Den 25. august i år, ud på aftenen, slukkede den gabonesiske regering for internettet i det centralafrikanske land.
“Først mistede vi adgangen til de fransktalende internationale medier – RFI, TV5Monde og France24 – og så, af endnu større betydning for os journalister, adgang til hele internettet”, fortæller Sophie Éyégué, gabonesisk freelancejournalist, til Reporters Without Borders, en international organisation, der arbejder for journalisters frihed og sikkerhed verden over.
“Pludselig var det umuligt at vide, hvad der skete i landet”, siger hun.
Timingen var ikke tilfældig. Dagen efter, den 26. august, skulle Gabon nemlig afholde et speget præsidentvalg.
Under gentagne advarsler om planlagt valgsvindel, stillede præsident Ali Bongo, hvis familie har siddet på magten i landet siden selvstændigheden i 1960, op til endnu en syv-årig embedsperiode.
Internet-blokaden havde store konsekvenser for Sophie Éyégués arbejde.
“Jeg var nødt til at diktere mine historier i telefonen, og jeg var ude af stand til at sende mit arbejde til de radiostationer, jeg plejer at samarbejde med”, siger hun.
I en ny analyse, udgivet i anledningen af FN’s internationale dag for adgang til information den 28. september, påpeger Reporters Without Borders, at Sophie Éyégués oplevelser langtfra er et enkeltstående eksempel.
Alene i år har landene syd for Sahara indført tolv internet-blokader. Og det har fået store konsekvenser.
“Nogle regeringer bruger internet-blokader til at begrænse pressefriheden og adgangen til information i vigtige øjeblikke”, siger Sadibou Marong, direktør for Reporters Without Borders’ Afrika-afdeling.
De mange internet-blokader i Afrika syd for Sahara fordeler sig på seks lande. Ud over Gabon drejer det sig om Zimbabwe, Senegal, Guinea, Mauretanien og Etiopien.
I Senegal oplevede befolkningen at miste forbindelsen til landets mobile netværk, da der i juni måned udbrød voldsomme protester over hele landet i kølvandet på en dom til oppositionspolitikeren Ousmane Sonko.
“Det var umuligt for mine journalister at levere reportager direkte fra gaderne”, fortæller Ayoba Faye, redaktør på det senegalesiske nyhedssite Pressafrika.
Typisk forklarer regeringerne sig med, at blokaderne er til for at begrænse spredningen af hadefulde beskeder eller misinformation. Det gjorde den senegalesiske regering også.
Men i virkeligheden er der tale om en “våbenliggørelse” af internettet, siger Felicia Anthonio, kampagnemedarbejder hos Acces Now, en organisation, der kæmper for digitale borgerrettigheder.
“Nedlukning af internettet forhindrer journalister, menneskerettighedsforkæmpere og andre nøgleaktører i at varetage deres opgaver med at holde snor i magthaverne. Fri adgang til information er en grundlæggende rettighed, der altid bør være beskyttet”, siger hun.
Den 10. oktober går Liberia til valg som det næste afrikanske land.
Her frygter Sekou Sheriff, chefredaktør på Danwatchs samarbejdsmedie Voice of Liberia i hovedstaden Monrovia, at regeringen vil lade sig inspirere af Ali Bongo i Gabon.
“Vi har ikke oplevet nogle begrænsninger endnu, men med udsigten til et tæt valg frygter jeg, at vi også vil få opleve at internettet bliver lukket ned”, siger han.
“Hvis det sker, vil vi ikke kunne passe vores arbejde og give befolkningen de oplysninger, de har brug for”.
Ali Bongo er dog næppe det bedste eksempel til efterfølgelse for Liberias præsident George Weah. Få dage efter sin valgsejr, den 30. august, blev Bongo afsat i et militærkup. Det kunne selv ikke en nedlukning af internettet forhindre
Oscar Rothstein
