Pensionsmaskinen. 
  • Vi har udvalgt de lande, som ifølge menneskeretsorganisationer og analyser fra Freedom House og Transparency International vurderes til at have de største problemer med korruption og overholdelse af menneskerettighederne. 
  • Derfor er lande som Sydafrika og Ghana, som pensionskasserne ellers har store investeringer i, ikke med i undersøgelsen.
  • Danwatch og Altinget har præsenteret materialet for en række eksperter, der mener, at pensionsselskaberne har et ansvar, når de investerer i autokratiske og korrupte lande.
  • Vi har spurgt pensionskasserne om, hvorfor de investerer i statsobligationer i de pågældende afrikanske lande, og hvad de gør for yde indflydelse på de respektive regeringer. 
  • Pensionskasserne anerkender, at der er udfordringer med både overholdelse af menneskerettigheder og god regeringsførelse i landene, men henviser samtidig til, at Afrika har brug for tilførsel af udenlandsk privat kapital, hvis landene skal kunne finansiere jobskabelse, klimabekæmpelse og velfærdsydelser.

Begrænset indflydelse

Når et pensionsselskab investerer i en stor virksomhed, kan de samtidig få mulighed for at stemme på virksomhedens generalforsamling. Ny bestyrelse? Udfasning af olie? Øget transparens? På den måde kan de som investorer, afhængig af størrelsen på deres aktiepost, påvirke deres investering.

Samme mulighed har pensionsselskaberne ikke, når de investerer i statsobligationer, forklarer Ann Frank Andresen og Camilla Ogunbiyi.

De arbejder begge i Nordea Asset Management, og så er de medforfattere til en ny rapport om menneskerettigheder og statsobligationer udgivet af UNPRI, et FN-støttet netværk for finansielle institutioner. 

Når det nigerianske militær, som Reuters gjorde december 2022, bliver afsløret i at drive et ulovligt abortprogram i den nordlige del af landet, kan man som dansk pensionskasse med nigerianske statsobligationer i porteføljen, i udgangspunktet ikke stille meget op. 

Det samme, når Benins præsident Patrice Talon fænglser oppositionspolitikere. Eller når senegalesiske sikkerhedsstyrker dræber 23 demonstranter.

“Som investor har man ingen direkte indflydelse, når man køber obligationer af en suveræn stat. Ultimativt kan et land gøre, hvad det har lyst til. Det er det, der gør investeringer i statsobligationer så komplekse”, siger Camilla Ogunbiyi.

Mulighed for dialog

I deres svar til Danwatch og Altinget anerkender pensionsselskaberne, at det er svært at påvirke de stater, de køber statsobligationer i. 

“Helt overordnet er det langt vanskeligere at udøve aktivt ejerskab over for stater end over   for virksomheder. Derfor står valget som udgangspunkt mellem at investere eller ej”, skriver Industriens Pensions pressechef Laurits Harmer Lassen i en mail. 

Private investorer i statsobligationer er dog ikke helt uden påvirkningsmuligheder, siger Camilla Ogunbiyi. 

“Landene rejser rundt på roadshows og præsenterer deres obligationer – enten virtuelt eller fysisk – og allerede her vil man som investor kunne rejse forskellige problematikker. Det vil give dig et godt billede af, om der er tale om en regering, der er bekendt med sine udfordringer, og gør hvad den kan for at løse dem, eller om den er fuldstændig afvisende over for enhver bekymring”, siger hun.

I UNPRI-rapporten, som Ann Frank Andresen og Camilla Ogunbiyi har været med til at skrive, anbefales private investorer netop at gå i dialog om blandt andet menneskerettigheder med obligationsudstederne. Også efter investeringen er foretaget.

“Opsøgende dialog er en afgørende del af ansvarlig investering i alle aktivklasser; der bør ikke være nogen undtagelse for investeringer i statsobligationer”, står der i rapporten. 

Danwatch og Altinget har spurgt samtlige af pensionskasserne, hvad de gør for at påvirke menneskerettighedssituationen i de afrikanske lande, de har statsobligationer i.

Sampension oplyser, at de ikke har “nogen egen dialog med fremmede stater om sådanne forhold”. Det samme gør blandt andre P+, der skriver, at deres “aktive ejerskab er fokuseret på selskaber”.

Kun ét pensionsselskab oplyser, at de fører en selvstændig dialog med de afrikanske lande, de køber statsobligationer fra.

“Vi har blandt andet mødtes med repræsentanter fra Gabon og Angola for at tale om miljø, og vi har mødtes med Kenya for at tale om fødevaresikkerhed, anstændigt arbejde og økonomisk vækst og arbejdsløshed blandt unge”, skriver Danica Pensions Chief ESG Specialist, Mads Steinmüller, til Danwatch og Altinget.

Se hvad dit pensionsselskab siger:

“Helt overordnet er det meget vanskeligt at bidrage til at finansiere en bæredygtig udvikling og bekæmpelse af fattigdom på det afrikanske kontinent, hvis det er forbundet med krav om respekt for menneskerettigheder og god regeringsførelse på linje med det, der fx kendes i EU.

Vi foretager løbende vurderinger af situationen og udviklingen i lande, som får anmærkninger hos troværdige organisationer, heriblandt Freedom House. I sådanne vurderinger vil der altid være argumenter både for og imod, og et fravalg af et land vil også medføre et fravalg af muligheden for at bidrage med finansiering, som kan mindske fattigdom, bekæmpe sult, skabe vækst og beskæftigelse, fremme den grønne omstilling eller styrke sundhed og sanitet.

Den afrikanske region har ifølge FN’s klimapanel IPCC et finansieringsbehov til den grønne omstilling, som er op til 12 gange så stort som de investeringer, regionen modtager i dag. At udelukke hovedparten af de afrikanske lande, fordi de ikke kan leve op til vores krav om god regeringsførelse, vil i vores optik ikke kunne betegnes som en ansvarlig investeringspolitik over for de 1,5 mia. mennesker, der lever på det afrikanske kontinent. Og det vil heller ikke være ansvarligt at allokere alle investeringerne til den lille håndfuld af lande, der klarer sig relativt godt i undersøgelser fra Freedom House og Transparency International.

Med udgangspunkt i denne balance har vi valgt at udelukke flere af de afrikanske lande, som står længst tilbage, men vi ønsker fortsat at være med til at finansiere en god udvikling for Afrikas befolkninger, også selv om situationen langt fra er ideel.

Som ejer af statsgæld har man begrænsede muligheder til at udøve aktivt ejerskab i forhold til, hvis man er aktionær i en virksomhed. Derfor går vi også andre veje for at fremme en bæredygtig udvikling i tredjeverdens.

Fx indgår vi i såkaldte blended finance-partnerskaber om investeringer i udviklingslande, særligt i Afrika, hvor offentlige udviklingsmidler og risikovillig, privat kapital investereres i målrettede projekter og sektorer for at imødekomme det store og uforløste finansieringsbehov i mange afrikanske lande.

Blandt andet har vi været med til at understøtte havneinfrastrukturen og den økonomiske udvikling i Gabon, udbygning af hydro- og solenergi i Elfenbenskysten, der har sikret mere end 200.000 lokale husstande adgang til grøn strøm, samt skabt beskæftigelse til et stort antal kvinder i Kenya og Malawi”

– Jan Kæraa Rasmussen, chef for ESG og Bæredygtighed

“Hvis vi skal løse udfordringerne i udviklingslandene og komme i mål med FN’s 17 verdensmål, så kræver det private investeringer. Selvom Danmark også støtter en række afrikanske lande med udviklingsbistand, kan offentlige midler ikke løse problemerne alene.

Udviklingslande har en række udfordringer inden for klima, sociale forhold og governance. Hvis udviklingslandene nogensinde skal komme deres udfordringer til livs, så er der brug for private investeringer, som kan være med til at rykke landene økonomisk for at skabe bedre vilkår inden for uddannelse, infrastruktur, menneskerettigheder og miljø. Derudover anbefaler organisationer, som eksempelvis EU, OECD, FN og Verdensbanken, at private investorer investerer i udviklingslande for at sætte skub i udviklingen.

Vi investerer i landets økonomi eller specifikke projekter, som kan være med til at fremme økonomisk vækst og menneskerettigheder. Derudover går vi typisk i dialog med udviklingslandene. Blandt andet mødtes vi med repræsentanter fra Gabon, Angola for at tale om miljø, og vi har mødtes med Kenya for at tale om fødevaresikkerhed, anstændigt arbejde og økonomisk vækst, arbejdsløshed blandt unge”

– Mads Steinmüller, Chief ESG Specialist

“Når vi investerer i statsobligationer, har vi valgt at benytte en såkaldt ESG-score for lande i overvejelserne om en eventuel eksklusion. Scoren foretages af en ekstern samarbejdspartner, Sustainalytics, og den indeholder en lang række parametre, som bl.a. tager højde for respekt for menneskerettigheder, antikorruption, bestikkelse, klimahensyn samt effektiv og stabil regeringsførelse. Vi ekskluderer alle lande, der opnår en samlet score under en opsat grænse, og derudover ekskluderer vi også lande, som er omfattet af sanktioner vedtaget af FN eller EU med Danmarks tilslutning. Der er dog desværre overtrædelser af menneskerettigheder i mange af verdens lande, men trods dette ønsker vi omvendt ikke helt at fravælge investeringer i statsobligationer i udviklingslande.

Vi har dels en række forskellige samarbejdspartnere, der bidrager med detaljerede informationer på en lang række parametre, og vi laver dels en grundig due diligence af alle vores eksterne forvaltere med bl.a. stor vægt på tilgangen til ESG-forhold. Dette er vurderinger, der løbende opdateres. Derudover har vi lavet et skræddersyet benchmark for investeringer i Emerging Markets-obligationer, hvor vi har fjernet en lang række problematiske lande (dvs. både landene fra eksklusionslisten og yderligere lande). Dette benchmark opdateres løbende, og det betyder, at der ikke passivt investeres i de pågældende lande.

Vores eksterne forvaltere har en dialog med landene, når de udsteder nye statsobligationer, men det er i sagens natur langt vanskeligere at udøve effektfuldt aktivt ejerskab over for lande end over for virksomheder. Helt overordnet er der ingen tvivl om, at investeringer i statsobligationer fra udviklingslande er fyldt med dilemmaer. Der er ofte brug for finansiering, og i nogle tilfælde kan investeringerne gå til økonomisk vækst og udvikling i mindre udviklede lande. Omvendt kan det desværre også i nogle tilfælde risikere at gå til fx undertrykkelse og brud på menneskerettigheder”

– Laurits Harmer Lassen, pressechef

“Sampension har ekskluderet en række stater, som er underlagt sanktioner fra FN eller EU, eller hvor der i øvrigt sker systematiske brud på fundamentale menneskerettigheder. Ved vurderingen af eventuel eksklusion inddrages også, men med mindre vægt end vedrørende fundamentale menneskerettigheder, niveau for korruption i staten, i den politiske ledelse og organisationer, demokratisk niveau, sikring af arbejdstagerrettigheder, statens efterlevelse af miljøansvar og ligestilling indenfor uddannelse og arbejdsmarked. De eksponeringer, som vi har, flugter med politikken om ansvarlige investeringer, og det skal i øvrigt også ses i sammenhæng med de behov for økonomisk udvikling og for klimarelaterede investeringer, som stort set alle lande i Afrika har. Det kan kun imødekommes med kapital udefra.

Investering i statsobligationer sker i Sampension ved den interne forvaltning, og heri indgår både risici knyttet til systematiske overtrædelser af fundamentale menneskerettigheder og andre risici. Der er en løbende overvågning heraf. Også Freedom Houses score indgår her, med særlig vægt på ”Civil Liberties”. 

I den praktiske udmøntning af investeringspolitikken vil der også være lagt vægt på at undgå investeringer i obligationer udstedt af stater, som der er en væsentlig risiko for kan blive føjet til eksklusionslisten, og som det kan være svært at afhænde. Forhold, som er belastende for vurderingen af en stat i henhold til den ansvarlige investeringspolitik, vil også ofte kunne indebære en forøget kreditrisiko.”

– Henrik Olejasz Larsen, investeringsdirektør

“AP Pension ser positivt på investering i statsobligationer fra lav- og middelindkomstlande (også kaldet emerging market-lande). Fælles for landene er, at de har et stort vækstpotentiale, og at adgangen til international kapital er essentiel for at kunne tilvejebringe økonomisk fremgang for landene og deres indbyggere og en positiv udvikling generelt set. Samtidigt er det dog vigtigt at understrege, at AP Pension ikke ønsker at støtte stater, som ikke lever op til en række fastsatte minimumskriterier, som bl.a. dækker over menneskerettigheder og korruption.

Derfor arbejder vi ud fra et princip om inklusion af emerging market-lande, hvilket afspejler vores ønske om at støtte op om FN’s verdensmål for bæredygtig udvikling. Dette betyder, at vi kun inkluderer de lande i vores investeringsunivers, som har en tilstrækkeligt fyldestgørende bæredygtighedsprofil ud fra en række udvalgte parametre. Med udgangspunkt i AP Pensions politik for ansvarlighed og bæredygtighed på investeringsområdet screener vi landene ud fra en række kvantitative kriterier, som bl.a. omfatter graden af politisk og personlig frihed for borgerne i landet, regeringssanktioner fra EU eller FN og fremskridt mod opnåelse af FN’s verdensmål. Kriterierne er baseret på en række indikatorer fra internationalt anerkendte kilder, som bidrager til at afdække de enkelte landes udvikling, og landene skal leve op til alle kriterier for, at AP Pension vil investere i deres statsobligationer.

Foruden ovenstående kriterier skal landene også igennem en kvalitativ vurdering fra vores ESG-team. Identificerer vi forhold, som påvirker vores vurdering i negativ retning, placerer vi landet på en intern fokusliste med henblik på at følge udviklingen nærmere. Denne screening foretager vi to gange årligt, og antallet af investerbare lande vil derfor variere over tid. Valg om inklusion af statsobligationer i vores investeringsunivers er ikke dilemmafrit, og vi ønsker at være transparente omkring dette. Vi er forpligtede til at sikre vores kunders pensionsopsparing gennem risikostyring og diversificering, og med vores tilgang til inklusion af emerging market-lande er det vores vurdering, at vi lever op til det, samtidig med at vi støtter økonomisk vækst i emerging market-lande, så længe de lever op til vores fastsatte kriterier”

– Anna Maria Fibla Møller, chef for ansvarlige investeringer

“I PKA investerer vi i en række udviklingslande. Det gør vi blandt andet gennem statsobligationer samt i fonde, der skal bygge og drive infrastrukturprojekter blandt andet i Afrika, foruden mikrolånsfonde, der udlåner penge til indkomstskabende aktiviteter for lavindkomstfamilier. Vi stiller generelt en række krav til vores forskellige typer investeringer, hvilket også gælder for vores globale investeringer i statsobligationer, som skal leve op til anerkendte generelle og internationale retningslinjer – herunder sanktionslister. Derfor opdaterer vi naturligvis også vores negativliste for lande, vi ikke ønsker at investere i, i tråd med de internationale standarder fra EU og FN samt lovgivning fra det danske folketing”

– Michael Nellemann Pedersen, investeringsdirektør

“Som en del af vores arbejde med ansvarlige investeringer, herunder vores implementering af UNGP og PRI, fravælger P+ lande med en lav såkaldt ESG-score, der er en samlet vurdering af de sociale, ledelses- og miljømæssige forhold i landet. P+ benytter en ESG-score fra en ekstern dataleverandør, som inddrager data fra bl.a. Freedom House og en lang række andre organisationer i sin vurdering. De omtalte landes ESG-score har ikke givet anledning til fravalg.

Vores investeringer i statsobligationer bliver foretaget via eksterne forvaltere, der som en del af deres due diligence skal sørge for at overholde vores fravalgsliste. P+ overvåger løbende landes adfærd, og vi revurderer minimum én gang om året vores tilgang til statsobligationer og om der er lande, der skal vælges til eller fra”

– Kirstine Lund Christiansen, chef for ansvarlige investeringer

“Lægernes Pension har i 2022 vedtaget en ny politik for investeringer i lande. Vores nye politik og overvejelserne bag er uddybet i vores bæredygtighedsrapport for 2022. Den nye politik betyder, at vi ikke investerer i lande, som bryder med et eller flere af nedenstående kriterier:

  • Lande må ikke optræde på EU’s sortliste over skattely. 
  • Lande må ikke være omfattet af EU-sanktioner. Det gælder alle sanktionstyper, herunder finansielle sanktioner, våbenembargoer og indrejserestriktioner. Et land omfattes uafhængigt af om det er personer eller organisationer fra et land, som er genstand for sanktionerne.
  • Lande skal kunne efterleve minimumsstandarder for god forvaltningsskik. Til vurdering heraf anvendes en bæredygtigheds-rating fra MSCI, hvor stater med laveste (CCC) og stater med næstlaveste (B) rating-niveau med risiko for nedjustering ekskluderes.

Som følge af eksklusionskriterierne er der pt. optaget 47 lande på vores negativliste.

Vores tilgang til investeringer i afrikanske lande og øvrige udviklingsøkonomier skal dels tage højde for at få lande lever op til nordiske standarder, og dels at lande kan befinde sig i en gråzone, hvor de har udfordringer med at overholde menneskerettigheder, demokratiske principper mv., men omvendt klarer sig relativt godt på andre økonomiske og sociale parametre. 

Det skaber udfordringer med at fastsætte, hvordan forskellige forhold skal vægtes i vurderingen af lande. Brug af vurderinger fra Freedom House eller tilsvarende organisationer løser ikke udfordringerne. Fx har lande som Ukraine, Ungarn, Mexico, Indien og Singapore status som ”delvist frie” selvom landene på mange områder adskiller sig væsentligt og positivt fra rækken af afrikanske lande med samme status.

Som et samlet svar på jeres spørgsmål er vores samlede budskab derfor også, at i lyset af udfordringerne har vi valgt at benytte EU-sanktioner som grundlag i vores vurdering af lande. EU-sanktioner er et centralt redskab i EU’s fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik og har til formål at beskytte bl.a. demokrati, retsstat, menneskerettighederne og folkerettens principper. Det er dermed udtryk for en politisk vurdering af, hvad Danmark og de øvrige EU-lande vil acceptere, når det kommer til den sociale og politiske udvikling i verdens lande. Det er vores klare opfattelse, at Lægernes Pensions landepolitik bidrager til, at vores investeringer er i tråd med de normer og værdier, som EU – og dermed Danmark – ønsker at fremme”

“I Velliv har vi pt. en tilgang, hvor vi afholder os fra at investere i statsobligationer, der er udstedt af de 30 lande, der gennemsnitligt rangerer lavest på Worldwide Governance Indicators (WGI), hvorfor de nævnte lande ikke er ekskluderet fra vores investeringsportefølje i dag. WGI indebærer aggregerede indikatorer for landes regeringsførelse i forhold til emner som ’Voice and Accountability’, ‘Rule of Law’ og ‘Control of Corruption’ ud fra flere hundrede forskellige datakilder. Vi kigger kontinuerligt på vores proces for at vurdere, om den er passende for de principper, der indgår i vores investeringspolitik”

– Mikkel Bro Petersen, pressechef

“Det er en svær balance, da mange udviklingslande, herunder afrikanske lande, er præget af fattigdomsproblemer og dårlig regeringsførelse, hvilket kan føre til mere hyppige overtrædelser af AkademikerPensions Politik for ansvarlige investeringer. Samtidig kan investeringer i statsobligationer være med til at forbedre de sociale forhold i de pågældende lande.
Investeringer i denne aktivklasse kræver derfor, at vi som investor foretager due diligence i tråd med de internationaler retningslinjer (se næste svar på spørgsmål).

Det er i denne forbindelse afgørende, om det pågældende land vurderes til at være i en positiv udvikling i forhold til menneskerettigheder, og om investeringer evt. kan bidrage til at forstærke en sådan positiv udvikling. Hvis omvendt der i landet foregår grove krænkelser af menneskerettigheder, og der ikke er indikationer om væsentlige forbedringer, kan investeringer være problematiske. Vi er derfor som investorer forpligtede til at forholde os til problemstillingerne og kommunikere transparent herom.

AkademikerPension overvåger løbende porteføljen og modtager en kvartalsvis global screening af investeringer i statsobligationer fra en uafhængig, specialiseret samarbejdspartner (Sustainalytics).

Der screenes for staternes beskyttelse af grundlæggende menneskerettigheder, herunder graden af ligestilling mellem kønnene og borgernes civile og politiske rettigheder. Vi screener ligeledes for, om staterne har ratificeret Paris-aftalen og i hvilken grad staternes klimapolitik understøtter Paris-aftalen.

Én gang om året vurderes hvilke lande, som bør ekskluderes fra AkademikerPensions portefølje. Det vurderes bl.a. om landene er påvirket af vedvarende problemer og om der er tegn på positiv forandring fremadrettet. AkademikerPension må ikke investere i de stater, der optages på eksklusionslisten.

Særligt for statsobligationer udstedt af udviklingslande gælder det, at de ofte er udstedt af lande med fattigdomsproblemer og dårlig regeringsførelse, hvilket kan føre til mere hyppige overtrædelser af AkademikerPensions Politik for ansvarlige investeringer. Screeningen fokuserer derfor på at isolere aktivklassens værste elementer og samtidig identificere de investeringsmæssigt mest undværlige, da det er ønskeligt at kunne være til stede i aktivklassen.

Årsagen er hensyn til den samlede porteføljes risiko-spredning, ligesom adgang til international finansiering ofte er central for at kunne bidrage med finansiering til at løfte udviklingsniveauet i de enkelte lande. AkademikerPension anvender et styringsværktøj – et skræddersyet benchmark – til at sikre den bedst mulige porteføljepleje på trods af en lang eksklusionsliste. Det giver mulighed for at fravælge flere problematiske lande set fra et menneskerettighedsperspektiv, og samtidig have en god og betryggende porteføljestyring.

Vi er ikke bekendt med danske investorer som også anvender denne metode, som vi selv – i al beskedenhed – anser for at være ’best practice’.  Men selv med denne løsning er der grænser for, hvor mange stater, der kan ekskluderes uden at kompromittere risikospredningen og dermed den økonomisk forsvarlige forvaltning af medlemmernes opsparing. Der er derfor flere lande med et belastet forhold til menneskerettighederne, som AkademikerPension fortsat holder fast i, fordi ellers så kunne vi i sidste ende slet ikke være i aktivklassen.

Hertil vurderer AkademikerPension alle kapitalforvaltere i forhold til deres arbejde med ansvarlige investeringer, samt indtænker hensyn til ansvarlighed i udvælgelsen af nye forvaltere.”

– Anders Schelde, investeringsdirektør

“PenSam har en global portefølje af statsobligationer fra Emerging Markets, som tager udgangspunkt i markedsindekset JP Morgan EMBI Global Diversified (EMBI). EMBI indeholder lande med et BNP pr. indbygger under et vist niveau (de fattigste lande i verden). Udover at en sådan portefølje over tid forventes at give et tilfredsstillende afkast, bidrager PenSam således også til investeringer i lande, der har behov for dette.  

Det er dog klart, at man gennem investeringer i Emerging Markets ofte vil få problemstillinger ift. ESG. Der investeres derfor ikke i alle landene i EMBI, da der fravælges lande med de største ESG-udfordringer. Der ses her bredt på ESG i forhold til f.eks. korruption, politiske rettigheder, forurening, alternativ energi, ligestilling m.fl.

Der er etableret et samarbejde med Sustainalytics, der foretager en ESG score for 179 lande, på baggrund af ca. 30 forskellige ESG-faktorer. Der kan opnås en score på mellem 0 og 100. 

PenSam har besluttet, at der som udgangspunkt ikke vil blive investeret i statsobligationer fra lande med en score på under 30, hvilket svarer til rating E (Ratingen er fra A – E). Der kan forekomme undtagelser, hvis særlige forhold gør sig gældende. Hvis der er f.eks., er tegn på eller forventninger om forværringer mht. ESG i et land, kan landet blive sat på eksklusionslisten selvom scoren er over 30. Det modsatte kan også være tilfældet. Udover lande med en score under 30, investeres der ikke i lande på EU’s sortliste over skattely. 

Ud fra holdninger hos interesseorganisationer og forhold inden for specifikke ESG-områder i enkelte lande, kan det naturligvis altid diskuteres, om eksklusionslisten bør indeholde flere lande. PenSam vurderer dog, at den beskrevne fremgangsmåde sikrer en struktureret/ensartet tilgang til investering i statsobligationer fra Emerging Markets”

“Statsobligationer er en vigtig del af vores investeringer, som har til formål at skabe gode afkast for vores medlemmer. Men lige så vigtigt området er, lige så svært kan det være at navigere i. Man kunne hurtigt ekskludere store dele af verden, hvis man vil være helt sikker på, at ens investerede kroner ikke finansierer stater, som i en eller anden grad har udfordringer med menneskerettigheder, men vi tror på, at vores kapital også er nødvendig for at sikre fremgang i de udviklingslande, vi har købt statsobligationer i. Her er der blandt andet brug for statslig finansiering af skoler og hospitaler,”

”Vi retter os efter både EU’s og USA’s sanktionsliste, når vi udvælger lande at investere i, og derudover er der lande, vi gennem vores eksterne forvaltere har valgt ikke at investere i baseret på en selvstændig vurdering af landets forhold. Aktuelt er der desuden et arbejde i gang i vores organisation med at videreudvikle vores eksklusionsfaktorer for lande som beskrevet i vores rapport om samfundsansvar for 2022.”

– Morten Roed Eriksen, investeringschef

De danske myndigheder har givet tilladelse til at eksportere militært udstyr til Saudi-Arabien, selvom et dansk eksportforbud var i effekt.

Det viser en aktindsigt, som Danwatch og Dagbladet Information har søgt hos Rigspolitiet. 

Rigspolitiet bekræfter, at tilladelsen er givet og erkender samtidig, at den militære eksporttilladelse til Saudi-Arabien er givet ved en fejl.

“Rigspolitiet har konstateret, at der i den konkrete sag er begået en fejl under Rigspolitiets behandling af sagen”, skriver Rigspolitiet i en mail til Danwatch.

Det havde ellers bred politisk opbakning, da den daværende VLAK-regering i november 2018 besluttede, at der ikke længere skulle eksporteres militært udstyr fra Danmark til Saudi-Arabien.

Den beslutning traf de danske politikere efter den kritiske journalist Jamal Kashoggi blev slået ihjel på det saudiske konsulat i Tyrkiet. Forbuddet blev samtidig begrundet med anklager om mulige krigsforbrydelser i Yemen, hvor Saudi-Arabien siden 2015 har ført en krig, der af FN omtales som “verdens værste humanitære katastrofe”.

Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen ophævede forbuddet i marts måned i år, men nu kan Danwatch i samarbejde med Dagbladet Information afsløre, hvordan dansk forsvarsindustri alligevel fik lov til at eksportere militært udstyr et halvt år inden. 

FAKTA

Saudi-Arabiens sorte samvittighed

Saudi-Arabien er et af verdens mest undertrykkende regimer og står sammen med de Forenede Arabiske Emirater i spidsen for en af vor tids største humanitære katastrofer: krigen i Yemen.

Foto: EPA/SABAH NEWSPAPER
  • Tusindvis af saudiske menneskerettighedsaktivister og dissidenter er idømt lange fængselsstraffe ved groft uretfærdige retssager for fredelige ytringer eller for at danne foreninger og civilsamfundsorganisationer.
  • Derudover diskrimineres landets kvindelige befolkning fortsat voldsomt og savner både personlige og politiske rettigheder. 
  • Ingen er indtil videre arresteret eller retsforfulgt for mordet på den saudiske journalist Jamal Khashoggi, der den 2. oktober blev dræbt og skåret i småstykker på det saudiske konsulat i Istanbul den 2. oktober 2018.

Massiv undertrykkelse

  • Tusindvis af saudiske menneskerettighedsaktivister og dissidenter er idømt lange fængselsstraffe ved groft uretfærdige retssager for fredelige ytringer eller for at danne foreninger og civilsamfundsorganisationer.
  • Derudover diskrimineres landets kvindelige befolkning fortsat voldsomt og savner både personlige og politiske rettigheder. 
  • Ingen er indtil videre arresteret eller retsforfulgt for mordet på den saudiske journalist Jamal Khashoggi, der den 2. oktober blev dræbt og skåret i småstykker på det saudiske konsulat i Istanbul den 2. oktober 2018.
Foto: AP Photo/Hani Mohammed
  • En militær koalition under ledelse af Saudi Arabien og de Forenede Arabiske Emirater har siden 2015 ført krig mod den væbnede Houthi-gruppe i Yemen. Krigen omfatter ulovlige angreb, der har dræbt og såret tusinder af civile yemenitter, massearrestationer og drift af hemmelige torturfængsler.
  • Derudover har en årelang saudisk-ledet blokade af nødhjælp til landet kostet titusindvis af mennesker livet. Selv om krigen er mindre intensiv end tidligere, har Saudi Arabien og Emiraterne fortsat militærbaser samt fly- og specialstyrker i landet.
  • Ifølge FN har over 20 millioner yemenitter i øjeblikket akut brug for humanitær bistand, hvilket gør Yemen-krigen til verdens værste humanitære katastrofe.

Krigsforbrydelser i Yemen

  • En militær koalition under ledelse af Saudi-Arabien og de Forenede Arabiske Emirater har siden 2015 ført krig mod den væbnede Houthi-gruppe i Yemen. Krigen omfatter ulovlige angreb, der har dræbt og såret tusinder af civile yemenitter, massearrestationer og drift af hemmelige torturfængsler.
  • Derudover har en årelang saudisk-ledet blokade af nødhjælp til landet kostet titusindvis af mennesker livet. Selv om krigen er mindre intensiv end tidligere, har Saudi-Arabien og Emiraterne fortsat militærbaser samt fly- og specialstyrker i landet.
  • Ifølge FN har over 20 millioner yemenitter i øjeblikket akut brug for humanitær bistand, hvilket gør Yemen-krigen til verdens værste humanitære katastrofe.
Kilder: Amnesty International, Human Rights Watch, FN, Yemen Data Project, OMCT m.fl.

En fejl, der ikke må ske

Konkret har Rigspolitiet den 26. august 2022 givet firmaet TenCate Advanced Armour Danmark permanent tilladelse til at eksportere pansring til militære køretøjer til en kunde i Saudi-Arabien.

Det danske eksportforbud ophæves mere end et halvt år senere.

Rigspolitiet oplyser, at “der er tale om en menneskelig fejl, hvor den pågældende sag ikke har været sendt i høring hos Udenrigsministeriet, som det ellers er praksis i sådanne sager”.

Men den type fejl bør ikke kunne ske, mener flere medlemmer af Folketingets Udenrigspolitiske Nævn.

“Der må simpelthen ikke ske fejl i den her type sager”, siger Radikale Venstres udenrigsordfører Christian Friis Bach, der mener, at det er særligt problematisk, at der er tale om netop Saudi-Arabien, der fører krig i Yemen.

“Der er afgørende forhandlinger om en fredsløsning i Yemen, og der er det meget vigtigt, at vi fra Danmark klart signalerer, at ethvert samarbejde med Saudi Arabien er betinget af, at landet bidrager til en fredsløsning”, siger han.

Han undrer sig samtidig over, at Folketinget ikke er blevet orienteret om, at tilladelsen er blevet givet. 

“Jeg synes, at vi i Udenrigspolitisk Nævn skulle have været orienteret, hvis der fejlagtigt er blevet givet en tilladelse til Saudi-Arabien. Særligt fordi, at der er et klart politisk ønske fra nævnet om en meget restriktiv linje over for Saudi-Arabien, og fordi vi har udtrykt en klar forventning om, at vi bliver tæt orienteret om den militære eksportpraksis”, siger Christian Friis Bach.

FAKTA

Det danske eksportforbud

Danske myndigheder behandlede flere ansøgninger om militær eksport til Saudi-Arabien og Emiraterne før eksportforbuddet blev ophævet.

2018

22. november

Udenrigsministeriet meddeler, at Danmark suspendere udstedelsen af nye eksporttilladelse til Saudi Arabien og Emiraterne på grund af de to landes rolle i Yemen- krigen og Saudi Arabiens likvidering af journalisten Jamal Khashoggi.

2018

2022

19. august

Firmaet Satair får afslag på at eksportere flydele til de Forenede Arabiske Emirater.

26. august

Tencate Advanced Armour får permanent tilladelse til at eksportere kompositpaneler/plader til militære køretøjer i Saudi Arabien. Pladerne beskytter mod angreb.

2022

2023

23. januar

Sima Innovation får midlertidig eksporttilladelse til at udføre våbentårne til militære køretøjer til de Forenede Arabiske Emirater.  

19.-23. februar

Sima Innovation deltager i IDEX våbenmessen i Emiraterne med deres våbentårne. Tencate Advanced Armours internationale afdeling er også med på messen.

9. marts

Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (MD) bebuder i Politiken, at eksporten til de to lande kan genoptages i tråd med en ny, mere pragmatisk udenrigspolitik.

3. juli

Rigspolitiet erkender, at der er sket en fejl i forbindelse med Tencates eksporttilladelse til Saudi Arabien. 

2023

Kilde: Pressemeddelelser fra UM, aktindsigt, Politiken.dk

Også Peter Skaarup, der er Danmarksdemokraternes udenrigsordfører, efterspørger en redegørelse. 

Han frygter, at der er lige så meget rod i den militære eksportkontrol som det, der har vist sig om forsvarsindkøb til Danmark – med henvisning til sagen om forsvarsminister Jakob Ellemann-Jensen og indkøbet af militært udstyr fra det israelske våbenfirma Elbit.

“Jeg mener, at vi skulle have været orienteret om, at der er sket militær eksport til Saudi-Arabien. Og at vi i den grad skal have en god forklaring fra regeringen på, hvordan det her overhovedet kan ske. Nu har vi jo set, hvordan det roder i sagen om indkøb fra Elbit, og her roder det åbenbart også”, siger Peter Skaarup. 

“En politisk beslutning er jo ikke meget værd, hvis den ikke bliver fulgt. Og der er jo en grund til, at der er truffet en politisk beslutning om ikke at eksportere militært udstyr til Saudi-Arabien – hvor demokrati og menneskerettigheder er en by i Rusland”, siger han. 

Saudisk eksport fortsætter

Allerede den 10. maj 2023, efter at Danwatch første gang henvendte sig til Rigspolitiet omkring eksporttilladelsen til Saudi-Arabien, modtog Udenrigsministeriet en høring fra Rigspolitiet om sagen. 

Det fremgår af et mail-svar fra Udenrigsministeriet til Danwatch og Information.

Jeg vil mene, at der er en klar risiko for, at det her udstyr fra Danmark kan blive brugt i Yemen, hvor Saudi-Arabien jo fortsat er til stede med militære styrker.
Helle Lykke Nielsen
lektor, SDUs Center for Mellemøststudier

I starten af juli måned år oplyste Rigspolitiet til Danwatch, at de fortsat overvejer, hvilke konsekvenser fejlen skal have for Tencates eksporttilladelse.

“Rigspolitiet er i øjeblikket ved at vurdere, hvilke eventuelle sagsskridt dette giver anledning til i forhold til den konkrete tilladelse”, skrev de i en mail.

Fejlen har fortsat ikke fået konsekvenser for Tencates eksporttilladelse. Det fortæller firmaets direktør Helle Specht til Danwatch.

I får tilladelse i august 2022 på et tidspunkt, hvor offentligheden tror, eksporten er suspenderet?

“Det er korrekt, at vi har fået eksporttilladelse til Saudi-Arabien. Vores interne procedurer er stramme, vi følger de politiske anvisninger, som kommer til os. Også her har vi fulgt de retningslinjer, der er for eksportansøgninger, vi har fået en eksporttilladelse, og vi har så eksporteret”, siger Tencate Danmarks direktør Helle Specht til Danwatch.

I har ikke mistet jeres eksporttilladelse så?

 “Nej, vores eksporttilladelse er ikke tilbagekaldt, og jeg vil gerne understrege, at vi indtil sommeren 2023 ikke har været klar over, at Rigspolitiet måske har lavet en fejl”, siger Helle Specht.

Hun ønsker ikke at svare på, hvem slutbrugeren af Tencates pansring er, om det f.eks. er det saudiske militær.

 ”Det indgår altid i eksportansøgningen, men hører derudover under almindelige forretningsfortroligheder. Vores primære produkter er beskyttelsesplader til bl.a. skudsikre veste og til militære køretøjer, det vi kalder ’passiv beskyttelse’ – produkterne er ikke i sig selv noget man kan bruge til at føre krig med”.  

Hvordan kan I være sikre på, at udstyret ikke bliver anvendt til f.eks. intern undertrykkelse eller i krigen i Yemen, hvor Saudi Arabien beskyldes for krigsforbrydelser?

“Det er ikke en viden, vi har, her er vi nødt til at læne os op ad udenrigspolitiske anvisninger og myndighedernes godkendelser”, siger Helle Specht.

Hun understreger, at firmaet vil stoppe sin eksport med det samme, hvis de skulle ende med at miste deres eksporttilladelse på grund af den fejlagtige sagsbehandling fra Rigspolitiet. Men det ville betyde at firmaet ville miste noget af sin forretning – også i Danmark. 

”Hvis vi stopper eksporten, betyder det naturligvis, at vi vil miste noget af vores forretning. Hvis Rigspolitiet trækker eksporttilladelsen tilbage, vil vi være mindre attraktive for vores kunder. Der er tale om arbejdspladser og eksport, der går fra Danmark”, understreger hun.

Kan ende i Yemen-krigen

Eksperter mener, at der er en klar risiko for, at det militære udstyr fra Danmark bliver anvendt i Yemen – og dermed er der også en risiko for, at det kan bidrage til krigsforbrydelser. 

“Militæret spiller en kæmpe rolle i Saudi-Arabien, de har meget høje udgifter til militæret per indbygger. Det skal helst være så stærkt, at det kan hindre Iran fra at overtage magten og også holde Yemen i skak. Krigen i Yemen er jo på mange måder en proxy-krig mellem Saudi-Arabien og Iran”, siger Helle Lykke Nielsen, lektor på SDUs Center for Mellemøststudier.

Af samme grund mener hun, at der er en klar risiko for, at det danske militære udstyr anvendes i Yemen – selv om både Saudi-Arabien og Emiraterne har skruet ned for deres militære tilstedeværelse i Yemen det seneste år. 

“Jeg vil mene, at der er en klar risiko for, at det her udstyr fra Danmark kan blive brugt i Yemen, hvor Saudi-Arabien jo fortsat er til stede med militære styrker”, siger Helle Lykke Nielsen.

Og hun bakkes op af Yemen-ekspert Ardi Emseis fra Queen’s University i Canada, der frem til 2021 var medlem af The Group of Eminent Experts  on Yemen, nedsat af FN’s Menneskerettighedsråd.

Han mener også, at den danske militære eksport indebærer en klar risiko – selvom Saudi Arabien det seneste år har skruet ned for det militære engagement i Yemen. 

“Under hele Yemen-konflikten har der været risiko for, at militær eksport til krigens parter, herunder Saudi-Arabien og de Forenede Arabiske Emirater, vil blive anvendt til brud på folkeretten i Yemen – såsom vilkårlige luftbombardementer og anvendelse af sult som krigsvåben”, siger Ardi Imseis.

Den risiko består fortsat, siger han.

“Så længe krigen fortsætter – og det gør den –  indebærer enhver form for eksport af våben eller militært udstyr til de krigsførende parter, herunder Saudi-Arabien og Emiraterne en risiko for, at udstyret vil blive anvendt til brud på folkeretten. Det har været vurderingen fra ekspertgruppen, og det er fortsat min opfattelse”, siger han. 

På messe i Emiraterne

Tencate er ikke den eneste danske virksomhed, der har fået militær eksporttilladelse trods forbudet.

Den 23. januar 2023 gav Rigspolitiet firmaet Sima Innovation en midlertidig tilladelse til at eksportere våbentårne til militære køretøjer til Emiraterne.

Emiraterne, der sammen med Saudi-Arabien har ført krig i Yemen siden 2015, var også omfattet af det eksportforbud, som Lars Løkke Rasmussen ophævede i marts måned i år.  

Rigspolitiet forklarer, at tilladelsen til Emiraterne blev givet, fordi det militære udstyr blot skulle fremvises på en messe og bringes tilbage til Danmark inden for en fastsat tidsfrist. 

Modsat tilladelsen til Saudi-Arabien gav Rigspolitiet tilladelse til militær eksport til Emiraterne i samråd med Udenrigsministeriet, oplyser de i en mail.

Hvad angår den fejlagtige tilladelse til Saudi-Arabien, skriver Udenrigsministeriet i en mail til Danwatch at de altid skal høres om denne type eksport.

“Udenrigsministeriet noterer, at Rigspolitiet ved en fejl ikke hørte Udenrigsministeriet i en sag om eksport af militært udstyr til en slutbruger i Saudi Arabien i 2022. Det bemærkes, at Udenrigsministeriet altid skal høres i sager om eksport af militært udstyr til en modtager eller slutbruger i Saudi Arabien”, skriver de.

Danwatch og Information har også spurgt Justitsministeriet, hvilke konsekvenser de mulige brud på eksportforbudet får, men ministeriet henviser til Rigspolitiet, der ikke i øjeblikket har yderligere kommentarer.

For en stor del af danskerne i Nordjylland var det næppe en tanke, der strejfede dem sidst på vinteren. En tanke om, at det varme vand under brusebadet og varmen i stuerne, havde direkte konsekvenser for de mennesker, der bor og lever omkring Glencores Cerrejón mine.

Derfor er Danwatch taget til Colombia for at sætte ansigt på dem, der kæmper for retten til deres liv, identitet og land.

Beretningen starter med Leobardo, der bor ned til Bruno-vandløbet. Han er en del af Wayuu-folket, der spirituelt er forbundet til vandløbet, og som hans folk mener, er beskyttet af vandets ånder.

Men Glencore har ændret Bruno-vandløbets kurs, ligesom mindst 16 andre vandløb og floder i La Guajira, i jagten på kul til verdens energiforbrug.

Leobardo er blevet tilbudt penge for at flytte, og er samtidig blevet truet på livet adskillige gange. Men den høje, ranglede mand flytter ingen steder. El Rocio er hans hjem og han er indstillet på at kæmpe til det sidste, og udholde verdens værste nabo: Glencore. 

Leobardo Sierra, 47. Foto: Ivan Castaño / El Turbión

Han forsvarer vandet

I 1997 begyndte Cerrejón-minen at udvide ved siden af landsbyen El Rocio, som ligger lige ned til Bruno-vandløbet: 

”Betydningen af denne flod er som blodet i dine årer, som dine knogler eller som en mor og en far til at passe på dig gennem livet. Bruno-vandløbet er afgørende for os som samfund og vores identitet, for den er vores spirituelle kompas. Uden dén vil vi vandre hvileløst rundt,” forklarer Leobardo. 

I domsafgørelse nummer 698 fra 2017 om Bruno floden slog de colombianske domstole fast, at mindst 30 Wayuu-landsbyer er afhængige af vand fra Bruno-vandløbet. Ændringen af vandløbets forløb, som Cerrejón har planer om, vil direkte påvirke vandforsyningen for en befolkning på mere end 200.000 mennesker.

Og kampen for at forsvare Bruno-vandløbet er ikke den første af sin slags.

Tidligere har der været store protester tilbage i 2012 mod Cerrejóns planer om at omdirigere La Guajiras vigtigste vandresource Rancheria-floden. Det endte med, at omdirigeringen ikke blev udført. Men mange andre vandløb har måttet lide på grund af Glencores kulminedrift. I årenes løb har Cerrejón omdirigeret eller udtørret mindst 17 vandløb for at udvinde kul.

Kampen for at forsvare Bruno-vandløbet, kampen mod Glencore i Colombia, er også hård, vedkender miljøaktivisten Leobardo Sierra: ”På den ene side føler jeg mig rolig. For jeg har kæmpet. Men det er trættende. Samtidig oplever jeg også håb. Håb om, at vores drømme kan blive til virkelighed.” 

Ligesom langt størsteparten af andre miljøforkæmpere, der forsvarer vand og territorium overfor kulminedriften, har Leobardo også oplevet at modtage trusler. 

”Virksomhedens forhold til alle dem af os, der kæmper og gør modstand, har været det samme; trusler fra den ene eller den anden side, for vores vedkommende her i lokalsamfundet er vi tre gange blevet fordrevet af bevæbnede grupper og blevet forsøgt fordrevet. Men jeg siger altid, at selv om jeg havde et sted at tage hen, så rejser jeg ingen steder, for en Wayuu uden sit land er ikke længere en Wayuu, men en nomade uden noget som helst. 

Leobardo har også en direkte besked til kulkøberne og investorerne i Europa: 

”Hvis vi fortsætter med at vente på de multinationale selskaber, så ender det med at vi forsvinder. Det er ikke, fordi vi vil forsvinde fysisk, men kulturelt og åndeligt. Det er det budskab, som jeg har til de mennesker, der tjener pengene på kul. De bør komme her og se, at de ikke køber kul, de køber liv, de køber mennesker. De køber menneskers liv med en kultur og en åndelighed, som de aldrig vil forstå”, siger Leobardo.

”Jeg ved ikke, hvorfor I europæerne tror, at I er bedre end os. Vi levede godt her uden at brænde kul. Se på det faktum, at vi i dag lider mere under klimaforandringerne end I gør, og det er jer der tager kullet ud herfra. I brænder det af hos jer, men konsekvenserne sker ikke kun hos jer, det har også direkte konsekvenser her hos os”.

”Der er ting, der ikke kan repareres. Hvis jeg huggede min hånd af og fik en masse penge for det i morgen, ville det ikke give mig min hånd tilbage. For at beskytte og passe på miljøet skal vi begynde at passe på og beskytte vandet. De skal holde op med at røre ved Bruno-vandløbet og bør i stedet begynde at reparere nogle af de mange skader, de har forvoldt”. 

Glencore afviser

Hos Glencores lokale administration ved Cerrejón-minen afviser ESG-chef Inés Elvira Andrade i et mailsvar til Danwatch, at minedriften skulle have haft negative konsekvenser for miljøet i forbindelse med omlægningen af Bruno-vandløbet.

“Overvågning af vandet (på overfladen og underjordisk) er blevet udført i området, og ifølge de colombianske IDEAM-data er det blevet bekræftet, at den mængde vand, der strømmer i øjeblikket, svarer til den, der plejede at strømme i den gamle kanal før modifikation. Derudover er det tydeligt, at der ikke er nogen påvirkning af vandløbets grundvand eller overfladevand,” skriver hun og tilføjer, at den nye kanal er blevet til en “biodiversitetskorridor” med mange nye arter.

Også anklagerne om trusler og vold mod lokale aktivister tager Inés Elvira Andrade afstand fra.

“Det er relevant at præcisere, at trusler mod sociale ledere er et systematisk problem, der har eksisteret i Colombia i flere år, og det er statens pligt at garantere individers fysiske integritet og sikkerhed. I betragtning af situationens kompleksitet har Cerrejón en nultolerancepolitik over for trusler og angreb på menneskerettighedsforkæmpere i La Guajira og har offentligt fordømt disse grimme handlinger.”

“På trods af uenigheder med nogle ledere fremmer Cerrejón en kultur med større deltagelse og åbenhed over for dialog, og den accepterer ikke nogen form for intimidering af noget medlem af samfundet. Enhver specifik sag kan fremlægges af samfundet til Cerrejóns etiske hotline eller til Cerrejóns klagekontor.”

De forsvarer luften

Efter vores samtale med Leobardo tager vi videre til landsbyen Provincial, der ligger få hundrede meter fra Cerrejóns kulmine. 

Iklædt deres traditionelle Wayuu-kjoler, Wayuushein, som typisk er farvestrålende og lange, går helt ned til jorden, møder vi nogle af landsbyens kvinder. De fleste sidder eller ligger i en chinchorro, en hængekøje, der beskytter dem mod den stærke ørkensol.

En af de fremtrædende kvinder er Deilys Cristina Uriana Epinayu. Hun er en del af kvindekollektivet, Colectivo Mujeres Defensoras del Territorio (Kvinder som Forsvarer Territoriet), der sammen med blandt andre Samuel Arregoces fra Tabaco, tilbage i 2012 startede kampen for at forhindre omledningen af La Guajiras vigtigste flod Rancheria. Hun og de andre indbyggere i Provincial fortæller enstemmigt, hvordan kuludvindingen allerede dengang gjorde dem syge. 

”Sygdomme og virkningerne var meget stærke, børnene var syge, og det år døde en 2-årig pige. Hun døde på grund af en luftvejsinfektion, og det var hendes dødsfald, der gjorde, at mødre her, og i andre i områder, forenede sig for at tage kampen op. Det førte i første omgang til, at der blev oprettet et udvalg, som gennemgik alle hændelser med de mødre, der var ramt.

På den måde blev alle oplysninger indsamlet, og i 2019 førte det til 614-dommen, som gik imod Cerrejón-minen, og faldt ud til fordel for beskyttelsen af vores ret til sundhed og miljø,” fortæller Deilys Cristina. 

Den dom, som Deilys Cristina henviser til, er fra Colombias Forfatningsdomstol, der dermed bekræftede eksistensen af den reelle fare for skade på miljøet og menneskers sundhed. Specifikt karakteriserede domstolen trusler mod luftkvaliteten i Provincial, forurening af forskellige vandområder og vegetation som for eksempel tilfældet med Bruno-vandløbet, støj og vibrationer genereret af minen.

Domstolens dom bekræftede også alvorlige helbredskonsekvenser for indbyggerne i Provincial, herunder sygdomme som f.eks: “risiko for ændringer på celleniveau, kræft, uspecificeret bakteriel lungebetændelse, kronisk bronkitis, massiv fibrose, kronisk obstruktiv lungesygdom (KOL) og en lang række andre luftvejsrelaterede sygdomme.

Med andre ord vandt kvinderne fra Provincial over minegiganten Glencore i retten. De kræver sit mod, at lægge sig ud med så stor en virksomhed, og dét er wayuu-kvinden helt på det rene med:

”I denne type kamp skal man være sikker på, hvad man vil gøre, for det er svært at være menneskerettighedsforkæmper, og jeg tror, at man undervejs må forholde sig til, om det er det værd eller ej. For mig som menneskerettighedsforkæmper er det det værd. Jeg tror, at min motivation er tanken om, hvad der vil ske hvis vi forbliver tavse. Minedriften ødelægger os, og selvfølgelig skal man ikke tie stille, man skal derimod sige sin mening på enhver måde, man kan. Og det eneste, de har gjort i vores samfund, er, at de har stjålet vores territorium, de har skadet vores floder og vores samfund,” fortæller Deilys Cristina.

“Jeg kommer ikke til at forlade mit land. Bare tanken om at skulle forlade det sted, hvor jeg er vokset op, hvor jeg er født, hvor mine forældre begravede min navlestreng (Wayuu-tradition, for at forstærke forbindelsen til territoriet), knuser mit hjerte”.

Hun forsvarer jorden

En anden kvinde vi møder i området er Aura Robles og hun er ikke en kvinde, man vil lægge sig ud med. Aura viser os rundt i sin landsby Paradero, i området omkring Glencores mine. Hun kender hver en plante, hvad den bruges til og hvilke sygdomme den kan kurere.

”Den herovre brugte vi under corona,” fortæller hun. For os andre er det blot en gåtur gennem et område, der bedst kan beskrives som tørt og støvet skov og krat. Men for Aura er det hendes forfædrende og efterkommeres land.

”Vi skal lige gå udenom her,” siger hun og viser os lidt til siden af stien. ”Jeg kan lugte en slange.”

Vi andre bemærker ingenting.

”Du kan nok se, jeg kan ikke bare flytte herfra. Det er mit sted og det har det altid været. Jeg er ikke til salg for Glencore,” siger den indianske Wayuu-autoritet fra landsbyen Paradero. 

Aura Robles. Foto: Lise Josefsen Hermann / Danwatch

Aura er dygtig til sit traditionelle håndværk, hvor hun laver farvestrålende wayuu-mochilas – tasker og   hængekøjer. Og hun er stolt af sin indianske kultur. 

”Vi har været knyttet til Rancheria-floden siden vi blev født og derfor har vi stor respekt for flodens gudinde”. 

For den ældre wayuu-kvinde er det på ingen måde en mulighed at forhandle med Cerrejón:

”Vi har ikke kunnet nå til enighed, for deres ønske er, at vi skal sætte os ned og forhandle om konsekvenser af mere end 40 år ødelæggelser: Hvordan kan man sætte en pris på 40 års åndelige påvirkninger? En pris på at dræbe vores floder og vandløb, at forurene vores vand? Det kan ikke værdisættes, det kan man ikke,” mener Aura. 

”Jeg vil ikke nøjes med de 400 millioner pesos (godt 650.000 danske kroner), som nogle landsbyer har accepteret.”

Aura fortæller om en meget voldsom oplevelse, hun havde med Cerrejón tilbage i 2015, som hun ikke kan tilgive dem for. Hendes øjne fyldes med tårer, mens hun fortæller.

I 2015 var der en ekstrem tørke i La Guajira. ”Cerrejón sagde i en flot TV-reklame, at de ville give vand til os i det indianske samfund. I første ombæring virkede de meget oprigtige. I det øjeblik bed jeg derfor min stolthed i mig, for mine dyr var ved at dø af tørst og skulle have vand”.

Aura tog derfor hen til Cerrejón, som hun ellers indædt havde kæmpet imod og normalt ikke kunne drømme om at modtage noget som helst fra. Ved minen bad hun om det vand, som de havde lovet, så hendes dyr kunne overleve. 

“Jeg gik til Cerrejón, fordi jeg ønskede at redde os. Men Cerrejón ville ikke give mig noget vand, de havde ikke noget vand at give væk, sagde de, men iværksatte blot en reklamekampagne for at narre det colombianske folk. De lod bare som om, at de ville hjælpe de indianske samfund,” siger Aura, hun er tydeligvis inderligt bitter. Det var tomme ord fra Cerrejón, deres tilbud om hjælp kom alt, alt for sent. Jeg mistede 400 køer, som er dem vi lever af, og som giver os vort daglige brød. 

Før pandemien faldt kulpriserne, og det var en positiv udvikling for Cerrejóns naboer, som Aura:

”Vi var glade, da prisen på kul begyndte at falde. Vi tænkte, at nu ville vi endelig slippe for toget og minedriften ville langsomt forsvinde. Men med krigen i Ukraine hører vi, at det er det bedste tidspunkt for deres forretning. Så jeg tror ikke, at der er udsigt til, at de vil tage af sted ” herfra foreløbig”.

Samtidig er Aura er bekymret over, hvad der sker den dag Glencores Cerrejón mine lukker: 

”Jeg ved ikke, hvad der bliver tilbage, for som jeg har forstået det, har de ikke engang en lukningsplan. Jeg mener, de huller, de har lavet, alt det land, de har ødelagt, alt det de efterlader. De skader, som Cerrejón har forårsaget, er meget store”.

Og Aura langer også ud efter de colombianske myndigheder, som hun mener, er alt for eftergivende overfor Glencores Cerrejón-mine: 

”Der er nødt til at være en autoritet, der siger: Den skade I forvoldt står I til ansvar for, for selskabet vil aldrig selv påtage sig det ansvar. Jeg ved ikke, om denne retfærdighed nogensinde vil komme, men det er nødvendigt. Glencore blev skabt som en virksomhed med et formål: at tjene penge. Problemet for os ligger hos de myndigheder, der skal forsvare vores rettigheder og miljøet. De myndigheder har været alt for eftergivende. Det er de myndigheder, der har givet Glencore tilladelser til at ødelægge alt, at ødelægge miljøet, vores liv, vores sundhed, vores mad, vores vand,” lyder det fra Aura.

Forestil dig at have Latinamerikas største open pit-kulmine som nabo. 

Cerrejón-minen ligger som et 690 km2 stort sår i det nordøstlige Colombia. Hvor der før var et bakket landskab med grøn vegetation, er der nu et kæmpemæssigt hul i jorden. 

Nogle lokale kalder minen “et monster”, med vejene som arme, der strækker sig ud i resten af regionen, mens de konstante sprængninger som monsterets brøl kan høres mange kilometer væk. 

Få ting griber så voldsomt ind i et landskab som en open pit-mine, og Cerrejón er en af de største af den slags miner i verden. Ifølge professor emeritus Michael Hendryx fra Institut for Miljø- og Arbejdsmedicin på Indiana University i USA, der har undersøgt sundhedsrisici ved at bo i nærheden af open pit kulminer, som Cerrejón, er naboerne til minerne forsøgsdyr. 

Han spørger, hvor meget dokumentation der skal være for de menneskelige konsekvenser, før vi forbyder den slags aktiviteter. 

Vi tog ud for at møde de mennesker, der er Cerrejóns naboer og lever som forsøgsdyr, mens de kæmper for en bedre fremtid.

Kampen om vandet

El Rocio er ved første øjekast en lillebitte idyllisk landsby lige ned til Bruno-floden. En flod, der har været store kampe, kontroverser og retssager omkring. For nedenunder gemmer sig store kulreserver, som Cerrejón-minen ønsker at udvinde.

For at få fat på kullet har minens ejere gang på gang omledt dele af Bruno-vandløbet. Og hvis det ikke var for den lokale indianske Wayuu-befolkning, der gang på gang har kæmpet imod, var det sket endnu flere gange.

Wayuu-folket udgør omtrent halvdelen af befolkningen i La Guajira, den halvø Cerrejón ligger på. De påvirkes på flere måder af Cerrejóns indvirkning på vandets veje. På den ene side er der en reel og fysisk påvirkning, når vandet forsvinder eller flyttes, for adgang til vand er essentielt for at kunne overleve i La Guajira, der er delvis ørken. Og på den anden side er der en trussel mod centrale dele af Wayuu-folkets kultur. For Wayuu-folket er vand ikke bare vand. Vandets er tæt forbundet til deres ånder og deres spiritualitet, og når man omleder Bruno-vandløbet, ødelægger man deres hellige steder. 

Ifølge en domsafgørelse fra 2017 er mindst 30 Wayuu-landsbyer afhængige af vand fra Bruno-vandløbet. Og den omledning, som Cerrejón nu har planer om, vil direkte påvirke vandforsyningen for en befolkning på mere end 200.000 mennesker.

Men det er ikke kun Bruno-vandløbet, der bliver påvirket af minen.

Der har tidligere været store protester mod omledningen af floder på grund af Cerrejón, for eksempel tilbage i 2012, hvor Cerrejón ville omdirigere La Guajiras vigtigste vandresource Rancheria-floden. Protesterne fra blandt andet Wayuu-folk resulterede i, at omdirigeringen ikke blev gennemført.

Men mange andre vandløb har måttet lide på grund af Glencores kulminedrift. I årenes løb har Cerrejón omdirigeret mindst 17 vandløb for at udvinde kul, ifølge Colombias miljøministerium. Minen har været med til at forvandle La Guajira fra en landbrugsregion til det ørkenområde, det er i dag. 

Kampen om luften

Man skal ikke have opholdt sig mere end en uge i nærheden af Cerrejón, før man kan mærke det i lungerne. Det kommer som kriller i halsen og udvikler sig hurtigt til en hoste. Det er kulstøvet, der trænger ind overalt.

I havnebyen Puerto Bolivar i det nordlige Guajira bliver kullet fra Cerrejón lastet på skibe og sejlet ud til resten af verden. Hos naboerne som 52-årige José Tomas Freile Gonzales ligger kulstøvet overalt på møblerne i husene. 

Familierne, der bor her, er blevet forflyttet, da havnen blev bygget – de fleste andre fra området er rejst helt væk fra området, men nogle få familier er tilbage. Tidligere hed stedet Media Luna – halvmåne, i  dag kaldes det bare Puerto Bolivar efter kulhavnen. ”Selv navnet har de taget fra os,” siger José Tomas Freile Gonzáles.

”Vi er ved foden af Cerrejón, og vi er omringet af den virksomhed, der eksisterer i dag her ved siden af. De fleste blev fordrevet herfra, fordi der ville være mange ulemper, mange problemer, såsom forurening med kulstøv, og også at de ikke kunne have folk her ved siden af driften”, fortæller naboen til kulhavnen. 

Han fortæller, at der før havnen og minen var masser af landbrug og fiskere i området, men nu er det meste forsvundet, og havnen er en dårlig nabo:

”Jeg kan ikke se noget positivt i denne minedrift, den har ikke bragt os noget godt. Folk levede længere før, og der er kommet flere sygdomme. Kulstøvet fra Cerrejón har påvirket vores sundhed. Mange mennesker er døde i forbindelse med lungeproblemer”, forklarer han. 

Naboen til Puerto Bolivar har en direkte besked til kunder, der køber kul fra Cerrejón:

”Af den rigdom, som de henter her på vores jord, vil I så ikke nok betragte os som mennesker som jer. Bed venligst Cerrejón om at betragte os som mennesker, der er indbyggere og ejere af disse territorier, hvor de udvinder denne rigdom. Hjælp os med at få et værdigt liv, for det fortjener vi. Vi ser bare kullet passere forbi her med toget. Kullet, støvet forurener os, dræber os og udtørrer os,” lyder det fra naboen til Glencores kul-havn Puerto Bolivar i Colombia.

Kampen for et hjem 

I byen La Jagua de Iberico i delstaten Cesar er to andre af Glencores kulminer, La Jagua og Calenturitas, der ligger under én kilometer væk. En gang om dagen vibrerer hele byen fra eksplosionen i minerne, fortæller byens beboere. En stor del af husene har tydelige revner fra minens skælv. 

Når folk fortæller om at være nabo til minen, lyder det som om alting slår revner og går i stykker. Folks huse, børnenes lunger og hud. Og ikke mindst psyken. 

Stort set alle, vi taler med, fortæller om det pres, de oplever. Er du med os og ”udviklingen” eller imod? Det nordøstlige Colombia er hverken det første eller sidste sted, hvor forekomsten af naturressourcer er blevet en forbandelse. Hvor ankomsten af mineindustri og multinationale selskaber har splittet lokalsamfund ad. 

Der er mange penge på spil. Arbejdspladser og udvikling af infrastruktur. Men også forurening og helbredsrisici. 

“Hvad er prisen på din søns lunger? Eller for at have fisk i floden og rent drikkevand?” spørger de lokale. 

Og hvis minedrift er lig med udvikling og penge, hvorfor er La Guajira så nærved den fattigste delstat i Colombia? Hvorfor er 5.000 børn døde af underernæring de seneste år? Hvorfor lever over 40.000 med en høj grad af underernæring?

Det vil de lokale gerne have svar på, men det multinationale magtfulde mineselskab Glencore, giver det ikke.

I et mailsvar til Danwatch afviser ESG-chefen for Cerrejón-minen, Inés Elvira Andrade, at mineselskabet skulle svigte lokalbefolkningen.

“Cerrejóns forpligtelser i La Guajira strækker sig langt ud over investeringen, betalingen af skatter og skabelsen af kvalitetsjob. Vi stræber efter at anvende de højeste standarder for etik og respekt i vores forhold til alle vores interessenter. På samme måde er vi forpligtet til at udvikle vores aktiviteter på en miljømæssigt ansvarlig måde og efterlade fremtidige generationer med en naturlig arv,” skriver hun.

“Vi handler efter princippet om løbende forbedringer for at styrke vores due diligence-processer inden for menneskerettigheder. Af denne grund overholder vi forskellige internationale standarder, og vores menneskerettighedspolitik er i overensstemmelse med FN’s vejledende principper for erhvervsliv og menneskerettigheder.”‘

Danwatch har talt med en af dem, der bor i Puerto Bolivar, hr. José Tomas Freile Gonzales. Han siger, at støv fra Glencores kultransporter forurener og skader sundheden. Hvad er Glencores syn på det? Anerkender Glencore dette problem? Hvad har Glencore gjort for at forhindre dette?

Cerrejón er klar over, at minedrift i åbne miner frigiver partikler i luften (støv), som skal kontrolleres, og træffer alle nødvendige foranstaltninger for at mindske denne påvirkning gennem strenge systemer, der bruger den nyeste teknologi til at kontrollere mængden af støv i luften.

Siden 2017 har vi brugt vores egen TARP-mekanisme (Trigger Actions Response Plan) til at overvåge luften, som definerer og forudser mulige scenarier, hvor niveauet af partikelkoncentrationen (restpartikler i luften) kan være forhøjet under arbejdet på operationen, og har etableret et overvågningssystem, som er unikt i Latinamerika, til at overvåge overholdelsen af PM10- og PM2.5-partikelniveauer i realtid via overvågning i 17 stationer ved minen, på jernbanen og i havnen. Dette giver os mulighed for at kende luftkvalitetens udvikling og vedtage rettidige, forebyggende og korrigerende foranstaltninger såsom vanding af veje, tågekanoner og sprinklere (der bruger industrivand, der ikke er egnet til indtagelse af mennesker og dyr eller til landbrug), ændringer i mineplanen, standsning af specifikt udstyr eller endda driftsstop. Kulemissioner kontrolleres under hele transporten i toget ved at fugte og komprimere kul i alle vognene, hvilket forhindrer støvet i at blive frigivet.

Danwatch har også talt med flere arbejdere fra Cerrejón-minen, som er blevet alvorligt syge (sygdom, der af det colombianske arbejdsministerium er anerkendt som relateret til kulminedrift fra arbejdet i kulminen). De hævder, at Cerrejón ikke ønskede at anerkende deres sygdom eller tage ansvar – og at I ikke lever op til jeres ansvar for jeres arbejdere. Anerkender Cerrejón/Glencore dette problem? Hvad har Cerrejón/Glencore gjort for at forhindre dette?

Dette spørgsmål specificerer ikke, hvilke Cerrejón-arbejdere der henvises til, så vi kan ikke give et specifikt svar. Det er dog vigtigt at præcisere, at Cerrejóns medarbejdere alle er registreret hos det colombianske socialsikringssystem, og vurderingerne af en sygdoms oprindelse foretages ikke af virksomhederne. Det er den officielle Administrator for Erhvervsmæssige Risici og de Sundhedsfremmende Enheder, der udfører sådanne vurderinger med mulighed for at eskalere dem til de regionale kvalifikationsråd og de nationale kvalifikationsråd (alle sammen enheder i det colombianske socialsikringssystem).

Cerrejón leverer alle de nødvendige oplysninger til disse enheder. Hvis en arbejdstager bliver diagnosticeret med en sygdom, og de behandlende læger udsteder anbefalinger eller restriktioner vedrørende arbejdet, bliver der taget hånd om disse. Arbejderen indgår i en rehabiliterings- eller gentilpasningsproces i overensstemmelse med lægeerklæringen. Ovenstående er et delt ansvar mellem det sociale sundhedssystem, virksomheden og arbejdstageren.

Derudover er Cerrejón forpligtet til at implementere robuste praksisser for sundhed, sikkerhed og arbejde og vedtager nationalt og internationalt anerkendte standarder for at sikre respekten for arbejdstagerrettigheder samt et sikkert og sundt miljø. Vi implementerer kontroller og foranstaltninger, der gør det muligt for os at opretholde vores høje operationelle standarder og sikre vores medarbejderes fysiske og mentale velbefindende.

Vores over 30-årige arbejdsmiljøledelsessystem (SG-SST) er indrammet i de colombianske lovkrav og kravene i ISO 45001-standarden, hvorigennem vi fastlægger vores strategiske arbejdsplaner hvert år. På denne måde etablerer vi løbende forbedringstiltag og træffer foranstaltninger med deltagelse af vores medarbejdere i forskellige scenarier, som:

  • Vi forsyner alle medarbejdere med personlige værnemidler og fremmer deres korrekte og obligatoriske brug i vores operationer.
  • Vi tilpasser områder til hvile og genopladning, der har lydisolerede og klimatiserede kabiner og liggestole til en god hvile i løbet af arbejdsdagen, samt moduler til aktive pauser med audiovisuelle guider til motionstræning.
  • Vi implementerede alle foranstaltninger til at kontrollere søvn og træthed, såsom installation af søvn- og træthedsovervågningsudstyr i alt mineudstyr og brug af teknologi til identifikation og analyse af information i realtid, samt konstant overvågning og kommunikation med medarbejdere, primært på nattevagt.

Sociale ledere, miljøforkæmpere, aktivister, som vi har interviewet, blandt andre Hr. Samuel Arregoces, som har været kritisk over for Cerrejón, fortæller os, at de har lidt under trusler mod deres person, og mange af dem har været udsat for voldelige angreb. Organisationer som Indepaz fortæller os, at dette er systematisk. Anerkender Cerrejón/Glencore dette problem? Hvad har Cerrejón/Glencore gjort for at forhindre dette? Hvordan harmonerer deres beskrivelser af trusler med, at Glencore selv skriver, at man er meget engageret i at følge FN’s Global Compact, er engageret i ESG og har en “raising concerns policy”, hvor man har nultolerance over for trusler mod dem, som kender til problemer i forbindelse med Glencore?

Det er relevant at præcisere, at trusler mod sociale ledere er et systematisk problem, der har eksisteret i Colombia i flere år, og det er statens pligt at garantere individers fysiske integritet og sikkerhed. I betragtning af situationens kompleksitet har Cerrejón en nultolerancepolitik over for trusler og angreb på menneskerettighedsforkæmpere i La Guajira og har offentligt fordømt disse grimme handlinger. Cerrejón har en due diligence-proces for at advare de relevante myndigheder, når disse situationer opstår, og anmoder om øjeblikkelig handling for at beskytte disse lederes liv og værdighed samt at efterforske hændelserne, så gerningsmændene kan findes og stilles for retten.

Cerrejón indgik samarbejde med NGO’en CREER for at øge tilliden til La Guajira hos nøgleaktører og for at styrke den lokale kapacitet til at forebygge og efterforske disse sager. Derudover arbejder Cerrejón sammen med nationale statslige institutioner såsom kontoret for præsidentens rådgiver for menneskerettigheder, indenrigsministeriet, ministeriet for minedrift og det nationale mineagentur, som adresserede den fælles bekymring over det øgede antal tilfælde af trusler, angreb eller mord på sociale ledere i landet.

På trods af uenigheder med nogle ledere fremmer Cerrejón en kultur med større deltagelse og åbenhed over for dialog, og den accepterer ikke nogen form for intimidering af noget medlem af samfundet. Enhver specifik sag kan fremlægges af samfundet til Cerrejóns etiske hotline eller til Cerrejóns klagekontor.

I tilfældet med lederen Samuel Arregocés fik Cerrejón kendskab til trusler i oktober 2021 og aktiverede protokollen for disse sager med varsel og anmodning om hurtige opmærksomhedsforanstaltninger fra de kompetente myndigheder (borgmesterkontoret, det nationale politi, justitsministerens kontor, indenrigsministeriet, den nationale og regionale ombudsmand, etc) til beskyttelse af hr. Arregocés.

Ifølge det colombianske miljøministerium har Cerrejón omdirigeret mindst 17 vandløb i La Guajira. I øjeblikket er Bruno-vandløbet på spil – vi har talt med flere ledere, der forsvarer Bruno-vandløbet. Den lokale befolkning ønsker at beholde deres vandressource – og vandet er afgørende for deres oprindelige Wayuu-kultur. Hvad er Cerrejóns/Glencores ansvar for vandkrisen i La Guajira? Hvordan sikrer Glencore som virksomhed, at de ikke forværrer denne i forvejen ekstremt kritiske situation?

Hos Cerrejón er vi opmærksomme på de udfordringer, der eksisterer i La Guajira på grund af det traditionelle vandunderskud i regionen, og har formået at reducere vandforbruget af høj kvalitet (fra Ranchería-floden og dens grundvandsmagasin) med det halve i de sidste 10 år. Vand, der bruges til støvbekæmpelse, er vand af lav kvalitet udvundet af kullag eller regnvand, som ikke er egnet til indtagelse af hverken mennesker eller dyr eller til landbrug. I øjeblikket er kun 11% af det vand, som er taget fra Ranchería-floden, af højere kvalitet, som primært bruges til menneskelig indtagelse. Resten af det anvendte vand (89%) er til at kontrollere partikler og overholde luftkvalitetsniveauerne. Når den passerer gennem Cerrejón, måles strømmen af Rancheria-floden på tre stationer (før, under og efter minedriften). Dataene viser, at strømningshastigheden stiger med op til 39%, når den passerer gennem mineområdet.

Med hensyn til den delvise omdirigering af Bruno-vandløbet i 2016, omdirigerede Cerrejón 3,6 km. af Bruno-vandløbet 700 m. nord for dens oprindelige forløb for at beskytte og bevare åen under operationens fremskridt. Seks år efter at have udført ændringen af kanalen flyder Bruno-vandløbet passende. Overvågning af vandet (på overfladen og underjordisk) er blevet udført i området, og ifølge de colombianske IDEAM-data er det blevet bekræftet, at den mængde vand, der strømmer i øjeblikket, svarer til den, der plejede at strømme i den gamle kanal før modifikation. Derudover er det tydeligt, at der ikke er nogen påvirkning af vandløbets grundvand eller overfladevand.

Overvågning af flora og fauna har også vist, at den nye kanal er blevet en biodiversitetskorridor med tilstedeværelse af flere arter, herunder 380 akvatiske arter, 46 fiskearter, 66 myrearter, 42 møgbiller, 125 sommerfuglearter, 19 amfibiearter, 46 krybdyrarter, 218 fuglearter og 51 pattedyrarter i området.

Udtalelserne og dokumentationen fra lokalbefolkningen er i modstrid med FN’s retningslinjer og OECD’s retningslinjer. Hvorfor overholder I dem ikke? Og hvad vil Glencore gøre for at overholde dem i fremtiden?

Cerrejóns forpligtelser i La Guajira strækker sig langt ud over investeringen, betalingen af skatter og skabelsen af kvalitetsjob. Vi stræber efter at anvende de højeste standarder for etik og respekt i vores forhold til alle vores interessenter. På samme måde er vi forpligtet til at udvikle vores aktiviteter på en miljømæssigt ansvarlig måde og efterlade fremtidige generationer med en naturlig arv. Vi handler efter princippet om løbende forbedringer for at styrke vores due diligence-processer inden for menneskerettigheder. Af denne grund overholder vi forskellige internationale standarder, og vores menneskerettighedspolitik er i overensstemmelse med FN’s vejledende principper for erhvervsliv og menneskerettigheder.

Pandemien er ovre for længst, men alligevel sidder Jélix Enrique Torres Bolívar med sit mundbind trukket op over næse og mund. Årtiers indånding af kulstøv har givet ham lunger af sten og et helbred, der er så sårbart, at han skal passe på den mindste sygdom.

Han sidder i skyggen under et træ i gården til kulminearbejdernes fagforening Sintracarbon i minebyen Fonseca i det nordøstlige Colombia. Vi har sat ham stævne her for netop at tale om sygdommen i hans lunger. 

Jelix Enrique Torres Bolivar er den første, der har fået anerkendt, at hans lungesygdom stammer fra arbejdet i Cerrejón, den største open pit kulmine i Latin Amerika. Men hans historie er ikke lykkelig. 

“Hvis jeg havde vidst, hvad minedrift var, ville jeg aldrig have arbejdet i en mine”, fortæller han og fortsætter:

“Det er skadeligt for sundheden, for åndedrætssystemet, for huden, for bevægeapparatet. I dag er jeg en patient, jeg lider af alting.”

De første symptomer

Jelix Enrique Torres Bolivar vidste intet om minedrift, da han som 20-årig i begyndelsen af 1980’erne fik arbejde i Cerrejón-minen. Han og hans kolleger arbejdede dag efter dag i kulstøvet uden masker eller beskyttelsesbriller. I 1999, efter 16 år i minen, mærkede Jelix Enrique Torres Bolivar for første gang, at der var noget galt.

Hans åndedræt blev tungere, han begyndte at føle sig forpustet hele tiden, og han blev træt efter det mindste. Jelix Enrique Torres Bolivar besluttede sig for at gå til sin læge. 

“Først fik jeg en arbejdsundersøgelse, her sagde lægen, at han kunne se nogle mærkelige obstruktioner i mine lunger, og sendte mig til specialist”.

Derefter begyndte et længere forløb. Da lungelægen i den lokale hovedby Valledupar så billederne af Jelix Enrique Torres Bolivars lunger, sagde han, at det var for kompliceret for ham til at behandle og sendte Jelix Enrique Torres Bolivar videre til Colombias hovedstad Bogotá. Her lød den første diagnose på jernforgiftning, men Jelix Enrique Torres Bolivar havde ikke været i kontakt med jern.

Da han fortalte, at han arbejde i en kulmine, besluttede lægerne at lave en åben biopsi af hans lunger, og her fandt de svaret: Jelix Enrique Torres Bolivar havde en simpel nodulær silikose, også kendt som jernlunger, forårsaget af kulstøvet. 

Foto: Ivan Castaño / El Turbión

Problemerne begynder

Diagnosen var kun begyndelsen på Jelix Enrique Torres Bolivars problemer. 

Arbejdsgiverne i Cerrejón-minen troede ikke på ham. Han var for ung til at få silikose, han havde ikke arbejdet i minen længe nok. Derfor blev han sendt rundt til læger i hele Colombia for at få en anden vurdering:

“De ville have en læge til at sige det modsatte af, hvad den åbne biopsi og alle de andre undersøgelser, der var blevet foretaget på mig, havde fastslået.”

Men lægerne konkluderede det samme, og i 2001 fik Jelix Enrique Torres Bolivar en erstatning på 34 millioner colombianske pesos, hvilket svarer til knap 130.000 danske kroner. Han blev også kvalificeret til sygepension, men fordi han var så ung, og det ville fratage ham andre rettigheder, blev han i stedet omkvalificeret til at skulle arbejde et andet sted:

”De flyttede mig til et kontor, og det var let for mig at tilpasse mig ændringen. Men som tiden gik, blev jeg meget ofte indlagt på hospitalet, jeg var hele tiden forkølet eller havde influenza. Jeg gik bare fra indlæggelse til indlæggelse. Der gik mere end otte år, uden jeg blev stabil,” fortæller han.

Silikose er én af de erhvervssygdomme, der er anerkendt af Colombias nationale råd for arbejdsrisici, som værende relateret til arbejdet i kulminer. Det er en typisk arbejdsskade, fortæller José Brito, der har været sundhedssekretær for fagforeningen Sintracarbon i 15 år og har været medlem af Det Nationale Råd for Arbejdsrisici.

Han fortæller, at hvis arbejderne skal have fem tons kul ud af minen, skal de først fjerne fem-ti gange så meget knust sten, der ligger oven på kullet. En del af de knuste sten bliver til et fint lag støv kendt som silica, som arbejderne indånder sammen med kulstøvet, når de skal flytte rundt på de knuste sten. Ifølge Verdenssundhedsorganisationen WHO er silica kræftfremkaldende. 

“For at udvinde kullet er der brug for en masse maskiner, vejforholdene er ikke de bedste, og at arbejde i 12-timers skift er meget trættende for mennesker. Disse forhold producerer mange sygdomme”, forklarer Jose Brito og understreger, at det er virksomhedens ansvar at håndtere den slags problemer, og hvis det ikke sker, og folk bliver syge, så er det en erhvervssygdom.

“Jeg ved, at folk arbejder med et meget farligt materiale i Cerrejón. Med hjælp fra fagforeningen er det lykkedes os at opdage mere end 1.500 eksempler på arbejdere, der er blevet syge af arbejdet i Cerrejón, blandt dem nogle kræfttilfælde. Folk lider meget af gastritis, irritabel tarm, søvnløshed, mentale problemer,” fortæller den tidligere fagforeningsleder. 

En marathon af indlæggelser

Jelix Enrique Torres Bolivar begyndte en tysk bioenergetisk medicinbehandling, og det hjalp først til at stabilisere indlæggelserne. Men så begyndte han at få andre følgevirkninger af arbejdet i minen, som f.eks. karpaltunnelsyndrom, skulderskade, halshvirvel- og lænderygsbrok. 

”Jeg havde betjent de tunge maskiner, og det var ikke under gode forhold, så jeg begyndte at få alle disse problemer,” fortæller han i dag.

Han trak sig tilbage fra Glencores kulmine Cerrejón i 2018. Så begyndte et nyt maraton af indlæggelser, undersøgelser og lægebesøg. Han endte med at blive diagnosticeret med fibromyalgi. 

Så blev han sendt til en knoglespecialist, som blot sendte ham videre til en hæmatolog (specialist i blodsygdomme). Her endte han med at få diagnosen myelomatose, som er en form for blodkræft. Siden 2020 har han modtaget kemoterapi. 

Når han mødes med andre arbejdere fra Cerrejón, minder han dem altid om at passe på deres helbred. Udfordringen er, at arbejdet i minen, næsten er den eneste mulighed for beskæftigelse her i området:

”Her er ingen anden udvej, vi har måttet se i øjnene, at den eneste produktive aktivitet, hvormed man kan forsørge sin familie, er at arbejde i minen,” siger Jelix Enrique Torres Bolivar.

Den pensionerede kulminearbejder er skuffet over, at hans arbejdsgiver – Glencore – ikke har hjulpet ham mere under hans sygdom:

”Hvis jeg bliver syg, er det mindste, virksomheden kan gøre at støtte mig med sundhedsforsikring, sådan at jeg hurtigere kan blive behandlet af en specialist, hvilket kan modvirke alvoren af de sygdomme, jeg tog med mig, da jeg forlod virksomheden. Men da jeg forlod Cerrejón, er det bare som om mit nummer er slettet, jeg eksisterer ikke længere for dem,” siger Jelix.

Han er også skuffet over, at hans arbejdsgiver hele tiden har prøvet at diskvalificere de undersøgelser og diagnoser, som lægerne gav ham. 

”De forsøgte hele tiden at sige, at jeg ikke havde silikose, og når de laver præsentationer om deres virksomhed, fortæller de altid, at de ikke har dét sundhedsproblem i virksomheden. De lader som om, de ikke kender til det,” mener han. 

Det er den del, der gør den tidligere kulminearbejder mest ked af det. Jelix føler en stor skuffelse overfor Glencore, en virksomhed som han har vist sit liv til – i bogstaveligste forstand. 

”Jeg arbejdede med liv og sjæl for Cerrejón. Men Glencore er mere interesserede i deres image end i de mennesker, de har ansat.”

Derfor har han også en besked til de virksomheder, som køber kul af Glencore fra Cerrejón-minen, såsom Nordjyllandsværket oppe ved Aalborg:

”Det er rigtigt, at disse landsbyer har haft en vis udvikling, nu er der drikkevand og forskellige offentlige tjenester, som er afgørende, hvis man har så stor en mine i nærheden. Men det ville være meget vigtigere, hvis de kunne være med til at sikre en kvalitetsuddannelse for minearbejdernes børn”.

“Virksomheden bør leve op til deres sociale ansvar, sådan som de har så travlt med at sige i medierne, at de gør. Men i virkeligheden har de intet socialt ansvar over for nogen, deres eneste ”sociale ansvar” er de penge, de kan tjene, og længere er den ikke”.

I juni 2023 fik Jelix sin knoglemarv-transplantation på et hospital i Medellin og han er i øjeblikket ved at komme sig ovenpå det. 

I et mailsvar til Danwatch afviser Inés Elvira Andrade, som er ESG-chef for Cerrejón-minen, at Glencore og Cerrejón ikke lever op til deres ansvar for medarbejdernes sikkerhed.

“Cerrejóns medarbejdere er alle registreret hos det colombianske socialsikringssystem, og vurderingerne af en sygdoms oprindelse foretages ikke af virksomhederne. Det er den officielle Administrator for Erhvervsmæssige Risici og de Sundhedsfremmende Enheder, der udfører sådanne vurderinger med mulighed for at eskalere dem til de regionale kvalifikationsråd og de nationale kvalifikationsråd (alle sammen enheder i det colombianske socialsikringssystem),” skriver hun.

“Cerrejón leverer alle de nødvendige oplysninger til disse enheder. Hvis en arbejdstager bliver diagnosticeret med en sygdom, og de behandlende læger udsteder anbefalinger eller restriktioner vedrørende arbejdet, bliver der taget hånd om disse.”

William Orozco mistede alt i en af Glencores miner

Ifølge rapporten til vagtchefen skete det kl. 02 om natten. William Orozco sad i en lastbil på en læsseplads i minen og kæmpede med at holde sig vågen.

“Det er på det tidspunkt, hvor den monstersøvn der plager alle operatører, indtræffer. Som alle mennesker bliver vi trætte, og vores synsfelt er ikke det samme, som når vi starter vores vagt, især når det er klokken to om natten”. 

Lad være med at købe blodplettet kul. For de slår os ihjel.
William Orozco

Pludselig faldt en sten ned og forårsagede et kraftigt stød på lastbilen. 

“Det var to slag, der gjorde mig lammet,” fortæller William Orozco i dag.

Han ringede til den tilsynsførende og fortalte, hvad der var sket, at han havde det dårligt, og det gjorde ondt. Lidt senere blev William Orozco hentet af en ambulance.

Det var begyndelsen på en kamp mod sundhedsforsikringen, minen og dens ejer, den multinationale virksomhed Glencore.  

Udover Cerrejón-minen ejer Glencore også kulminerne Calenturitas og La Jagua i delstaten Cesar i Colombia, gennem deres colombianske datterselskab Prodeco. Det er La Jagua minen, hvor William Orozco har arbejdet.

Glencore lavede ikke en ulykkesrapport på den måde som de skulle, og fordi det skulle gå hurtigt blev William Orozco opereret gennem statens sundhedsforsikring, og det blev aldrig registreret som en arbejdsulykke. 

Fem år efter ulykken, i 2008, fik Glencores en bøde for den manglende ulykkesrapport på 10 mindstelønninger. Da lå William Orozcos liv allerede i ruiner. Derfor lagde han sag an.

”Min sag har været ved Højesteret siden 15. juli 2014, men den er der stadig”, fortæller William Orozco, der stadig håber på en retfærdig dom.

“Min arbejdsulykke skyldes en dårlig måde at operere i minen på. Virksomheden gennemførte ikke de kontroller, der skulle have været udført, og ingen af arbejderne var uddannet til at udføre sikker minedrift. I minen har vi byttet sundhed for penge, for det, vi tjener, er ikke nok til at kurere de sygdomme, der følger”. 

Attentatforsøg

William Orrozco var ikke hjemme, da de kom efter ham d. 3. juli 2007. 

Han var taget ind til byen for at besøge en døende kammerat, da to mænd ankom til hans hus  på en højcylindret motorcykel uden nummerplade. Klokken var omkring 18.40, det var ved at blive mørkt. 

Den ene mand var bevæbnet og gik ind i huset. William blev efterfølgende informeret af naboerne, der troede, at William havde været hjemme, og han var blevet dræbt af de to mænd.

For William er der en simpel forklaring på årsagen til attentatforsøget: Han var fagforeningsleder og kæmpede mod virksomheden og dermed også de paramilitære militser, der hærgede i området. 

I 2008 fik William tilkendt beskyttelsesforanstaltninger på baggrund af attentatforsøget, og han bliver nu ledsaget af en politibetjent. 

Den mistede frihed

“Jeg ønsker virkelig, at det skal frem, hvordan de ansatte i det multinationale selskab Glencore er blevet behandlet,” fortæller William Orozco.

Han anerkender, at minedrift har betydet, at der er blevet investeret i områdets infrastruktur, mens folk har fået jobs, og det på den måde har en social indvirkning:

“Men hvis du spørger mig, hvad minedrift har efterladt mig, så kan jeg sige, at jeg har mistet min frihed, jeg har mistet alting”, fortæller han om forløbet, og fortæller, at han har mistet alt.

”Jeg har ikke mere at miste, jeg har mistet min kærlighed til livet.” 

Derfor har den kørestolsbrugende tidligere minearbejder også en kort og direkte besked til køberne af Glencores kul, såsom Nordjyllandsværket i Danmark:

”Lad være med at købe blodplettet kul. For de slår os ihjel. Ikke kun med kugler og mord. De slår også mig ihjel sådan her. Dét kul er plettet med blod, og der er også mange fagforeningsledere, som er blevet myrdet”.

I alt har fagforeningen Sintracarbon registreret 22 dødsfald som følge af arbejdsulykker i Cerrejón fra 1985 til 2022. Den seneste dødsulykke var den 19. november 2022.

Der skulle kun gå to år fra at Samuel Arregoces vendte tilbage til sin hjemregion fra et liv under jorden andetsteds i Colombia til han en formiddag i april sad i sin bil og kunne mærke pulsen stige voldsomt. 

Samuel Arregoces kørte sammen med sin livvagt og en tysk journalist lidt uden for byen Fonseca, ikke langt fra en af verdens største kulminer, Cerrejón, som har formet Samuel Arregoces liv. Han måtte sætte farten ned på grund af et vejbump, da en motorcykel nærmede sig bagfra.

Motorcyklen lagde sig op på siden af bilen, og da Samuel Arregoces kiggede ud af vinduet, så han, at motorcyklisten havde en elefanthue på. Samuel Arregoces trådte instinktivt på speederen for at komme væk, men motorcyklen gassede op for at komme op på siden af bilen igen. 

I fire kilometer fulgte motorcyklen efter bilen, også selvom livvagten i bilen trak sit våben. Først da de nærmede sig en politikontrol, forsvandt motorcyklen lige så pludseligt, som den var kommet.

Samuel Arregoces ved ikke, hvem manden var, men han ved med sikkerhed, hvorfor han var der. Samuel Arregoces har viet sit liv til kampen mod Cerrejón-minen, der udvinder kul til store dele af verden, herunder Nordjyllandsværket i Danmark, men ødelægger livet for mange lokale:

”Der er ikke nogen tvivl om, at det er relateret til min aktivisme mod Cerrejón og mod kulminedrift, og vi er midt i en hård kamp for at forsvare Bruno-vandløbet. Det er dét, jeg laver, og jeg har ikke andre fjender”, forklarer han og fortæller, at flere af de andre aktivister i området også har været udsat for trusler og attentatforsøg.

“Jeg er virkelig bekymret over situationen.” 

Samuel Arregoces anmeldte hændelsen til politiet lige bagefter. Efterfølgende har han taget ekstra forholdsregler: Han skifter altid rute, tager ingen steder hen alene og har konstant politiet forbi sit hus for at tjekke op på ham. 

Hver dag så vi bare, hvordan Cerrejón-minen voksede, og hvordan de opkøbte vores omgivelser. Vi lå nærmest midt i deres mineprojekt
Samuel Arragoces

Frygten er blevet Samuel Arregoces følgesvend, efter han satte sig op mod Cerrejón-minen og dens ejer Glencore. Men Samuel og de andre aktivister er færdige med at lade frygten styre deres beslutninger.

Landsbyen, der forsvandt

Vi mødtes med Samuel Arregoces et par uger før attentatforsøget i den lille landsby Rocio, nær Colombias måske mest omdiskuterede vandløb, Bruno-strømmen. Han er usædvanligt høj for en colombianer at være, skuldrene er brede og det mørke hår er klippet kort. Når han smiler er det med hele ansigtet, og han virker venlig og imødekommende.  De andre aktivister og folk i byen kender alle Samu, som de bare kalder ham. Han hilser på alle med et smil og spørger med interesse, hvordan de og deres familie har det. 

Samuel Arragoces er afro-colombianer og stammer fra vestafrikanske slaver, der blev bragt til Colombia i det 16. århundrede. Han voksede op i den lille landsby Tabaco, der for lidt over 20 år siden lå i samme område, som Samuel Arragoces nu er vendt tilbage til. Men i 2001 troppede det colombianske sikkerhedspoliti op for at tvinge landsbyens 700 indbyggere ud og lukke bulldozerne ind. Samuel Arragoces og resten af byens indbyggere kunne se til, mens deres huse blev væltet og deres by blev til mine.

“Vi troede aldrig, det skulle blive vores tur i Tabaco. Men hver dag så vi bare, hvordan Cerrejón-minen voksede, og hvordan de opkøbte vores omgivelser. Vi lå nærmest midt i deres mineprojekt,” fortæller Samuel Arragoces i dag. 

Et år senere, i 2002, blev der lagt sag an på vegne af børnene i Tabaco, hvor der blev stillet krav om, at hele landsbyen skulle genhuses. Forfatningsdomstolen dømte til Tabaco-indbyggernes fordel og gav kommunen og Cerrejón-minen 48 timer til at foretage genhusningen. Men i dag, 21 år efter, er dommen endnu ikke blevet efterkommet. 

I stedet er beboerne fra Tabaco blevet forvandlet til det, som Samuel Arragoces kalder “ufrivillige nomader”, spredt ud over regionen uden noget sted at vende hjem til. 

 ”Vi har mistet vores kultur, vores fællesskab. Det er ikke det samme at leve uden territorium.”

Derfor kæmper han for, at andre ikke skal overgås af den samme skæbne.

”Det er ikke fordi, jeg har valgt at være miljøforkæmper, man kan sige, at omstændighederne tvang mig, fordi vi først havde en meget stærk kamp for at få Cerrejón ud af vores territorium, men det lykkedes ikke, og Tabaco forsvandt. Så nu kæmper vi for at andre lokalsamfund ikke skal opleve, hvad der skete for os”, siger Samuel Arragoces, der mener, at mange lokalsamfund har undgået at blive jævnet med jorden på grund af deres kamp.

Et farligt job

Colombia er ét af de farligste lande at være miljøforkæmper i. I løbet af de seneste ti år er 322 miljøaktivister blevet myrdet i Colombia. Det eneste land, der har oplevet flere drab i perioden, er Brasilien. Colombia tegnede sig for næsten hver femte af alle drab på miljøaktivister på verdensplan i dét årti.

Denne kamp har også fået andre samfund til at kræve deres rettigheder, ikke kun i Tabaco. I dag har Cerrejón mere end 14 domstolsafgørelser imod sig.
Samuel Arragoces

Den colombianske menneskerettighedsorganisation Indepaz bekræfter, at miljøforkæmpere, der forsvarer territoriet og vandressourcer i forhold til kulminedrift i La Guajira er blandt de mest truede miljøforkæmpere i Colombia. Så for Samuel og de andre modstandere mod Cerrejón-minen er dødstrusler og attentater desværre hverdagskost:

”Jeg har været leder i den her bevægelse i 20 år, hvilket ikke er let, for jeg lever med trusler og overvågning, men det er ikke det hele. Den økonomiske indespærring, er måske det alvorligste for din familie, for når du er imod Cerrejón, giver de dig ingen jobs, ikke engang i kommunerne, fordi de også kontrollerer dem”.

I 2017 blev det for meget for Samuel Arragoces, eller som han siger det. Det blev for “normalt” med trusler mod ham, trusler mod hans familie, fremmede biler der holdt uden for hans hjem. Derfor forlod han La Guajira og gik under jorden et sikkert sted et andet sted i Colombia. 

I 2019 vendte han tilbage, men folk omkring Cerrejón-minen havde ikke glemt, hvem han var. Truslerne og chikanen blev genoptaget, men der er sket noget, som gør at Samuel Arragoces er kommet for at blive:

Denne kamp har også været tilfredsstillende for mig, fordi vi for det første har opnået, at befolkningerne kræver deres rettigheder overfor Cerrejón. Tidligere var Cerrejón nærmest urørlig i La Guajira”, siger Samuel Arragoces og fortsætter sin talestrøm:

“Vi har opnået gennem de forskellige nationale og internationale fordømmelser, at få anerkendt, at Cerrejón krænker menneskerettighederne, at Cerrejón krænker retten til vand, at Cerrejón krænker miljøet”.

Det betyder samtidig, at Samuel Arragoces, de andre aktivister og lokalsamfundene har fået beviser og videnskabelige undersøgelser, der bakker dem op, hvilket har gjort det sværere for Cerrejón-minen og dens ejer Glencore at sagsøge dem. 

“Så denne kamp har også fået andre samfund til at kræve deres rettigheder, ikke kun i Tabaco. I dag har Cerrejón mere end 14 domstolsafgørelser imod sig”.

Inés Elvira Andrade, som er ESG-chef for Cerrejón-minen, afviser i en mail til Danwatch, at Cerrejón og Glencore bærer ansvaret for truslerne mod de lokale aktivister.

“Det er relevant at præcisere, at trusler mod sociale ledere er et systematisk problem, der har eksisteret i Colombia i flere år, og det er statens pligt at garantere individers fysiske integritet og sikkerhed. I betragtning af situationens kompleksitet har Cerrejón en nultolerancepolitik over for trusler og angreb på menneskerettighedsforkæmpere i La Guajira og har offentligt fordømt disse grimme handlinger.”

“I tilfældet med lederen Samuel Arregocés fik Cerrejón kendskab til trusler i oktober 2021 og aktiverede protokollen for disse sager med varsel og anmodning om hurtige opmærksomhedsforanstaltninger fra de kompetente myndigheder (borgmesterkontoret, det nationale politi, justitsministerens kontor, indenrigsministeriet, den nationale og regionale ombudsmand, etc) til beskyttelse af hr. Arregocés,” skriver hun.

Folk har mistet deres frygt

Samuel Arragoces tager i dag rundt i andre landsbyer, som er påvirkede af kulminedrift eller i risiko for at blive det. Her deler han erfaringerne fra Tabaco for at undgå, at historien gentager sig. 

”Vi påtog os en opgave, og vi har været rundt i hele landet, hvor der vil være minedrift, hvad enten det er kul eller anden minedrift. Vi har fortalt om vores erfaringer, og at de ikke skal lade sig narre af løfterne om udvikling, for vi blev lovet alt, og det var tomme ord.” 

Virksomhederne fortsætter på trods af flotte ord om ansvar og CSR og miljø med at operere på samme måde, siger Samuel Arragoces. Det er kun Glencore, der nyder godt af det økonomiske afkast og ikke de berørte samfund, hævder han, og nævner at ingen lokale har kunne mærke de stigende kulpriser, mens Glencore har haft det bedste resultat nogensinde.  

“Disse mineselskaber er ikke oprettet for at opfylde sociale behov, de blev oprettet for at generere penge,” siger Samuel Arragoces.

Han fortæller os, at for “os, der forsvarer miljøet” er livet blevet farligere.

“Vi har oplevet en stigning i truslerne, aggressionerne, forfølgelserne og angrebene mod os i La Guajira”.

Men det gør dem ikke bange længere, og det er den største sejr af den lange kamp mod Cerrejón-minen og Glencore, siger Samuel Arragoces.

”Jeg tror, at det vigtigste resultat af denne kamp har været, at lokalsamfundene har mistet deres frygt for at anmelde Cerrejón”.

En besked til investorer og kunder

Samuel Arragoces og de andre aktivister er også begyndt at flytte deres kamp til nye slagmarker. Det er ikke kun Glencore, de vil lægge pres på, men også virksomhedens investorer og kulforbrugere i Europa, der har en stor magt: 

”De skal stille etiske krav til de multinationale selskaber, de køber kul af. Klimaforandringer påvirker os alle. Men ikke kun dét – det er også forbundet med lidelse, sorg, smerte, kulturelle og sociale tab i de lokalsamfund, hvor kullet udvindes”, siger Samuel Arragoces, der også har en besked til de virksomheder, der køber kul fra Cerrejón eller investerer i Glencore.

”Investorerne skal holde øje med virksomheders handlinger i lokalområderne. Jeg er overbevist om, at Glencore kender til deres virksomheders aktiviteter, for jeg har haft lejlighed til at deltage i deres generalforsamlinger, og parterne er ikke interesserede i, hvordan kul udvindes, hvordan menneskerettighederne krænkes, hvordan miljømæssige og sociale rettigheder krænkes, men kun i det økonomiske afkast.”

“De bør ikke kun se på økonomien. De har efterladt os uden territorium og vand.”

En dag tæt ved nytår sejlede et skib under panamansk flag op gennem Limfjorden. Med sig i lasten havde skibet 77.447 tons kul, der skulle bringe nordjyderne varmt igennem vinteren.

Kullet gemte også på en vigtig historie om en af disse års mest magtfulde og kontroversielle virksomheder, en omdiskuteret mine og en stor gruppe mennesker i Colombia, som mener, at kullet er plettet af deres blod.

Kullet var i foråret 2022 blevet bestilt hjem i al hast af Aalborg Forsyning. På daværende tidspunkt modtog nordjyderne al deres kul fra Rusland, men den import havde EU forbudt i kølvandet på Ruslands invasion af Ukraine. 

Derfor kom blandt andet colombiansk kul pludselig i høj kurs igen rundt om i verden efter flere år med faldende efterspørgsel.

Tonsvis af kul eksporteres 

  • Kul har de seneste år været ilde set på grund af den grønne omstilling og øget fokus på brug af mere bæredygtige energikilder. Herhjemme var det også besluttet, at flere kraftværker skulle udfase brugen af kul. Men krigen i Rusland og et krav om sikring af energisikkerheden har igen gjort den kulsorte energi efterspurgt i blandt andet Danmark og resten af Europa. 
  • Det gælder også efter colombianske kul. Ifølge tal fra National Federation of Coal Producers (Fenalcarbon) så eksporterede Colombia 13,2 mio. tons kul ud af landet i første kvartal 2023, hvilket er en stigning på 10,6 procent sammenlignet med året før. Samtidig viser eksportdata, at Europa i 2022 var den største aftager af colombiansk kul efterfulgt af Mellemøsten.

For at nordjyderne kunne holde sig varme, når vinteren meldte sig igen, fik Aalborg Forsyning sidste år i alt 125.000 tons fra Colombia, 30.000 tons fra USA og 240.000 ton fra Sydafrika.

En dag i begyndelsen af december blev de 77.447 tons kul skibet ud af Puerto Bolivar på halvøen La Guajira i det nordlige Colombia. Den lille landsby var engang fuld af fiskere og landmænd, der levede af den frodige natur, nu er alt dækket i kulstøv, og folk er forsvundet.

Hver dag kommer togene med 120 vogne fulde af kul fra den famøse Cerrejón-mine 150 kilometer inde i landet. Titusindvis ton kul bliver losset af i store bunker på havnen, hvorfra det bliver lastet ombord på skibene, der sejler ud til hele verden, blandt andet Aalborg.

Nogle få mennesker er blevet tilbage i byen. Blandt dem er 52-årige José Tomas Freile Gonzales, som Danwatch udsendte møder i hans hjem, hvor støvet ligger overalt på møblerne. Han føler sig omringet af Cerrejón-minen og dens ejer, den multinationale råvarehandler Glencore, der er kendt for korruption og miljøødelæggelser over hele verden: 

“Vi ser bare på kullet passere forbi her med toget. Kullet, støvet forurener os, dræber os og udtørrer os,” fortæller José Tomas Freile Gonzales. 

Han er langt fra alene med de følelser. 

Danwatch har i marts måned i år været på en 10-dages reportagerejse i området omkring Cerrejón-minen. Og herfra er budskabet meget klart: selvom minens ejer Glencore igen og igen har lovet bedre forhold,og kunder og investorer har stillet krav om det, så er intet ændret. 

Minen buldrer videre og gør stadig folk syge, modstandere bliver forfulgt, og minen udgør en miljøkatastrofe for hele lokalområdet. 

Vampyrblæksprutten

Der findes få virksomheder med en vildere og mere skandaløs historie end Glencore. Samtidig findes der næppe nogen virksomhed, der er mere centralt placeret i disse års energikrise. 

Glencore producerer, handler og producerer alt fra hvede over grønne mineraler til kul. Nogle beskriver Glencore som en “vampire-squid”, en blæksprutte, der har viklet sig rundt om hele vores civilisation, klar til at kaste sig over alt, der lugter af en god handel. Virksomhedens tentakler strækker sig langt ind i vores liv, og uanset om det er din elbil, din smartphone eller varmen i din radiator, så er der en stor sandsynlighed for, at Glencore har tjent på det, før det endte hos dig.

I 2022 indgik Glencore flere store forlig, der i alt betød, at de skulle betale mere end 11 milliarder danske kroner, fordi virksomheden har begået korruption og hvidvask gennem en lang årrække. Alligevel var 2022 et rekordgodt år for Glencore, der tjente over 230 milliarder kroner. 

Det kan også ses på formuen hos Glencores største aktionær, den 66-årig sydafrikaner Ivan Glasenberg, der har været involveret i selskabet siden 1984. Ifølge Forbes 2023-opgørelse er han god for 61,75 milliarder kroner. 

Som verdens største kulhandler har Glencore og Glasenberg nydt godt af energikrisen, og som en af de største leverandører af kritiske mineraler tjener de stort på den grønne omstilling. Denne helt centrale position i den globale økonomi, har Glencore ifølge iagttagere fået ved at være kyniske, ligesom de ikke har været bange for at gå over stregen.

En skandaløs historie

Glencore blev stiftet i 1974 af den belgisk-fødte råvarehandler Marc Rich, dengang under navnet Marc Rich + Co. AG. Virksomheden tjente de første år sine penge på at handle olie med lande og folk, andre ikke ville handle med: Sydafrikas apartheidregime, Chiles diktator Augusto Pinochet og et sanktionsramt Iran under gidselkrisen i 1979. 

Virksomheden blev hurtigt dygtig til skattefusk, omgåelse af sanktioner og bestikkelse. Og ved at være steder, hvor ingen andre ville være – fra DR Congo til Colombia – har Glencore skaffet sig adgang til ressourcer og vokset sig større end nogen anden inden for deres felt.

De første 37 år af Glencores eksistens levede virksomheden i den ro og fred, der kommer med et hovedkvarter i den schweiziske by Baar, hvor diskretion er en dyd. I en lang periode havde de endda tilnavnet ‘den største virksomhed, du sikkert ikke kender’. Men da virksomheden i 2011 blev børsnoteret var de nødt til at åbne op over for deres investorer. Ud væltede historierne om, at Glencore havde handlet med korrupte regimer; spekuleret i prisen på korn, mens befolkningen i udviklingslande var i oprør over manglende mad; og skabt store miljøproblemer i afrikanske lande, såsom syreregn i Zambia.

Siden er det væltet ud med skandalesager. Da den danske pensionskasse AkademikerPension sidste  år skulle forklare, hvorfor de ikke længere vil investere i Glencore, listede de “anklager om korruption, dårlige arbejdsvilkår, diskrimination, børnearbejde, tvungen forflytning af lokalbefolkninger, overdreven magtanvendelse, skatteundvigelse samt miljøforurening.” 

Foreløbigt er skandalerne kulmineret med bestikkelsessagerne, som de indgik forlig om sidste år. 

Over en 10-årig periode bestak Glencores medarbejdere de mest magtfulde mennesker i Nigeria, Cameroun, Elfenbenskysten, Ækvatorialguinea, Brasilien, Venezuela og DR Congo. Glencore fløj penge ind i kufferter for at bestikke dommere og diktatorer. De har bestukket sig til lukrative kontrakter og for at retssager forsvandt.  Som en amerikansk statsanklager sagde sidste sommer, er omfanget af bestikkelsen “svimlende”. 

I en af sagerne gennemgik efterforskere mere end en million dokumenter og fandt blandt andet ud af, at en råvarehandler fra Glencores afdeling for Vest Afrika havde hævet næsten 50 millioner kroner fra Glencores ‘cash desk’ i hovedkontoret i Schweiz og brugt det til bestikkelse 25 gange mellem 2012 og 2015. En af de direktører, der havde godkendt at pengene blev hævet, var ansvarlig for forretningsetik. 

Sydsudan var knap nok blevet uafhængig i 2011 før Glencore havde sendt folk på et privatfly med 5,5 millioner kroner til bestikkelse. Få dage efter pengene var landet hos de rette, var Glencores lykke gjort, og de fik en række værdifulde kontrakter.

Og sådan fortsætter listen.

Glencores colombianske mineeventyr

I 2000 købte Glencore sig ind i Cerrejón-minen sammen med de to minegiganter BHP og AngloAmerican, og i 2002 overtog de den fulde kontrol. Med det samme begyndte mineselskaberne at udvide minen og trænge sig længere og længere ind på land, der tilhørte det oprindelige indianske Wayuu-folk og afro-colombianere, der stammer fra vestafrikanske slaver, der kom til området i det 16. århundrede.

Udvidelsen skete på en måde, lokalbefolkningen oplevede som destruktiv. Hele lokalsamfund blev tvangsflyttet. Floder, der leverede vigtigt drikkevand, blev omdirigeret. Og de folk, der ikke flyttede, blev forurenet med giftige tungmetaller og kulstøv fra minen. Sådan er det fortsat, siger de lokale.

I 2021 solgte BHP og AngloAmerican deres andel i minen, da de med klimaforandringerne og Paris-aftalen in mente, ikke kunne forlige deres virksomheder med at være en del af minen. Glencore opkøbte det hele, blev eneejer af Cerrejón og lovede, at de ville være en “ansvarlig forvalter”. Men blandt arbejdere i minen og lokalsamfundene omkring minen bliver Glencore langt fra opfattet som ansvarlig.

I dag er minen den største af sin slags i hele Latinamerika og en af de største i verden med sine næsten 70.000 hektarer og 5.000 ansatte. Det svarer til næsten 100.000 tørre støvede fodboldbaner, fyldt med maskiner og lastbiler, der sender en konstant larm ud til den omkringliggende verden. Et område, der langsomt har spist sig ind på dets omgivelser og gjort området til et sted, hvor livet ikke har en chance. Alt sammen foregår bag store hegn; minen er ikke for uvedkommende.

De lokale konsekvenser

En af dem, der har oplevet minen indefra er Jelix Enrique Torres Bolivar, som vi møder i minebyen Fonseca, under et træ i gården til kulminearbejdernes fagforening Sintracarbon. I to årtier indåndede han støvet i kulminen. 

“Hvis jeg havde vidst, hvad minedrift var, ville jeg aldrig have arbejdet i en mine”, fortæller han gennem mundbindet, der er trukket over næse og mund:

“Det er skadeligt for sundheden, for åndedrætssystemet, for huden, for bevægeapparatet. I dag er jeg en patient, jeg lider af alting.”

Jelix Enrique Torres Bolivar er den første arbejder i Cerrejón-minen, der har fået anerkendt, at støvet i minen har ødelagt hans lunger og givet ham silicose, også kendt som jernlunger. 

Jelix Enrique Torres Bolivar vidste intet om minedrift, da han som 20-årig i begyndelsen af 1980’erne fik arbejde i Cerrejón-minen. Foto: Ivan Castaño / El Turbión

Han er dog bare en af mange minearbejdere, der har fået deres helbred ødelagt i minen, fortæller José Brito, der har været sundhedssekretær for fagforeningen Sintracarbon i 15 år og har været medlem af Det Nationale Råd for Arbejdsrisici.

“Jeg ved, at folk arbejder med et meget farligt materiale i Cerrejón. Fra fagforeningen og det lykkedes os at opdage mere end 1.500 eksempler på arbejdere, der er blevet syge af arbejdet i Cerrejón, blandt dem, nogle kræftfremkaldende. Folk lider meget af gastritis, irritabel tarm-problemer, søvnløshedsproblemer, mentale problemer,” fortæller den tidligere fagforeningsleder. 

Det øde lokalområde

Ved den lille landsby El Rocio trænger Cerrejón-minen sig også på. Byen ligger ned til Bruno-vandløbet, som Glencore og Cerrejón-minen vil omlægge, fordi der ligger store kulreserver nedenunder. 

Hvis det sker, vil det være katastrofalt for det indianske Wayuu-folk, der lever i El Rocio og andre landsbyer ned til floden.

Ifølge en domsafgørelse fra 2017 er mindst 30 Wayuu-landsbyer afhængige af vand fra Bruno-vandløbet. Og den omledning, som Cerrejón nu har planer om, vil direkte påvirke vandforsyningen for en befolkning på mere end 200.000 mennesker. Samtidig er det en trussel mod centrale dele af Wayuu-folkets kultur, hvor vandet er forbundet til deres ånder og spiritualitet.

Glencore har dog langt fra accepteret afgørelsen fra forfatningsdomstolen og beskyttelsen af Bruno. Glencore har således sagsøgt den colombianske stat for afgørelsen om ikke at tillade kuludvinding nedenunder Bruno og hævdede, at domstolens afgørelse var diskriminerende, urimelig og vilkårlig og nægtede dem “retfærdig og rimelig behandling”.

Og Bruno er bare det sidste eksempel i rækken. I årenes løb har Cerrejón omdirigeret mindst 17 vandløb for at udvinde kul. Men det er også lykkedes Wayuu-folket at forhindre omlægninger. 57-årige Leobardo Sierra, som vi møder i El Rocio, håber, det kan lykkes igen.

”På den ene side føler jeg mig rolig, for jeg har kæmpet. Men det er trættende. Jeg ser også håb, om at drømme bliver til virkelighed. Vi ønsker heller ikke, at de fortsætter med at ødelægge eller dræbe vandløb eller fratage folk i deres territorium.” 

Danwatch og El Turbion, det colombianske medie, vi har samarbejdet med, har forsøgt at få en kommentar fra Glencore gennem presseafdelingen i hovedsædet i Schweiz. Presseafdelingen er dog aldrig vendt tilbage.

Glencore’s bestyrelsesformand Kalidas Madhavpeddi kunne dog ikke gemme sig for kritikken under Glencores generalforsamling den 26. maj i Zug i Schweiz, hvor El Turbion var til stede.

Glencores seneste generalforsamling fik et uventet besøg. Foto: Anonym

Her startede  Kalidas Madhavpeddi med at rose Glencores CRS-politikker:

“Hvorend vi opererer, forpligter vi os til at  sætte stor værdi i at gøre det på en etisk og bæredygtig måde. Vi beskæftiger 10.000-vis af mennesker, støtter lokale virksomheder og serviceudbydere og investerer i lokal uddannelse, sundhedspleje og infrastruktur.”

Kalidas Madhavpeddi havde nok ikke lige regnet med, at NGO’en Yukpa Solidarity Network havde fået fløjet en lokal indiansk kvinde ind, der havde oplevet Glencores fatale ødelæggelser for befolkningen i områderne Becerril og La Jagua de Ibirico i Colombia.

Godt en time inde i generalforsamlingen tog hun ordet: 

“Jeg er en Yukpa-kvinde fra et indfødt reservat, hvor Glencore er ankommet, og som har set den transformation og forurening af miljøet, der forårsager børns død. Mere end 40 børn er døde i vores territorium forårsaget af forurening fra open pit-minedrift, siger hun.  

Kalidas Madhavpeddi svarede herefter kort:

“Fra vores perspektiv gør vi alt, hvad vi kan med hensyn til drift i vores faciliteter. Jeg er ikke bekendt med den udvikling.”

Danwatch og El Turbión har desuden stillet en række spørgsmål til Glencore gennem den lokale administration direkte ved Cerrejón-minen i Colombia.

I et mailsvar henviser minens ESG-chef, Inés Elvira Andrade, først og fremmest til Glencores hjemmeside for svar på de spørgsmål, der angår virksomhedens tidligere sager om korruption.

I forhold til anklagerne om luftforurening, syge ansatte, trusler mod kritikere og omdirigeringen af vandløb afviser Inés Elvira Andrade, at Glencore i Cerrejón ikke skulle have levet op til sit ansvar.

“Cerrejóns forpligtelser i La Guajira strækker sig langt ud over investeringen, betalingen af skatter og skabelsen af kvalitetsjob. Vi stræber efter at anvende de højeste standarder for etik og respekt i vores forhold til alle vores interessenter. På samme måde er vi forpligtet til at udvikle vores aktiviteter på en miljømæssigt ansvarlig måde og efterlade fremtidige generationer med en naturlig arv,” forklarer hun.

“Vi handler efter princippet om løbende forbedringer for at styrke vores due diligence-processer inden for menneskerettigheder. Af denne grund overholder vi forskellige internationale standarder, og vores menneskerettighedspolitik er i overensstemmelse med FN’s vejledende principper for erhvervsliv og menneskerettigheder.”

Læs hele svaret i bunden af artiklen, eller klik her for at springe dertil.

En sag, der gentager sig

Første gang Danwatch besøgte Cerrejón-minen var i efteråret 2009, hvor en fjerdedel af det danske kulforbrug kom fra minen.

Mange af problemerne var dengang de samme, som vi kan beskrive i dag. Tvangsflytninger, forurening og syge kularbejdere. Historierne i 2010 fik de fleste danske kraftværker til at stoppe med at købe kul fra Cerrejón. 

De efterfølgende 13 år har der været flere kritiske historier om forholdene i Cerrejón i både danske og internationale medier. Til trods for det og Glencores kontroversielle rygte, valgte Aalborg Forsyning altså at købe kul fra Cerrejón i foråret 2022. 

Da Danwatch sidste sommer for første gang talte med bestyrelsesformand i Aalborg Forsyning og Nordjyllandsværket, Per Clausen(EL), om forholdene i og ved Cerrejón, reagerede han med overraskelse og en garanti om at indlede en dialog med Glencore. 

Danwatch har nu konfronteret Per Clausen med, at forholdene i Cerrejón stadig er horrible. Bestyrelsesformanden fastholder i et skriftligt svar, at Nordjyllandsværket ikke har indgået nye handler med Glencore siden de 77.447 tons kul, der kom i december. 

Herudover forklarer Per Clausen, at man er i løbende dialog med Glencore og blandt andet har forelagt de artikler, som Danwatch skrev sidste år om minens negative indvirkninger på lokalområdet.       

“Aalborg Forsyning har været og er i løbende dialog med Glencore omkring vores CSR-krav. Glencore har for så vidt angår den konkrete kritik fra Danwatch om negative indvirkninger på miljøet kommunikeret detaljeret om en  indsats for nødvendig omhu med et system for monitorering og måling af indsatsens effektivitet. 

“Derudover har Glencore svaret bekræftende på, at virksomheden implementerer alle elementer af OECD’s Retningslinjer for Multinationale Virksomheder og FN’s Retningslinjer for Menneskerettigheder. Aalborg Forsyning har desuden delt sine egne indvirkningsanalyser med Glencore, så de ved, hvilket niveau af information vi som minimum forventer at modtage.”

 Per Clausen vil nu tage Danwatch nye oplysninger til efterretning, men udelukker ikke, at der kan handles med Glencore igen.

“Vi oplever, at det nytter at stille krav til Glencore og følge op, hvilket vi vil fortsætte med at gøre. Vi vurderer, at Glencore er blandt de leverandører, som vi kan vælge i relation til CSR, og derfor vil vi også af hensyn til forsyningssikkerheden ikke udelukke, at vi køber kul fra dem på et tidspunkt igen.”

“De udsagn, som du gengiver fra jeres felttur, vil vi inddrage i vores videre arbejde og holde op imod de informationer, som vi ellers har.”

De paramilitære grupper

Kort inden denne historie skal publiceres opstår der kaos hos El Turbion.

El Turbion er blevet truet, og de er i gang med at afklare, om det har noget at gøre med deres undersøgelse af Cerrejón-minen og Glencore.

Alle, vi taler med i Colombia, der har kæmpet imod minen og Glencore, er blevet truet eller chikaneret. Ingen af dem kan bevise, at det kommer direkte fra Glencore, men tidligere er Glencore blevet kritiseret for deres tætte forbindelser til landets paramilitære bevægelser.

For eksempel i 2014, hvor fredsbevægelsen PAX fremlagde vidneforklaringer fra medarbejdere i et af Glencores datterselskaber, der fortalte, hvordan de havde været med til at finansiere den paramilitære gruppe Juan Andrés Álvarez Front.

En af dem, der har mærket truslerne er Samuel Arragoces. Han er aktivist og kommer fra en by, der er blevet ryddet for at gøre plads til Cerrejón-minen. 

I en årrække har han kæmpet mod minen, men undervejs har han været nødt til at gå under jorden andetsteds i Colombia, da truslerne mod hans familie blev for voldsomme.

Få dage efter, vi har interviewet Samuel Arragoces, skriver han pludseligt. Han har været ude og køre med en anden journalist og sin sikkerhedsvagt, da en motorcykel kører op på siden af bilen. Da Samuel Arregoces kigger ud af vinduet, ser han, at motorcyklisten har en elefanthue på. Han træder instinktivt på speederen for at komme væk, men motorcyklen følger efter ham i flere kilometer, indtil de nærmer sig en politikontrol. 

Samuel Arregoces ved ikke, hvem manden var, men han ved med sikkerhed, hvorfor han var der. 

”Der er ikke nogen tvivl om, at det er relateret til min aktivisme mod Cerrejón og mod kulminedrift, og vi er midt i en hård kamp for at forsvare Bruno-vandløbet. Det er dét, jeg laver, og jeg har ikke andre fjender”, forklarer han.

Danwatch har talt med en af dem, der bor i Puerto Bolivar, hr. José Tomas Freile Gonzales. Han siger, at støv fra Glencores kultransporter forurener og skader sundheden. Hvad er Glencores syn på det? Anerkender Glencore dette problem? Hvad har Glencore gjort for at forhindre dette?

Cerrejón er klar over, at minedrift i åbne miner frigiver partikler i luften (støv), som skal kontrolleres, og træffer alle nødvendige foranstaltninger for at mindske denne påvirkning gennem strenge systemer, der bruger den nyeste teknologi til at kontrollere mængden af støv i luften.

Siden 2017 har vi brugt vores egen TARP-mekanisme (Trigger Actions Response Plan) til at overvåge luften, som definerer og forudser mulige scenarier, hvor niveauet af partikelkoncentrationen (restpartikler i luften) kan være forhøjet under arbejdet på operationen, og har etableret et overvågningssystem, som er unikt i Latinamerika, til at overvåge overholdelsen af PM10- og PM2.5-partikelniveauer i realtid via overvågning i 17 stationer ved minen, på jernbanen og i havnen. Dette giver os mulighed for at kende luftkvalitetens udvikling og vedtage rettidige, forebyggende og korrigerende foranstaltninger såsom vanding af veje, tågekanoner og sprinklere (der bruger industrivand, der ikke er egnet til indtagelse af mennesker og dyr eller til landbrug), ændringer i mineplanen, standsning af specifikt udstyr eller endda driftsstop. Kulemissioner kontrolleres under hele transporten i toget ved at fugte og komprimere kul i alle vognene, hvilket forhindrer støvet i at blive frigivet.

Danwatch har også talt med flere arbejdere fra Cerrejón-minen, som er blevet alvorligt syge (sygdom, der af det colombianske arbejdsministerium er anerkendt som relateret til kulminedrift fra arbejdet i kulminen). De hævder, at Cerrejón ikke ønskede at anerkende deres sygdom eller tage ansvar – og at I ikke lever op til jeres ansvar for jeres arbejdere. Anerkender Cerrejón/Glencore dette problem? Hvad har Cerrejón/Glencore gjort for at forhindre dette?

Dette spørgsmål specificerer ikke, hvilke Cerrejón-arbejdere der henvises til, så vi kan ikke give et specifikt svar. Det er dog vigtigt at præcisere, at Cerrejóns medarbejdere alle er registreret hos det colombianske socialsikringssystem, og vurderingerne af en sygdoms oprindelse foretages ikke af virksomhederne. Det er den officielle Administrator for Erhvervsmæssige Risici og de Sundhedsfremmende Enheder, der udfører sådanne vurderinger med mulighed for at eskalere dem til de regionale kvalifikationsråd og de nationale kvalifikationsråd (alle sammen enheder i det colombianske socialsikringssystem).

Cerrejón leverer alle de nødvendige oplysninger til disse enheder. Hvis en arbejdstager bliver diagnosticeret med en sygdom, og de behandlende læger udsteder anbefalinger eller restriktioner vedrørende arbejdet, bliver der taget hånd om disse. Arbejderen indgår i en rehabiliterings- eller gentilpasningsproces i overensstemmelse med lægeerklæringen. Ovenstående er et delt ansvar mellem det sociale sundhedssystem, virksomheden og arbejdstageren.

Derudover er Cerrejón forpligtet til at implementere robuste praksisser for sundhed, sikkerhed og arbejde og vedtager nationalt og internationalt anerkendte standarder for at sikre respekten for arbejdstagerrettigheder samt et sikkert og sundt miljø. Vi implementerer kontroller og foranstaltninger, der gør det muligt for os at opretholde vores høje operationelle standarder og sikre vores medarbejderes fysiske og mentale velbefindende.

Vores over 30-årige arbejdsmiljøledelsessystem (SG-SST) er indrammet i de colombianske lovkrav og kravene i ISO 45001-standarden, hvorigennem vi fastlægger vores strategiske arbejdsplaner hvert år. På denne måde etablerer vi løbende forbedringstiltag og træffer foranstaltninger med deltagelse af vores medarbejdere i forskellige scenarier, som:

  • Vi forsyner alle medarbejdere med personlige værnemidler og fremmer deres korrekte og obligatoriske brug i vores operationer.
  • Vi tilpasser områder til hvile og genopladning, der har lydisolerede og klimatiserede kabiner og liggestole til en god hvile i løbet af arbejdsdagen, samt moduler til aktive pauser med audiovisuelle guider til motionstræning.
  • Vi implementerede alle foranstaltninger til at kontrollere søvn og træthed, såsom installation af søvn- og træthedsovervågningsudstyr i alt mineudstyr og brug af teknologi til identifikation og analyse af information i realtid, samt konstant overvågning og kommunikation med medarbejdere, primært på nattevagt.

Sociale ledere, miljøforkæmpere, aktivister, som vi har interviewet, blandt andre Hr. Samuel Arregoces, som har været kritisk over for Cerrejón, fortæller os, at de har lidt under trusler mod deres person, og mange af dem har været udsat for voldelige angreb. Organisationer som Indepaz fortæller os, at dette er systematisk. Anerkender Cerrejón/Glencore dette problem? Hvad har Cerrejón/Glencore gjort for at forhindre dette? Hvordan harmonerer deres beskrivelser af trusler med, at Glencore selv skriver, at man er meget engageret i at følge FN’s Global Compact, er engageret i ESG og har en “raising concerns policy”, hvor man har nultolerance over for trusler mod dem, som kender til problemer i forbindelse med Glencore?

Det er relevant at præcisere, at trusler mod sociale ledere er et systematisk problem, der har eksisteret i Colombia i flere år, og det er statens pligt at garantere individers fysiske integritet og sikkerhed. I betragtning af situationens kompleksitet har Cerrejón en nultolerancepolitik over for trusler og angreb på menneskerettighedsforkæmpere i La Guajira og har offentligt fordømt disse grimme handlinger. Cerrejón har en due diligence-proces for at advare de relevante myndigheder, når disse situationer opstår, og anmoder om øjeblikkelig handling for at beskytte disse lederes liv og værdighed samt at efterforske hændelserne, så gerningsmændene kan findes og stilles for retten.

Cerrejón indgik samarbejde med NGO’en CREER for at øge tilliden til La Guajira hos nøgleaktører og for at styrke den lokale kapacitet til at forebygge og efterforske disse sager. Derudover arbejder Cerrejón sammen med nationale statslige institutioner såsom kontoret for præsidentens rådgiver for menneskerettigheder, indenrigsministeriet, ministeriet for minedrift og det nationale mineagentur, som adresserede den fælles bekymring over det øgede antal tilfælde af trusler, angreb eller mord på sociale ledere i landet.

På trods af uenigheder med nogle ledere fremmer Cerrejón en kultur med større deltagelse og åbenhed over for dialog, og den accepterer ikke nogen form for intimidering af noget medlem af samfundet. Enhver specifik sag kan fremlægges af samfundet til Cerrejóns etiske hotline eller til Cerrejóns klagekontor.

I tilfældet med lederen Samuel Arregocés fik Cerrejón kendskab til trusler i oktober 2021 og aktiverede protokollen for disse sager med varsel og anmodning om hurtige opmærksomhedsforanstaltninger fra de kompetente myndigheder (borgmesterkontoret, det nationale politi, justitsministerens kontor, indenrigsministeriet, den nationale og regionale ombudsmand, etc) til beskyttelse af hr. Arregocés.

Ifølge det colombianske miljøministerium har Cerrejón omdirigeret mindst 17 vandløb i La Guajira. I øjeblikket er Bruno-vandløbet på spil – vi har talt med flere ledere, der forsvarer Bruno-vandløbet. Den lokale befolkning ønsker at beholde deres vandressource – og vandet er afgørende for deres oprindelige Wayuu-kultur. Hvad er Cerrejóns/Glencores ansvar for vandkrisen i La Guajira? Hvordan sikrer Glencore som virksomhed, at de ikke forværrer denne i forvejen ekstremt kritiske situation?

Hos Cerrejón er vi opmærksomme på de udfordringer, der eksisterer i La Guajira på grund af det traditionelle vandunderskud i regionen og har formået at reducere vandforbruget af høj kvalitet (fra Ranchería-floden og dens grundvandsmagasin) med det halve i de sidste 10 år. Vand, der bruges til støvbekæmpelse, er vand af lav kvalitet udvundet af kullag eller regnvand, som ikke er egnet til indtagelse af hverken mennesker eller dyr eller til landbrug. I øjeblikket er kun 11% af det vand, som er taget fra Ranchería-floden, af højere kvalitet, som primært bruges til menneskelig indtagelse. Resten af det anvendte vand (89%) er til at kontrollere partikler og overholde luftkvalitetsniveauerne. Når den passerer gennem Cerrejón, måles strømmen af Rancheria-floden på tre stationer (før, under og efter minedriften). Dataene viser, at strømningshastigheden stiger med op til 39%, når den passerer gennem mineområdet.

Med hensyn til den delvise omdirigering af Bruno-vandløbet i 2016, omdirigerede Cerrejón 3,6 km. af Bruno-vandløbet 700 m. nord for dens oprindelige forløb for at beskytte og bevare åen under operationens fremskridt. Seks år efter at have udført ændringen af kanalen flyder Bruno-vandløbet passende. Overvågning af vandet (på overfladen og underjordisk) er blevet udført i området, og ifølge de colombianske IDEAM-data er det blevet bekræftet, at den mængde vand, der strømmer i øjeblikket, svarer til den, der plejede at strømme i den gamle kanal før modifikation. Derudover er det tydeligt, at der ikke er nogen påvirkning af vandløbets grundvand eller overfladevand.

Overvågning af flora og fauna har også vist, at den nye kanal er blevet en biodiversitetskorridor med tilstedeværelse af flere arter, herunder 380 akvatiske arter, 46 fiskearter, 66 myrearter, 42 møgbiller, 125 sommerfuglearter, 19 amfibiearter, 46 krybdyrarter, 218 fuglearter og 51 pattedyrarter i området.

Udtalelserne og dokumentationen fra lokalbefolkningen er i modstrid med FN’s retningslinjer og OECD’s retningslinjer. Hvorfor overholder I dem ikke? Og hvad vil Glencore gøre for at overholde dem i fremtiden?

Cerrejóns forpligtelser i La Guajira strækker sig langt ud over investeringen, betalingen af skatter og skabelsen af kvalitetsjob. Vi stræber efter at anvende de højeste standarder for etik og respekt i vores forhold til alle vores interessenter. På samme måde er vi forpligtet til at udvikle vores aktiviteter på en miljømæssigt ansvarlig måde og efterlade fremtidige generationer med en naturlig arv. Vi handler efter princippet om løbende forbedringer for at styrke vores due diligence-processer inden for menneskerettigheder. Af denne grund overholder vi forskellige internationale standarder, og vores menneskerettighedspolitik er i overensstemmelse med FN’s vejledende principper for erhvervsliv og menneskerettigheder.

Gå ikke glip af den næste afsløring

Nyhedsbrev sign-up

Gå ikke glip af den næste afsløring

  • Få nyt fra en af landets største graverredaktioner.
  • Vi holder virksomheder og stater ansvarlige i forhold til love, konventioner og egne CSR-politikker.
  • Vi forbinder den almindelige dansker med globale problemstillinger og giver et oplyst grundlag at træffe valg på – uanset om det drejer sig om pension, mad, tøj eller andre forbrugsvarer.
Nyhedsbrev sign-up
heartexit-upmagnifierchevron-down