De har drevet hundredtusindvis af mennesker på flugt. De har brændt hele landsbyer til grunden. De har massevoldtaget kvinder, og tortureret folk til døde.
Listen over ting, som Myanmars militær bliver beskyldt for at have udsat det muslimske mindretal, rohingyaerne, for, er lang og ubehagelig.
Alt fra menneskerettighedsorganisationer som Human Rights Watch og Læger uden Grænser til FN’s generalsekretær beskylder militæret, der kaldes Tatmadaw, for krigsforbrydelser og etnisk udrensning. Men selvom organisationerne og FN beder det internationale samfund om at handle, fortsætter Tatmadaw deres offensiver, og så sent som i juni måned måtte op mod 10.000 rohingyaer flygte fra deres hjem, da militæret slog til igen.
Midt i det hele står den danske modegigant Bestseller fra Brande, der står bag mærker som Only og Jack&Jones.
For mens Tatmadaw har fordrevet, voldtaget og plyndret, har Bestseller fået produceret tøj i industriområder, som militæret tjener penge på. Og det gør Bestseller stadig, selvom en FN-mission i 2019 konkluderede, at alle udenlandske virksomheder, hvis aktiviteter har bånd til Tatmadaw, risikerer at være med til at påvirke menneskerettighederne negativt eller overtræde internationale love, da de er med til at støtte Tatmadaws aktiviteter økonomisk. Ja, faktisk opfordrede FN-missionen til, at man skærer alle bånd til militæret.
“Alle virksomheder, der handler med eller køber varer fra Myanmar, bør foretage en forhøjet due diligence for at sikre, at de ikke støtter Tatmadaws aktiviteter”, skriver FN-missionen i rapporten.
I et vestligt perspektiv er vi ikke vant til, at militæret tjener deres egne penge, men i Myanmar sidder Tatmadaw på to såkaldte holdingselskaber, der ejer andele i andre virksomheder, som ejer alt fra kvægopdræt og industriområder til telefonselskaber og miner, som en stor del af verdens rubiner og jadesten hentes op fra.
Årsagen er, at i Myanmar er militæret en stat i staten. Det fortæller Mikael Gravers, lektor emeritus i antropologi ved Aarhus Universitet. Han har i årtier beskæftiget sig med Myanmar og har fulgt udviklingen i militærets magt.
“Da briterne forlod landet i januar 1947, begyndte regeringen at nationalisere en del af økonomien. Det tog rigtig fart, da militær-generalen Ne Win kuppede sig til magten i 1962. Og der oprettede hæren en organisation, som skulle tage sig af militærets business.”
Sådan er det fortsat lige siden, og i dag er militæret en af de største virksomheder i Myanmar.
Det ene af militærets selskaber, Myanmar Economic Holdings Ltd. (MEHL), ejer en række industriområder, som blandt andet bliver lejet ud til kinesiske tøjfabrikker. Et af disse områder ligger tæt ved Myanmars hovedstad Yangon, og hedder Ngwe Pin Lae. En gennemgang af listen over de fabrikker, som Bestseller indkøber tøj fra, viser, at tre af fabrikkerne ligger i industriområdet Ngwe Pin Lae
Sagt helt kort: Bestseller køber tøj hos kinesiske fabrikker med tilknytning til Myanmars militær, Tatmadaw, der beskyldes for omfattende menneskerettighedskrænkelser.
De to militært ejede holdingselskaber styres overvejende af højtplacerede ledere fra Tatmadaw. Det er blandt andet øverstkommanderende General Min Aung Hlaing og han næstkommanderende General Soe Win. Sammen er de af FN udpeget til at være ansvarlige for omfattende menneskerettighedsovertrædelser og for at have forbrudt sig mod international lov om humanitær hjælp.
Alt det kan lade sig gøre, fordi militæret ikke er underlagt parlamentet, siger Mikael Gravers:
“Aung San Suu Kyi (statsminister i Myanmar og tidligere menneskeretsforkæmper, red.) kan protestere lige så meget, som hun vil, men Tatmadaw adlyder kun hærchefen,” siger han og fortæller, at der er en slags nødretstilstand i hele Rakhine-delstaten, hvor rohingyaerne bor, og militæret begår deres forbrydelser:
“Det er militæret, der bestemmer, hvem der kommer ind og ud. Militæret har lukket af for sociale medier i hele provinsen der. De agerer fuldkommen autonomt i forhold til alle andre.”
Det gør det samtidig svært at dokumentere de ulovligheder, der foregår i Rakhine, fordi nødhjælpsorganisationer kun sjældent får lov til at komme ind i delstaten, mens journalister helt er forbudt adgang.
Forud for FN-missionens anbefaling om at undgå handel med virksomheder med bånd til Tatmadaw er der gået årevis med overtrædelser af menneskerettighederne, og da Tatmadaw i 2017 indledte en såkaldt sikkerhedsindsats i Rakhine mod de lokale rohingyaer, var det langt fra første forsøg på at drive dem ud af landet.
Ifølge Mikael Gravers er der en række hovedårsager til, at rohingyaerne i løbet af årene er blevet Tatmadaws foretrukne prygelknabe. Blandt andet skyldes det, at regeringen, militæret og befolkningen ikke anerkender rohingya som en egentlig etnisk betegnelse.
“I stedet kalder de dem bengalske immigranter og mener, at de er kommet illegalt til landet for nyligt ved at bestikke sig ind. Og det har man ment siden 70’erne, hvor militæret første gang drev 2-300.000 af dem ud,” siger Mikael Gravers og henviser til uddrivelsen af rohingya-befolkningen i 1978.
Siden har militæret forsøgt at drive rohingyaerne ud af landet i både 1991 og i 2017.
Den seneste såkaldte sikkerhedsindsats i Rakhine-delstaten, hvor de fleste rohingyaer bor, resulterede i at op mod 300 rohingya-landsbyer blev brændt af, mens nærliggende burmesiske landsbyer fik lov at blive stående ifølge FN. Det var i 2017:
“Da overfaldt oprørshær Arkhan Rohingya Salvation Army nogle grænseposter, og det blev anledningen til, at militæret gik ind og lavede massedrab og brændte landsbyer af,” forklarer Mikael Gravers.
Ifølge BBC fortalte rohingyaer, som flygtede til Bangladesh i 2017 og frem, at de var blevet angrebet af militære tropper bakket op af lokale buddhistiske grupper, som brændte deres landsbyer af og angreb og dræbte civile. Med satellitbilleder har NGO’er så sent som i maj 2020 dokumenteret, at en landsby blev brændt ned, så der kun er svedne pletter tilbage, hvor der før var huse, en skole og en moske.
Mindst 6.700, heriblandt 730 børn under fem år, døde under angrebet i 2017 ifølge Læger Uden Grænser. Konflikten har fået FNs generalsekretær Antonio Guterres til at kalde rohingyaerne “et af de, hvis ikke det, mest diskriminerede folkefærd i verden.”
[Boks1]
Netop fordi industriområdet Ngwe Pin Lae, hvor Bestseller altså køber tøj, er ejet af militæret, er der andre modetøjsmærker, som har trukket sig ud af området, og som er stoppet med at få produceret tøj i området.
Det tæller blandt andet Esprit, som har butikker i de større danske handelsbyer, og som har fået produceret tøj på fabrikken Perfect Gains, der, ligesom de fabrikker Bestseller får produceret tøj hos, ligger i en af militærets industrizoner.
“Esprit stopper omgående alle fremtidige bestillinger på fabrikken Perfect Gains fabrikken i Myanmar,” skrev Esprit i en mail til netmediet Nikkei for et år siden, da FN-missionen offentliggjorde sin rapport. Esprit oplyste endvidere, at de ikke var klar over, at fabrikken havde tilknytning til militæret:
“Esprit vil fremover overvåge situationen nøje.”
Dengang meddelte Bestseller, at de ville læse rapporten og vurdere, om de var nødt til at ændre på deres produktion.
Hos Bestseller vurderer sustainability manager Dorte Rye Olsen, at FN-missionen ikke beviser, at Tatmadaws holdingselskab MEHL er ejer af industrizonen Ngwe Pinlae Industrial Zone, hvor de tre fabrikker ligger.
“Men de har en form for rolle i at administrere zonen – bl.a. igennem waste management. Det er dog meget minimalt økonomisk interesse, der er involveret. De tilbyder waste management for 200 USD per år per fabrik på frivillig basis, hvilket skal sættes i relation til de omkostninger, der ellers er involveret i at drive en tekstilfabrik samt den omsætning, tekstilfabrikkerne har. Der tegner sig derfor et billede af, at det ikke umiddelbart er via tekstilfabrikkerne, militæret kan få den store økonomiske gevinst,” siger Dorte Rye Olsen.
Alligevel fortæller hun, at Bestseller siden FN-missionens rapport har taget yderligere tiltag for at forhindre sammenhæng med militæret i Myanmar.
De har blandt andet været i dialog med lokale, relevante stakeholders “for at øge vores viden og diskutere og beslutte konkrete handlinger.” Det gælder for eksempel Myanmar Centre for Responsible Business, advokatfirmaer og andre brands.
“For de konkrete fabrikker: Alle 3 fabrikker har udfyldt og underskrevet en kontraktlig bindende erklæring om, at der ikke er nogen ejerforbindelser mellem militæret og fabriksejere, militæret og land owners samt militæret og leverandørerne. Vi har ydermere fået udarbejdet uafhængige advokatrapporter med dokumentation, der bekræfter det samme. Disse viser også at alle 3 fabrikker betaler deres leje til individuelle personer og ikke til MEHL,” siger Dorte Rye Olsen og tilføjer:
“På tværs af alle vores fabrikker har vi øget vores due diligence og vurderet alle i forhold til zoner og risici. Vi har indført et krav om tredjeparts rapporter som en del af vores onboarding proces. Vi fortsætter naturligvis med at holder fokus på situationen og følge udviklingen. Og vi vil justere vores tiltag og due diligence, hvis og hvor det giver mening.”
Dermed vurderer Bestseller, at der ikke er bevis for, eller indikation af, nogen signifikant økonomisk eller ejerskabsmæssig relation mellem 3 pågældende fabrikker og Tatmadaw.
Ronja Pilgaard
Amanda Obitz Mogensen
