28. april 2022

Oprindeligt folk i Tanzania vil have Vesten til at forhindre tvangsforflyttelser

Tanzanias regering vil tvangsforflytte over 150.000 masaier for udvide safari- og jagtområder. Nu beder masaierne EU, Storbritannien og USA om hjælp.

Der har i mange år været konflikt mellem masai-befolkningen i det nordlige Tanzania og landets regering. Frederic Coubert/Ritzau Scanpix

“Vi har intet sted at tage hen. At miste dette land vil udrydde vores lokalsamfund. Vi har taget os af naturen og levet i harmoni med alle levende og ikke-levende ting. Og vi er ikke klar til at miste den traditionelle levevis, som vi altid har haft”. 

Sådan lyder det i et åbent brev, som repræsentanter for Masai-befolkningen i Ngorongoro og Loliondo i det nordlige Tanzania har sendt til EU, Storbritannien og USA. 

Brevet kommer efter, at Tanzanias regering har taget initiativ til at tvangsforflytte mere end 150.000 masaier. I stedet vil man udvide safari- og jagtområder, som internationale turister besøger i hundredetusindvis hvert år. 

Danwatch har tidligere skrevet om konflikten mellem de oprindelige folks rettigheder i det nordlige Tanzania og landets turismeindustri, og nu beder masaierne altså om hjælp fra det internationale samfund.

Masaierne vil have EU, Storbritannien og USA til at tale Tanzanias regering fra tvangsforflyttelserne. 

“Vi rækker ud til jer, fordi vi nu, mere end nogensinde, har brug for jeres hjælp til at sikre os, vores menneskerettigheder ikke bliver krænket yderligere”, lyder det i brevet

Sameksistens er mulig

Tanzanias regering siger, at det er nødvendigt at flytte masaierne ud af Ngorongoro og Loliondo for at passe på dyre- og plantelivet. Det gør de blandt andet med henvisning til en rapport fra FN-organet UNESCO, der i 2019 konkluderede, at masaiernes kvæghold og semi-nomadiske færden presser naturen i det nordlige Tanzania. 

Men den præmis anerkender masaierne ikke. “Det er et falsk og forudindtaget narrativ”, skriver de i brevet. 

Det samme sagde eksperter, Danwatch talte med i begyndelsen af april. 

“Det giver ikke mening at fordrive folk bare fordi, man vil passe på naturen i Ngorongoro. Sådan har man traditionelt tænkt, men det hænger ikke sådan sammen længere”, sagde Judy Kepher Gona, konsulent hos Sustainable Travel and Tourism Agenda, et kenyansk initiativ, der arbejder for at fremme bæredygtige turisme i Østafrika. 

“I eksempelvis Kenya er der masser eksempler på, at masai-befolkningen, naturen og turismen trives side om side, hvis der bare er tilstrækkelig dialog og vilje til at finde bæredygtige løsninger”, fortsatte hun. 

Heller ikke FN’s biodiversitetskonvention, naturens pendant til Klimakonventionen, der er underskrevet af 176 lande, finder nogen modsætning mellem oprindelige folk og dyre- og planteliv.

“Forskning viser, at hvor oprindelige folk har kontrol over deres land og vand, trives økosystemer, skov og biodiversitet”, skrev de for nyligt i en analyse.

Og UNESCO selv er faktisk også modstandere af forflyttelserne. Selvom de i deres rapport fra 2019 advarer om, at naturen er presset, blandt andet på grund af øget menneskelig aktivitet fastslår de, at de på intet tidspunkt har foreslået at fordrive oprindelige folk: 

“UNESCO World Heritage Centre har aldrig bedt om forflyttelse af Masai-folk. De oprindelige folk skal være en del af naturbeskyttelsen”, udtaler en talsperson fra FN-organet til The Guardian.

Dansk turisme i Tanzania 

En lang række danske rejseselskaber arrangerer safariture til Ngorongoro. Danwatch har tidligere forholdt dem Tanzanias planer om at tvangsforflytte masaierne. 

Selskaber som Tanzania Tours afviser bekymringerne.

“Der bor 60 millioner mennesker i Tanzania, som alle er enormt afhængige af indtægten fra turismen. Så man kunne vende den rundt og sige, om ikke det er på tide at meget velstående masaier giver plads til at resten af befolkningen har en chance for at få brød på bordet?”, skrev grundlægger Jakob Mølkjær i en mail. 

Andre tager sagen anderledes alvorligt: 

“Vi ønsker, at oprindelige folk og lokale communities i øvrigt, bliver behandlet med respekt og ikke som objekter. Men vi er også bevidste om, at vi i mange tilfælde ikke har indflydelse på, hvad lokale regeringer gør”, lød det 2. april fra KILROY International, der repræsenterer både KILROY og Jysk Rejsebureau.  

Hverken EU, USA eller Storbritannien har på nuværende tidspunkt reageret på masaiernes brev.

Gå ikke glip af den næste afsløring

Nyhedsbrev sign-up

Gå ikke glip af den næste afsløring

  • Få nyt fra en af landets største graverredaktioner.
  • Vi holder virksomheder og stater ansvarlige i forhold til love, konventioner og egne CSR-politikker.
  • Vi forbinder den almindelige dansker med globale problemstillinger og giver et oplyst grundlag at træffe valg på – uanset om det drejer sig om pension, mad, tøj eller andre forbrugsvarer.
Nyhedsbrev sign-up
heartexit-upmagnifiercrosschevron-down