Colombia risikerer milliardbøder for at beskytte sin natur

Colombia kan ende med at skulle betale milliarder af dollars i kompensation til udenlandske mineselskaber, i nogle tilfælde fordi landet har fredet unikke naturområder mod minedrift. Virksomhederne søger erstatning gennem en særlig domstol under Verdensbanken, der afgør stridigheder mellem virksomheder og stater, men selskaberne kræver langt mere, end hvad de oprindeligt investerede.

Lokale fra Santander-regionen i det nordlige Colombia demonstrerer mod minedrift i naturområder, der leverer drikkevand til flere end 2 millioner mennesker.

Foto: Comité para la Defensa del Agua y del Páramo de Santurbán/Facebook

Derfor skal du bruge 8 minutter på denne artikel:

Miljøbeskyttelse og minedrift er ofte naturlige modsætninger, og i Colombia har økonomiske og miljøbevarende kræfter i årtier kæmpet mod hinanden. I denne artikel zoomer vi ind på en tvist mellem den colombianske stat og et canadisk mineselskab, som kan ende med en milliardbøde til Colombia ved en international domstol.

Del på facebook
Del på google
Del på twitter
Del på linkedin
Del på email
Foto: Comité para la Defensa del Agua y del Páramo de Santurbán/Facebook

Hvad er voldgift?

Voldgift er en domstol, som er etableret af to stridende parter. Verdensbankens voldgiftstribunal udgøres af tre dommere. Stat og virksomhed udnævner én dommer hver og bliver enige om den tredje, som er præsident for tribunalet.

Tre kilometer over havets overflade er træerne forsvundet, men naturen i Colombias nordlige páramo, en unik type naturområde, lever i bedste velgående. Flere truede dyrearter og sjældne blomster pryder bjergregionen, som dog også gemmer på andre rigdomme under overfladen. Rigdomme som et canadisk mineselskab indtil for nylig havde sat sig for at grave op.

Det canadiske mineselskab Eco Oro har ifølge selskabet selv investeret 250 millioner dollars i at udforske Colombias undergrund i jagten på en af verdens største guld- og sølvforekomster. Men efter at Colombia har fredet naturområdet omkring minen, kræver selskabet det tredobbelte beløb i erstatning for sin investering.

Angostura-minen, som Eco Oro har udforsket siden 90’erne, ligger i det nordvestlige Colombia i en region, hvor páramo-naturområdet spiller en vigtig rolle for lokalsamfundet. 

Páramoen, som bliver kaldt for Santurbán, er et højtliggende marsklandskab og anses for at være et unikt økosystem, der forsyner knap to millioner colombianere med drikkevand.

I 2016 fredede Colombia en del af det område, som Eco Oro havde tilladelse til at udvinde guld og sølv i. Det fik selskabet til at søge erstatning for dets investering ved et såkaldt voldgiftstribunal under Verdensbanken. Mineselskabet har krævet at få 764 millioner dollars (ca. 5 milliarder kroner) i erstatning – tre gange mere end den oprindelige investering.

Men lokale miljøforkæmpere mener ikke, at Eco Oro har krav på noget som helst:

“Intet beløb er retfærdigt som erstatning”, siger Erwing Rodriguez-Salah, miljøaktivist i Santurbán og talsmand for lokalorganisationen Comité para la Defensa del Agua y del Páramo de Santurbán til Danwatch.

Udenlandsk kapital vs. miljøbeskyttelse

Den colombianske stat har ifølge Kirsten Francescone, latinamerikansk koordinator for NGO’en Mining Watch Canada, i årtier ført en ambivalent politik på miljø- og mineområdet. På den ene side har pres fra lokalsamfund og miljøorganisationer fået regeringen til at skrive miljøbeskyttelse ind i colombiansk lovgivning.

“Civilsamfundet blev mobiliseret og der var enorme demonstrationer i Bucaramanga (by ved Santurbán, red.). De krævede, at regeringen indførte lovgivning, der beskyttede deres drikkevand”, siger hun til Danwatch.

Men Colombia har samtidigt forsøgt at gøre sig attraktiv for udenlandske investeringer med sin undergrund, der er rig på metaller og fossile brændstoffer.

I 2005 sagde daværende præsident Álvaro Uribe Vélez i en tale til en industrimesse for mineselskaber i Colombia:

“Vi arbejder på at gøre Colombia et meget attraktivt land for investorer […] Colombia har netop underskrevet sin første internationale aftale om investorbeskyttelse med Spanien, og vi arbejder på flere”.

Mineindustrien har i mange år udgjort en vigtig del af Colombias økonomi og bidrog i 2014 med næsten 8 procent til landets bruttonationalprodukt.

“Det har været meget frem og tilbage. Regeringen har været i tvivl om, hvordan den skulle håndtere en situation, hvor du har udenlandske investeringer på den ene side, og et civilsamfund, der kræver beskyttelse af miljøet på den anden side”, siger Kirsten Francescone.

I 2009 udstedte Colombias regering ifølge en forskningsartikel 416 minetilladelser i páramo-området hvoraf 65 tilladelser var i Santurbán.

Herunder Eco Oros Angostura-mine, som over to omgange, både i 2011 og 2013, blev udnævnt af den colombianske stat til at være et “Projekt af national interesse”.

Men mens den colombianske stat har udstedt minetilladelser med den ene hånd, har den med den anden hånd forsøgt at værne om miljøet og forbyde minedrift i páramo-områderne. Og det kan koste staten dyrt.

Staten har “ødelagt markedsværdien”

Da Eco Oro mistede retten til at lave minedrift i en del af Angostura-minen, indsendte mineselskabet sagen til Verdensbankens såkaldte Center for Settlement of Investment Disputes (ICSID) i december 2016. På dansk kaldes denne type sag for voldgift eller tvistbilæggelse.

1994: Eco Oro, dengang kaldt Greystar Resources, køber minetilladelsen til at udvikle Angostura-minen og investerer sidenhen 250 millioner dollars i udforskning og kortlægning af minen.

2009: Verdensbankens investeringsorgan, International Finance Corporation, godkender en investering på 20 millioner dollars i selskabet Eco Oro Minerals.

2010-2011: Columbia indfører ny lovgivning, der forbyder minedrift i páramo-områder. Eco Oro’s Angostura-projekt var undtaget dette forbud i begyndelsen.

19. december, 2014: En officiel afgrænsning af páramo-området bliver offentliggjort af miljøministeriet i Colombia. 49 procent af Angostura-aflejringen lå nu i et fredet område, men Eco Oro’s tilladelse til minedrift var undtaget et mineforbud.

18. februar, 2016: Columbias højesteret dømmer afgrænsningen af páramo-området grundlovsstridig. Undtagelsen for Eco Oro’s Angostura-projekt bliver også dømt ugyldig.

7. marts, 2016: Eco Oro Minerals underretter den colombianske regering om, at der eksisterer en voldgiftssag (tvist) mellem selskabet og regeringen under frihandelsesaftalen mellem Canada og Columbia.

8. august, 2016: Colombias myndighed for minedrift forbyder Eco Oro at drive minedrift i halvdelen af dét område, selskabet oprindeligt havde tilladelse til at operere i.

9. december, 2016: Eco Oro har anmodet om at få sagen mod Colombia for Verdensbankens juridiske organ ICSID.
Ifølge Eco Oro har den colombianske stat foretaget “arbitrære”, “inkonsekvente” og “disproportionelle” handlinger, som har ødelagt selskabets investering i landets minesektor og frataget selskabet rettighederne til minen Angostura.

December, 2016: Verdensbankens investeringsorgan IFC trækker sin investering i projektet. 

I klagen argumenterer selskabet for, at Colombia har frataget selskabet rettigheder til at udvinde Angostura-minen og ødelagt markedsværdien af selskabets investering. Det svarer ifølge selskabet til en “indirekte og ulovlig ekspropriation” i henhold til en frihandelsaftale mellem de to lande fra 2011.

Colombia havde i øvrigt behandlet selskabet “uretfærdigt” ved ikke at skabe et “stabilt og forudsigeligt” miljø for investeringer.

Og den behandling skal ifølge Eco Oro beløbe sig til en kompensation, der er tre gange større end selskabets oprindelige investering – plus renter:

“Eco Oro er berettiget til monetær erstatning […] Projektets fair markedsværdi var 696 millioner dollars ifølge Eco Oro og dets eksperters beregninger. Eco Oro kræver også renter til en sum af 68 millioner dollars”, skriver selskabet i en børsmeddelelse sidste år. Sammenlagt 764 millioner dollars.

Ifølge Erwing Rodriguez-Salah, som var med til at stifte lokalorganisationen Comité para la Defensa del Agua y del Páramo de Santurbán, der kæmper for at bevare Santurbán-páramoen, har Eco Oro ikke ret til én eneste dollar i kompensation:

“Mineselskaber investerer i udforskning af undergrunden for egen regning og risiko”, siger han til Danwatch. Ifølge Erwing Rodriguez-Salah har Eco Oro aldrig fået tilladelse til rent faktisk at udvinde guld og sølv – kun til at udforske undergrunden.

“Intet mineselskab bør få falske forhåbninger om, at bare fordi de har fået en udforskningstilladelse, så får de også en minetilladelse”, siger han.

Men Eco Oro er ikke det eneste selskab, der har søgt erstatning, efter at Colombia valgte at beskytte páramo-områderne ved lov.

En milliard dollars vejer tungt

Udover Eco Oro verserer der i øjeblikket to andre, lignende sager mod Colombia. De to canadiske mineselskaber Galway Gold og Red Eagle Exploration klagede også til ICSID i marts 2018. De mente begge, at deres investering var blevet forpurret, da Colombia fredede páramoen mod minedrift.

Desuden har et fjerde canadisk selskab, Gran Colombia Gold, ligeledes indbragt en sag for Verdensbankens voldgiftstribunal.

Ifølge FN-tal kræver Red Eagle Exploration 40 millioner dollars i kompensation, mens Galway Gold kræver 196 millioner dollars. Gran Colombia Gold kræver 700 millioner dollars. Sammenlagt kræver de fire mineselskaber 1,7 milliarder dollars (11 milliarder kroner) i erstatning af den colombianske stat.

Også det schweiziske mineselskab Glencore har siden 2016 haft en sag mod Colombia for tribunalet og kræver 767 millioner dollars i erstatning.

Udsigten til at skulle betale milliarder af dollars i erstatning er et kæmpe pres på den colombianske stat om at slække på beskyttelsen af miljøet. Det vurderer Kirsten Francescone fra Mining Watch Canada.

“En milliard dollars vejer meget tungere end det politiske pres, som lokale miljøorganisationer kan mønstre”, siger Kirsten Francescone.

Eco Oro er i øvrigt færdigt med at grave efter guld i den colombianske páramo, for siden 2017 har selskabet opgivet alle sine planer om minedrift i landet.

I selskabets årsrapport for samme år skriver selskabet, at dets hovedfokus nu udelukkende er sagen ved Verdensbankens voldgiftstribunal.

Det handler om folks sundhed og adgang til drikkevand. Men sort på hvidt er det ligegyldigt for ICSID-tribunaler

Carla García Zendejas , advokat i Center for International Environmental Law

Frihandelsaftale beskytter miljøet – eller gør den?

Det umiddelbart paradoksale ved voldgiftssagen er, at mens de to landes frihandelsaftale i nogle tilfælde tillader Eco Oro at kræve kompensation fra Colombia ved et internationalt voldgiftstribunal, siger aftalen samtidigt, at der ikke kan klages over miljøspørgsmål.

Frihandelsaftalen har 23 kapitler. I kapitel 21, som handler om tvistbilæggelse, altså voldgift, står der, at landene kan afgøre eventuelle stridigheder ved en international voldgift. Med en vigtig undtagelse.

Miljøbeskyttelse er nemlig undtaget tvistbilæggelse.

I handelsaftalens kapitel 17 om miljø står der bl.a.:

“Parterne anerkender, at hver part har suveræne rettigheder til og ansvar for at bevare og beskytte dens miljø”.

Men ifølge Carla García Zendejas, som er advokat og direktør i Center for International Environmental Law (CIEL), har Eco Oro slet ikke nævnt miljøbeskyttelse som baggrund for sin klage.

“Eco Oros sag henviser ikke til miljø. Grundlaget for deres klage er en paragraf i handelsaftalen, der handler om ‘indirekte ekspropriation’”, forklarer hun.

Læs også ‘International voldgift – hvad er det?

Ifølge Carla García Zendejas kommer Eco Oro uden om miljøundtagelsen ved udelukkende at fokusere på den paragraf:

“Eco Oro påstår, at Colombia brød denne paragraf i aftalen, da de indskrænkede Eco Oros rettigheder i deres koncession (minetilladelse, red.). Det gjorde Eco Oros investering værdiløs. De nævner ikke et ord om páramoen”, siger Carla Zendajas.

Der er ifølge Carla García Zendejas ikke tvivl om, hvad sagen handler om:

“Det her handler om páramoen. Det handler om miljø. Det handler om vand. Det handler om folks sundhed og adgang til drikkevand. Men sort på hvidt er det ligegyldigt for ICSID-tribunaler”.

Farlig præcedens

“Hvis de her selskaber formår at tjene bare en brøkdel mere end hvad de rent faktisk har investeret, skaber det en meget farlig præcedens”, siger Kirsten Francescone fra Mining Watch Canada.

Francescone refererer til, at Eco Oro ikke er det eneste canadiske selskab, der har hevet Colombia for en international voldgiftstribunal. Hun forklarer desuden, at canadiske mineselskaber over en bred kam er det land med flest voldgiftssager mod lande i Latinamerika.

“Selv hvis bare ét selskab får succes med det her, så viser det andre mineselskaber, at de kan gøre hvad som helst, for i sidste ende får de deres penge tilbage”, siger hun.

I en ny rapport udarbejdet af Mining Watch Canada, CIEL og Institute for Policy Studies, fremgår det, at 38 canadiske mineselskaber pt. fører sag mod lande i Latinamerika. De fleste har som Eco Oro ikke en fungerende mine eller slet ikke noget igangværende mineprojekt.

Hvis du spørger Erwing Rodriguez-Salah er der en klar interessekonflikt mellem statens kur til udenlandske investorer og dens ansvar for at beskytte miljøet. Han slår fast, at hvis den nuværende regering slækker på miljøbeskyttelsen vil lokalsamfundet kæmpe imod:

“Det vil vi ikke acceptere. Hvis det sker, går vi rettens vej”.

Danwatch har kontaktet Eco Oro for at spørge, hvorfor selskabet mener, det er berettiget til en erstatning, der er tre gange højere end deres investering. Vi har også spurgt, om selskabet vil genoptage minedriften, hvis lovgivningen i Colombia ændrer sig. Eco Oro er ikke vendt tilbage på Danwatchs henvendelser.

Tip os

Har du en idé, eller har du kendskab til forhold, som du mener, vi bør undersøge – så kontakt os.

Det kan også være, at du er freelancejournalist med en god ide – skriv eller ring.

Jeg vil være anonym

Du kan bruge formularen – også anonymt – men vil du være helt sikker på, at ingen kan spore din kommunikation til os, anbefaler vi, at du installerer app’en Signal på din telefon.

I Signal kan du kontakte os på dette telefonnummer: +45 2340 6664

Bankoverførsel

Enkeltbidrag

Merkur Bank

Registreringsnr.: 8401

Kontonr.: 0001 119 355

Bemærk, at du skal donere min. 200 kr. for at dit støttebidrag kan være med til at kvalificere os til at søge Tipsmidler.

Husk at skrive dit fulde navn, og gerne din e-mail som kommentar til overførslen. Tilføj dit CPR nr i kommentarfeltet, hvis du ønsker skattefradrag.

Want to make an international donation?

IBAN:
DK4284010001119355

SWIFT/BIC:
MEKUDK21

Click here

Bliv støttemedlem

Fast overførsel med Betalingsservice. Som fast bidragsyder accepterer du, at vi opbevarer dine data som beskrevet her.

Regnr., kontonr. og CPR-nr. bruges kun til at oprette en betalingsservice-aftale, således at fremtidige betalinger kan trækkes automatisk.