Hvem har egentlig ansvaret for CO2, der udledes fra globale forsyningskæder? Altså den globale kæde af udvinding af råmaterialer, produktion af produkter og fragt af varer. Det er temmelig svært at finde rede på, og det ligner en varm kartoffel.

Når virksomheder sætter klimamål, skeler de meget sjældent til CO2, der udledes på de fabrikker, som producerer deres varer. New York Times skriver, at amerikanske virksomheder som Texas Instruments, Exxon Mobil og Walt Disney Company har visioner om at være CO2-neutrale i 2040, men ingen af dem nævner den CO2, der udledes i deres forsyningskæder. Virksomhedernes vej til at mindske CO2-udledning handler i stedet om at drive hovedkvarteret med grøn strøm og færre forretningsrejser til de ansatte. Det er altså virksomhedernes amerikanske hovedkvarter, der gøres CO2-neutralt og ikke produktionen af de varer, der ender hos os forbrugere.

En anden nøglespiller i den globale forsyningskæde er fragten af vores varer. Døgnet rundt bliver iphones, biler, løbesko, pesticider og meget mere fragtet på tværs af kloden med lastbiler, fly og enorme containerskibe. Men selvom danske rederier som Maersk, DFDS og NNC hiver milliardindtægter til Danmark, optræder deres CO2-udledning fra fragten, ikke i de det danske klimaregnskab. Det skyldes et særligt princip i FN’s klimakonvention, der betyder, at et land kun er ansvarlig for de drivhusgasser, der udledes indenfor landets grænser. Mediet Zetland skriver, at Danmark i 2018 udledte 51,9 millioner ton CO2, og at Danmarks internationale transport udledte 40 millioner ton CO2. Det vil sige, at hvis man regnede CO2’en fra den internationale fragt med i det danske klimaregnskab, så ville vi på papiret belaste kloden betydeligt mere og være knap så meget klimaduks.

Men tingene kan være ved at ændre sig. Mandag udsendte Statsministeriet i hvert fald en pressemeddelelse om netop skibsfarten med overskriften: Ambitiøse lande præsenterer fælleserklæring om klimaneutral skibsfart inden 2050. Sammen med blandt andre USA’s klimaudsending John Kerry og Marshalløernes delegationsleder Bruce Bilimon vil Mette Frederiksen lægge pres på Den Internationale Søfartsorganisation (IMO) for at bidrage til klimaindsatsen.

Samtidig har store danske virksomheder som Coop, Danish Crown og Bestseller meldt ud, at de regner med kun at bruge grøn søfart fra 2040. Også Amazon og Ikea sigter efter grøn fragt, men lige nu lyder det fra Maersk, at de først vil være klimaneutrale i 2050. Dog siger Maersk-topchef Søren Skou til Shippingwatch: “Jeg vil bestemt ikke afvise, at vi kommer til at hæve vores ambitioner”.

Der er ikke ligefrem løfter på bordet, men det er dog fremskridt.

Maerskcontainere stablet på havnen i Aukland, New Zealand. Foto: Russell Street/Flickr

Her er nogle lidt større klima fremskridt:

Tirsdag blev én mand gjort hovedansvarlig for 600.000 menneskers dødsfald. Brasilianske senatorer har de seneste seks måneder undersøgt præsident Jair Bolsonaros håndtering af covid19 i Brasilien, og tirsdag var de klar med konklusionerne i en 1300 siders rapport. Bolsonaro-regeringen med præsidenten i spidsen har begået forbrydelser mod menneskeheden. Og det var bare én af ni anklager, der også handlede om opfordringer til vold og forfalskning af dokumenter, skriver BBC. 

Præsident Bolsonaro har offentligt afvist Covid19-pandemiens farlighed, han har spredt falske nyheder via sociale medier – og i marts i år, hvor antallet af Covid19 dødsofre nåede nye rekorder i Brasilien, bad han befolkningen om at “holde op med at pive”. Det er tvivlsomt, hvorvidt anklagerne mod regeringen, præsidenten og 77 andre personer vil føre til sagsanlæg, da den beslutning ligger hos Brasiliens statsanklager Augusto Aras, som forventes at beskytte præsidenten, vurderer BBC.

For alt for mange er det alt for lidt og alt for sent. Brasilianere som Katia Castilhos kunne måske have undgået megen sorg. I marts, da anden bølge af Covid19 lammede Brasilien med flere end 4000 daglige dødsfald, fik Katia Castilhos mor symptomer, men morens private sundhedsforsikring ved navn Private Senior garanterede hende behandling i eget hjem. Private Senior har mere end 500.000 kunder og er en af Brasiliens største sundhedsudbydere. Men det, som firmaet sendte familien var et “Covid Kit”, der var kritiseret af forskere og lægemiddelstyrelser herhjemme og i USA. 

“Covid Kittet” indeholder hydroxychloroquin (et middel mod malaria), azithromycin (et antibiotikum mod lungebetændelse) og ivermectin (der bruges til behandling for parasitter). For Katia Castilhos mor blev den utilstrækkelige behandling fatal, mener datteren i dag. 

“Min mor kunne ikke vide, at hun blev brugt som prøvekanin i deres hænder, og at hun snart ville dø”, siger Katia Castilho til BBC. 

Private Senior anklages også i den brasilianske komites Covid19-rapport som én af flere virksomheder, der har tjent millioner på at udskrive falske behandlinger under Covid19-pandemien. Det amerikanske undersøgende medie, The Intercept afslørede i sidste uge, hvordan læger i USA har overtalt vaccineskeptikere i USA til behandlinger mod Covid19, som netop hydroxychloroquin and ivermectin, der altså ikke er bakket op af nogen som helst videnskabelig evidens. I hjertet af skandalen står America’s Frontline Doctors, en gruppe af læger på den amerikanske højrefløj, der er vaccinemodstandere og fortsat anbefaler hydroxychloroquin mod Covid19 på deres hjemmeside. America’s Frontline Doctors blev i august anklaget af Times Magazine for at svindle med salg af online konsultationer, der blev bestilt og betalt, men aldrig skete, og for at sælge “fupmedicin” til behandling af Covid19. 

En demonstrant i en maske, der forestiller Brasiliens præsident, Bolsonaro, demonstrerer foran hovedkvarteret til Private Senior, en sundhedsudbyder, der anklages for at sælge Covid19 medicin, som ikke virker mod Covid 19.

Det er ikke kun i Brasilien, at befolkninger kæmper for retten til sundhed og effektiv medicin. Lad os se nærmere på en ny lov i Mexico, og godkendelse af vacciner til børn i USA.

Gå ikke glip af den næste afsløring

Nyhedsbrev sign-up

Gå ikke glip af den næste afsløring

  • Få nyt fra en af landets største graverredaktioner.
  • Vi holder virksomheder og stater ansvarlige i forhold til love, konventioner og egne CSR-politikker.
  • Vi forbinder den almindelige dansker med globale problemstillinger og giver et oplyst grundlag at træffe valg på – uanset om det drejer sig om pension, mad, tøj eller andre forbrugsvarer.
Nyhedsbrev sign-up
heartexit-upmagnifierchevron-down