I februar 2023 blev flere hundrede beboere i to landsbyer i det vestlige Uganda vækket af lyden af skud og skrig fra deres naboer og lugten af røg. Kvinder blev udsat for gruppevoldtægt, mens deres børn så på. Deres huse blev brændt ned, og husdyr blev dræbt. Uden varsel blev de drevet væk fra deres hjem af blandt andre den ugandiske hær (UPDF – Uganda Defence Force).
To år senere fik de lov til at vende tilbage til deres område. Kun for at opdage, at der var lagt en olierørledning i forbindelse med det omstridte olieprojekt East African Crude Oil Pipeline (EACOP), hvor det franske energiselskab TotalEnergies er med til at opføre verdens længste opvarmede olierørledning fra Uganda til Tanzania, der skal føre olie ud til verdensmarkederne. Men beboerne har aldrig fået kompensation.
Sådan lyder nye anklager mod Ugandas regering og TotalEnergies, som en række af de lokale beboere rejser i en ny retssag, der efter planen skal køre i midten af oktober.
“Mine klienter kræver retfærdighed og at blive kompenseret for tabet af ejendom og levebrød. Der er sket tvangsfordrivelser uden den korrekte varsling og kompensation, og der er begået alvorlige menneskerettighedskrænkelser”, siger Doreen Namara, der er miljø- og menneskerettighedsadvokat og en af de personer, der fører sagen på vegne af de lokale.

Et centralt spørgsmål i sagen er ifølge Doreen Namara, hvad TotalEnergies vidste om rydningen af området, da selskabet efterfølgende etablerede olierørledningen. Hun hævder, at energivirksomheden kendte til hændelserne og konflikten, men at man valgte ikke at udføre due diligence og sikre sig, at de rette mennesker fik kompensation.
Hvad er EACOP?
- East African Crude Oil Pipeline (EACOP) er et milliardprojekt, der skal føre olie fra to oliefelter i Uganda til Tanzanias kyst, hvorfra det transporteres ud på verdensmarkederne. Olierørledningen på 1.443 kilometer bliver verdens længste af sin slags.
- TotalEnergies ejer i alt 62 procent af projektet. Uganda og Tanzania ejer tilsammen 30 procent, og de sidste otte procent sidder det kinesiske olieselskab CNOOC på.
- Planen var, at den første olie skulle eksporteres i oktober 2026, men det er blevet udskudt til 2027. Alene Kingfisher-oliefeltet ventes at producere 40.000 tønder olie om dagen, og i alt ventes projektet at kunne producere omkring 200.000 tønder olie om dagen. Nogle klimaforskere vurderer, at projektet vil bidrage til 1,3 millioner ton kulstof om året og dermed have en stor indvirkning på klimaforandringerne.
Kilde: Uganda National Oil Company, EACOP og Reuters
TotalEnergies oplyser i et skriftligt svar til Danwatch, at man er bekendt med konflikten og hændelserne, men at området ikke direkte er en del af projektet, hvor olierørledningen opføres.
“De konkrete hændelser, der omtales, er tidligere blevet gennemgået og ligger ifølge vores oplysninger uden for det godkendte projektområde. Hverken TotalEnergies eller EACOP er part i den pågældende jordstrid. Vi respekterer ytringsfriheden og rettighederne for menneskerettighedsforkæmpere og accepterer ikke trusler, chikane eller vold mod personer, der fredeligt udøver disse rettigheder”, lyder det fra virksomheden.
Pensionskasser fastholder investeringer
Det er langt fra første gang, at der rettes kritik af det store olieprojekt. Projektet er i flere år blevet beskyldt for at forårsage massive fordrivelser, menneskerettighedsovergreb og ødelæggelse af natur og biodiversitet. Danwatch har løbende afdækket problemerne, og de danske pensionskasser har hver gang udtrykt bekymring, men fastholdt milliardinvesteringerne.
Tilsammen har fire danske pensionskasser aktier i TotalEnergies for omkring 3,1 milliarder kroner, hvilket er en stigning på flere hundrede millioner kroner, siden Danwatch i januar afdækkede investeringerne.
FAKTA
Så meget investerer de
En gennemgang af pensionskassernes investeringer i TotalEnergies viser, at tre af pensionskassernes investeringer er vokset det seneste års tid. For PFA’s vedkommende er de steget med omkring 300 millioner kroner. Industriens Pension er steget med cirka 127 millioner kroner. Hos Danica er investeringen steget med omkring 100 millioner kroner. PBU har ikke længere TotalEnergies i deres aktieportefølje, men pensionskassen ønsker ikke at oplyse, hvorfor aktierne er solgt fra. Værdien af aktiebeholdningen er steget på grund af kursstigninger afledt af højere oliepriser.
De nye anklager får ikke pensionskasserne til at droppe investeringerne, men PFA, Industriens Pension, Danica og PensionDanmark oplyser i skriftlige svar, at de tager dem seriøst og løbende har en dialog med TotalEnergies.
“Vi tager de nye anklager alvorligt, og har derfor allerede rakt ud til selskabet. Det er ikke alt TotalEnergies gør, som vi er enige i, men for nu vurderer vi, at vi kan påvirke selskabet bedst ved fortsat at være investeret”, siger Rasmus Bessing, der er direktør for ESG-investeringer og produkter i PFA, i et skriftlig svar.
Han henviser til, at TotalEnergies har fået gennemført en uafhængig tredjepartsevaluering af programmet for jordopkøb og kompensation i Uganda i årene 2022 til 2024, der konkluderer, at programmet blev gennemført i overensstemmelse med projektets forpligtelser, og at der ikke blev identificeret væsentlige systematiske problemer.
Hos Industriens Pension understreger Ann-Louise Winther, chef for Investeringsrisiko og ESG, at det er vigtigt, at de nye anklager undersøges grundigt, og at der er transparens om både håndteringen og resultaterne af undersøgelserne.
“Vi følger derfor fortsat løbende op på dialogen med TotalEnergies om EACOP-projektet og virksomhedens håndtering af menneskerettighedsforhold”, udtaler hun.
Thomas Henriksen, der er senioranalytiker hos PensionDanmark, vil afvente afgørelsen ved domstolene, men fastslår, at sagen understreger, at TotalEnergies løbende skal kunne dokumentere, at projektet gennemføres i overensstemmelse med internationale menneskerettighedsstandarder.
“Menneskerettigheder og selskabets due diligence har gennem længere tid været et centralt tema i vores dialog om Tilenga og EACOP med TotalEnergies. En ekstern vurdering fra marts 2026 konkluderer, at 99 procent. af kompensationsaftalerne under Tilenga-projektet er underskrevet og betalt, og at alle genhusningsboliger er opført og overdraget,” lyder det fra Thomas Henriksen i et skriftligt svar.
Danwatch har rakt ud til regeringen i Uganda og Ugandas hær for en kommentar. De er ikke vendt tilbage.










