Ronja Pilgaard
En Danwatch-undersøgelse
Alle holder vejret i Vestafrikas glemte konflikt, mens Danmark pumper flere penge i området
Uden for en flygtningelejr i Algeriet har en gruppe Saharawier taget plads for at sende en besked til både EU-domstolen og til EU
Vestsahara
Vestsahara er et område, der strækker sig mellem Marokko i nord og Mauretanien i syd. Området er rigt på fosfat, salt og fisk.
Områdets oprindelige befolkning hedder saharawierne og er et nomadisk folk. Saharawierne har ifølge Information traditionelt set levet af fisk. Nu lever de af nødhjælp i flygtningelejrene, som i fugleflugt ligger ca. 150-200 kilometer fra havet.
Man omtaler Vestsahara som “Afrikas sidste koloni”, fordi Vestsahara er på FNs liste over ikke-selvstyrende områder, som bør afkolonialiseres. Før Marokko overtog området var det ejet af Spanien. Marokko og Mauritanien indledte en krig i 1975 om området.
9. november i 2020 blussede den væbnede konflikt op igen mellem Marokko og Saharawierne.
I 2018 kunne man høre jubelbrøl rundt omkring i den vest-algeriske ørken. Spredt langs det lille stykke grænseland til Vestsahara ligger nemlig fem store flygtningelejre, hvor halvdelen af Vestsaharas oprindelige befolkning, saharawierne bor. Og her havde de grund til at fejre.
Ikke alene havde den Europæiske Unions domstol – i daglig tale EU-domstolen – forbudt europæere at fiske langs kysten til Vestsahara. Generaladvokat Melchior Wathelet kaldte også Marokko en ”ulovlig besættelsesmagt”.
Og på den måde kunne saharawierne nu se ind i en fremtid, hvor årtiers ulovligt fiskeri langs deres kyster skulle stoppe. Og samtidigt var de blevet anerkendt som besat land af EU-domstolen.
For at takke domstolen blev der blandt andet stillet op til et fællesbillede i en af flygtningelejrene. Nu skulle der sendes postkort, så det blev hørt både hos EU-domstolen og hos EU. Sammen holdt de mange saharawier et skilt, hvorpå der stod:
“Wow, tak, EU-domstol. EU, respekter loven. Stop udplyndringen af Vestsaharas ressourcer”.
Men sådan er det ikke gået. Det er den danske import af fisk, fosfat og salt samt investeringer i energiprojekter eksempler på.
En lille historietime
Krigen mellem Vestsahara og Marokko er netop brudt ud igen. Men konflikten startede faktisk for over 45 år siden.
Da Spanien i 1975 trak sig ud af det område, de kaldte Spansk Sahara, der ligger lige syd for Marokko, stod både marokkanerne og mauretanierne klar til at overtage landet. De to lande fløj i totterne på hinanden og spredt ud over ørkenen kan man stadig finde udkørte tanks, som står efterladt fra dengang i 1970’erne. Men efter en kort krig trak mauretanerne følehornene til sig og overlod området til Marokko.
Siden har områdets oprindelige befolkning – det er dem, vi kalder saharawierne – levet under Marokkos besættelse. Derfor kalder man også området Afrikas sidste koloni. Det er nemlig det sidste område i Afrika, som ikke er såkaldt “afklaret”.
Efter krigen med Mauretanien fulgte nemlig en lang periode frem til 1991, hvor Marokko lå i åben kamp med den nomadebefolkning, som boede i det tidligere Spansk Sahara. Saharawierne krævede selvstændighed, og Marokko krævede, at de underkastede sig Marokko. Til sidst gik FN i 1991 ind og forhandlede en våbenhvile og aftalte, at en folkeafstemning skulle afgøre Vestsaharas skæbne.
Navne låst inde i Geneve
Men den folkeafstemning er aldrig blevet gennemført, våbenhvilen er brudt og den FN-mission, som arbejder i området, som lyder navnet Minurso, har over tiden fået frataget de fleste af de opgaver, de oprindeligt blev sendt af sted med.
“Oprindeligt var det Minursos opgave at få gennemført folkeafstemning. Men det arbejde stoppede i 1999, da de to parter ikke kunne blive enige om, hvem der skulle have lov at stemme”. Sådan siger Kurt Mosgaard. i 2005-2007 var han FN-chef i området.
“Så de bokse, vi havde, hvor vi havde alle navnene på, hvem der skulle have lov at stemme, blev pakket sammen, låst og ført til Geneve. Der står de sikkert stadig et eller andet lokale.”
Problemet er, siger Kurt Mosgaard, at området generelt har huset nomadefolk.
“Det er et område, hvor folk har spadseret hen over grænserne med deres kameler, og så kan det være svært at sige, hvilke stammer der hører til Vestsahara. Man havde faktisk en afklaring i slutningen af 1990’erne, men så kom Marokko med 180.000 personer ekstra, som de forlangte også blev talt med ved folkeafstemningen. Det var det, der gjorde, at missionen gav op og sendte boksene til Geneve. Siden er der ikke nogen, der har rørt dem”, siger Kurt Mosgaard.
EU’s fiskeriaftale
EU og Marokko har af flere omgange indgået en fiskeriaftale om farvandet fra Vestsaharas grænse mod syd til det nordlige Marokko. I aftalen er det besluttet, at 128 europæiske skibe må fiske i området. 92 af skibene er spanske og en stor del af dem kommer fra de kanariske øer.
EU betaler Marokko 52 millioner euro om året for retten til at fiske i området.
Ifølge NGO’en Western Sahara Ressource Watch kommer 92 % af fisk, som fanges som en del af fiskeriaftalen, fra farvandet ud for Vestsahara.
I strid med folkeretten
Spørger du marokkanerne, vil de sige, at området bare er Marokkos sydlige provinser, og derfor skal de have lov at stemme, for det område har altid hørt under kongen og tilhører ingen andre. Spørger du en saharawi, hører området naturligt til deres nomadestammers ruter, marokkanerne har ikke været i området før, og ingen andre har ret til at bosætte sig i området uden deres tilladelse.
Uanset, hvem der har ret, så har Marokko i årevis indgået handelsaftaler med EU om fiskeri langs Marokkos kyster – både langs selve landet Marokko, men altså også langs Vestsaharas kyst. Og det er det, EU-domstolen nu siger, at Marokko ikke må. For det er ikke tilladt at sælge naturressourcer fra områder, hvor det ikke er afklaret, hvem der ejer det.
Faktisk er det i strid med folkeretten, når Vestsaharas ressourcer på den måde sælges, uden saharawierne har noget at skulle have sagt, mener repræsentanten i EU for Vestsaharas befrielsesbevægelse, Polisario, Oubi Bachir. Allerede for 18 år siden nåede FNs rådgiver og vicegeneralsekretær for juridiske anliggender, Hans Corell frem til samme konklusion.
EU selv har dog efter EU-domstolen afsagde sin dom i starten af 2018 både indgået en ny fiskeriaftale med Marokko om fiskeri ud for de besatte områder, og har derudover fortsat importeret tonsvis af fisk fra området.
Faktisk har EU også godkendt nye producenter, som kan eksportere deres varer til EU, efter dommen er afsagt. Når man er godkendt, kommer man på en liste, som EUs fødevareagentur fører. Og her kan man læse, at der er 130 producenter i de besatte områder af Vestsahara, som har ret til at eksportere fiskeriprodukter til EU.
Af dem er 21 blevet godkendt til eksport, efter EU-domstolen havde afsagt kendelsen om, at fiskeriaftalen var ulovlig.
Men hvis man ikke må køber fisk, salt og fosfat fra området, er der en lang række andre handelsaftaler og investeringer i området, som også er ulovlige.
Fisk fastfryser krisen
Blandt andet en stor del af de interesser, Danmark har i Vestsahara. 16 af de største danske banker og pensionsselskabers investeringer blev i 2019 blevet undersøgt af ngo’en Global Aktion. Alle bankerne og pensionskasserne havde investeringer i selskaber, som er aktive i det besatte Vestsahara. Det svarer til 153 investeringer fordelt på 17 selskaber. Det sker til trods for at pengeinstitutterne tilskriver sig forskellige FN-konventioner og bryster sig af ansvarlig investeringspraksis.
Et hurtigt kig i de danske importdata viser, at Danmark i 2019 importerede næsten 6.000 tons fiskemel fra Marokko. Men al import fra både Marokko og fra Vestsahara, registreres som værende fra Marokko, når det kommer til Europa.
Derfor er det svært at vurdere, hvor meget af fiskemelet, der kommer fra Marokko, og hvor meget, der kommer fra Vestsahara. Der er dog nogle tal, som kan pege os i den rigtige retning.
For halvdelen af de marokkanske fiskemelsfabrikker ligger i det besatte Vestsahara, og over 77 procent af fiskeriet i Marokko foregår ud for Vestsahara, ifølge det marokkanske fiskeriministeriums egne tal. De tal viser endvidere, at 90 procent af de pelagiske fisk – det er den type, der bruges til fiskemel – der fanges i Marokko, fanges på Vestsaharas territorium.
Ifølge ngo’en Western Sahara Ressource Watch er fiskeri fra fremmede magter og al anden eksport fra området, der ikke stammer fra saharawierne, medvirkende til at besættelsen af Vestsahara opretholdes. Det samme siger tidligere FN-chef, Kurt Mosgaard.
Menneskerettigheder under pres
Men det er ikke kun den systematiske udtømning af området for naturressourcer, der er et problem med besættelsen af vestsahara, lyder det fra flere ngo’er: Marokko står nemlig også bag en række omfattende menneskerettighedskrænkelser.
“De sidste ti år har FNs sikkerhedsråd fuldkommen ignoreret både Amnesty International og andre, som har villet sikre, at FN-missionen i området, Minurso, overvågede menneskerettighedskrænkelser i området. Især fordi det er blevet sværere og sværere at komme ind i området for os for at dokumentere menneskerettighedskrænkelser”, siger Yasmine Kacha, Amnesty Internationals researcher på Algeriet, Marokko og Vestsahara.
Ifølge hende er mindst ni menneskeretsadvokater, journalister, aktivister og politikere blevet nægtet adgang til området af de marokkanske myndigheder.
Derfor er det også svært for Amnesty International at dokumentere overtrædelser af menneskerettighederne. Alligevel har de lavet en liste med de overtrædelser, de mener at kunne dokumentere.
Det er borgerjournalisten Ibrahim Amriklis arrestation og efterfølgende behandling i fængslet. Det er videodokumenterede overgreb på kvinder begået af marokkanske politimænd, og det er forbud mod politiske møder. Det er overvågning og tortur, men det er også begrænsede oplysninger, for mens de marokkanske myndigheder taler situationen ned, taler befrielsesbevægelsen Polisario overgrebene op.
“Polisario har ikke magtet at holde nogen ansvarlige for tidligere overtrædelser af menneskerettighederne begået i flygtningelejrene, som er under deres kontrol”, kan man blandt andet læse i en Amnesty-rapport i forbindelse med, at Polisario i august i år angiveligt tilbageholdt borgerjournalisten Mahmoud Zeidan i 24 timer for at afhøre ham om tekster, han har udgivet, hvor han kritiserer de ledende autoriteter for den måde, situationen med hjælp til coronasmittede er blevet håndteret.
Også Kurt Mosgaard har oplevet krænkelser af menneskerettighederne i de år, han arbejdede i området for Marokko:
“De her mennesker får jo ikke lov at bestemme over deres egen fremtid. De kan ikke få deres eget parlament. og hver gang de stiller sig ud på gaden og vifter med et Polisario-flag og tilkendegiver, at de mener, at der skal være en prøveafstemning, får de grundlæggende bank, de bliver opsøgt derhjemme og de kommer i fængsel. Man får ikke lov til at udtrykke sin egen fri vilje”, siger han. Og det er der en grund til, mener han:
“Jeg tror den tidligere kong Hassan har sagt det tydeligst: Menneskerettighederne gælder i Marokko såvel som Vestsahara, bortset fra på tre områder: hvis man taler ilde om kongen, hvis man taler ilde om religionen, eller hvis man taler ilde om Marokkos integritet i områderne, så gælder menneskerettighederne ikke. I praksis er det sådan, at hvis du stiller dig op og mener, at der skal være en folkeafstemning, så er du på vej i fængsel”.
Danwatch har kontaktet den marokkanske ambassade i Danmark og blandt andet spurgt, om de kender noget til de menneskerettighedskrænkelser, som efterhånden mange ngo’er har registreret i området, og som Kurt Mosgaard fortæller, at også han har oplevet.
Ambassaden svarer ikke direkte på spørgsmålet, men henviser til FNs flygtningehøjkommisariat og linker derudover til en række youtube-videoer, som taler for marokkansk ejerskab af området.
Frygten for den store vestafrikanske krig
Nu er de to parter faret i flæsket på hinanden igen. Det kan blive den store vestafrikanske krig, hvis ikke vi passer på, siger Kurt Mosgaard.
“Det er uklart, hvor det ender, men det kan ende voldsomt. For Algeriet har vedtaget en lov, som gør, at de kan flytte deres styrker ud af Algeriet og ind i fremmed territorium, hvis de har behov for det. Den lov er direkte møntet på Vestsahara, så der er en risiko for, at konflikten kan sprede sig til ikke bare at være i ørkenen i Vestsahara, men det kan også gå op til selve Marokko, det kan gå til Mauretanien, og det kan gå til Algeriet og blive en krig, som involverer flere parter.”
Men det kan også blive nogle enkelte skud hen over grænsen. Det er endnu for tidligt at sige, siger Kurt Mosgaard.
“Men der ingen tvivl om, at Marokko har et ønske om, at verden ikke får øje på den her konflikt. Spørger du til gengæld Polisario, så fortæller de, at der er voldsomme kampe, og at de har nedkæmpet mange marokkanere”.
Men sådan en krig kan også sende endnu flere afrikanske migranter af sted i gummibåde mod Europa, vurderer Kurt Mosgaard.
“Risikoen er ret stor allerede nu. I øjeblikket klager de Kanariske øer til Spanien over de store migrantstrømme, der kommer over farvandet fra Marokko og Vestsahara, men også Mauretanien og fra Senegal”, siger han og nævner et pressionsmiddel, EU kender lidt for godt fra andre steder, som for eksempel Tyrkiet:
“Når Marokko bliver utilfredse med, at Spanien eller EU begynder at tale på en måde, der kan indikere, at de godt kunne støtte en folkeafstemning, så lader de et par tusinde smutte over hegnet til de spanske enklaver, Melilla og Ceuta, der ligger i Nordafrika”, siger han og tilføjer så:
“Men det vil blive meget værre, hvis den her konflikt breder sig. Ikke bare på grund af krigens omkostninger med flygtninge, men også fordi de levevilkår, der er, vil blive ringere i et område, som i forvejen er fattigt, og man så lige pludselig også skal føre krig samtidig.”
