Monira Al Qadiris værker præsenterer et intelligent syn på olieindustriens historie.
Skiftende mellem det naive, det forførende og det faretruende, lokker den kuwaitiske kunstner os legende ind i en dunkel og dyb alvor.
Olieindustrien er allestedsværende i vores tilværelse. Den er på en gang både smuk, dragende og altødelæggende.
Når olien flyder, har den en stor, farverig skønhed. Farverne i den tykke, sorte fossile væske skifter som en kamæleon – i øvrigt udstillingens titel – fra dyb lilla over i metallisk grøn og elektrisk blå, alt efter hvordan lyset rammer dens overflade.
De fleste kender til oliens dansende farvespil, og netop den genkendelighed er helt central for forståelsen af udstillingen.
Men forførelsen og skønheden narrer os. Det er en giftig æstetik, som kunstneren lunefuldt præsenterer os for. Olien truer vores planet, vores fremtid og eksistens. De skønne, dynamiske farver dækker over oliens sande, sorte inderste væsen. Oliens bedrag er et af udstillingens vigtigste budskaber.
Kunstværkerne ligner rekvisitter fra en science fiction-film. Skinnende overflader, fremmede former og industrielle objekter, der synes løsrevet fra tid og rum.
I videoinstallationen Crude Eye bliver et olieraffinaderi, som kunstneren havde som nabo i sin barndom, ikke portrætteret som det energisystem eller den storindustri det er, men som et sanseligt landskab, set gennem et barns fantasi. Det er dragende, underfundigt og skræmmende på en og samme tid.
Højdepunktet på udstillingen er, efter undertegnedes mening, værket Gastromancer, der både visuelt, auditivt og konceptuelt er smukt, genialt og rammende for udstillingens ærinde om at forstå olieindustriens inderste væsen.
Historien begynder paradoksalt nok med navnet på en konkylie fra det dybe hav.
I slutningen af 1800-tallet sejlede verdens første olietanker – SS Murex – gennem Suezkanalen. Olietankeren blev opkaldt efter Murex-konkylien, som længe er blevet høstet for især dens dyrebare farvestoffer, men også for dens smukke former.
Men hundrede år efter SS Murex’ første olietransport har forskningen vist, at den kemiske, rustrøde maling på mange olietankeres skrog har haft fatale konsekvenser for konkylien og dens omliggende økosystem.
Hunnerne udviklede hanlige træk, forgiftet af kemikalierne i malingen, og gjorde dem sterile i en grad, der nu truer sneglens eksistens. Arten blev bogstaveligt talt ofre for den industri, som den lagde navn til.
I værkets rødglødende rum møder man to enorme, svævende Murex-sneglekonkylier, der taler sammen om oliens problematiske historie, der nær har kostet dem deres udryddelse.
Stemmerne henter inspiration fra romanen The Diesel fra 1994 af den emirat-arabiske forfatter Thani Al-Suwaidi. En banebrydende fortælling om identitet og samfundsmæssig forvandling i en region særligt præget af olie.
Monira Al Qadiri viser vores industrielle afhængighed, og hvordan vi blindt har accepteret oliens klimakatastrofale bagside.
Hun afslører ikke katastrofen højlydt. Hun bruger sit store kunstneriske overblik og lader budskabet nænsomt, men insisterende, sive ind, som olien selv. Det er underfundigt, naivt og langsomt.
Udstillingen vises i en tid, hvor klimakritisk kunst ofte vakler mellem aktivistisk alarmisme og æstetisk afmagt. Det er befriende, at der endelig er et bud på en ny sårbar mellemvej.
Tillykke Arken – med en flot udstilling, der ikke skriger klimakrise højt og larmende.
I stedet hvisker den og sniger sig ind på os. Den leger, og den lokker beskueren indenfor med en poetik, der ubarmhjertigt afslører os i at elske olien, længe inden vi forstår dens fatale konsekvenser.
Udstillingen kan opleves på Arken Museum for Samtidskunst frem til den sjette april 2026.
