Åbner i en ny fane
28/02/2026Nyhed

Drøm mod virkelighed i Atlasbjergene: Ti film er i spil til menneskerettighedspris

Fra tabt skolegang i en isoleret bjerglandsby i Marokko til amerikanske læger, der er direkte igennem fra Gaza hos Fox News. Programchef for filmfestivalen CPH:DOX håber, at årets program vil give mening og værdi til internationale rettigheder under pres.
Cphdox cphdox2026 out of school main still 0
Filmen "Out of School" foregår i en isoleret marrokansk landsby, og beskrives som en coming-of-age-fortælling, hvor afstanden mellem drøm og virkelighed er næsten ubærlig. Den er en af ti film i HUMAN:RIGTHS programmet under årets CPH:DOX, der starter den 11. marts.Alle fotos: Pressefoto CPH:DOX
Danwatch er et undersøgende medie. Vi afslører, hvordan danske virksomheder og andre magtfulde aktører påvirker mennesker, miljø og klima i verden. Vi dokumenterer brud på love, konventioner og etiske retningslinjer og viser konsekvenserne.

Når Danmarks største filmfestival snart løber af stablen, skal ti dokumentarfilm dyste om årets HUMAN:RIGHTS AWARD.

De ti film spænder bredt – fra et norsk retsdrama om samisk kultur til sårede kurdiske guerillasoldater i skjul. Men de har ifølge filmfestivalens programchef det til fælles, at de kan få os til at tænke og tale dybere om, hvad de internationale rettigheder betyder i dag.

“Både menneskerettighederne, folkeretten og borgerrettighederne er under pres. De bliver kritiseret og også angrebet. Vi synes, at vi bør kende til de her rettigheder, tale om dem og tænke over, hvorfor de findes, deres mening og deres værdi. Og det gør vi så via vores filmprogram,” siger Mads Mikkelsen, der er programchef for CPH:DOX.

Presset mod borgerrettighederne øges stadig i USA, der også har kidnappet et andet lands præsident og truer med at tage Grønland med magt. Og det hele flimrer hen over skærmen i højt tempo.

“Det går enormt hurtigt i nyhedsbilledet. Dokumentarfilmene giver os mulighed for at reflektere over de ting, der sker i verden, og for at gå mere analytisk og strukturelt til værks,” siger programchefen.

Der er ti nominerede film til festivalens menneskerettighedspris i år. Og ikke alle foregår i en virkelighed langt fra den danske.

Den spanske film Atlas of Disappearance handler om dybdeborende journalistik og er en art detektivfilm om forbrydelserne under Franco-regimet. Her bruger journalisterne arkitekturens redskaber, såsom at lave 3D-modeller af bygninger, til at finde ofre for Franco-regimet, der blandt andet er blevet muret inde i bygninger.

På programmet er også filmen Let Our Mountains Live, der er et norsk retssalsdrama om kampen mellem det samiske folk og den norske stat, som vil bygge vindmølleparker på samisk land.

Cphdox cphdox2026 let our mountains live main still 0

“Vi tænker nok ubevidst på menneskerettigheder som noget, der skal beskyttes og adresseres langt væk. Og der er jo også andre steder i verden, hvor den er helt gal. Men vi prøver også at minde os selv og vores publikum om, at noget af det faktisk ikke er særlig langt væk og også handler om vores egne samfund,” siger Mads Mikkelsen.

To af årets film handler om Gaza. Gaza’s Twins, Come Back to Me følger en kvinde, der bliver adskilt fra sine nyfødte tvillinger under krigen, og hendes kamp for at finde børnene igen. American Doctor handler om tre amerikanske læger, der forsøger at redde liv i Gaza, men som også engagerer sig politisk og deltager i interviews på amerikansk tv, blandt andet hos Fox News.

“Så den handler også om mediedækningen af Gaza og om debatten om Gaza, og hvordan der også foregår en krig om ord,” siger Mads Mikkelsen, der også fortæller, at både lægerne og filmens instruktør vil være i København under festivalen, der finder sted fra den 11. til den 22. marts. Den palæstinensiske instruktør bag Gaza’s Twins er stadig i Gaza og vil mest sandsynligt ikke få lov til at deltage i København.

Der er også flere film, der handler om kvinders rettigheder. Burning Voice er en dansk produktion fra Irak, der handler om en modig kvindelig aktivist, som stiller sig i skudlinjen. Scarlet Girls foregår i Den Dominikanske Republik, et land hvor abort er forbudt i alle tænkelige sammenhænge.

“Den film består mest af samtaler mellem unge kvinder i Den Dominikanske Republik. Og når man taler om menneskerettigheder, så kan man måske godt forvente, at det bliver larmende og brutalt og voldsomt, men den her film er meget rolig og meget smukt iscenesat,” siger programchefen.

Han har også taget to film, der handler om Syrien, med i årets menneskerettighedsprogram. The Phantom Pain of Rojava er en film af en Emmy-vindende instruktør, der i fem år har filmet sårede kurdiske guerillasoldater – mange af dem kvinder – som lever i skjul. Killing Anna handler også om arrene fra krigen og er en detektivagtig film med vægge fulde af post-it-sedler, hvor en kvinde forsøger at finde gerningsmændene bag en forbrydelse, der dukker op i en forfærdelig video på Facebook.

“Når man ser de her menneskerettighedsfilm, så er det jo dokumentation af overgreb. Men i den her film er der også nogen, der lykkes med at holde nogen ansvarlige for de overgreb, som de har begået. Det har man også brug for at se,” siger Mads Mikkelsen.

Cphdox cphdox2026 knife the attempted murder of salman rushdie main still 0
Salman Rushdie appears in Knife: The Attempted Murder of Salman Rushdie by Alex Gibney, an official selection of the 2026 Sundance Film Festival. Courtesy of Sundance Institute. | photo by Rachel Eliza Griffiths.

Knife: The Attempted Murder of Salman Rushdie er et portræt af kampen for ytringsfrihed efter drabsforsøget på den indisk-britiske forfatter, der blandt andet har skrevet bogen De sataniske vers og levet mange år i skjul. Og så er der filmen Out of School, som programchefen kalder en “meget smuk og enkel film” fra en isoleret landsby i Atlasbjergene, der følger et søskendepars drøm om skolegang.

For de fleste af filmene gælder det, at publikum kan møde filmenes instruktører, og at der også inviteres til oplæg og debatter efter flere af visningerne.

“Vi vil gerne udvide og perspektivere med en talk efter visningerne. Også for at tale om, hvad der siden er sket, for på et tidspunkt er instruktørerne jo nødt til at sætte streg og slukke for kameraerne,” siger Mads Mikkelsen.

1. American Doctor
En dramatisk dokumentar om læger, der forsøger at redde liv midt i en politisk konflikt.

2. Atlas of Disappearance
En undersøgelse af ofre for Franco-regimet gennem arkiver og teknologiske spor.

3. Burning Voice
En kvindes kamp mod undertrykkelse og tavshed i Irak.

4. Gaza’s Twins, Come Back to Me
En kvindes barske rejse for at finde sine børn i krigens kaos.

5. Killing Anna
En psykologisk thriller om en kvinde, der bruger sociale medier til at afsløre krigsforbrydere.

6. Knife: The Attempted Murder of Salman Rushdie
Et portræt af kampen for ytringsfrihed efter et attentat.

7. Let Our Mountains Live
Et nervepirrende retssalsdrama om samers kamp for land og rettigheder.

8. Out of School
Et søskendepar bliver tvunget ud af skolegang i en isoleret landsby.

9. Scarlet Girls
En film om kvinder, der taler åbent om abortforbuddet i deres land.

10. The Phantom Pain of Rojava
Et indblik i liv og fantasier hos sårede guerillasoldater i et hemmeligt fællesskab.

Gå ikke glip af den næste afsløring.
Få vores nyhedsbrev

Få ugens historier fra Danwatch direkte i din indbakke hver søndag.

Nedenfor kan du tilvælge vores månedlige tematiske nyhedsbreve.

Uanset hvor mange, du vælger, skriver vi højst til dig tre gange om ugen.