Tyskland gør det. Schweiz gør det. England og Frankrig har allerede gjort det. Men Danmark er ikke klar til at lovgive om, at danske virksomheder skal kunne retsforfølges for socialt uansvarlig adfærd.
I de nabolande, vi normalt sammenligner os med, er virksomheders sociale ansvar eller corporate social responsibility (CSR) de senere år bevæget sig fra at være fine løfter og retningslinjer på glittet papir i virksomheders årsberetninger til at snige sig ind under myndigheders strammere krav.
I 2017 blev det til lov i Frankrig, at virksomheder proaktivt skal forebygge menneskerettighedskrænkelser, i 2015 fik England en lov mod moderne slaveri, og i Schweiz og Tyskland er parlamentsmedlemmer på trapperne med lignende lovgivninger.
I Danmark ser det anderledes ud. I marts i år sagde erhvervsminister Rasmus Jarlov fra talerstolen i Folketinget således:
“Vi mener ikke, at der er behov for at skærpe den eksisterende lovgivning på CSR-området”.
Årsregnskabsloven betyder, at virksomheder med over 250 ansatte, skal redegøre for, hvordan de tager hensyn til bl.a. menneskerettigheder, sociale forhold og miljø- og klimaforhold i deres aktiviteter.
Læs Danwatchs seneste undersøgelser, hvor arbejdstager- og menneskerettigheder bliver krænket i indiske lædergarverier, der er forbundet til danske tøjbrands, eller i den giftige argentinske sojaindustri, som Danmark er storimportør hos.
Jarlov refererede til et beslutningsforslag fra Alternativet, SF og Enhedslisten, der var til behandling i Folketinget, og som gik ud på at gøre virksomheder ansvarlige for opretholdelsen af menneskerettigheder i sine erhvervsaktiviteter.
For nuværende har Danmark ikke en specifik lov om virksomheders sociale ansvar, men under den såkaldte Årsregnskabslov skal virksomheder redegøre for deres samfundsansvar.
Men det er ikke godt nok, hvis du spørger Sanne Borges, seniorrådgiver for menneskerettigheder og erhverv hos Amnesty International:
“Den nuværende lovgivning er utilstrækkelig på mange punkter. Der er for mange huller i osten, der er ikke nok fokus på de mennesker og miljø, som det her arbejdsområde sådan set drejer sig om”, siger hun til Danwatch.
80 procent af verdenshandlen er ifølge FN forbundet med verdens 88.000 transnationale virksomheders aktiviteter, og indtil 2011 havde ingen globale standarder forsøgt at regulere deres adfærd – især i udviklingslande.
I 2011 opfandt Harvard-professor John Ruggie FN’s såkaldte Retningslinjer for Erhverv og Menneskerettigheder (UNGP), som var verdens første forsøg på at indføre globale regler til at forebygge brud på menneskerettigheder i forbindelse med virksomheders aktiviteter.
25 millioner mennesker i verden arbejder under forhold, der kan betegnes som slavelignende forhold, ifølge Global Slavery Index.
Centralt i FN’s Retningslinjer for Erhverv og Menneskerettigheder står begrebet ‘due diligence’, der groft oversat kan forstås som rettidig omhu.
Virksomheder hævder allerede, at de respekterer menneskerettigheder og UNGP. I den forstand forstår jeg ikke, hvad virksomhederne skulle have et problem med”
Kort sagt skal virksomheder vide, hvilke farer der er, for at menneskerettigheder og miljø bliver krænket i forbindelse med f.eks. deres produktion af varer, og de skal udarbejde en handlingsplan for, hvad de gør for at forhindre dem. Men FN’s retningslinjer er kun det: Retningslinjer.
Ifølge oppositionspolitikere skal danske virksomheders rettidige omhu gøres til et spørgsmål, som danske domstole skal forholde sig til. De vil altså gøre CSR til lov.
Dét gjorde Frankrig for over to år siden.
I 2013 kollapsede tøjfabrikken Rana Plaza i Bangladesh. Kollapset tog over 1.000 arbejdere med sig i døden. Tragedien skabte ramaskrig verden over – nu skulle der gøres noget for at sikre, at internationale virksomheder tager ansvar for arbejderes rettigheder på deres leverandørfabrikker i udviklingslande.
I Frankrig blev det startskuddet for forhandlingerne om en lov, der skulle tvinge store virksomheder til at udøve rettidig omhu og aktivt forhindre brud på menneskerettigheder i deres varekæder.
En varekæde dækker over en vares vej fra råmateriale til færdigt produkt.
Landets nye lov, Duty of Vigilance, blev vedtaget efter fire års heftige forhandlinger i februar 2017. På det tidspunkt var de strengeste paragraffer blevet skrevet ud af loven, såsom strafforfølgelse af direktører og en indsnævring af de selskaber, som loven omfatter.
Men loven blev ikke stækket helt. Større franske selskaber kan nu straffes med bøder på op til 30 millioner euro (223 millioner kroner), hvis de ikke efterlever lovens krav om rapportering, herunder at “identificere risici og forhindre alvorlige krænkelser af menneskerettighederne” og miljø.
Ifølge Farid Baddache, direktør i organisationen BSR, en konsulentorganisation der specialiserer sig i bæredygtigt erhverv, var den franske industri “meget nervøs” for lovens konsekvenser og kæmpede hårdt imod den.
Et lignende argument kunne man i marts høre i Folketinget, da Rasmus Jarlov sagde, at en skærpet lovgivning i Danmark ville gøre livet surt for danske virksomheder:
“Skærpet lovgivning på området (vil) pålægge danske virksomheder administrative byrder, som vil være ganske betydelige”, sagde han.
Men den køber Baddache ikke – den franske lov er nemlig ikke meget strengere end FN’s retningslinjer (UNGP):
“Virksomheder hævder allerede, at de respekterer menneskerettigheder og UNGP. Loven er den mest specifikke lov indtil nu, der stemmer mest overens med UNGP. I den forstand forstår jeg ikke, hvad virksomhederne skulle have et problem med”, siger han til Danwatch.
Også Sanne Borges fra Amnesty International stiller sig uforstående over for Jarlovs argument. Hun vedkender, at der kan være nogle etableringsomkostninger, men at det kan betale sig:
“Det er en investering, men så begynder alle fordelene også at komme ind. En CSR-indsats fører rigtigt mange gode ting med sig i forhold til f.eks. medarbejdertilfredshed, større produktivitet, færre ulykker og sygedage, risikominimering og et godt omdømme”, siger hun.
Baddache har desuden ikke hørt nogle virksomheder, som er omfattet af den franske lov, klage over øgede omkostninger som konsekvens af loven.
“Invitér mig til Danmark og lad mig fortælle om loven, der ved at forhindre slaveri og miljøkatastrofer, er et fredens våben”.
Med disse bevingede ord slutter Dominique Potier et interview med Danwatch af. Potier er et socialistisk medlem af det franske parlament og var tovholder på behandlingen af loven.
Danwatch har spurgt Potier, hvad Frankrig har lært efter snart to år med loven. Han bemærker som det første, at virksomheder stadig skal have lidt tid til at lære at efterleve loven.
Men indtil videre er der ifølge Potier i hvert fald ét punkt, hvor virksomhederne halter bagefter i deres rapportering.
“Størstedelen af rapporteringerne lever endnu ikke op til vores forventninger. For eksempel er de identificerede risici for det meste centreret omkring virksomhederne selv, og ikke tredjeparter eller miljøet”, siger han til Danwatch.
Det er ifølge Baddache også her, at franske selskaber sakker mest bagud i deres rapportering. Virksomhederne er endnu ikke gode nok til at inkludere og høre de arbejdere, f.eks. hos underleverandører, der påvirkes af virksomheders aktiviteter i udviklingslande.
“Hvis du vil sikre dig, at du rent faktisk minimerer risici (i varekæden, red.), så er det en god idé at inkludere de personer, hvis rettigheder muligvis bliver krænket. Det står klart, at der på tværs af alle due diligence-rapporter er utilstrækkelig inklusion af rettighedsholderen”, siger Baddache.
Men faktisk er der et endnu mere presserende og konkret problem med loven ifølge Potier:
“Den første prioritet er at vide, hvilke virksomheder der falder ind under lovens anvendelsesområde. Faktisk er listen stadig ukendt for os i dag. Det er et reelt problem”, siger han.
Loven, som kun omfatter virksomheder med mere end 5.000 ansatte, ifølge nogle estimater omkring 150-200 i Frankrig, skal ifølge Potier få de største virksomheder til at agere forbilleder for mindre, franske virksomheder.
“De vil blive inspireret af de store virksomheder til at gennemføre tilsvarende praksis, når de handler internationalt,” afslutter han.
Loven, der gør Frankrig til det andet land i EU, der har implementeret en lov specifikt om socialt ansvar for virksomheder, bliver af NGO’er og eksperter kaldt den stærkeste lov på området indtil nu.
"Det er ikke et lovkrav, at du skal forholde dig til problemer hos din leverandør, kun i det omfang, du finder det relevant og proportionelt. Dét er et problem".
Frankrig er som sagt ikke det første land til at indføre denne slags lov. Storbritannien indførte nemlig i 2015 den såkaldte Modern Slavery Act.
Modern Slavery Act kræver, at selskaber med en årsomsætning på over 312 millioner kroner, skal offentliggøre en årlig rapport, hvor de redegør for, hvad virksomheden har gjort for at sikre, at “slaveri og menneskehandel ikke finder sted i nogle af dens varekæder”.
Men den lov er blevet kritiseret for at være for svag. Den samme kritik, som danske oppositionspolitikere har udtrykt om dansk lovgivning på området.
“Selv rapporter, som opfylder lovkravene, har virkelig plads til forbedring. Mange af dem er simple gengivelser af generiske menneskerettighedspolitikker”, skrev Storbritanniens uafhængige anti-slaveri-kommissær, Kevin Hyland.
Også det britiske parlaments menneskerettighedskomité har kritiseret britiske virksomheders indsats. Det er især denne paragraf i loven, som får hårde ord med på vejen for at være for vagt formuleret:
“En virksomheds rapport om slaveri og menneskehandel kan indeholde information om…”.
Kritikere kalder på et ‘skal’ frem for den mere frivillige opfordring i ordet ‘kan’.
Andreas Rasche, professor i virksomheders samfundsansvar på Copenhagen Business School, er af samme opfattelse og mener, at den franske lov er stærkere formuleret:
“Modern Slavery Act sætter ikke nogle specifikke rapporteringskrav. Kun på ret vage områder. Den franske lov er mere specifik på en række punkter”, siger han.
Det britiske konsulentfirma Ergon, som specialiserer sig i menneskerettigheder og erhverv, og organisationen Business and Human Rights Resource Centre foretog begge undersøgelser af den britiske lovs virkning i 2017.
Ergon kunne blandt andet konkludere, at mange britiske selskaber ikke udgav sine rapporter årligt, selvom det er påkrævet i loven. Og mange af de virksomheder, der gjorde, tilføjede ikke noget nyt.
“Vi kan konkludere, at efter tre år er rapporteringen fladet ud, og der er ikke noget tegn på kontinuerlig forbedring”, skriver Ergon.
Business and Human Rights Resource Centre kunne også konkludere, at 42 procent af børsnoterede selskaber på det kendte, britiske aktieindeks FTSE 100, ikke levede op til lovens minimumskrav.
Ingen virksomheder i Storbritannien er indtil nu blevet straffet for ikke at rapportere ordentligt om deres sociale ansvar. Men det britiske indenrigsministerium gav i slutningen af sidste år 17.000 virksomheder en advarsel: Følg loven eller kom på en sortliste over virksomheder, der bryder loven.
Selvom Rasche ikke tror, at straf nødvendigvis er vejen frem, mener han stadig, at loven kan have en vigtig funktion. “Disse love har en vigtig signalværdi”, siger han og fortsætter:
“Det er også et stærkt og overbevisende signal til virksomheder om, at de ikke kan slippe afsted med overtrædelser i deres varekæder. Mange firmaer tror stadig, at fordi de ikke ejer deres leverandører, så er de ikke ansvarlige”.
Tilbage i Frankrig kan Baddache desuden fortælle, at franske virksomheders rapporter indtil nu ikke har boret særligt dybt i virksomhedernes aktiviteter. Ofte er det f.eks. kun første led af leverandører, der bliver vurderet. Men dét, tror han, bliver bedre med tiden:
“Søgsmål og skandaler vil tvinge nogle industrier til at skabe mere gennemsigtighed og bedre rapportering”, siger han og nævner også digitale værktøjer, såsom blockchain-teknologi, som vejen til at skabe højere troværdighed hos virksomheder.
Fra den 1. januar i år har det været muligt at hive franske virksomheder for en dommer, hvis de ikke efterlever kravene om rapportering. Men straf skal ifølge Potier ikke være det eneste formål med loven:
“Vores hensigt er primært at forhindre mere end at straffe”, siger han ligesom Rasche.
Baddache, som overordnet er positivt indstillet over for loven, ser sig også enig med Rasche i, at loven har været med til at sætte fokus på virksomheders ansvar og uddanne industrien.
“Du kan ikke fortsætte med at hævde at være en professionel importør uden at vide, hvad der foregår dér, hvor du køber produkter. Så simpelt er det. I den forstand har loven været vigtig i forhold til at professionalisere industrien”, siger han til Danwatch.
Store virksomheder i Frankrig er i foråret 2019 i gang med at offentliggøre deres anden due diligence-rapport siden loven trådte i kraft. Udover Frankrig og England har også Holland og Australien indført lovgivning om rettidig omhu. I Schweiz og Tyskland er lignende love på tegnebrættet.
Ifølge Rasche er landenes forsøg på at gøre rettidig omhu lovpligtigt vigtigt for opfattelsen af CSR:
“Jeg tror den vigtigste lektie er, at hård lovgivning betyder noget for CSR-diskussioner. Alt for mange mennesker betragter det som en frivillig diskussion, men det er det ikke mere”, siger han.
I forhold til Danmarks lovgivning på området, Årsregnskabsloven, mener Rasche ikke, at den lægger op til særligt specifikke rapporteringskrav. Det gør den franske lov derimod:
“Den franske lov er mere kommunikationsbaseret end den danske, fordi den forventer direkte konsultation med relevante parter i udarbejdelsen af due diligence planer”, siger Rasche og referer til lovens forventning om, at selskaber hører f.eks. NGO’er, fagforeninger og leverandører, når de skal rapportere om due diligence.
Spørger du Sanne Borges sakker den danske årsregnskabslov også agterud i forhold til den franske lov på i hvert fald to områder.
“Det er ikke et lovkrav, at du skal forholde dig til problemer hos din leverandør – kun i det omfang du finder det relevant og proportionelt. Dét er et problem”, siger hun til Danwatch og nævner også, at der ikke er tilstrækkelige krav til, hvordan virksomheder skal forebygge og adressere problemer”.
“Et andet problem er, at du kun skal beskrive processer for nødvendig omhu, hvis man har sådanne processer på plads. Der er ikke lovkrav om, at der skal være processer”.
Nikolaj Skydsgaard
