Åbner i en ny fane
Energi07/10/2025

Mens Rusland øger aggression mod Europa, holder danskstøttet energigigant gang i den russiske krigsmaskine

Energiselskabet TotalEnergies modtager milliarder i udbytte gennem sit ejerskab i russisk gas og betaler Rusland milliarder i skat, viser ny rapport fra Greenpeace. Danske pensionskasser kalder det en kompleks situation, men ønsker ikke at trække sine investeringer i TotalEnergies.
Russia france china energy gas arctic
I 2024 købte EU knap 18,5 millioner tons LNG af Rusland, og cirka 78 procent af det blev leveret fra Yamal-anlægget i Rusland.Foto: Maxim ZMEYEV/AFP
Danwatch er et undersøgende medie. Vi afslører, hvordan danske virksomheder og andre magtfulde aktører påvirker mennesker, miljø og klima i verden. Vi dokumenterer brud på love, konventioner og etiske retningslinjer og viser konsekvenserne.

Denne artikel er en del af undersøgelsen Ruslands europæiske pengemaskine

  • Russisk olie, gas, stål og andre råvarer er en central del af landets økonomi og bidrager til de indtægter, der holder krigsøkonomien i gang.
  • Trods omfattende sanktioner spiller Europa stadig en vigtig rolle i den værdikæde, som skaffer russiske eksportindtægter. Det sker gennem shipping, finansiering, service og selskabskonstruktioner med forbindelser til europæiske lande, herunder Danmark.
  • Danwatch undersøger, hvordan vestlige virksomheder indgår i Ruslands økonomiske kredsløb, hvilke danske og europæiske forbindelser der kan dokumenteres, og hvem der holder Ruslands pengemaskine kørende og selv profitterer på det.

Opdateret den 8. oktober med korrektion af, hvordan LNG eksporteres. 

Danske pensionsselskabers milliardinvestering i den franske energigigant TotalEnergies er igen i fokus efter nye afsløringer om, at TotalEnergies har modtaget milliardbeløb gennem sit ejerskab i russisk gas, mens Ruslands aggression mod Ukraine og EU har stået på. 

En ny rapport fra miljøorganisationen Greenpeace viser, at TotalEnergies siden 2022 har modtaget et beløb på omkring 31 milliarder danske kroner i udbytte fra gasprojektet Yamal LNG og yderligere 11 milliarder kroner i udbytte fra den russiske virksomhed Novatek. Samtidig skulle TotalEnergies have bidraget med omkring 16 milliarder kroner til den russiske regerings skatteindtægter mellem 2022 og 2024, ifølge rapporten. 

Det er ikke kun på de breddegrader, at TotalEnergies er involveret i projekter, der vækker kritik. Senest har Danwatch beskrevet, hvordan virksomheden fortsætter sin olieekspansion i Nigeria trods store problemer med forurening og menneskerettighedskrænkelser.

Klima- og miljøpolitisk leder i Greenpeace Danmark, Helene Hagel, kalder det “paradoksalt” og “selvmodsigende”, at europæiske gas- og olieselskaber samt de europæiske regeringer holder gang i Ruslands økonomi i en tid, hvor de russiske trusler mod EU vokser. Senest med de mange droneobservationer over flere lufthavne og militære lokationer i Danmark og også andre europæiske lande, som eksperter kobler sammen med en russisk hybridkrig.

“Rusland har tjent store summer på, at europæiske olie- og gasselskaber har handlet med russisk gas. Det er vildt, at Europa sponsorerer og finansierer krigsmaskinen i Rusland med den ene hånd, mens vi med den anden hånd støtter Ukraine og kæmper imod de russiske trusler,” siger hun. 

Danwatch har rakt ud til TotalEnergies for en kommentar til rapporten, og for at høre om Ruslands voksende aggression mod EU får virksomheden til at genoverveje forbindelsen. 

I et skriftligt svar lyder det fra TotalEnergies, at man overholder alle gældende sanktioner udstedt af EU, og at virksomheden vil fortsætte med sikre forsyningen af ​​flydende naturgas til Europa fra Yamal LNG-anlægget, så længe de europæiske regeringer mener, at gas fra Rusland er nødvendigt for EU’s forsyningssikkerhed. Derudover oplyser TotalEnergies, at det ikke er muligt at bryde købskontrakterne med Yamal LNG. Virksomheden forholder sig ikke til direkte til tallene for udbytte og skat i Greenpeaces undersøgelse, men formulerer således: 

“Med hensyn til udbytter begrænser de russiske modsanktioner – der i øjeblikket er gældende – betydeligt de finansielle strømme fra Rusland til EU”.

Danske investeringer i TotalEnergies

Fem danske pensionskasser har tilsammen investeret omkring 2,2 milliarder kroner i TotalEnergies. Danwatch har rakt ud til dem alle for en kommentar. PFA, Pædagogernes Pension, Industriens Pension og PensionDanmark oplyser, at informationerne i den nye rapport ikke får dem til at trække sine investeringer ud af den franske energigigant, men at det er afgørende, at EU opnår energiuafhængighed, og at TotalEnergies kommer ud af Rusland hurtigst muligt.

Rasmus Juhl Pedersen, chef for ESG hos Pædagogernes Pension, udtaler i et skriftligt svar til Danwatch, at man ser meget kritisk på, at internationale selskaber fortsat har økonomiske forbindelser til Rusland.

“Samtidig er det et faktum, at Europa stadig importerer og har en afhængighed af russisk LNG, hvilket understreger den komplekse balance mellem energiforsyningssikkerhed og behovet for at reducere indtægterne til den russiske stat. Som pensionskasse vurderer vi løbende, hvordan selskaber håndterer komplekse risici som disse. Vi har skrevet til TotalEnergies for at få en opdatering på deres aktiviteter med tilknytning til Rusland, men vi har ikke modtaget svar inden for jeres deadline”, lyder det.  

Jan Kæraa Rasmussen, chef for ESG og bæredygtighed hos PensionDanmark, udtaler, at TotalEnergies russiske aktiviteter sker for at sikre Europas energiforsyning, indtil myndighederne beslutter noget andet. 

“EU forhandler i øjeblikket om et muligt forbud mod import af flydende naturgas fra Rusland, og vi forventer, at TotalEnergies – i tråd med selskabets hidtidige ageren – agerer i overensstemmelse med nye regler, sanktioner og anmodninger fra EU. Hvis ikke, er vi klar til at frasælge vores investering og sætte selskabet på vores udelukkelsesliste”, udtaler han i et skriftligt svar.

Image
Ruslands præsident under et besøg på Yamal LNG i 2017. Yamal LNG-flåden spiller en central rolle i Ruslands krigsøkonomi. Foto: kremlin.ru

Klima- og miljøpolitisk leder i Greenpeace Danmark, Helene Hagel, mener, at de danske pensionskasser har et ansvar for at lægge større pres på olie- og gasselskaber som TotalEnergies. 

“Det er i høj grad den finansielle sektor og politikerne, der er med til at holde de fossile selskaber i live, så det er kritisabelt, at de ikke presser mere på, når vi står i en situation, hvor det handler om russiske fossile brændsler, der finansierer den russiske krigsmaskine”, siger hun.  

Hun mener, at det er “den vildeste illusion, hvis man tror, at man kan påvirke olie- og gasselskaber gennem et aktivt ejerskab, når det er deres kerneforretning, der er problemet”. 

Industriens Pension

Ann-Louise Winther, chef for ansvarlige investeringer:

”Vores rammer for bæredygtighed og aktiv ejerskab bygger på FN’s og OECD’s retningslinjer for ansvarlig virksomhedsadfærd. Med udgangspunkt i disse retningslinjer samt EU’s og Danmarks politiske linje har vi dialog med porteføljeselskaber. Det gælder også TotalEnergies, som vi er i løbende dialog med, og som i overensstemmelse med EU’s linje ikke har indgået nye aftaler om aktiviteter i Rusland siden 2022, men har fulgt EU’s ønske om at opretholde en mindre del af forsyningen af gas til Europa for at imødekomme energibehovet.”

Pædagoernes Pensionskasse, PBU

Rasmus Juhl Pedersen, chef for ESG:

“Krigen i Ukraine har skabt en historisk alvorlig sikkerhedspolitisk situation i Europa, og PBU ser meget kritisk på, at internationale selskaber fortsat har økonomiske forbindelser til Rusland. Samtidig er det et faktum, at Europa stadig importerer og har en afhængighed til russisk LNG, hvilket understreger den komplekse balance mellem energiforsyningssikkerhed og behovet for at reducere indtægterne til den russiske stat. Vi er opmærksomme på, at TotalEnergies i 2022 offentligt fordømte invasionen, erklærede, at selskabet ville overholde alle EU-sanktioner, og har solgt ud af en række olie- og gasaktiviteter i Rusland, som ikke bidrager til Europas energiforsyning (bl.a. Kharyaga- og Termokarstovoye-felterne). TotalEnergies har nedskrevet deres investering i Novatek og trukket sig fra al ledelsesmæssig indflydelse. Tilbage står bla. Yamal LNG, som fortsat leverer gas til Europa under eksisterende kontrakter, indtil de politiske rammer ændres”.

“Som pensionskasse vurderer vi løbende, hvordan selskaber håndterer komplekse risici som disse. Vi har skrevet til TotalEnergies for at få en opdatering på deres aktiviteter med tilknytning til Rusland, men vi har ikke modtaget svar inden for jeres deadline”.  

PFA

Rasmus Bessing, direktør for ansvarlige investeringer:  

”Efter Ruslands invasion af Ukraine, har Europa arbejdet hårdt på at blive uafhængig af russisk gas. Det er en nødvendig proces, der tager tid, da vi i Europa skal finde alternativer til den betydelige mængde energi, vi har importeret fra Rusland. I PFA mener vi, det er afgørende, at vi opnår energiuafhængighed, og at TotalEnergies kommer ud af Rusland hurtigst muligt.”

PensionDanmark

Jan Kæraa Rasmussen, chef for ESG og bæredygtighed:

”TotalEnergies’ russiske aktiviteter er velkendte i offentligheden. Siden Ruslands invasion af Ukraine har selskabet efter anmodning fra EU fortsat leverancerne af flydende naturgas fra Yamal LNG på eksisterende kontrakter. Dette sker for at sikre Europas energiforsyning, indtil myndighederne beslutter andet. Tilsvarende kan selskabet ikke afhænde sin ejerandel i Novatek, da en russisk hovedaktionær, som er internationalt sanktioneret, har forkøbsret”.

“TotalEnergies har derfor nedskrevet værdien af aktivet med 3,7 mia. dollar. EU forhandler i øjeblikket om et muligt forbud mod import af flydende naturgas fra Rusland, og vi forventer, at TotalEnergies – i tråd med selskabets hidtidige ageren – agerer i overensstemmelse med nye regler, sanktioner og anmodninger fra EU. Hvis ikke, er vi klar til at frasælge vores investering og sætte selskabet på vores udelukkelsesliste”. 

Så meget investerer de

EU vil indføre forbud tidligere

Siden 2022 har EU indført en række vidtrækkende sanktioner mod Rusland, men import af LNG er indtil videre fritaget. Her spiller Danmark også en rolle, hvilket Danwatch tidligere har afsløret. Senest med historien om, at det danske værft Fayard, der ligger i Lindø nær Odense, er det sidste i hele Europa, der vil hjælpe Rusland med at holde deres moderne flåde af isbryder-gasskibe sejlende.

Netop Yamal LNG-flåden, som TotalEnergies har en ejerandel i, er helt centralt i Ruslands krigsøkonomi. I 2024 købte EU knap 18,5 millioner tons LNG af Rusland, og cirka 78 procent af det blev leveret fra Yamal-anlægget. Greenpeace har lavet beregningerne i rapporten ved hjælp af kontraktdatabasen Refinitiv LNG contracts database. Det er især Frankrig og Spanien, der importerer russisk gas. Ifølge den nye rapport fra Greenpeace har Frankrig, Belgien, Spanien og Holland betalt Rusland flere penge for flydende naturgas (LNG), end de har brugt på hjælp til Ukraine. 

EUs afhængighed af russisk gas er løbende blevet kritiseret, men i lyset af de seneste ugers krænkelser af flere europæiske luftrum, herunder det danske, er der kommet et stigende pres på EU. Planen er, at EU ville indføre et forbud mod import af russisk gas ved udgangen af 2027, men nu lægger Europa-kommissionen op til, at man skal sanktionere gas fra Rusland langt før på grund af den stigende trussel og pres fra den russiske præsident, Vladimir Putin.

Gå ikke glip af den næste afsløring.
Få vores nyhedsbrev

Få ugens historier fra Danwatch direkte i din indbakke hver søndag.

Nedenfor kan du tilvælge vores månedlige tematiske nyhedsbreve.

Uanset hvor mange, du vælger, skriver vi højst til dig tre gange om ugen.