Vi er ved at tømme kloden for vand. Og det skaber helt nye konflikter

I dette nyhedsoverblik skal vi en tur i retten og se nærmere på nogle sager, der kan få betydning for selve klodens fremtid.


Kære læsere

Velkommen til denne uge, hvor vi skal se nærmere på en af de ting, der er allermest grundlæggende for selve livet her på jorden: vand. 

For vand er blevet er blevet en mangelvare, og det skaber nogle aktuelle og ret alvorlige problemer.

Vi skal også rundt om Telenor, H&M og Uber.

Miljø mm.

Vi er ved at tømme kloden for vand. Og det skaber helt nye konflikter

I det seneste årti er vandmangel blevet et større og større problem rundt omkring i verden, og der er ikke rigtig nogen tvivl om, at det er os selv, der har skylden. 

Samtidig med at vi bliver flere, så bruger vi også mere vand. Ifølge FN er vores vandforbrug vokset mere end dobbelt så hurtigt, som antallet af mennesker på jorden er steget. Vi er, som National Geographic skrev for nyligt, virkelig dårlige til at spare på vandet og nogle af de ting, vi efterspørger mest, er også det, der kræver mest vand – for eksempel bomuld eller batterierne i vores teknologi, der kræver tusindvis af liter vand. Samtidig skaber de menneskeskabte klimaforandringer en ond spiral, hvor stigende temperaturer og flere og længere tørker begrænser adgangen til vand. 

Det er ved at blive med vand, som det er med andre begrænsede ressourcer. Vand bliver privatiseret, og som Danwatch i disse dage skriver, begynder vand at blive handlet på børsen, hvor der spekuleres i priserne. Andre steder resulterer vandmanglen i lokale og geopolitiske konflikter. Der er bare den forskel på vand og andre begrænsede ressourcer, at vand er altafgørende for vores alles liv. 

Få steder i verden ser man de her problemer bedre end i Chile, som vi har beskæftiget os en del med på Danwatch. Chile var det første land i verden til at privatisere vand, og en stor del af landets vand kontrolleres nu af vandbaroner. Det skaber en lang række vandkonflikter, der er forbundet til os gennem de ting, vi køber herhjemme. I Petorca-provinsen bruger man 320 liter vand per avocado man producerer, hvilket har skabt alvorlig vandmangel for lokalbefolkningen og ledt til demonstrationer og voldelige overfald. I Atacama-ørkenen udvinder man litium til de batterier, der er i vores computere, smartphones og elbiler, og det er på bekostning af de oprindelige folk i området, som lider under vandmanglen. 

Og under Covid19-pandemien har det i disse regioner af Chile været meget sværere at holde sygdommen under kontrol, fordi folk har begrænset adgang til vand og dermed sværere ved at holde en god hygiejne, skriver Al Jazeera

Men Chile er langt fra det eneste sted, hvor der er akut mangel på vand.

Med 15 mm nedbør årligt er Atacama verdens tørreste ørken.
  • Indien: Storbyen Chennai der ligger i det sydøstlige Indien er kendt som en af de vådeste i verden, men lige nu er byens vandreserver tørlagte på grund af høje temperaturer og dårlig infrastruktur. Derfor må tankvogne hver dag fragte vand ind til de 11 millioner indbyggere, skriver Bloomberg.
  • Tyrkiet: I Tyrkiet står det lige nu rigtig skidt til. Det regner normalt rigtig meget her i vintermånederne, men det har det ikke gjort i år. Det betyder, at landet er ramt af den værste tørke, det længe har haft, hvilket går ud over både landbrug og store byer. I hovedstaden Istanbul risikerer man at løbe tør for vand inden for en måned, skriver The Guardian
  • Bangladesh: Kina planlægger lige nu et gigantisk dæmningsprojekt på Yarlung Zangbo floden, der kan frarøve Tibet, Indien og Bangladesh, der ligger længere nede af floden, for betydelige mængder vand. Trods protester fra den indiske regering fortsætte Kina sit dæmningsprojekt, der også bliver kritiseret for at udnytte tibetanske vandressourcer, til at udbygge sit territorium, skriver Straits Times
  • Egypten: Kina finansierer også en dæmning, som Etiopien vil bygge på Nilen. Det skaber protester hos egyptiske bønder, der allerede mangler vand, skriver Financial Times. Dæmningen kan antænde en konflikt mellem Etiopien og Egypten og en grænsekrig mellem Etiopien og Sudan, skriver Asia Times
  • Texas: I Texas har en vinterstorm sprængt rør og ødelagt en stor del af den infrastruktur, der skal skaffe rent vand til blandt andet hospitaler, skriver New York Times.

Andre nyheder:

1Menneskerettigheder

Telenor modsætter sig cyber security-lov i Myanmar

I kølvandet på kuppet i Myanmar har landets militærjunta nu foreslået en ny lov, der skal give dem adgang til alle brugeroplysninger og mulighed for at retsforfølge folk for det, de selv mener, er misinformation. Telenor, der er et af de største teleselskaber i landet, mener ikke, at loven bør gennemføres på grund af store problemer med menneskerettighederne, skriver Telenor selv.

2Fattigdom

Efter årtiers fald er den ekstreme fattigdom begyndt at stige igen

Covid19, klimaforandringer og voksende gæld, har fået antallet af mennesker, der lever i ekstrem fattigdom til at stige, skriver The Guardian. Antallet af ekstremt fattige er ellers faldet markant siden 1960’erne.

3Arbejdstagerrettigheder

Uber taber i Højesteret og skal behandle chauffører som medarbejdere

I en skelsættende retssag ved den britiske Højesteret har transportvirksomheden Uber tabt. Sagen omhandler kun 25 chauffører, men kan tvinge Uber til at give alle britiske chauffører de arbejdstagerrettigheder, de ikke har i dag, skriver Wired.

4Arbejdstagerrettigheder

Tekstilarbejdere får endelig løn

Takket være den lokale fagforening har tusind cambodjanske tekstilarbejdere endelig fået kompensation og manglende løn fra den fabrik, de arbejdede på, da den pludselig lukkede for over et år siden, skriver Camboja News. Imens er det i Indien lykkedes for en fagforening at få en aftale med Gokaldas Exports, der er en af H&M’s leverandører, og få genansat 1.257 tekstilarbejdere, der var blevet fyret uretmæssigt, skriver arbejdstagerorganisationen IndustriALL

Det var alt for dette nyhedsoverblik.

Tak, fordi I læste med!

Flere artikler fra serien: 

Gå ikke glip af den næste afsløring

Nyhedsbrev sign-up

Gå ikke glip af den næste afsløring

  • Få nyt fra en af landets største graverredaktioner.
  • Vi holder virksomheder og stater ansvarlige i forhold til love, konventioner og egne CSR-politikker.
  • Vi forbinder den almindelige dansker med globale problemstillinger og giver et oplyst grundlag at træffe valg på – uanset om det drejer sig om pension, mad, tøj eller andre forbrugsvarer.
Nyhedsbrev sign-up
heartexit-upmagnifiercrosschevron-downchevron-leftchevron-right