Lige nu undersøger miljøstyrelsen, hvordan og hvorfor tre Mærsk-skibe ligger til ophugning på en strand i Indien, hvor arbejds- og miljøforholdene er så dårlige, at de ikke lever op til EU’s krav på området.
Det forklarede miljøminister Lea Wermelin på et samråd i dag.
Samrådet var indkaldt efter Danwatch i februar kunne fortælle, at Mærsk fortsat bruger skrotværfter på Alang-kysten i Indien, hvor de tre Mærsk-skibe, Tove Maersk, MCC Ha Long og MCC Mergui, lige nu venter på at blive skåret op.
Danwatch kunne i 2016 dokumentere de miserable forhold på skroftværfterne, hvor nogle af verdens største skibe bliver skåret op af lavtlønnede arbejdere med ringe sikkerhed og miljøbeskyttelse. Og i slutningen af 2020 kunne den internationale ngo Shipbreaking Platform, der overvåger den globale ophugning af skibe, dokumentere, at værftsarbejdere på Alang-kysten stadig skar rør over og flyttede tunge genstande iført klipklapper og kasket, ligesom en del af ophugningen foregår på ubeskyttede mudderbanker med risiko for at forurene både stranden og vandet.
Derfor var miljøministeren blevet indkaldt til at svare på, hvad hun mente om de forhold, som Mærsk-skibene bliver ophugget under.
“Skibsophugning har i alt for mange år været årsag til både miljøforurening og dårlige arbejdsvilkår. Skibsophugning foregår desværre stadig nogle steder i verden under forhold, der ikke er gode nok, hverken for arbejdssikkerheden eller for miljøet. Det kan vi ikke være bekendt, for der findes et alternativ”, svarede Lea Wermelin.
Hun understregede samtidig, at værfterne på Alang-kysten ikke lever op til EU’s standarder på området, og det ville være ulovligt at få ophugget et skib, der sejler under dansk flag på de indiske strande. Mærsks tre skibe ligger dog ikke under dansk eller europæiske flag længere, og derfor er det lovligt for dem at få skibene ophugget på Alang-kysten.
Derfor er det ikke ligetil at sikre, at skibe bliver ophugget under ordentlige forhold, og resten af samrådet tilbragte Lea Wermelin i en krydsild mellem Enhedslistens Christian Juhl og de Konservatives Katarina Ammitzbøll, der havde vidt forskellige ideer til, hvordan det skulle gribes an.
Når skibe sejler under europæiske flag, må de kun blive ophugget på rederier, der står på det, der hedder den europæiske liste. Det er en liste, som Europa-kommissionen laver på baggrund af en række krav til miljø- og arbejdsforhold.
Miljøminister Lea Wermelin kunne på samrådet fortælle, at EU-kommissionen af flere omgange har besøgt værfter på Alang-kysten de seneste år, og der er ingen af dem, der kan leve op til kravene for at komme på den europæiske liste.
Skibe, der ikke sejler under europæisk flag, er i stedet omfattet af Hong Kong-konventionen, der i 2009 blev vedtaget af FN’s Internationale Søfartsorganisation med opbakning for over 50 lande. Der er bare to problemer med den konvention: Det ene er, at der ikke er samme høje krav, som der er i EU. Det andet problem er, at det kun er Danmark og ni andre lande, der har ratificeret aftalen, og for at konventionen overhovedet skal gælde, kræver det, at 15 lande har tilsluttet sig.
Derfor er der stort set ingen krav til ophugningen af skibe, der sejler under andre flag end de europæiske.
Lea Wermelin kunne på samrådet fortælle, at kun 40 procent af kapaciteten på den europæiske liste er optaget lige nu, så der er rig mulighed for, at rederier kan ophugge deres skibe under forsvarlige forhold.
Det fik Enhedslistens Christian Juhl til at konkludere, at der kun kunne være en grund til, at Mærsk fik deres skibe ophugget i Indien:
“Jeg vil gerne have lov til at pege på, at det er grådigt og kynisk. Når der er kapacitet, og man vælger ikke at bruge det, så handler det om kolde kontanter. Det er billigere”, sagde Christian Juhl, der gennem samrådet ville have svar på, hvad der kunne gøres, så det ikke var så let at omgå de europæiske regler og standarder.
I den anden ende af lokalet sad Katarina Ammitzbøll fra de Konservative, der fra 2017 og indtil folketingsvalget i 2019 var Senior Manager for Strategy & Shared Value Sustainability i Mærsk. Hun havde både en stor indsigt i forholdene på Alang-kysten og en klar holdning til, hvad der skulle gøres.
Katarina Ammitzbøll spurgte ministeren, om hun kendte til alt det, som Mærsk gjorde for at sikre bedre forhold på Alang-kysten, for eksempel ved at finansiere en mobil lægeklinik. Og om det ikke var bedre, at man gennem Mærsk forsøgte at udvikle området i stedet for at kræve, at Mærsk trak sig ud, indtil forholdene var så gode, at EU ville godkende det.
I løbet af samrådet begyndte kommentarerne og spørgsmålene at gå frem og tilbage mellem Christian Juhl og Katarina Ammitzbøll i stedet for til ministeren, og til sidst måtte udvalgsformand og ordstyrer Bertel Haarder bryde ind.
“Da jeg var barn, fik vi sommetider at vide, hvis I vil slås herinde, så må I gå udenfor. Det vil jeg ikke sige til Katarina Ammitzbøll og Christian Juhl. Jeg vil blot sige, at der nok er grænser for, hvor meget vi kan få ministeren til at fælde dom”, lød det fra Bertel Haarder, der på sin vis fik ret.
Lea Wermelin ville ikke fælde dom. Det lod hun Europa-Kommissionen om, og så længe den ikke havde godkendt skrotværfterne i Indien, kunne Danmark heller ikke gør det. Men hun kunne heller ikke kræve, at Mærsk ikke skiftede flag på deres skibe og fik dem ophugget i Indien.
Jonathan Tybjerg