Siden Rusland indledte sin invasion af Ukraine i februar 2022, har de samme paroler gjaldet på tværs af politiske skel herhjemme såvel som i EU: Vi skal være fri for Putins gas, og vejen dertil er belagt med vindmøller, solpaneler og elbiler.
Umiddelbart efter invasionen kom der blandt andet en fælles erklæring fra formanden for EU-Kommissionen, Ursula von der Leyen, og USA’s præsident, Joe Biden, hvori de sammen forpligtede sig til at satse på grønne teknologier for at nå Paris-aftalen og opnå energisikkerhed.
“De nuværende trusler mod europæisk sikkerhed understreger vores forpligtelse til at accelerere og nøje håndtere omstillingen fra fossile brændstoffer til ren energi,” lød det fra Vestens måske to mest magtfulde ledere.
I den kontekst lyder det som en ren win-win-situation: Vi værner om vores vestlige værdier og hjælper klimaet. Men under de grønne ambitioner gemmer der sig ifølge eksperter og analyser fra institutioner som Verdensbanken og Det Internationale Energiagentur (IEA) en anden afhængighed, der kan ende med at give de vestlige ledere et kollektivt deja-vu.
De grønne teknologier, som vi nu sætter vores lid til, bygger nemlig på kritiske råstoffer, der i overvejende grad kontrolleres af et enkelt land: Kina.
Kinas monopol er ikke en ny udvikling, tværtimod. Men ifølge eksperter kan det blive en potentiel geo – og energipolitisk kattepine for EU, hvis stormagten i Øst beslutter sig for at følge Ruslands eksempel i Ukraine, og indtage Taiwan.
For hvor stiller det den grønne omstilling? Og hvorfor og hvordan har vi formået at skifte en energi-afhængighed af et autoritært styre ud med et nyt?
Det er nogle af de spørgsmål, som presser sig på.
Kinas grønne magt kan grundlæggende deles op i to spor. Monopol på råstoffer og delvist monopol på produktionen af selve de komponenter, der anvendes i grønne teknologier. I flere tilfælde sidder Kina på alle led af forsyningskæden.
Af de essentielle råstoffer, som går igen på tværs af alle teknologierne – nikkel, mangan, kobber, lithium, grafit, kobolt og sjældne jordartsmetaller som neodymium – dominerer Kina mellem 50 og 100 procent af verdens forsyning.
Særligt raffineringen og forarbejdningen af råstofferne foregår ofte her, hvilket i høj grad gør sig gældende for råstoffer som lithium til elbiler. På trods af, at Kina kun udvinder omtrent 13 procent af det globale udbud, forædler de næsten 60 procent af verdens ‘hvide olie’, viser en analyse fra Benchmark Mineral Intelligence.
Et andet eksempel er kobolt. Kina udvinder mindre end én procent af den samlede koboltudvinding, men forarbejder til gengæld tre fjerdedele af alt kobolt fra Den Demokratiske Republik Congo, som er den klart største producent.
Med andre ord er Kina svær at komme udenom, forklarer Jakob Kløve Keiding.
“Kina dominerer markedet for en langt de fleste mineralske råstoffer, og i nogle tilfælde i en grad så det kan betegnes som monopol. Det gælder ikke mindst for sjældne jordartsmetaller, hvor de sidder på 85-90 procent af verdensproduktionen. Så er vi helt afhængige af dem”, siger Jakob Kløve Keiding, der er geolog og centerleder på Videncenter for Mineralske Råstoffer og Materialer (MiMa) ved De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland (GEUS).
Kina har desuden også monopol på at bygge flere af de komponenter, der indgår i solpaneler og batterier til elbiler. Ifølge Bloomberg står Kina for produktionen af op mod 80 procent af verdens lithium-batterier, mens IEA i en rapport fra juli 2022 vurderer, at landets andel i fremstillingen af solenergi – fra produktionen af polysilicium til udviklingen af selve panelerne – ligeledes er over 80 procent.
Kina er altså her, der og allevegne, påpeger Ph.d og forsker i råstoffer og geopolitik ved det svenske Nationale Videncenter om Kina, Patrik Stig Andersson:
“Kina dominerer i dag værdikæden for flere af de mineralske råvarer, som vi i Europa anser for at være af afgørende betydning”.
Eller som fremskrivningen lyder fra IEA: “Verden vil blive nødt til at fæstne sin lid til Kina for levering af nøglekomponenter til solpanelproduktion frem til 2025”.
Spørgsmålet er, hvordan og hvorfor vi er endt her. Europa har masser af grønne råstoffer i undergrunden, og vi har tidligere været førende på en række teknologier til den grønne omstilling.
Eksempelvis var Tyskland for bare 12-15 år siden en stor producent og eksportør af solpaneler, indtil Kina på ganske få år nærmest udraderede den tyske solindustri. Men selvom Kinas de facto monopol på det her område kan virke pludseligt, har det været et benhårdt og langsigtet strategisk mål fra det kommunistiske parti, forklarer Patrik Stig Andersson.
“Det er tydeligvis ikke tilfældigt, at Kina har opnået denne dominans. Kina har på trods af årtiers markedsreformer fortsat med at udsende planer for mineralsektoren på både nationalt og lokalt plan, for specifikke industrier og endda for individuelle råvarer og råvaregrupper”, skriver Andersson.
Luke Patey, der er seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS), peger på Kinas satsning på sjældne jordarter som et godt eksempel på landets tilgang til jordens måske mest dyrebare ressourcer.
“Fra et tidligt stadie anerkendte Kina den bredere geopolitiske betydning af sjældne jordarter. I begyndelsen af 1990’erne erklærede Deng Xiaoping, at “der er olie i Mellemøsten; der er sjældne jordarter i Kina”. Den kinesiske leder gik derefter i gang med at etablere de industrielle midler til at udvikle disse ressourcer til strategiske industrier”, skriver Luke Patey.
For Vesten har det betydet et frembrusende Kina, der i høj grad har benyttet sig af subsidiering og billig arbejdskraft som middel til at underbyde priserne hos deres internationale konkurrenter. Den samme metode, som altså også ramte det tyske soleventyr.
“Tyskland ønskede ikke at føre handelskrig af frygt for de konsekvenser, det ville ramme deres bilindustri, så de valgte ikke at konfrontere Kina og tillod i stedet sine solcelleselskaber at gå konkurs, da Kina tog kontrollen over den globale solindustri”, skriver Luke Patey.
Derudover har kinesiske virksomheder med støtte fra deres egen regering været strategiske i forhold til at købe sig til indflydelse og miner i andre lande for at få adgang til råstoffer, de ikke selv kan udvinde i hjemlandet.
Igen gør det sig blandt andet gældende for kobolt i den Den Demokratiske Republik Congo. 15 ud af landets 19 koboltminer er ejet eller finansieret af kinesiske virksomheder, der har fået milliarder fra statsejede banker, viser en undersøgelse af The New York Times.
Blikket skal dog også vendes indad. Ifølge Jakob Kløve Keiding fra MiMA har vi i EU først ignoreret vores sårbarhed med hensyn til råstoffer og dernæst været for langsomme til at handle, når det kommer til at sikre forsyningen af dem. Så mens Kina er gået all-in, har Europa gjort det præcis modsatte.
“Det er jo ikke et nyt problem. Siden 2008 har vi i EU-regi arbejdet på den er problematik, og i 2010 blev EU’s første liste for for kritiske råstoffer udarbejdet. Det har bare ikke flyttet så meget, tværtimod er der bare kommet flere og flere råstoffer på listen”, siger Jakob Kløve Keiding, der ligeledes påpeger, at der ikke foregår meget minedrift på det europæiske kontinent.
“I Europa har vi haft en lang tradition for minedrift, men der har været stort arealpres og arealkonflikt, fordi der ikke er nogen, der har ønsket en mine i nærheden. Man har derfor gradvist accepteret, at minedrift og mineralforarbejdning blev udliciteret til resten af verden for derved at undgå konflikter, og samtidig har det været med til at råstofferne kunne produceres billigere”.
Et eksempel på den lave sociale accept af minedrift i Europa er det mislykkede Kvanefjeld-projekt i Grønland. Fjeldet indeholder store mængder af de sjældne jordarter, der indgår i de grønne teknologier, men uenighed om projektet og dets miljøpåvirkning blandt befolkningen og den politiske elite førte til en regeringskrise i Grønland. Og et efterfølgende forbud mod minedriften af Kvanefjeld.
Med andre ord har vi ikke fundet virkemidlerne eller været villige til at dreje på de håndtag, der skal til, mener Jakob Kløve Keiding.
“Vi har nok været for langsomme til at erkende, at det kunne blive et problem”, siger han.
At det måske allerede er et problem, fremgår i IEA’s resume af rapporten om solceller fra i år. “Dette koncentrationsniveau (hos Kina, red.) i enhver global forsyningskæde ville repræsentere en betydelig sårbarhed”, skriver IEA.
Energiagenturet uddyber ikke, hvad den sårbarhed konkret indebærer, men for eksperter og ledende politikere er der en åbenlys parallel mellem Rusland og Ukraine på den ene side og spændingerne mellem Kina og Taiwan på den anden.
Kinas præsident, Xi Jinping, har ikke lagt skjul på, at han ønsker at “genforene” Taiwan med fastlands-Kina. Senest sagde Xi i sin åbningstale til den 20. partikongres i Beijing, at “historiens tandhjul bevæger sig i retningen mod national genforening (med Taiwan, red.) og national genopblomstring. Den fuldstændige genforening med moderlandet må opnås, og den kan opnås”.
Spørgsmålet om Taiwan, der aktivt støttes af store dele af den vestlige verden med USA i spidsen, kan ende med at blive afgørende for vores grønne omstilling og en geopolitisk kattepine for EU, forklarer Patrik Stig Andersson.
“Der er faktisk eksempler på, at Kina bruger sin kontrol over kritiske råmaterialer som et geopolitisk værktøj. I forbindelse med en territorial strid med Japan standsede Kina angiveligt eksporten af sjældne jordarter til Japan”, skriver Patrik Stig Andersson og tilføjer, at det ikke er umuligt, at de vil gøre det igen under de aktuelle spændinger mellem USA og Kina.
“Kinesiske statsmedier har gentagne gange antydet, at Kina kan bruge sin kontrol over sjældne jordarter som et våben i sin handelskrig med USA. For nylig har der været spekulationer om, at Kina kunne stoppe eller begrænse eksporten af sjældne jordartsmetaller og produkter, der indeholder dem”.
Det kan se ud som om, at vestlige ledere er begyndt at få øjnene op for, at Vestens afhængighed af Kinas råstoffer kan sende os ud i endnu en energi – og sikkerhedspolitisk knibe. Ingen råstoffer, ingen grønne teknologier.
I forbindelse med World Economic Forums årsmøde i Davos advarede NATO’s generalsekretær, Jens Stoltenberg, om risikoen for, at “blive lullet ind i en uhyggelig afhængighed af Kina”, med henvisning til, at invasionen af Ukraine havde afsløret faldgruberne af naiv frihandel med autoritære magter.
“Dette handler ikke kun om Rusland, men også om Kina, et andet autoritært regime, der ikke deler vores værdier, og som underminerer den regelbaserede internationale orden. Vi bør ikke bytte langsigtede sikkerhedsbehov med kortsigtede økonomiske interesser”, sagde Stoltenberg.
Men måske det allerede er for sent. Som det ser ud lige nu, er vi allerede helt afhængige af Kinas forsyning af råstoffer til rene energiteknologier, så hvis det store land mod Øst faktisk besluttede sig for at gå ind i Taiwan, og vi indførte sanktioner à la dem, vi har indført mod Rusland, ville den grønne omstilling og dermed også klimaet være dårlig stillet, lyder det fra eksperter.
“Jeg mener ikke, at vi kan nå den grønne omstilling, hvis vi trækker Kina ud af ligningen på nuværende tidspunkt. Især ikke når vi også planlægger at øge produktionen af teknologierne”, siger Jakob Kløve Keiding.
Patrik Stig Andersson vurderer heller ikke, at EU, som det ser ud lige nu, kan undvære Kina.
“Fra kort til mellemlang sigt stadig er vi stadig afhængige af Kina for at levere flere af de kritiske materialer og produkter, der er nødvendige for den grønne omstilling. Der er en øget bevidsthed om behovet for at udvikle nye, alternative forsyningskæder, men det kræver langsigtede investeringer og vil tage tid”, skriver Patrik Stig Anderson.
Efterspørgslen efter kritiske råstoffer til den grønne omstilling forventes at stige dramatisk over de næste par år. Ifølge Verdensbankens fremskrivninger vil den være femdoblet i 2050. Eller som von der Leyen sagde det til World Economic Forums årsmøde:
“Fremtidens økonomier vil ikke længere være afhængige af kul og olie, men af lithium til batterier, siliciummetal til chips, sjældne jordarter til elektriske køretøjer og vindmøller”.
Derfor, fortsatte hun, skal vi undgå at falde i den samme fælde som vi gjorde med olie og gas, og senere – i september i år – lancerede hun den såkaldte Critical Raw Material Act, der skal få mere af produktionen af grønne teknologier “hjem til Europa” som middel til at undgå netop det.
Lovforslaget er vigtigt i forhold til at øge bevidstheden om problemet, forklarer Patrik Stig Andersson, men det er også at skyde gråspurve med kanoner. Primært fordi Kinas dominans ikke er centreret omkring dets kontrol med global minedrift, men snarere i de teknologier og faciliteter, der er nødvendige for at omdanne de mineralske råstoffer til de materialer, der anvendes i grønne løsninger.
“Meget fokus er i dag på at udvikle nye miner, men nye miner løser ikke forsyningsproblemet, hvis man stadig er afhængig af en anden til forarbejdning”, skriver Patrik Stig Anderson.
Han bakkes op ad Jakob Kløve Keiding, der også påpeger betydningen af at sikre hele forsyningskæden, men understreger, at Critical Raw Material Act ikke løser noget nu og her.
“Det tager lang tid at opbygge og øge produktionskapaciteten for alle dele i forsyningskæden – særligt for minedriften, som typisk tager minimum 10-15 år at få etableret. Så i praksis vil det først være i slutningen af 2030’erne, før Europa igen kan have en betydelig minedrift og mineralproduktion”, siger Jakob Kløve Keiding.
I stedet burde EU måske vende blikket mod Japan for at finde svar på problemet. De geopolitiske spændinger mellem Japan og Kina, hvor Kina altså brugte sjældne jordartsmetaller som magtmiddel, fik Japan til at søge andre steder hen.
“Japan har vist, at det er muligt at gøre sig fri af Kina ved at støtte udvinding og forarbejdning af sjældne jordarter i Australien og Malaysia. Der er stadig nogle afhængigheder af Kina, men Japan viser os vejen”, skriver Luke Patey, der også henviser til USA og Canada, hvor de pt er i gang med at udvikle deres egne forsyningskæder for sjældne jordarter.
“Det kan Europa også gøre. Det vil tage tid, det bliver ikke perfekt, og det kræver investeringer og statsfinansiering. Men det er muligt. Afhængigheden af Rusland for energi burde give Europa en løftet pegefinger i forhold til ikke at gentage historien”.
Sandra Blenner Rasmussen
