10. januar 2018

Opposition kræver garanti fra miljøminister om giftfri bananer

Socialdemokratiet og Enhedslisten kalder tre ministre i samråd efter Danwatch før jul kunne afsløre, at importerede bananer fra Ecuador sprøjtes med pesticider, der er ulovlige i Danmark og EU. Oppositionen kræver, at bananerne undersøges for pesticidrester.


Flere danske supermarkeder sælger bananer fra Ecuador og andre lande med kritisable produktionsforhold. Danwatch har undersøgt produktionen i Ecuador og kunne kort før jul i samarbejde med DR afsløre, at bananer sprøjtes med pesticider, hvoraf mange er særligt giftige. Syv er ulovlige i EU, og hele 18 er ifølge Miljøstyrelsen forbudte i Danmark.

Læs undersøgelsen: De lever og dør af bananerne

Det har fået Socialdemokratiets Christian Rabjerg Madsen og Enhedslistens Christian Juhl til at indkalde udviklingsministeren, erhvervsministeren og miljø- og fødevareministeren i samråd.

“Vi indkalder dem alle tre, fordi det er en kompleks problemstilling, som vi kun kan løse, hvis vi angriber den samlet. Hvis vi indkalder dem én og én, så har de en tendens til at skyde bolden frem og tilbage mellem hinanden. Det er lidt vanskeligere, når de sidder lige ved siden af hinanden,” forklarer Christian Rabjerg Madsen til Danwatch.

Garanti for giftfri bananer

Ifølge Christian Rabjerg er det en reel mulighed, at bananer, der sælges i danske supermarkeder indeholder spor af farlige pesticider. Derfor vil han kræve, at miljøministeren undersøger bananerne.

“Jeg ved ikke, om de ulovlige, kræftfremkaldende pesticider ender på danskernes fødevarer, men jeg er selvfølgelig nervøs for, at hvis man bruger det i produktionen, så findes det også på bananerne. Hvis pesticiderne ikke er lovlige i Danmark, og de fremkommer på danske fødevarer over grænseværdierne, så er det jo ikke lovligt,” siger han til Danwatch.

Christian Rabjerg Madsen minder om, at den seneste pesticid-strategi netop strammer reglerne for importerede fødevarer.

SF’s Holger K. Nielsen støtter en undersøgelse af omfanget af problemet, bekræfter han i en mail til Danwatch.

[INSERT_ELEMENTOR id=”8121″]

Farlige pesticider skader lokalbefolkningen

Danwatch har undersøgt bananproduktionen i Ecuador, hvor de farlige pesticiderne påføres med fly, der sprøjter giften ud over Ecuadors flere end 5000 bananplantager, og dermed rammer både bananarbejdere og lokalbefolkningen. En praksis, der heller ikke er lovlig i Danmark af hensyn til miljø og mennesker.

Flere af pesticiderne, der anvendes i Ecuadors bananplantager, er ifølge Verdenssundhedsorganisationen (WHO) kræftfremkaldende eller har lignende alvorlige bivirkninger.

Der er en markant højere dødelighed og forekomst af kræft i bananprovinserne end i resten af Ecuador. Piloter, der flyver med sprøjtegift, har 40 procent højere dødelighed end resten af befolkningen. For banan-arbejderne er dødeligheden 25 procent højere.

Danwatch har specifikt undersøgt bananproduktionen i Ecuador, men mange andre lande, som danske supermarkeder importerer bananer fra, har lignende forhold.

Beskyttelse af lokale bananarbejdere

For Enhedslistens Christian Juhl er det også vigtigt at sætte fokus på forholdene for lokale arbejderne, som dyrker bananer til danske forbrugere. Han mener, at dansk bistand bør bruges til at støtte sunde og sikre arbejdspladser i udviklingslande, og at Danmark bør arbejde for et international forbud med farlige pesticider.

“Desværre er vi gået fra ikke længere at støtte opbygning af stærke fagforeninger og sikring af arbejdsmiljø og sikkerhed i Latinamerika. Det er én af fejlene lavet af denne her regering. Det skal vi have tilbage,” siger Christian Juhl til P1’s Orientering.

Han får opbakning fra SF’s udenrigsordfører Holger K. Nielsen:

“Danmark bør arbejde for at få afviklet brugen af de her farlige pesticider i udviklingslandene og gerne tilbyde assistance til eksportlandene i det arbejde,” siger han til Danwatch.

Danske supermarkeders ansvar

Christian Rabjerg Madsen kræver en undersøgelse af, om der er pesticidrester på bananer i danske supermarkeder, og hvis det skulle vise sig, at de er giftfri, så er der stadig plads til forbedringer, mener han.

“Jeg vil have en drøftelse omkring detailhandlens ansvar på det her område. Både ift. det menneskelige og det sociale ansvar. Det vil være oplagt at bede ministeren om at indlede en kritisk dialog med detailledet for at få dem til at overveje, hvordan de kan løfte en højere grad af socialt ansvar,” siger han til Danwatch.

Efter Danwatchs afsløring har han fuldstændig mistet tiltroen til certificeringen Rainforrest Alliance, som flere af de danske supermarkeder henviser til.

“Danske forbrugere kan ikke være tjent med, at der er en international certificering, som fremstår som garanti for at produkterne er produceret under miljømæssige forsvarlige forhold, når den overhovedet ikke reelt giver den beskyttelse. Så vi skal have en drøftelse af, hvordan kan vi sikre, at forbrugerne ikke bliver vildledt af de her certificeringsordninger,” siger han.

Der er endnu ikke fastsat dato for samrådet.

[INSERT_ELEMENTOR id=”20092″]

Gå ikke glip af den næste afsløring

Nyhedsbrev sign-up

Gå ikke glip af den næste afsløring

  • Få nyt fra en af landets største graverredaktioner.
  • Vi holder virksomheder og stater ansvarlige i forhold til love, konventioner og egne CSR-politikker.
  • Vi forbinder den almindelige dansker med globale problemstillinger og giver et oplyst grundlag at træffe valg på – uanset om det drejer sig om pension, mad, tøj eller andre forbrugsvarer.
Nyhedsbrev sign-up
heartexit-upmagnifiercrosschevron-down