En mand i en elektrisk kørestol spørger en blind kvinde, om hun har set hans ben. Så griner de.
Bag en høj port et hemmeligt sted i den kurdiske provins Rojava i det nordlige Syrien lever sårede kurdiske guerillakrigere, der engang blev hyldet i Vesten for deres kamp mod Islamisk Stat. I dag er de samme guerillakrigere, de fleste af dem kvinder, stemplet som terrorister af den tyrkiske stat. Når de tyrkiske droner – “jernfuglene” – kredser over huset, fryser de alle. Selv den tidligere snigskytte, der nu er hjerneskadet, efter hun blev skudt i hovedet, sidder så stille som hun kan, til dronen er fløjet forbi.
Om dagen høres der latter og galgenhumor i det store hus, der omkranses af en frodig have og er hjem for sårede soldater. Om natten kan man høre klagesang og råb fra de amputeredes fantomsmerter.
Borgerkrigen i Syrien er ikke slut, men efter Assad-regimets fald i december 2024 har nyhedskameraerne vendt sig mod andre konflikter.
Samtidig har dokumentarist Maryam Embrahimi lavet en efterkrigsfortælling. Den Emmy-vindende dokumentarist, der som barn har oplevet krigens rædsler i Iran og i dag bor i Sverige, følger de sårede guerillakrigere i huset i det nordlige Syrien i fem år.
Det er blevet til filmen The Phantom Pain of Rojava, der i weekenden vandt prisen som årets menneskerettighedsdokumentar på CPH:DOX.
Sine Plambech, filmskaber og migrationsforsker, uddelte prisen på vegne af juryen.
“Vinderen i menneskerettighedskonkurrencen er en film, der på en lyrisk måde skildrer det bånd, der eksisterer mellem en gruppe modige, overvejende kvindelige krigere, der finder måder at se skønheden i det kammeratskab, der voksede ud af deres kamp”, lyder det i juryens begrundelse.
De sårede kurdiske soldater fastholder troen på den kvindekamp, de har givet deres liv og helbred for.
Fadakhar, manden der har mistet begge sine ben, kæmper for sin mor, der blev behandlet mere som dyr end som menneske af faren. Sorkhin, der har glasøje og en krop fyldt med metalrester, vil ære sin barndomsveninde, der blev giftet væk til en voldelig ægtemand og fik børn, mens hun selv var et barn. Zarin, der blev skudt i baghovedet, former langsomt sætningen: Jeg blev såret for demokratiet.
Mens krigen på jorden er stilnet af, lever de nu i en dronekrig med usynlige og ansigtsløse fjender. Også det aspekt af filmen fremhæver juryen.
“Mens deres menneskerettigheder fortsat er truet af nye udviklinger inden for moderne krigsførelse, opnår instruktøren den perfekte balance mellem deres fortsatte usikkerhed og deres fortsatte værdighed og dedikation til deres sag. Filmskaberen væver de aktuelle kampe sammen, ikke kun for landet, men også for de kvinder, der bor i landet”, sagde Sine Plambech da prisen blev overrakt under årets CPH:DOX.
Du kan frem til 5. april se The Phantom Pain of Rojava her.













