Del af en undersøgelse
Denne artikel er en del af undersøgelsen Kampen om Grønlands undergrund
- Grønlands undergrund er blevet centrum for en global magtkamp, hvor kritiske mineraler gør øen strategisk vigtig for USA, Kina, Rusland og Vesten. Men jagten på licenser handler ikke kun om råstoffer. Den handler også om geopolitisk indflydelse - og penge.
- Ifølge flere eksperter, Danwatch har talt med, er størstedelen af selskaberne i råstofbranchen dygtige og seriøse, men de ser også en tendens til, at der kommer flere ”skruppelløse lykkeriddere” til.
- 57 virksomheder ejer lige nu tilsammen 122 aktive råstof-licenser i Grønland, og en gennemgang viser, at flere af licenshaverne deler både bestyrelsesmedlemmer, ejere og finansielle bagmænd.
- Danwatch undersøger det magtfulde netværk bag licenserne.
De to erfarne fangere, Gaba Abelsen og Åge Hammeken Danielsen, kigger afvæbnende på os, da vi krydser tundraen med vores lånte riffel og kameraudstyr.
Ved siden af den helikopter, der har fløjet dem og et par geologer ud i Jameson Land, står de i deres grå og sorte tøj og siger ikke meget.
Et kort “hej”.
Så et nik.
Hverken fotografen eller jeg har haft en riffel i hænderne før, så Gaba Abelsen indvilliger i at vise, hvordan man tager ladegreb.
Han tjekker også magasinet.
Der er fire patroner.
Det er nok, hvis der kommer en isbjørn, forsikrer han.
Ved siden af står Åge Hammeken Danielsen, en af Østgrønlands mest anerkendte isbjørnejægere.
Foruden deres nærmeste familie, er der stort set ingen hjemme i Ittoqqortoormiit, der ved, at de står her.
Eller hvad de laver.
Det er kun fire måneder siden, at Åge Hammeken Danielsen, som også er formand for fangerforbundet i Ittoqqortoormiit, advarede mod det amerikanske selskab Greenland Energys planer om at bore efter olie i Jameson Land, hvor byens fangere i generationer har jaget moskusokser.
Han frygtede, at projektet ville fordrive dyrene, og dermed ødelægge fangernes fremtid.
“Det er jo vores livsgrundlag”, sagde han.
Men nu arbejder han selv for dem.
Som isbjørnevagt.
“Gigantiske beløb”
For at forstå, hvad der er på spil for de to fangere, skal man tilbage til Ittoqqortoormiit.
Et lille fangersamfund på Grønlands østkyst, som på kort tid er blevet ufrivilligt centrum for en af tidens største geopolitiske stridigheder.
Ittoqqortoormiit er et af verdens mest isolerede samfund. Byen består af godt 200 huse, har eksisteret i 100 år og ligger på Grønlands østkyst. Foto: Ole Jakobsen.
På den ene side står et amerikansk olieselskab med tråde til Trump, der håber at finde 13 milliarder tønder olie i deres jagtmarker. På den anden side står den grønlandske regering, der har forlænget olielicenserne, mens Donald Trumps udtalelser har gjort den amerikanske tilstedeværelse i Grønland mere kontroversiel end nogensinde før.
Midt i det hele står byens 328 indbyggere.
De tjener i gennemsnit 257.000 kroner om året. Men ifølge Danwatchs oplysninger tilbyder det amerikanske olieselskab nu lokale fangere en løn svarende til 100.000 kroner om måneden for at arbejde på deres planlagte efterforskningsprogram.
For mange handler spørgsmålet derfor ikke kun om olie.
Det handler også om arbejde.
Og om fremtiden.
Det bekræfter byens jagtbetjent og tidligere borgmester, Erling Madsen:
“Det er jo et gigantisk beløb, som lyder meget tillokkende for nogen”, siger han, da vi møder ham i hans stue.
Når pengene frister
Udenfor er den gule maling for længst skallet af Erling Madsens hus, der står næsten nøgent blandt alle de andre farvestrålende hytter i Ittoqqortoormiit.
Egentlig skulle det have været malet denne sommer.
Erling Madsen havde bestilt ny maling og gjort huset klar. Men da fragtskibet nåede frem, var malerbøtterne blevet ødelagt under transporten.
Så nu står det rå træværk tilbage.
Sådan er livet i Ittoqqortoormiit.
Med sine 200 huse og 850 kilometer til nærmeste store by er Ittoqqortoormiit et af verdens mest isolerede samfund.
Om vinteren kan man kun komme hertil med helikopter.
I byen er en skole med cirka 60 elever, en enkelt købmand, en lille frivillig brandstation, en politistation med to betjente, et sygehus, en sportshal, en kirke og en vejrstation.
Livet går sin rolige gang foran Ittoqqortoormiits frivillige brandstation. Her kører man ikke brandbil, men brand-ATV. Video: Ole Jakobsen
Her er ingen kloakering på grund af det barske arktiske klima, så indbyggerne benytter sig af pose-toiletter.
Og når noget går i stykker, kan man ikke nødvendigvis erstatte det med det samme.
Fragtskibene kommer nemlig kun få gange om året, og mange lever af det, de selv fanger.
I en by som Ittoqqortoormiit hænger jobbene heller ikke på træerne.
Derfor forstår Erling Madsen godt, hvorfor nogle overvejer at sige ja til arbejdet hos Greenland Energy.
“Det er jo fristende,” siger han.
“Men at nogen har sagt ja, det er jeg overrasket over. Det kunne jeg godt tænke mig at vide, hvem er?”
“Jeg ville føle mig købt”
Erling Madsen fortæller, at han selv blev kontaktet af Greenland Energy, da olieselskabet i juni afholdt et borgermøde i byen.
Olieselskabets kommunikationsrådgiver fra Nuuk, Lars Damkjær, opfordrede ham til at være tolk på borgermødet i to timer.
“Og dér tilbød han mig jo så 10.000 kroner. For dén smule arbejde!”
Først overvejede den rutinerede jagtbetjent det.
Men efter at have talt med sine venner og familie om det, ændrede han mening.
“Jeg kontaktede ham så og sagde, at det havde jeg altså moralske skrupler med. At tilbyde mig 10.000 kroner for to timers arbejde, det hører jo ingen steder hjemme”, griner Erling Madsen og fortsætter:
“Jeg ville føle mig købt. Det har jeg også sagt direkte til ham.”
Senere fortalte Lars Damkjær, ifølge Erling Madsen, at selskabet ønskede at hverve 12 lokale til feltarbejdet, ligesom de ønskede at hyre fire fangere til at være isbjørnevagter. Han ville derfor høre, om Erling Madsen kunne hjælpe ham med at sprede budskabet. Og vejre stemningen.
Denne gang kunne han tilbyde op mod 100.000 kroner om måneden.
“Til én person”.
“Lars Damkjær fortalte også, at hvis lokale herfra ikke vil være med til det, så hverver de bare folk fra andre steder”, siger Erling Madsen.
Lars Damkjær bekræfter i en mail til Danwatch, at han har talt med Erling Madsen, men han afviser, at Greenland Energy forsøger at købe lokal opbakning.
Han fortæller, at beløbet på 100.000 kroner stammer fra en dagstakst, der er omregnet til en månedsløn, men understreger, at der endnu ikke er tilbudt konkrete stillinger på det planlagte efterforskningsprogram.
Lars Damkjær bekræfter desuden, at to fangere i august arbejdede i alt seks dage som isbjørnevagter for selskabet, men tilføjer, at seks dages arbejde “i sagens natur” ikke give ren løn “i nærheden af 100.000 kroner”.
Alligevel har de store beløb skabt lidt af et dilemma. Ikke kun hos den pensionerede jagtbetjent, men i hele byen:
“Hovedet siger “go for it”, men hjertet siger nej. Og sådan er der jo mange, der har det”, siger Erling Madsen og fortsætter:
“Jeg har jo selvfølgelig været rundt i byen og snakke med folk, og der er mange, der er meget utrygge ved olieprojektet. De er bange for, at fangerne og samfundet vil blive udraderet, når de etablerer deres store feltarbejde derinde. Og som de siger: “Så er der jo Donald Trump, som måske er med i det”.”
Byen ved verdens ende
Udenfor ruller en serie af korte skudsalver pludselig hen over fjorden og giver ekko mellem fjeldene.
I Ittoqqortoormiit betyder det én ting; der er fangst på vej.
I flere timer har folk stået i vinduerne med kikkerter og spejdet ud over vandet. Nu spreder de første små jubelråb sig mellem husene.
Ude i fjorden dukker flere både op, og efter sig slæber de to store hvaler. Sildepiskere.
Her sejler fangerne ind mod Hvalrosbugten med Sildepiskeren efter sig. Bådene er bundet sammen for at kunne slæbe det tunge dyr. Foto: Ole Jakobsen.
Da bådene endelig når land, summer Hvalrosbugten af mennesker.
En gravko trækker de flere tons tunge dyr op på land, og straks samler fangerne sig omkring dem og går i gang med knivene.
Flere holder sig for næsen, mens luften fyldes af saltvand, blod og en sødlig lugt af hvalspæk.
Andre bemærker det knap nok.
I skæret fra pandelygterne fordeles kødet mellem fangernes familier, og midt i det hele står også Gaba Abelsen, som vi mødte få dage tidligere ude i Jameson Land.
Med sikre bevægelser svinger han kniven gennem spækket.
Det er sent, men ingen virker trætte. For det her er mere end en hval.
Det er mad på bordet.
Det gælder også for Sabina Andreasen, som har fået fri fra sit arbejde som sygeplejerske på byens hospital og er kørt ned til Hvalrosbugten på sin ATV for at se fangsten. Hun er bekymret for olieprojektet.
“Vi er naturfolk, fangere og fiskere. Det er vores kultur”, siger hun.
“Hvis olieboringerne går galt, og der kommer forurening, hvad skal vi så leve af?”
Alle ved det. Ingen taler højt om det
Dagen efter den store hvalfangst møder vi Gaba Abelsen foran hans hus ved fjorden. Han er i gang med at sikre børnenes havetrampolin.
Det trækker op til storm, så vejret er ikke til jagt.
Der er heller ikke bud efter ham som isbjørnevagt.
“Vi kommer bare, når de ringer. Jeg ved ikke engang, hvornår næste gang er,” siger han kort om arbejdet for Greenland Energy.
Mere vil han ikke sige.
Heller ikke om lønnen.
Og Gaba Abelsen er ikke den eneste, der er svær at få i tale, når spørgsmålene drejer sig om arbejdet for Greenland Energy.
I løbet af vores uge i Ittoqqortoormiit forsøger vi også flere gange at få et interview med Åge Hammeken Danielsen, som for bare fire måneder siden advarede mod projektet, som han mente kunne få betydning for fangernes fremtid.
Vi møder ham både hos byens købmand og ved hans hoveddør, hvor han siger, at han gerne vil stille op til interview.
Men det lykkes aldrig at få det i stand.
Slædehundene står bundet, indtil sneen kommer, og fangerne igen kan krydse isen. Video: Danwatch
Kun få af de borgere, Danwatch møder, ser positivt på projektet. En lokal entreprenør, en alt-mulig-mulig-mand og et par andre i byen bekræfter over for Danwatch, at de støtter projektet, men ingen af dem ønsker at blive citeret.
I en by med 328 indbyggere er tavshed dog sjældent nok til at standse snakken.
På vores tur rundt i Ittoqqortoormiit bliver navne nævnt lavmælt.
Hvem arbejder for selskabet, bliver der spurgt.
Hvem har sagt nej?
Og hvem bliver mon ringet op næste gang?
Flere af byens indbyggere peger på de samme ting. En nabo i en sweatshirt med selskabets logo. En nyindkøbt ATV. Spritnye snescootere. Nogen, der pludselig er væk i flere dage ad gangen.
For i Ittoqqortoormiit kender alle hinanden.
“Vi kan bare kigge på”
I centrum af byen, lige overfor Ittoqqortoormiits brandstation, har to ældre mænd parkeret deres rollator og krykker og sat sig på en bænk for at få pusten.
Foran dem glimter fjorden i solen.
“Jeg er imod olieprojektet. Og jeg er ret sur på amerikanerne”, siger den pensionerede fanger Anders Albirk.
“Når isen kommer igen, så vil de jo ødelægge den hele vejen ind til Jameson Land med deres skibe. Vi plejer ellers at køre med slæde meget, meget langt ind i fjorden”.
Han har tidligere arbejdet sammen med amerikanere i Jameson Land, da man i 1980’erne ledte efter olie i området første gang.
“Der var mange grønlændere derude. Og vi fik mere i løn end amerikanerne,” griner han.
Evald Arqe og Anders Albirk tager et velfortjent hvil i centrum af Ittoqqortoormiit. Video: Danwatch
Dengang kunne han godt lide dem
Det kan han ikke længere.
“Jeg var ellers glad for amerikanerne, men ikke mere. Ikke efter at ham præsidenten kom til“.
Efter at USA’s præsident, Donald Trump den 14. oktober skrev på Truth Social, at der nu gøres klar til “omfattende efterforskning af olie, gas og mineraler i vores nye og smukke Grønland!”, er uroen vokset i Ittoqqortoormiit.
Der er nemlig kun tre olieefterforskningslicenser tilbage i Grønland, og det er dem, Greenland Energy opererer over i Jameson Land.
Greenland Energy har gentagne gange udtalt, at de mener, der gemmer sig 13 milliarder tønder olie i Jameson Land. Eksperter mener dog, at der er tale om betydeligt mindre. Foto: Ole Jakobsen.
Anders Albirk sukker og retter på sin kasket.
“Hvis mine knæ var gode nok, ville jeg prøve at hjælpe dem, der er imod det”.
Han ser ud over fjorden.
“Men man kan jo ikke gøre ret meget mod sådan et stort selskab.”
“Vi kan bare kigge på”.
Han har dog et opråb til de grønlandske politikere:
“Múte(Minister for råstoffer og mineraler, Múte B. Egede, red.) må komme herop og tale med os allesammen. Han skal komme. Vi har mange spørgsmål”.
Den store charmeoffensiv
Mens Anders Albirk og andre i byen venter på svar fra politikerne, handler selskabet.
Ministeren for Råstoffer og Mineraler, Múte B. Egede, sagde i august til KNR, at Naalakkersuisut planlagde at besøge Ittoqqortoormiit inden efteråret “for at orientere om projektets status”.
Men ministeren er endnu ikke kommet.
Danwatch har flere gange forsøgt at få svar på, om der er planlagt et besøg, men ministeriet er ikke vendt tilbage på vores henvendelser.
Til gengæld bekræfter Greenland Energys bestyrelsesformand, Larry Swets, over for Danwatch, at han og hans familie planlægger at besøge byen inden februar.
Målet er, som han selv formulerer det, at “breake bread” med borgerne. Altså sætte sig til bords med byens beboere og høre deres bekymringer.
Og ifølge Danwatch’s oplysninger har bestyrelsesformanden allerede forud for besøget tilbudt den lokale skole en stor, ny 3D printer.
Ittoqqortoormiit har én skole. Den er rød og ligger i midten af byen. Video: Ole Jakobsen
Med tilbuddene om 100.000 kroner om måneden, og nu også en 3D-printer til byens skole, er der for Erling Madsen ingen tvivl om, hvad det handler om.
“Det er jo en charmeoffensiv på et andet niveau”, siger han, da vi præsenterer ham for Larry Swets kommende besøg og printertilbud.
Larry Swets afviser dog i en mail til Danwatch, at han eller Greenland Energy forsøger at påvirke lokale holdninger gennem løn og donationer:
“En fair løn handler ikke om at påvirke nogens holdning. Det handler om at værdsætte mennesker og det arbejde, de udfører”, skriver han.
En skolelærer i byen, Grethe Pike, mener dog godt, at bestyrelsesformanden kan spare et besøg:
“Han behøver ikke at komme. Og vi har allerede en printer”, siger hun kort.
Lokaludvalgsformand Hans Brønlund, som tidligere har arrangeret en demonstration mod olieprojektet, har over for KNR spøgefuldt sagt, at han overvejer at købe alle butikkens æg og kaste dem efter den amerikanske oliemand, hvis han skulle komme.
Men spørgsmålet er, hvor urokkelig modstanden mod olieprojektet egentlig er?
Da vi tidligere på ugen besøgte Erling Madsen i hans stue, fortalte han, at han havde gjort sin holdning til Greenland Energy klar:
“Derfor siger jeg; det her er ikke noget, vi vil være med til”.
Han holdt en kort pause.
“I hvert fald ikke lige nu”.
