Til efteråret skal EU revidere reglerne om bæredygtige investeringer. Og det er der god grund til, vurderer flere eksperter, som Danwatch har talt med.
For trods EU-regler, der groft sagt skal sikre at grønne investeringer ikke havner i klimaskadelige fossile selskaber, flyder kul og olie fortsat i både grønne og mørkegrønne investeringsfonde – de såkaldte artikel 8 og 9 fonde.
Problemet er omfattende, viser en kortlægning, Danwatch og det norske medie E24 har foretaget af nordiske investeringsfonde, der hører under reglerne om grønne investeringer.
Kortlægningen afslører, at 18 kapitalforvaltere via 273 grønne fonde, der burde være beskyttet af EU’s regler om bæredygtige investeringer, investerer milliarder af kundernes kroner i aktier og obligationer udstedt af i alt 183 fossile selskaber.
FAKTA
Fossile milliardinvesteringer i nordisk bæredygtige fonde
Investeringer opgjort pr. kapitalforvalter. Danwatch har gennemgået 273 fonde som 18 nordiske kapitalforvaltere markedsfører. Her er vist udbydere i Danmark.
Det gælder alt fra ejere af kulkraftværker over minedrift til store velkendte oliegiganter som TotalEnergies, Shell, Chevron, Aker BP og Pemex.
Fondene markedsføres som investeringer, der enten “fremmer miljømæssige og sociale karakteristika” eller ligefrem skaber en “positiv miljø- og samfundseffekt”, og er “i tråd med Parisaftalen” fra 2015 om at begrænse den globale temperaturstigning til maksimalt 1,5 grader.
Nordea: reglerne er forvirrende
Kortlægningen har allerede ført til kritik af Nordea for at investere kundernes penge i ejere af kulkraftværker, for eksempel Xcel Energy, WEC Energy og American Electric Power, gennem bankens mørkegrønne artikel 9 fonde.
Det skete da Danwatch i denne uge beskrev, hvordan Nordea markedsfører mørkegrønne fonde selvom de indeholder kulkraftværker og nye olie- og gasværker under opbygning.
Ekspert i bæredygtige investeringer og partner i rådgivningsfirmaet Copenhagen Changery, Amanda Koefoed Simonsen, slog fast, at efter hendes vurdering er kulbaseret energiproduktion udelukket fra EU’s definitioner for bæredygtighed.
Nordeas chef for ansvarlige investeringer, Eric Pedersen, afviste kritikken om, at Nordea skulle være i konflikt med reglerne.
Men nu erkender han over for Danwatch, at reglerne er forvirrende og bør ændres. Det gælder især bestemmelser om oplysningspligten – i EU’s regelsæt beskrevet som disclosureforordningen, Sustainable Finance Disclosure Regulation (SFDR). Regelsættet skal sikre gennemsigtighed og ensartet kommunikation om bæredygtighed.
”Vi ser rigtig gerne, at et opdateret SFDR introducerer egentlige produktkategorier i tråd med ESMA’s (EU’s finanstilsyn, red.) navneregler. Det gør vi, fordi det kan være forvirrende for rådgivere og slutkunden på samme tid at forholde sig til både Artikel 8 og 9 og ESMA’s nye navneregler”, siger Eric Pedersen.
Nordea mener altså, at oplysningspligen skal passe bedre sammen med de regler, der gælder for, hvad man må navngive bæredygtige investeringsfonde.
SFDR-reglerne sammen med bestemmelserne om hvad man må kalde bæredygtige fonde skaber flere problemer end de løser.
ExxonMobil i grønne fonde
Kapitalforvalteren Bankinvest, som er ejet af en række lokale og landsdækkende pengeinstitutter, mener også, at reglerne skal strammes, fordi fortolkningsmulighederne er elastik i metermål.
“I BankInvest ser vi positivt på en forenkling af lovgivningen om bæredygtige investeringer. Et kig rundt i vores sektor tyder på, at reglerne bliver implementeret forskelligt, omend inden for rammerne. Derfor vil en forenkling gøre det nemmere for kunderne at navigere i og samtidig bidrage til, at vi kan lave produkter, der matcher vores kunders præferencer”, siger BankInvests Chief Sustainability Officer, Jakob Møller Petersen.
BankInvest markedsfører flere grønne og mørkegrønne fonde. Blandt andet den grønne fond BIX USA Aktier Indeks, der lover kunderne, at “understøtte FN’s verdens mål 13 om klimaindsats.”
Alligevel investerer fonden i store kontroversielle oliegiganter som ExxonMobil, Chevron og Conocophillips.
Det kan lade sig gøre, fordi EU-reglerne tillader, at det kun er en vis andel af pengene, som skal investeres efter målsætningen – i dette tilfælde blot 30 procent af fondens formue på 6,4 milliarder.
Den uafhængige ESG-rådgiver og tidligere chef for bæredygtige investeringer i Nykredit, Søren Larsen, ser også et behov for en stramning.
“Det skal være mere præcist, hvornår en fond investerer bæredygtigt. Der bør sættes præcise grænseværdier. Og de bør ud over fossile brændstoffer også adressere andre spørgsmål såsom biodiversitet og menneskerettigheder,” siger Søren Larsen.
Reglerne i høring
EU’s revision af SFDR-reglerne forventes færdigt til efteråret 2025. Der er høringsrunde frem til udgangen af maj.
Allerede nu har flere markante stemmer fra NGO-verdenen indsendt høringssvar – blandt andet den tyske NGO, Urgewald, som står bag flere datasæt om den fossile sektor.
Urgewalds datasæt er bredt anerkendt og bruges af mange investorer rundt omkring i verden til at identificere fossile selskaber og aktiviteter.
I deres høringssvar fremgår det blandt andet, at alle fossile virksomheder, der ”investerer i ny produktion, ekspansion eller efterforskning af fossile brændstoffer, skal ekskluderes” af artikel 8 og 9-fondene?.
Samme toner lyder fra den franske NGO Reclaim Finance, der er kendt for flere dagsordensættende rapporter om den globale banksektors investeringer i den fossile sektor.
Reclaim Finance konstaterer i deres høringssvar, at reglerne er “en kilde til forvirring – især på grund af manglen på klare kriterier for hver kategori.”
Videre skriver NGO’en i høringssvaret, at “ny produktion af fossilt brændstof er uforenelig med Paris-aftalens mål og bringer FN’s verdensmål og EU’s bæredygtighedsmål i fare.”
Søren Larsen håber også, at revisionen af reglerne først og fremmest vil præcisere for både udbydere og investorer, hvad en bæredygtig investering egentlig er.
“EU-reglerne er et stort skridt fremad i forhold til tidligere, hvor der var fri leg, men der er brug for at gøre det enklere og mere præcist. Det gælder både for dem, der laver fondene, og i særdeleshed for dem, der skal købe dem,” siger Søren Larsen.














