Åbner i en ny fane
14/01/2026Podcast

Han står ikke på stemmesedlen, men ligner Ugandas næste præsident

Det ugandiske præsidentvalg står mellem Yoweri Museveni, landets leder gennem fyrre år, og eks-sangeren Bobi Wine. Men i kulissen lurer Musevenis søn Muhoozi Kainerugaba, der er ved at blive kørt i stilling som ny ugandisk præsident efter sin far. Syd for Sahara diskuterer valget i Uganda.
UGANDA POLITICS MILITARY ARMY
Præsidentsønnen Muhoozi Kainerugaba er i dag hærchef, men kan meget vel have en fremtid som sin fars arvtagerFoto: Peter Busomoke/AFP/Ritzau Scanpix
Danwatch er et undersøgende medie. Vi afslører, hvordan danske virksomheder og andre magtfulde aktører påvirker mennesker, miljø og klima i verden. Vi dokumenterer brud på love, konventioner og etiske retningslinjer og viser konsekvenserne.

I fyrre år har Ugandas præsident heddet Yoweri Museveni. Og det gør han med allerhøjeste sandsynlighed også efter torsdagens valg i det østafrikanske land, der forventes at blive en formssag for den 81-årige præsident. 

Ikke fordi et overvældende flertal af ugandere er begejstrede for Museveni – langt fra – men fordi præsidenten og hans inderkreds ikke skyr nogen midler og over årene har knægtet enhver kritisk opposition.  

I 2021, da Uganda senest afholdt præsidentvalg, begik regeringen både kidnapninger og drab, og op til det forestående valg har den mest prominente oppositionskandidat – eks-sangeren Bobi Wine – ført valgkamp i skudsikker vest og militærhjelm.

Men selvom det forestående valg står mellem Museveni og Wine, så er det faktisk en tredje person, som mange spår vil  blive Ugandas kommende præsident – ikke på torsdag, men inden for få år.  

Det siger Jacob Worsøe, ekstern lektor på Center for Afrikastudier og ph.d. med speciale i ugandiske forhold. Han er gæst i dagens Syd for Sahara, der analyserer den politiske situation i Uganda frem mod torsdagens valg i det østafrikanske land. 

“Meget tyder på, at dette bliver Yoweri Musevenis sidste valg, og at han inden for de kommende år vil overdrage magten til sin søn, Muhoozi Kainerugaba”, siger Jacob Worsøe i programmet, hvor han og vært, Danwatch-journalist Oscar Rothstein, også diskuterer, hvorfor Museveni, trods sin autoritære linje og begrænsede udvikling af Uganda, stadig nyder opbakning i visse dele af det ugandiske samfund. 

Muhoozi Kainerugaba er i dag hærchef i Uganda og er blandt andet kendt for sine koleriske opslag på sociale medier, hvor han har truet med alt lige fra at invadere nabolandet Kenya til at dræbe Bobi Wine. 

Syd for Sahara kan høres her på Danwatch hver onsdag – eller fra klokken 5 om morgenen som podcast og kl 13:30 på FM hos Radio IIII. Vært er Afrika-journalist på Danwatch, Oscar Rothstein. Programmet er produceret i et samarbejde mellem Danwatch og Radio IIII. 

Gå ikke glip af den næste afsløring.
Få vores nyhedsbrev

Få ugens historier fra Danwatch direkte i din indbakke hver søndag.

Nedenfor kan du tilvælge vores månedlige tematiske nyhedsbreve.

Uanset hvor mange, du vælger, skriver vi højst til dig tre gange om ugen.