Ukendt og besværligt

Når klagesystemet behandler så få sager, har det ifølge de danske NGO’er flere forklaringer. 

Dels er kendskabet til klagesystemet meget lille, både hos enkeltpersoner og organisationer.

Og dels er det meget besværligt at rejse sager hos nævnet.

“Det er ekstremt ressourcekrævende at rejse sager ved MKI”, siger policy-chef Lars Koch fra Mellemfolkeligt Samvirke, der bl.a. har rejst en sag mod mejerigiganten Arla.

Man skal regne med at bruge en halv medarbejder i flere måneder, fordi klagen først skal dokumenteres meget grundigt for at få MKI til at tage den, fortæller han.

Og derefter forventes det, at man indgår i en længerevarende mæglingsproces sammen med nævnet og den anklagede part.

Både Sanne Borges fra Amnesty og Maria Busck fra Oxfam IBIS bekræfter, at manglende kendskab til MKI og det store ressourceforbrug er nogle af forklaringerne på de få sager.

“Det er i hvert fald ikke fordi, der ikke er sager nok, som klagenævnene kunne tage sig af”, siger Marie Busck.

Tavshedspligt og misforståelser

Det seneste år har Danwatch bl.a. afsløret, at danske supermarkeder importerer frugt fuld af det skadelige sprøjtemiddel chlorpyrifos, at Mærsk lader underbetalte havnearbejdere losse og laste skibe under farlige forhold i Kenya og at danske tøjfirmaer som Bestseller og Samsøe & Samsøe får produceret læder på giftige garverier i Indien. 

Disse sager kunne i princippet være indbragt for MKI, men det er ikke sket.

MKI’s formand Linda Nielsen mener, at manglen på sager bl.a. skyldes, at mange NGO’er tøver med at klage over konkrete virksomheder og myndigheder, fordi man foretrækker at kunne gå til pressen. Men det er ikke muligt, så længe sagen er under behandling i MKI.

“NGO’erne vil gerne bruge pressen til at få deres sager frem, så jeg tror, at princippet med ikke at gå til pressen så længe sagen behandles, lægger en dæmper på antallet af sager” siger hun.

Linda Nielsen medgiver også, at der stadig er mange, der aldrig har hørt om MKI.