1. september 2022

Kinas propagandamaskine forhaler længe ventet FN-rapport om Xinjiang. Nu er den her

Denne uges nyhedsoverblik stiller skarpt på den propagandakrig, der udspiller sig om Kinas Xinjiang-provins, og på hvordan det tilsyneladende er lykkedes det kinesiske styre at forhale en længe ventet FN-rapport om netop Xinjiang helt til det sidste.

Manglen på livsnødvendig medicin mod eksempelvis tuberkulose og hiv/aids har sendt prisen i vejret, og patienter i Indien, der producerer medicin, kan ikke længere behandles. Illustration: Sarah Hartvigsen Juncker

Fra og med i dag er Chiles eks-præsident Michelle Bachelet ikke længere øverste chef for FN’s Højkommissariat for Menneskerettigheder.

I går udløb Bachelets 4-årige embedsperiode nemlig, og dermed udløb også den frist, hun havde givet sig selv til at udgive en længe ventet FN-rapport om Kinas behandling af især uighurmuslimer i Xinjiang-provinsen. Den kinesiske stat beskyldes for massiv undertrykkelse af uighurerne, men selv benægter de alt. Rapporten har været undervejs i intet mindre end tre år, og den er blevet forhalet lige til det sidste, men i nat dansk tid, få timer inden deadline, udkom den.

Forhalingen skyldes ifølge Bachelet ”substantielle input” fra Kina, som ifølge standardprocedurerne skal have mulighed for at lave ”faktuelle kommentarer” til rapporten inden udgivelse. Her i rapportens slutspurt har Kina med andre ord overvældet FN-kontoret med kommentarer og dokumenter i sådan en grad, at hele maskineriet nærmest er gået i stå.

Arbejdet med rapporten har ifølge Bachelet været omgivet af et ”voldsomt pres” fra alle sider – både dem, der vil have rapporten ud hurtigst muligt, og dem, der ligesom Kina ønsker at bremse den.

Det er ingen hemmelighed, at Kina har haft et brændende ønske om at forhindre udgivelsen af rapporten. For godt en måned siden kunne Reuters fortælle om et brev, som Kina delte ud til diplomater i Genève i slutningen af juni.

I brevet advarede Kina mod at udgive rapporten, da den ”vil intensivere politiseringen og blok-konfrontationen på menneskerettighedsområdet, underminere OHCHR’s (FN’s Højkommissariat for Menneskerettigheder, red.) troværdighed og skade samarbejdet mellem OHCHR og medlemslandene”.

Når vi har haft lejlighed til at læse den, skriver vi en historie om selve indholdet i rapporten.

Michelle Bachelet holder sin sidste pressekonference som øverste chef for FN’s Højkommissariat for Menneskerettigheder. Foto Fabrice Coffrini / AFP / Ritzau Scanpix

I mellemtiden har USA iværksat sit eget propagandaapparat med en længere række af beskyldninger mod Kina og dets håndtering af Xinjiang-problemet.

Det amerikanske udenrigsministeriums såkaldte ”Global Engagement Center” udsendte i sidste uge en længere pressemeddelelse, hvori de hudflettede Kinas forsøg på at påvirke omverdenens syn på Xinjiang – ikke som en undertrykt provins, men som et sted, hvor folk lever lykkelige liv med frihed og velstand.

Pressemeddelelsen udpenslede, hvordan Kina aktivt forsøger at ”manipulere og dominere” den globale diskurs om Xinjiang med en lang række af beskidte metoder.

Blandt andet beskriver amerikanerne, hvordan styret har gennemføre koordinerede kampagner med falske opslag på sociale medier, der skal give indtryk af, at der er langt større opbakning til Kinas politikker, end der ifølge USA i virkeligheden er.

Blandt værktøjerne i Kinas arsenal er brugen af falske profiler med profilbilleder genereret af kunstig intelligens og en hær af såkaldte bots, der automatisk oversvømmer sociale medier med budskaber så det ligner, det kommer fra rigtige mennesker – noget, der også tidligere har været beskrevet i bl.a. New York Times.

Endeligt gør Kina, hvad de kan, for at true, chikanere og skræmme modstandere til stilhed. Det har vi her på Danwatch også selv skrevet om i denne artikel fra tidligere på året.

Meldingen fra USA er omvendt blevet mødt med hån og latterliggørelse i de kinesiske statsstyrede medier, der selv kalder amerikanernes indblanding for propaganda, infiltration og misinformation.

Her er nogle nyheder om Xinjiang fra Kinas statsmedier

  • Økonomi 1. Skal man tro Kinas regering, går det faktisk rigtig godt i Xinjiang-provinsen. I en nyhed udgivet på Kinas Statsråds hjemmeside kan men nemlig læse, at økonomien i Xinjiang buldrer derudad. I løbet af de sidste 10 år er regionens BNP fordoblet. Og så har Xinjiang i samme periode “fuldt ud implementeret Partiets etniske politikker”. Hvad det så end betyder.
  • Økonomi 2. En enorm motorvej gennem Xinjiang-provinsens uberørte ørken er netop indviet, skriver blandt andre det kinesiske medie Global Times. Motorvejen strækker sig over 294 kilometer og skal spille en vigtig rolle i at accelerere store projekter under Kinas globale monsterambition, The Belt and Road Initiative (som du kan blive klogere på her).

Gå ikke glip af den næste afsløring

Nyhedsbrev sign-up

Gå ikke glip af den næste afsløring

  • Få nyt fra en af landets største graverredaktioner.
  • Vi holder virksomheder og stater ansvarlige i forhold til love, konventioner og egne CSR-politikker.
  • Vi forbinder den almindelige dansker med globale problemstillinger og giver et oplyst grundlag at træffe valg på – uanset om det drejer sig om pension, mad, tøj eller andre forbrugsvarer.
Nyhedsbrev sign-up
heartexit-upmagnifiercrosschevron-down