Åbner i en ny fane
Sikkerhed og våben15/12/2025

Justitsminister om efterforskning af krigsforbrydelser: Der er ikke behov for flere ressourcer

Politiets specialenhed der efterforsker krigsforbrydelser mangler ikke ressourcer til at løfte sager såsom politianmeldelsen af milliardæren Torben Østergaard-Nielsens selskaber Dan-Bunkering og Bunker Holding, mener justisminister Peter Hummelgaard, der afviser kritik fra SF.
Belgium EU Justice Interior Ministers
Justitsminister Peter Hummelgaard (S) tager ”Danmark tager folkedrab, krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden "dybt alvorligt". Foto: Virginia Mayo/AP/Ritzau Scanpix
Danwatch er et undersøgende medie. Vi afslører, hvordan danske virksomheder og andre magtfulde aktører påvirker mennesker, miljø og klima i verden. Vi dokumenterer brud på love, konventioner og etiske retningslinjer og viser konsekvenserne.

Denne artikel er en del af undersøgelsen Brændstof til krigsforbrydelser?

  • De danske selskaber Dan-Bunkering og Bunker Holding er blevet politianmeldt af en gruppe syriske øjenvidner, som hævder, at selskabernes jetbrændstof, der blev leveret til det russiske militær i Syrien, blev brugt til luftangreb mod civile mål i Syrien i 2016.
  • Luftangrebene kostede mange civile livet, og vidnerne peger på, at brændstoffet fra de danske selskaber kan have gjort angrebene mulige. Anmeldelsen sigter derfor på mulig medvirken til krigsforbrydelser.
  • En ny dansk lov, der trådte i kraft i 2025, gør det muligt at retsforfølge internationale forbrydelser, herunder krigsforbrydelser, når danske aktører er involveret. Det er på baggrund af denne lov, at politianmeldelsen nu indgives i Danmark.

I sidste uge kritiserede SF’s retsordfører, Karina Lorentzen, at National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) ikke har nok ressourcer til at løfte opgaven med at efterforske og retsforfølge internationale forbrydelser som tortur, krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden. Eksempelvis sager som den politianmeldelse, som syv syrere har indgivet mod de danske selskaber Dan-Bunkering og Bunker Holding. 

Men justitsminister Peter Hummelgaard (S) afviser kritikken og udtaler i et skriftligt svar til Danwatch, at der ikke er behov for flere ressourcer til enheden, der skal stå for at efterforske den slags sager. 

“Der er allerede i dag en International Sektion i NSK, der håndterer sager om blandt andet krigsforbrydelser. Og når der ikke er tilført flere ressourcer til den indsats i flerårsaftalen, så skyldes det blandt andet, at Rigspolitiet har vurderet, at der ikke er et konkret behov”, lyder det fra Hummelgaard. 

I den nye politiaftale, der blev præsenteret tidligere på måneden, fremgik det, at politiet og anklagemyndigheden i 2030 vil have en samlet bevilling, der er knap 1,5 milliarder kroner større end i dag. Det er ifølge Peter Hummelgaard det største løft af området i nyere tid. 

Men der bliver altså ikke afsat flere ressourcer til NSK, og det mener retsordfører Karina Lorentzen og det danske institut mod tortur DIGNITY er bekymrende.

De vurderer, at der er behov for flere ressourcer og en specialenhed hos NSK, der kan fokusere på udelukkende at efterforske krigsforbrydelser. Ellers vil den nye lov på området, der trådte i kraft for snart et år siden, ikke komme til at virke i praksis. 

  • Den 1. januar trådte en ny lov i kraft, der gør det muligt for danske domstole at retsforfølge internationale forbrydelser som tortur, krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden. Med loven indføre særskilte straffebestemmelser for krigsforbrydelser, forbrydelser mod menneskeheden, tortur og aggressionsforbrydelser i straffeloven.
  • Loven gør det blandt andet lettere at retsforfølge krigsforbrydere og torturbødler, som befinder sig i Danmark, og at dømme personer for internationale forbrydelser, uanset hvor i verden de er begået, hvis gerningsmanden opholder sig i Danmark. 
  • Strafferammen afhænger af den enkelte forbrydelse, men kan være på helt op til livstid.

Justitsminister Peter Hummelgaard lover at se på ressourcerne, hvis politiets vurdering skulle ændre sig. 

“Hvis politiet vurderer, at der er et konkret behov for at tilføre yderligere ressourcer til indsatsen mod krigsforbrydelser, så er jeg helt åben over for at drøfte i forligskredsen, hvordan vi kan prioritere midler dertil”, siger han og slår fast i den skriftlige udtalelse, at det er et område, som er vigtigt at have fokus på. 

”Danmark tager selvsagt folkedrab, krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden dybt alvorligt. Det er også derfor, at vi i år har tilføjet et helt nyt kapitel til straffeloven herom. Det har vi gjort for at vise omverdenen og ofrene, at vi fra dansk side ikke accepterer den slags forfærdelige forbrydelser”, udtaler han. 

Den 27. november indgav syv syvere en politianmeldelse mod to danske selskaber, der er ejet af milliardæren Torben Østergaard-Nielsen. Selskaberne Dan-Bunkering og Bunker Holding er blevet politianmeldt efter en ny lov, som fra 1. januar har gjort det muligt at retsforfølge internationale forbrydelser som tortur, krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden. Det er første gang, at to danske selskaber bliver politianmeldt efter den nye lovgivning. 

Det er uvist, hvor lang tid det vil tage NSK at vurdere politianmeldelsen mod Dan-Bunkering og Bunker Holding. NSK ønsker ikke at kommentere på, hvor lang behandlingstiden er. 

Hvad er Dan-Bunkering og Bunker Holdings reaktion på politianmeldelsen?

Anklager af denne karakter er selvfølgelig noget, vi tager meget alvorligt. Vi har dog endnu ikke modtaget nogen formelle henvendelser og kender derfor kun til sagen fra Danwatch/Ekstra Bladets henvendelse.

Med den viden, vi har på nuværende tidspunkt, er vi meget uforstående overfor anmeldelsen, som jo sker på en meget tragisk baggrund. Sagen om de leverancer af brændstof, som fandt sted for snart 10 år siden, og dommen i 2021 for uagtsomt at have brudt på EU-sanktionerne er allerede grundigt belyst og endeligt afsluttet.

Vi synes, det er trist, at Ekstra Bladet og Danwatch vælger at inddrager mennesker, der har gennemlevet traumer og tragedier, som meget få kan sætte sig ind i, og det virker upassende at bruge deres situation i et forsøg på at puste liv i en sag, der er fuldt belyst og afgjort for længst.

Juridisk kan vi slet ikke se, at lovgivningen kan anvendes i denne sammenhæng. Hverken politi eller domstolene fandt dengang anledning til at rejse spørgsmål om den type lovovertrædelser, som anmeldelsen drejer sig om, og der er ikke fremkommet nye informationer eller begivenheder, som kan retfærdiggøre, at sagen tages op igen.

Begge selskaber er dømt for at bryde EU-sanktioner i forbindelse med disse handler, ligesom daværende direktør for Bunker Holding Keld Demant blev dømt. Er det jeres opfattelse, at brændstoffet er blevet brugt til at dræbe civile?

Dommen i 2021 blev afsagt fordi retten mente, at Dan-Bunkering uagtsomt havde handlet brændstof, der sandsynligvis havnede i Syrien. Der blev på intet tidspunkt i sagen ført bevis for, hvordan brændstoffet var anvendt.

Man solgte brændstoffet til ikke-sanktionerede kunder, som oplyste Dan-Bunkering om, at brændstoffet ikke ville blive brugt i strid med nogen sanktioner. Det fremgik endda eksplicit i kontrakterne, at leverancer fra Dan-Bunkering kun måtte anvendes i overensstemmelse med alle gældende sanktioner. Retten vurderede, at den betingelse havde kunderne ikke overholdt, og at det var Bunker Holding og Dan-Bunkerings ansvar. Derfor satte dommen ny præcedens i forhold til kædeansvar i shippingindustrien.

Bunker Holding og Dan-Bunkering tog dommen til efterretning og har siden skærpet både procedurer og systemer for at undgå, at det nogensinde kan ske igen.

Hvordan har Torben Østergaard det med at have tjent penge på at sælge brændstof til selskaber, som står bag en tragedie, der har kostet almindelige mennesker deres nærmeste?

At civile er blevet dræbt i konflikten, er dybt tragisk. Det gør et stort indtryk at høre om mennesker, der har mistet deres nærmeste, og vi har den største medfølelse med alle berørte. Ordentlighed er en stor del af vores grundlæggende DNA i koncernen. Derfor er dommen i 2021 noget, som tages meget alvorligt i hele koncernen – ikke kun de involverede virksomheder.

Torben Østergaard var hverken involveret i de pågældende handler eller part i sagen. Spørgsmålet insinuerer, at han var vidende om, at handlerne fandt sted, og at leverancerne ville havne i Syrien. Begge dele er faktuelt forkerte.

Det er ikke korrekt, at Dan-Bunkering ”efter alt at dømme var den eneste leverandør” af flybrændstof, som det påstås af advokat Eddie Omar Rosenberg Khawaja i Danwatch/Ekstra Bladets henvendelse. Dan-Bunkering oplevede ofte at byde på kontrakter med flybrændstof til de pågældende modparter, men ikke at få ordren fordi den gik til andre leverandører.

Det er heller ikke korrekt, at der samlet set er tjent penge på handlerne. Dels var denne type handler meget lidt profitable, da de var stærkt konkurrenceudsatte, og dels blev den begrænsede profit konfiskeret i forbindelse med den bøde, de to selskaber fik som konsekvens af retssagen.

I forbindelse med dommene udtalte Torben Østergaard: ‘Vi skal opføre os ordentligt i alt, hvad vi gør. Jeg ser derfor med stor alvor på sagen og det faktum, at retten er kommet frem til, at EU-sanktioner er blevet overtrådt. Det er simpelthen ikke de værdier, vi står for.’

På den baggrund vil vi gerne spørge, hvorfor Keld Demant fortsatte på posten frem til i år?

Fra Bunker Holdings bestyrelse og ejerskabet bag selskabet har der hele sagen igennem været fuld tillid til Keld R. Demant.

Keld R. Demant var ikke direkte involveret i handlerne, og retssagen afdækkede tydeligt, at han ikke havde handlet med fortsæt. Dan-Bunkerings russiske kontor blev lukket kort efter domsafsigelsen.

Blandt syrerne, der står frem, er en 16-årig mand, der har mistet sin mor og søster i angrebene på den syriske by Hass i 2016. Har Torben Østergaard lyst til at give ham og de andre en undskyldning?

Vi har stor respekt for den lidelse og de tab, de og deres familier og mange andre civile har oplevet i krigen. Derfor synes vi også, at det er upassende at bruge deres situation til igen at sætte fokus på en meget beklagelig sag, der er fuldt belyst og afgjort for længst.

Fra samme undersøgelse

Gå ikke glip af den næste afsløring.
Få vores nyhedsbrev

Få ugens historier fra Danwatch direkte i din indbakke hver søndag.

Nedenfor kan du tilvælge vores månedlige tematiske nyhedsbreve.

Uanset hvor mange, du vælger, skriver vi højst til dig tre gange om ugen.