Fem og et halvt år efter at Myanmars brutale militær kuppede magten, er den danske ambassade i landet nu ved at lukke ned.
“Betingelserne for samarbejde er væsentligt forværret siden militærkuppet, og der ses på nuværende tidspunkt ikke tegn på, at dette vil ændre sig”, forklarede udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen, da nedlukningen, der vil ske inden udgangen af året, blev annonceret.
Militærjuntaen er internationalt fordømt og sanktioneret for systematiske drab på civile, og for at fængsle og torturere sine politiske modstandere.
En række internationale virksomheder har siden kuppet forladt landet, der ifølge International Trade Union Confederation nu er et af verdens ti værste steder for arbejderes rettigheder.
Organisationen Business and Human Rights Centre, der blandt andet finansieres af udenrigsministerier i EU og USA, har offentliggjort en række rapporter og data om krænkelser af arbejdstagerrettigheder i Myanmar, særligt efter militærkuppet i 2021.
De advarer om, at det er svært for private virksomheder at undgå at samarbejde med militærregimet.
“Menneskerettighedsgrupper har gentagne gange advaret om, at det er næsten umuligt at drive ansvarlig forretning i landet på grund af samarbejde mellem militærjuntaen og den private sektor” siger Isobel Archer, der er organisationens Programchef for arbejdstagerrettigheder.
Hun advarer også om, at militærregimet “udsætter arbejdere for alvorlige farer, både på fabrikkerne og under deres pendling til og fra arbejde”. Arbejdere på fabrikker i Myanmars industrizoner transporteres ofte i overfyldte åbne lastbiler, og skal igennem militære checkpoints på vejen til fabrikkerne.
Danwatch har spurgt danske virksomheder, der fortsat opererer i Myanmar, om de dystre fremtidsudsigter fra udenrigsministeriet får dem til at genoverveje deres fortsatte tilstedeværelse i landet.
Det afviser både Carlsberg og Bestseller. Mærsk har ikke besvaret vores henvendelse.
Virksomheder: Vi udfører grundige undersøgelser
Carlsberg har bygget et stort bryggeri omkring en times kørsel fra hovedstaden Yangon, og er en betydelig lokal skattebetaler og den tredje største spiller på ølmarkedet i Myanmar.
Ølgiganten har ikke ønsket at stille op til et interview, men skriver i en mail, at de bliver i landet af hensyn til deres ansatte og deres levebrød.
“Selv om den danske repræsentation lukker i Myanmar, ændrer det ikke noget i forhold til Carlsbergs tilstedeværelse i landet. Ved at være til stede i Myanmar understøtter vi tusindvis af medarbejdere, deres familier samt andre, der arbejder i vores leverandør- og værdikæder. Det er mennesker, som muligvis ikke ville have et job eller et økonomisk fundament, hvis vi ikke var til stede”, skriver Simon Boas Hoffmeyer, der er bæredygtighedsansvarlig i Carlsberg.
Han skriver også, at Carlsberg bliver i Myanmar for at gøre en positiv forskel, men også løbende vurderer, om deres tilstedeværelse kan opretholdes på ansvarlig vis. Og at de opererer i overensstemmelse med FN’s Vejledende Principper for Menneskerettigheder og Erhvervsliv samt OECD’s Retningslinjer for Ansvarlig Virksomhedsadfærd.
“I den sammenhæng er det at efterleve lovgivningen, herunder betaling af skatter, både en juridisk forpligtelse og et udtryk for ansvarlig adfærd. Derudover anvender vi skærpet due diligence i Carlsberg Myanmar”, skriver Simon Boas Hoffmeyer.
Også den danske tøjgigant Bestseller fortsætter med at få produceret tøj på fabrikker i Myanmar. Andre tøjfirmaer, som H&M og Adidas, har afsluttet deres virksomhed i landet.
Bestseller har heller ikke takket ja til et interview, men virksomhedens pressechef skriver i en mail at de “naturligvis har været opmærksom på lukningen af den danske ambassade i Myanmar”, og at de har haft dialog med Udenrigsministeriet om lukningen.
“Det er ikke vores forståelse, at man fra udenrigspolitisk side opfordrer danske virksomheder til at forlade landet eller at muligheden for at udøve menneskeretlig due diligence, herunder efterlevelse af OECDs Retningslinjer for Multinationale Virksomheder, er forringet”, skriver pressechef Kasper Reggelsen.
“Som du sikkert er bekendt med, har vi intet samarbejde med militærjuntaen”, skriver han videre, og henviser også til en forundersøgelse foretaget af Danmarks nationale kontaktpunkt til OECD’s Retningslinjer for Multinationale Virksomheder (NCP Danmark).
De er også kendt som Mæglings- og Klageinstitutionen for Ansvarlig Virksomhedsadfærd, og er en uafhængig klageinstans under Erhvervsstyrelsen.
“Erhvervsstyrelsen har – via NCP Danmark – bekræftet, at BESTSELLER overholder alle gældende sanktioner rettet mod landet, samt at vi gennemfører indgående, systematisk og løbende risikobaseret menneskeretlig due diligence”, skriver Kasper Reggelsen.
Mærsk har ikke besvaret Danwatchs henvendelse om deres virksomhed i Myanmar. De har tidligere omtalt situationen som “kompleks”, og fortalt at de screener alle forretningspartnere i Myanmar for mulige forbindelser til sanktionerede enheder eller militæret.
Professor: Umuligt at være neutral
Danske virksomheders fortsatte tilstedeværelse i et risikofyldt land som Myanmar er dilemmafyldt, mener professor i virksomhedsetik ved RUC, Jacob Dahl Rendtorff.
Han understreger, at han ikke kender detaljerne i de danske virksomheders operationer i landet, men udtaler sig på generelt grundlag.
“Man skal i første omgang være sikker på, at man kan beskytte sine medarbejdere, og at de ikke udsættes for menneskerettighedskrænkelser. Det er afgørende, at man kan beskytte dem, der er direkte forbundet til virksomheden”, siger han.
Derudover bør en virksomhed, for at kunne forsvare at drive virksomhed under et så brutalt regime som det i Myanmar, også kunne vise til, hvordan de bidrager positivt. Det er ikke nok i sig selv at sige, at man ikke har direkte bånd til regimet eller sanktionerede personer, mener Jacob Dahl Rendtorff.
“Virksomheder kan ikke undgå at være politiske. Når du opererer i et fremmed land, kommer du jo til at støtte landet og regimet, for eksempel ved at betale skatter og afgifter, og du skal jo også følge de love og regler, regimet indfører. Så ikke at gøre noget, er også at gøre noget. Ikke at engagere sig, er også en handling, hvis folk bliver skudt lige uden for fabrikkerne”, siger professoren i virksomhedsetik.
Kan det ikke være positivt for demokratibevægelsen, og befolkningen generelt, at internationale virksomheder som de danske bliver i landet? I stedet for at overlade markedet til virksomheder fra Rusland og Kina, der støtter militærregimet?
“Det kan godt være, at det kan give en anden stemme, en stemme der står lidt stærkere på nogle værdier om FN’s verdensmål og menneskerettighederne. Men så må man jo have en strategi for hvordan man kan påvirke positivt, som man kan vise frem – og også en exit-strategi, så man kan trække sig ud hvis det bliver for meget”, siger Jacob Dahl Rendtorff.
Også programchefen ved Business and Human Rights Centre mener, at virksomhederne skal kunne forklare hvordan de undgår at blive en støtte for regimet – eller trække sig ud.
“Mange internationale brands har allerede valgt at trække sig ud af Myanmar og siger, at de ikke kan operere ansvarligt. Danske virksomheder skal kunne forklare, hvordan de har imødegået de udfordringer der er i landet. Hvis de ikke kan det, skal de overveje en ansvarlig exit”, siger Isobel Archer.











