De seneste par år har været fuldstændig definerende for Europas fremtid. Den europæiske alliance er blevet styrket på mange måder og svækket på andre, og nu står EU og unionens venner foran en skæbnesvanger styrketest.
Kan Europa forsvare sig selv og overleve det voldsomme pres, der kommer fra verdenen omkring? Hvis der er to film, du bør se denne sommer for at få et indblik i europæisk sikkerhed og overlevelse efter krigen i Ukraine, er det disse nedenfor. De giver nemlig et indblik i alt det, der foregår væk fra frontlinjen, men som kan være definerende for fremtiden.
1. Facing War
Facing War tilbyder et sjældent indblik i den politiske og diplomatiske maskine, der ligger bag den største forsvarsalliance i verdenshistorien.
Filmens omdrejningspunkt er NATO’s daværende generalsekretær, Jens Stoltenberg, som blev fulgt af et dokumentarhold med Tommy Gulliksen i spidsen under hans sidste år i embedet efter ti år på posten.
Det var en turbulent periode, hvor NATO-landene først og fremmest skulle beslutte sig for, hvor langt de var villige til at gå i deres støtte til Ukraine. Men samtidig opstod der intern konflikt i NATO. For alle var ikke enige om linjen over for Rusland. Og da Finland og Sverige valgte at søge om medlemskab i alliancen, blev situationen ikke nemmere, da Tyrkiet var modvillige særligt i Sveriges tilfælde.
Samtidig var det i virkeligheden tid til, at Jens Stoltenberg skulle forlade posten. Men på grund af verdenssituationen endte han med at blive længere end planlagt, indtil Mark Rutte kunne overtage roret.
Kameraet kommer med helt ind i mødelokaler, kriserum og telefonsamtaler, som normalt er skjult for offentligheden.
Facing War viser, hvordan der skal tages beslutninger under ekstremt pres, og hvordan man skal balancere mellem diplomati og forhandling, før at der kommer reel handling – både i forhold til at lukke nye medlemmer ind og levere mere avancerede våben til Ukraine.
Det er ikke en klassisk krigsfilm fra frontlinjen, det er i stedet en film om krigens strukturer og spilleregler. Dokumentaren gør komplekse emner som forsvar, strategi og alliancedannelse tilgængelige og engagerende.
Samtidig giver filmen et billede af de ellers ret stenede og strømlinede diplomater, der har allermest at sige om verdens storkonflikter. Man ser også mennesket bag embedsmanden Jens Stoltenberg, når han for eksempel siger, at han føler sig lige så presset som hovedpersonen i hitserien Sopranos, Tony Soprano, der konstant skal håndtere konflikter mellem alle mulige forskellige parter. Og bagefter siger, at den del skal klippes ud af filmen.
Det viser også Jens Stoltenberg evner til at navigere gennem krisetider, som han blev kendt for under hans periode som norsk statsminister efter den drabelige massakre på Utøya i 2011.
Facing War minder seeren om, at krig ikke kun foregår på slagmarken, men også i de diplomatiske korridorer fra Bruxelles til Washington, hvor ord kan være et våben.
Filmen blev vist under dokumentarfestivalen CPH:DOX og kan vist fortsat ses på Paradox.dk mod et lille beløb. Du kan se trailer til den her.
2. Songs of Slow Burning Earth
Songs of Slow Burning Earth er en stille og rystende dokumentar, der fanger krigens virkelighed uden at hæve stemmen. Den ukrainske instruktør Olha Zhurba har skabt en visuelt stærk og meget menneskelig film, hvor kameraet følger virkeligheden uden at kommentere på den.
Filmen viser Ukraines første to år under invasionen – ikke gennem krigsstrategi eller politisk analyse, men gennem rigtige mennesker og den stemning, der er omkring dem. Den viser lyde og ansigter, der udgør hverdagen i et land i flammer.
Der er ingen hovedpersoner. Ingen store navne eller bagvedliggende historier – men fragmenter af ukrainernes liv. Og i stedet for at handle om alt det drabelige på frontlinjen, viser ffilmen dem, der sørger, og dem, der blot forsøger at leve videre, mens krigen buldrer – og det gør den med stor respekt.
Det er fabriksbageriet, hvor de store brødvogne ryster, hver gang bomberne rammer i nærheden, mens arbejderne virker relativt uforstyrrede og fortsætter. Eller skoleklassen, der under en idrætstime må evakuere gymnastiksalen og gemme sig i kælderen, fordi bragene nærmer sig.
Den viser også, hvordan krigen har samlet ukrainerne på mange måder. Mens de russiske styrker marcherer frem og besætter mere og mere land, strømmer civile fartøjer mod frontlinjen med mad og medicin for at hjælpe både sagsløse borgere fanget i krydsilden, men også de soldater, der kæmper mod invasionen.
Der er en særlig scene, hvor en grøn lastvogn med åbent lad kører midt på vejen med vejstriberne under sig, mens kameraet filmer indefra. Den eneste lyd er motoren og vindueshviskerne, der kører i pendul, mens sneen lægger sig over et smukt landskab.
På begge sider af vejen stopper folk op og knæler for bilen – gamle som unge – med blafrende ukrainske flag i hånden. Der går lang tid, før man indser, at det er et begravelsesoptog for en ud af de mange tusinde ukrainere, som er blevet dræbt under krigen. Det er en scene, der rammer én både blødt og hårdt, fordi det er både smukt og brutalt.
Instruktøren Olha Zhurba viser krigen som en brændende understrøm i landskabet og sindet. Songs of Slow Burning Earth er en afbildning af virkelighedens sorg, udmattelse og overlevelse, som efter så mange års krig ofte er kommet langt på afstand i vores ende af Europa.
Man skal ikke se denne film for at blive underholdt. Man skal se den for at lære og forstå, hvordan ukrainerne lever.
Filmen kan ses på mubi.com. Du kan se trailer til den her.
