Stemmen i den anden ende af røret var sådan set venlig nok. Men den underliggende trussel i det, den kinesiske diplomat sagde til Jevlan Shirmemmet, var ikke til at tage fejl af.
Det var februar i 2020. Jevlan Shirmemmet, en ung uighur-kineser fra Kinas Xinjiang-provins, boede i Istanbul på niende år, og havde blot to måneder forinden fundet ud af, at hele hans familie var blevet arresteret og idømt lange straffe i Xinjiangs berygtede detentionscentre. Han havde desperat forsøgt at få informationer fra Kinas konsulater og ambassader, men ingen ville fortælle ham, hvorfor hans mor, far og lillebror skulle fængsles.
Til sidst skrev Jevlan Shirmemmet i frustration et opslag og delte det på sine sociale medier. Han lavede videoer og talte med journalister. Og så gik der ikke længe, før telefonen en dag ringede, og den ellers venlige diplomat bad ham nævne navne. Jevlan Shirmemmet fattede sin diktafon og optog samtalen, som Danwatch har fået overbragt.
Episoder som denne er velkendte for de af Kinas uighurer, det er lykkedes at flygte ud af Xinjiang-provinsen. De kinesiske myndigheder og det kommunistiske parti nægter det, men undertrykkelsen af etniske mindretal i Xinjiang er massiv og veldokumenteret. Når uighurer som Jevlan Shirmemmet og andre etniske mindretal flygter, er det typisk fra tvangsarbejde, tortur, massefængslinger, overvågning og udryddelsen af deres kultur.
Over en million primært muslimske uighurer anslås at have været sendt i detentionslejre. Mange er fængslet for at have for langt skæg, eje en koran eller blot fordi de kender nogen, der er flygtet. Tusindvis af moskeer og religiøse symboler er jævnet med jorden.
Selv påstår den kinesiske regering, at de genopdrager de etniske mindretal og gør dem en tjeneste, mens alle foranstaltninger er et nødvendigt led i terrorbekæmpelse i regionen. I oktober sidste år afviste Kinas FN-ambassadør, at andre lande havde ret til at blande sig i Kinas interne anliggender, og udtalte at ”det kinesiske folks lykkelige liv og smil er den bedste manifestation af menneskerettighedssituationen i Kina”.
Omvendt lægger den amerikanske regering ikke fingre imellem og kalder undertrykkelsen af uighurerne i Xinjiang for et folkedrab. Både Amnesty International og Human Rights Watch kalder det forbrydelser mod menneskeheden.
Istanbul har verdens største diaspora af etniske uighurer fra Xinjiang. Her bor op mod 50.000 i sikkerhed fra de kinesiske myndigheders undertrykkelse. Men faren lurer altid rundt om hjørnet, og styret i Beijing gør alt, der står i dets magt, for at presse kritikere til stilhed.
Jevlan Shirmemmet er i dag 30 år, klædt i sort og har et bredt ansigt under sit halvt udvoksede fuldskæg. Han kæderyger cigaretter, mens han fortæller mig sin historie. En gang imellem spiler han øjnene helt op, som for at understrege det vanvittige i de ting han fortæller.
Jeg møder Jevlan på en café i Istanbuls Zeytinburnu-kvarter, hvor tusindvis af kinesiskfødte uighurer i dag bor. I kvarterets vinduer hænger lyseblå østturkestanske flag. Østturkestan er det navn, mange uighurer kalder Xinjiang-provinsen, og bortset fra farven, så er flaget identisk med Tyrkiets flag med en halvmåne og en stjerne. På butiksfacader står skriften både på tyrkisk og uighursk, og på gaden bærer mange mænd små firkantede doppaer på hovedet, som er karakteristiske i den uighurske kultur.
I flere år har Tyrkiet været et trygt tilflugtssted for Kinas uighurer, der både etnisk, sprogligt og kulturelt er nært beslægtet med tyrkerne. I dag anslås det, at der bor op mod 50.000 uighurer i Istanbul. De fleste er sunnimuslimer, og i modsætning til arabiske tilflyttere fra Syrien eller Libanon har den tyrkiske befolkning generelt taget godt imod uighurer.
Jevlan Shirmemmet kom til Istanbul i 2011 for at studere jura. I de første år rejste han tilbage til Xinjiang hver sommer for at besøge sin familie, men da han sidste gang besøgte sin hjemby i 2016, lagde han mærke til, at der var begyndt at ske noget mærkeligt.
”Alle landsbyer var kommet under skarp kontrol. Politiet standsede folk ved kontrolposter på vejene for at tjekke deres telefoner, deres WeChat, deres apps. De ville tjekke dem for at se, hvem folk var i kontakt med”, fortæller han.
Der gik ikke lang tid, før Jevlans venner begyndte at slette ham fra WeChat, som er en populær kinesisk beskedtjeneste i stil med Facebooks Messenger-app. Men det var først, da hans egen familie lidt over et år senere også slettede ham, at alvoren gik op for Jevlan.
”Jeg blev meget bekymret for min familie. Der forstod jeg, at situationen i Østturkestan ikke var normal længere, og at de måtte have slettet mig, fordi de var bange for at komme i problemer. De slettede mig, og jeg turde ikke selv kontakte dem,” siger han.
I halvandet år hørte Jevlan Shirmemmet ikke et ord fra hverken venner eller familie i Xinjiang. I mellemtiden var historierne fra Xinjiang begyndt at florere i verdenspressen. Historier om vilkårlige fængslinger, tvangsarbejde og kulturel ”genopdragelse” i statslige detentionscentre.
Først i december 2019 fik Jevlan Shirmemmet bekræftet sine bange anelser: Hans mor, far og lillebror var blevet arresteret i foråret 2018 og sat de berygtede genopdragelseslejre. Faren og lillebroren var blevet løsladt efter halvandet år i slutningen af 2019, men Jevlans mor var blevet idømt fem års fængsel.
”De sagde, at min mor var idømt fem års fængsel, fordi hun kom og besøgte mig i 2013. Det var bare det. Fem år! Den eneste grund til, at min familie blev anholdt og smidt i de lejre, er, at jeg studerer i Tyrkiet”, siger han.
Efter at have løbet panden mod muren med det kinesiske bureaukrati i nogle uger, besluttede Jevlan Shirmemmet sig for at fortælle sin historie, først på sociale medier, og siden til journalister. I starten var han meget bange, fortæller han.
”Men så tænkte jeg, at min familie var allerede i helvede. Min mor er i helvede i en lejr, min far og min bror var der i over halvandet år, før de blev løsladt. Hvilken fare kunne jeg dog bringe dem i? De var jo allerede i fare”.
Da de efterfølgende ringede fra konsulatet i Istanbul og pressede Jevlan Shirmemmet til at sende dem en liste med navnene på hans bekendte, optog han hele samtalen og delte den senere med BBC. Danwatch har fået et udskrift af samtalen, som flere citater i denne artikel stammer fra. Vi har kontaktet det kinesiske konsulat i Istanbul og forholdt dem Jevlans oplevelse af opkaldet, men de er ikke vendt tilbage på vores henvendelser.
Diplomaten i den anden ende af røret var selvfølgelig både høflig og venlig, husker Jevlan Shirmemmet.
”De er altid venlige, når de truer dig.”
Den venlige diplomat i den anden ende af røret svarede ikke på Jevlan Shirmemmets spørgsmål.
Det er ikke et ukendt fænomen, at kinesiske myndigheder bruger familiemedlemmer som pressionsmiddel til at lukke munden på eksil-uighurer som Jevlan Shirmemmet.
I flere år har myndighederne i Xinjiang sat lighedstegn mellem dem, der flytter til udlandet, og de terrorister, de mener at bekæmpe med deres sociale og kulturelle genopdragelse. Og de har gjort en dyd ud af at lade familiemedlemmerne til de udrejste betale prisen for de påståede forbrydelser.
De ønsker ikke at stå frem, men i Istanbul møder jeg flere eksil-uighurer, hvis familiemedlemmer er idømt lange fængselsstraffe for blot at have været i kontakt med eller have sendt penge til deres børn i udlandet. En ung kvindes mor fik 5 års fængsel for at have købt hende en studiecomputer. Faderen fik 15 år.
Et lækket dokument fra Qaraqash-amtet i Xinjiang fra 2019 indeholder detaljerede beskrivelser af en række tilbageholdte og fængslede uighurer fra mellem 2017 og 2019. Blandt begrundelserne for mistanke og fængsling står der blandt andet ”besøgte udlandet”, ”ansøgte om et pas”, ”kommunikation med udlandet”, ”bad ofte” eller ”havde et skæg”.
Ifølge dokumentet blev en person desuden tilbageholdt for at være venner på WeChat med en ”mistænkelig uighur i Tyrkiet”, en anden for at være ”familiemedlem til en flygtet person (udlandet)”.
For en tredje stod der ligeud: ”idømt 15 år i august 2017 for online kontakt med udlandet, sidder nu i Urumchis kvindefængsel”.
Kina er en af de mest teknologisk udviklede stater i verden, hvilket blandt andet kommer til udtryk i den massive og højteknologiske overvågning af dets borgere. Xinjiang-provinsen har i de seneste år været testlaboratorium for de nyeste og mest invasive former for overvågning.
For eksempel forventes de fleste uighurer ifølge The Guardian at måtte afgive stort set alle former for biometriske data til myndighederne, herunder DNA, blodtype, fingeraftryk, scanninger af ansigtet og stemmeoptagelser.
Og ifølge New York Times begyndte myndighederne allerede i 2015 at konfiskere uighurers telefoner, for derpå at aflevere dem tilbage med malware – skadelig software, i dette tilfælde spionprogrammer – installeret på. Telefonernes serienumre blev registreret og fodret til sporings-udstyr rundt om i provinsen, så borgerne kunne følges i realtid. I den periode blev uighurer arresteret for at eje flere telefoner, for at have skilt sig af med en telefon, for slet ikke at eje en telefon, eller for blot at eje en telefon, der var for gammel.
Men også dem, som myndighederne ikke kan nå fysisk, bliver alligevel ramt af Kinas massive digitale overvågning.
I 2019 kunne Forbes og mediet TechCrunch afsløre, hvordan en sofistikeret hacking-kampagne var målrettet uighurer og havde inficeret tusindvis af smartphones hver eneste uge i årevis. Hackerne kunne derefter læse ofrenes beskeder, passwords, tænde telefonens mikrofon og se lokationer i realtid.
Eksemplet er blot ét ud af Kinas mange avancerede forsøg på at hacke og overvåge uighurer i udlandet. Ifølge en rapport fra 2021 udgivet af Uyghur Human Rights Project, der citerer adskillige kilder, har kinesiske hackere også inficeret nyhedsmedier for uighurer uden for Kina samt en lang række uighur-sprogede apps, som i stilhed installerede overvågningsprogrammer på de besøgendes telefoner og computere.
I 2019 kom det desuden frem, hvordan hackere med tilknytning til den kinesiske regering havde hacket sig ind i telenetværk i en lang række lande i Centralasien med det formål at spore uighurers bevægelser. Blandt andet var teleselskaber i lande som Tyrkiet, Kazakhstan, Indien, Thailand og Malaysia ramt – alle sammen lande, der ifølge Reuters ofte benyttes af uighurer som transitruter mellem Xinjiang og Tyrkiet.
Fælles for alle disse angreb er, at de havde til formål at indsamle data om uighurer verden over – hvor de befandt sig, hvem de havde kontakt til, hvad de skrev. Data, der usynligt og systematisk blev ført direkte tilbage til Kinas fastland.
Nogle måneder efter opkaldet fra diplomaten på det kinesiske konsulat i Istanbul modtog Jevlan Shirmemmet endnu et telefonopkald. Denne gang fra hans hjemby i Xinjiang.
I den anden ende af forbindelsen sad Jevlan Shirmemmets far med hans lillebror og onkel ved siden af. De prøvede at overtale ham til at holde op med at demonstrere og tale med medier om situationen i hjemlandet. Han fortæller:
”Min far brokkede sig til mig. Min søn, hvad er det, du laver? Hvad laver du? Du ved, at vi har det… Altså, det var jo propaganda det her. Han sagde: Vi har det godt, en god økonomisk situation, så hvorfor gør du sådan nogle dårlige ting?”
Undervejs i samtalen gik det op for Jevlan Shirmemmet, at hans familie ikke sad hjemme hos dem selv. I stedet ringede de fra en lokal politistation, hvor de var blevet kørt til af myndighederne. Ifølge Jevlan for at lægge yderligere pres på ham.
”Ja, det var min far, der ringede til mig, men vi talte ikke som far og søn. Stemmen tilhørte ham, men ordene tilhørte Kommunistpartiet”, siger han.
Noget kunne tyde på, at Kinas strategi om at lukke munden på uighurerne i Xinjiang delvist har virket. Truslerne, afpresningen, fængslingerne, ”genopdragelsen” og den ekstreme overvågning har medvirket til, at det siden 2017 kun er lykkedes meget få mennesker og lige så lidt information at komme ud af Xinjiang. De få vidnesbyrd, der alligevel slipper ud, fortæller dog alle den samme historie.
Selv i udlandet virker undertrykkelsen til at have en effekt. Mange af de uighurer, jeg møder i Istanbul, ønsker ikke at råbe for højt om, hvad der er overgået deres familier. Nogle er bange for, at deres familier vil blive udsat for endnu mere, hvis de stiller sig frem. Andre frygter for deres egne tilværelser i Istanbul.
For selv om Tyrkiet længe har været set som en sikker havn for tyrkiske folkefærd som uighurerne, er en stille urolighed ved at brede sig i den østturkestanske diaspora. Mens Tyrkiet tidligere var et af de eneste muslimske lande, der satte sig imod Kinas behandling af uighurerne, er landet i de senere år blevet stærkt afhængige af kinesiske investeringer og lån for milliarder. Og det har fået kritikken til at stilne af.
Samtidig oplever flere uighurer et voksende pres fra den tyrkiske regering. Mens mange tidligere har fået tyrkisk statsborgerskab, har flere af dem, der råber op om deres familiers situation i Xinjiang fået afslag – i flere tilfælde med henvisning til ”national sikkerhed” eller ”offentlig orden” ifølge mediet Axios. De fleste opholder sig derfor i Tyrkiet på midlertidige opholdstilladelser.
Sidste år indgik Tyrkiet en kontroversiel udleveringsaftale med Kina, som endnu afventer ratificering i det tyrkiske parlament. Udenrigsminister Mevlut Cavusoglu har ifølge Reuters afvist, at aftalen ville ramme tyrkiskboende uighurer.
Men mange frygter alligevel, at en skrøbelig tyrkisk økonomi og en stærkere afhængighed af Kina vil få det til at ende sådan med tiden. Adskillige muslimske lande som Egypten, Saudi-Arabien og de Forenede Arabiske Emirater har ifølge CNN allerede deporteret uighurer på Kinas opfordring.
For Jevlan Shirmemmet er fremtiden også usikker. Men den grove chikane fra de kinesiske myndigheder får ham ikke til at holde mund. Tværtimod. Jo mere, de prøver at true ham til stilhed, desto højere har han tænkt sig at råbe.
Diplomaterne fra konsulatet er for længst holdt op med at ringe til ham. De ved nemlig, siger han, at han vil optage hvert et ord og dele det med hele verden.
”Jeg er 30 år gammel nu”, siger Jevlan Shirmemmet.
“I 29 år var jeg bange for de kinesiske myndigheder. Men min frygt og min stilhed har hverken hjulpet mig eller min familie. Så nu råber jeg op. Nu er jeg ikke bange længere. Nu er det deres tur til at være bange.”
Mathias Glistrup
