Partier kræver samarbejde stoppet
Flere partier i Folketinget er dybt bekymrede over samarbejdet med Libyen om at holde migranter og flygtninge væk fra Europa.
“Det er jo helt vanvittige ting, der foregår i Libyen med afpresning, voldtægt og tortur. Det er velkendt, men situationen bliver værre og værre. I dag befinder Libyen sig i åben borgerkrig”, siger Eva Flyvholm fra Enhedslisten.
Hun betegner samarbejdet med Libyen som “helt uacceptabelt” og mener, det er en stor skamplet på Danmark og EU’s image samt et udtryk for en dyb, dyb kynisme fra politisk hold i Danmark..
“Det er absurd, at Danmark bidrager til en systematisk mishandling af mennesker. Vores holdning er, at hverken Danmark eller EU skal bruge midler på den her form for migrantkontrol.Det er så grundlæggende forkert og umenneskeligt”.
Alternativets udenrigsordfører Rasmus Nordqvist er enig i, at migrantsamarbejdet med Libyen er uholdbart.
“I stedet for at støtte de libyske myndigheder bør vi bruge pengene på at hjælpe migranterne og gøre noget ved årsagerne til migrationen”, siger Rasmus Nordqvist.
EU har medansvar
Margrete Auken, der sidder i Europa-Parlamentet for SF er også meget oprørt over EU’s rolle i Libyen.
“Samarbejdet med Libyen er en skandale. Der kan ikke være nogen tvivl om, at EU er medansvarlig for de menneskerettighedskrænkelser migranter udsættes for i Libyen.
Det er jo EU, der træner den libyske kystvagt, så de er i stand til at holde migranter og asylansøgere væk fra Europa, mens vi vender ryggen til”, siger Margrete Auken.
“Det har EU et medansvar for. Det kan selv en ti-årig da forstå.”
De tre partier bebuder alle, at de vil tage sagen op, så snart Folketinget og Europaparlamentet træder sammen igen efter sommerferien.
Både Enhedslisten og Alternativet vil tage sagen op i Folketingets Europaudvalg og bl.a. stille en række spørgsmål til udenrigsminister Jeppe Kofod (S).
Rasmus Nordqvist er dog ikke særlig optimistisk, fordi Socialdemokratiet indtil nu har støttet samarbejdet med tredjelande som Tyrkiet og Libyen.
På europæisk plan vil Margrete Auken tage sagen op, når kandidaterne til EU’s topposter om lidt skal godkendes i Europa-Parlamentet. Her skal den spanske udenrigsminister Josep Borrell bl.a. godkendes til at overtage posten som EU’s udenrigschef efter italienske Federica Mogherini, der fratræder til oktober 2019.
Forsvarer samarbejdet
Danwatch har forelagt den skarpe kritik af Danmarks støtte for udenrigsminister, Jeppe Kofod (S), men han har ikke ønsket at forholde sig til de alvorlige anklager om konventionsbrud fra bl.a. FN’s repræsentant for Tortur, Nils Melzer.
I det mailsvar, som Danwatch har modtaget, forholder han sig ikke til kritikken fra Melzer og andre folkeretseksperter, men bekræfter, at den danske regering er bekendt med forholdene for migranter i Libyen.
”Forholdene i de libyske detentionscentre er forfærdelige. Derfor har EU presset på for, at centrene lukkes, og migranter behandles i overensstemmelse med internationale standarder og menneskerettigheder”, skriver Jeppe Kofod.
Han understreger, at Danmarks langsigtede mål er at løse migrationsudfordringen ved at afhjælpe årsagerne til migration.