Det første, man ser ved indgangen til udstillingen, er to russiske politibetjente, der åbner dørene til et glimmer-skilt med ordene “Velvet Terrorism”. Et udtryk, der er blevet brugt mod protestgruppen Pussy Riot af Putins åndelige rådgiver, biskop Tikhon Shevkunov efter gruppens aktion ‘Punk Prayer’ i Moskvas Frelserkirke i 2012.
Her bad Pussy Riot i en punksang Jomfru Maria om at træde i karakter som feminist og befri Rusland for Vladimir Putin.
Aktionen endte med at sende tre af medlemmerne, Nadesjda Tolokonnikova, Maria Alyokhina og Jekaterina Samutsevitj, to år i fængsel, sigtet for “hooliganisme motiveret af religiøst had”.
Sagen fik massiv opmærksomhed i vestlige medier og de tre kvinders fængselsstraf blev kritiseret af blandt andet Amnesty International.
Dengang chokerende det mange i Vesten, at de tre kvinder endte i fængsel for en uskyldig protest. I dag er det nærmere rutine, at russiske demonstranter ryger bag tremmer. Der er sket en udvikling på 12 år, ikke bare med Pussy Riot, som nu står her i Louisianas kulturradikale rammer, men også med Rusland.
Og det er den udvikling, Maria Alyokhina fra Pussy Riot og kunstneren bag udstillingen, vil illustrere.
Forbi glimmer-bogstaverne “Velvet Terrorism” viser en stor skærm en film med et, ifølge Alyokhina, nyere Pussy Riot medlem. Non-binære Casso, er i videoen iklædt en lang sort skjortekjole og en rød baklava hue. Casso drikker en flaske vand, løfter op i kjolen med fuld synlighed til kønsdele, og tisser ud over et billede af Putin.
“Jeg tror I har forstået budskabet,” siger Maria Alyokhina med et grin, “lad os gå videre.”
Resten af udstillingen er en atypisk kunstudstilling, der minder om et slags historiearkiv blandet med en collage-væg. Overalt er påklistret billeder, der er skrevet citater med touch sporadisk på væggen, og der er opsat små skærme med film fra tidligere aktioner. Et bombadement af information og sanseindtryk.
Vi starter i 2011 da Pussy Riots bliver dannet, og slutter i 2022 med Maria Alyokhina’s flugt ud af Rusland, hvor hun sammen med sin kæreste og Pussy Riot medlem, Lucy Schtein, flygter ud af landet forklædt som takeaway-bud.
År for år får man indsigt i, hvor meget Pussy Riot har sat på spil for det, de tror på; et frit Rusland. En kamp for LGBTQ+ rettigheder, feminisme, ytringsfrihed, løsladelse af politiske fanger, Putin-kritik og senest kritik af krigen i Ukraine.
“Putin har skabt et mareridt både i og udenfor Rusland. Jeg vil have folk til at stoppe med at være ligeglade. Jeg vil have dem til at føle det mareridt,” siger Alyokhina.
Det mareridt, føler tilskuerne især, da de farverige collagevægge, pludselig bliver erstattet af en bar army-grøn væg og to grå døre. Ved siden af døren er der skrevet “Russian Prison 6.A.M Wake-up: Russian National Anthem.”
Bag døren gemmer sig et tomt klaustrofobisk rum, der giver associationer til en fængselscelle. Det eneste inventar i cellen er lyden af den russiske nationalhymne, der brager fra en højtaler i hjørnet.
I løbet af udstillingen bliver det klart, hvor meget der er sket for gruppen siden 2011. Pussy Riot startede med at synge en punksang, der kritiserede Putin, endte i fængsel, blev forgiftet, konstant overvåget, og måtte til sidst flygte ud af landet.
Men Pussy Riots historie fortæller også en anden historie. En historie om et russisk regime, der i løbet af de seneste 12 år er blevet tiltagende mere brutalt over for dem, der vover at kritisere systemet.
Størstedelen af Pussy Riot er i dag flygtet ud af Rusland, fordi den kamp de startede med at kæmpe i 2011, er blevet nærmest umulig at fortsætte inden for landets grænser.
Siden 2011 har Vladimir Putin annekteret Krim og senere Ukraine, indført en lov, så han potentielt kan være præsident frem til 2036, samt skærpet censuren og muligheden for at udtale sig kritisk.
Så var det kampen værd?
Maria Alyokhina tænker sig om et øjeblik.
“Det har sin pris.. Men jeg synes, det er en fair pris at betale,” siger hun.
“Vi har åbnet manges øjne for situationen i Rusland.”
Den samme situation, prøver hun nu at gøre synlig for os i Danmark.
Pussy Riot har måske skiftet de offentlige punkprotester i Moskva ud med Louisianas bonede gulve, men målet er det samme, forsikrer Maria Alyokhina.
Hun vil have publikum i Vesten til at forstå, hvordan det er at sige fra mod det russiske styre.
“Det er svært at formidle en følelse af konstant massiv undertrykkelse, men det er sådan, den russiske befolkning lever,” siger hun.
Gennem udstillingen bliver det tydeligt, hvor stort et mod Pussy Riot har kæmpet for det, de tror på med. F.eks. kan man se den isolationscelle, som Maria Alyokhina sad i, da hun var i ‘fængsel’, eller nærmere betegnet i en straffekoloni i Rusland. Et lille bitte rum med en hård træbænk og smalt vindue med gitter for.
Alyokhina beskriver det som en arbejdslejr.
“80-100 kvinder boede i et rum, og delte tre toiletter uden vægge. Vi arbejdede 10-12 timer hver dag med at sy russiske militæruniformer til tre euro om måneden.”
Selvom Louisianas nye udstilling handler om Pussy Riot, er det Maria Alyokhina, der står bag det kunstneriske arbejde i samarbejde med de islandske kunstnere og kuratorer Ragnar Kjartansson, Ingibjörg Sigurjónsdóttier og Dorotheé Kirch.
I dag beskriver hun og flere andre medlemmer mere Pussy Riot, som en bevægelse under sloganet “Everyone can be Pussy Riot,” et slogan, der går igen i udstillingen. Alyokhinas kæreste Lucy Schtein, og to andre Pussy Riot-medlemmer er også kommet for at støtte op om udstillingen.
Alyokhina og de tre andre medlemmer stiller sig klar til fotografering op af en sort væg med det ukrainske flag. Ved siden af, er der skrevet tre opfordringer med hvide blokbogstaver og teksten “We call for”.
Maria Alyokhina understreger, hvor vigtigt det er ikke at glemme. Hun håber, udstillingen kan vidne om, hvad der er sket i Rusland de sidste 12 år, og hun håber, at vi ikke glemmer krigen i Ukraine.
“Rusland er allerede et Helvede, men hvis ingen gør noget, bliver det Helvede kun dybere. Det er derfor vi gør, det vi gør,” siger hun.
