Åbner i en ny fane
Finans21/06/2025

Nordea bruger Putin som argument i gigantisk klima-kovending

Nordens største bank, Nordea, melder sig nu klar til at finansiere oliejagt i sårbare havområder i Arktis. “Det mest ansvarlige at gøre”, lyder forklaringen fra banken.
Bb 01 (1)
Nordea mener, at Ruslands præsident Vladimir Putins invasion af Ukraine gør fossil ekspansion i Arktis nødvendig. Collage: Louise Kock. Fotos: Wikimedia Commons/kremlin.ru; Pexels
Danwatch er et undersøgende medie. Vi afslører, hvordan danske virksomheder og andre magtfulde aktører påvirker mennesker, miljø og klima i verden. Vi dokumenterer brud på love, konventioner og etiske retningslinjer og viser konsekvenserne.

23. juni 2025, 13.24: Opdateret med yderligere kommentar fra Nordea.

Nordea, der har 7000 medarbejdere i Danmark, vil finansiere olieselskaber med planer om at bore efter mere olie i arktiske miljøsårbare områder. 

Tidligere har Nordea ellers afvist erhvervskunder med fossile aktiviteter i Arktis. Men i marts ændrede banken sin klimapolitik på grund af den nye energipolitiske situation. 

Og nu vil banken gerne tjene penge på olieaktiviteter i Arktis, hvor FN’s Klimapanel advarer om en opvarmning, der er 3 gange hurtigere end det globale gennemsnit.  Det medfører øget risiko for stigende havniveau fra smeltende iskapper, forstyrrelse af havstrømme og mere ekstremt vejr. 

 “Det er ikke en nem beslutning, men vi mener, at det er det mest ansvarlige at gøre i det nuværende geopolitiske miljø”, forklarer Anja Hannerz, bæredygtighedschef i Nordea, om bankens beslutning om at finansiere fossil udvinding nord for polarcirklen.

  • For at hjælpe Europa med at komme ud af sin afhængighed af russisk gas accepterer vi aktiviteter i Arktis.
    Skærmbillede 2025 06 19 kl. 14.43.41
    Anja Hannerz
    Bæredygtighedschef i Nordea


“For at sikre energisikkerhed i Europa og støtte de virksomheder, der hjælper Europa med at komme ud af sin afhængighed af russisk gas, accepterer vi, at de selskaber, vi finansierer, kan have dele af deres aktiviteter i Arktis”, uddyber Anja Hannerz.

“Det er dybt problematisk”

Katrine Ehnhuus, seniorrådgiver ved Mellemfolkeligt Samvirkes Center for Bæredygtig Finans, kritiserer Nordeas politik for at følge de norske myndigheders grænser for, hvor i Arktis, der kan udvindes olie samt i det hele taget at tillade ekspansion i sårbare områder. 

“Nordeas definition af Arktis er alt for smal og lidt for belejlig. Og nu har Nordea svækket sin arktiske politik yderligere. Det betyder, at Nordeas norske oliekunder kan jagte olie og gas overalt i Arktis og stadig få finansiering fra Nordea. Det er dybt problematisk”, siger Katrine Ehnhuus.

  • Det er dybt problematisk. Det betyder, at Nordeas norske oliekunder kan jagte olie og gas overalt i Arktis.
    Ke
    Katrine Ehnhuus
    Seniorrådgiver, Center for Bæredygtig Finans


NGO-sammenlutningen Fair Finance Guide og Mellemfolkeligt Samvirkes Center for Bæredygtig Finans vurderer ligeledes i en ny analyse, at Nordea har svækket klimapolitikken og dermed også konkret praksis for, hvordan bankens finansiering af olieaktiviteter i Arktis skal vurderes.

Nordea kritiseres desuden for ikke at respektere Det Internationale Energiagenturs (IEA) klima-anbefaling om et stop for al ny fossil ekspansion. IEA’s anbefalinger, som Nordea selv læner sig op ad, er afgørende for at nå verdens klimamål om en begrænsning af den globale opvarmning.  

Ifølge Fair Finance Guide har IEA netop fastholdt, at den nye geopolitiske situation efter Ruslands krig mod Ukraine ikke har ændret anbefalingen – tværtimod har de understreget vigtigheden.

Anja Hannerz oplyser, at Nordea trods ny guidelines for den fossile sektor holder fast i bankens reduktionsmål for udlånsporteføljen.

”Vores langsigtede bæredygtighedsstrategi er uændret: Vi har forpligtet os til at nå en netto-nul-målsætning inden 2050, og vi har også sat et delmål om at reducere udledninger fra vores udlåns- og investeringsporteføljer inden 2030 med 40-50 pct. i forhold til 2019. Det mål er vi godt på vej til at nå.

Nordeas oliekunder får nye finansieringsmuligheder

I en ny rapport Banking on Climate Chaos, fremgår det at Nordea i perioden 2021 til 2024 har udlånt og givet kredit til fossile virksomheder for næsten 6 milliarder dollars, svarende til 39 milliarder danske kroner.  

Nordeas lempelser i klimapolitikken medfører, at en række af Nordeas oliekunder, der allerede opererer i Arktiske områder, kan få adgang til nye finansieringsmuligheder.

Og netop finansiering af fossil ekspansion inden for polarcirklen, kan især norske olieselskaber få stort brug i de kommende år.

De norske myndigheder har udbudt et rekordstort areal i Arktis, hvor der fra næste år gives tilladelse til at lede efter nye olie- og gasfelter. 

68 nye områder, såkaldte blokke, i Barentshavet inden for polarcirklen, er i udbud. Og flere af Nordeas kunder vil sandsynligvis søge om tilladelser, ligesom de har gjort i tidligere års udbud.

Equinor, Sval Energi, Aker BP og DNO

Ifølge finansielle data fra LSEG om Nordeas udlån og bankydelser, som Danwatch har gennemgået, er olieselskaberne Equinor, Sval Energi, Aker BP og DNO blandt Nordeas kunder. 

Virksomhederne er også listen over fossile selskaber, der sidste år søgte det norske energiministerium om nye tilladelser til at lede efter oliefelter på norsk territorium, herunder i Barentshavet. 

Desuden har Nordea mange kunder, der servicerer olieselskabernes jagt på nye felter. Det gælder blandt andet ejere af offshore boreplatforme, olietankere samt installationer og anlæg.

Søgning efter nye felter kræver finansiering, og Nordea ønsker altså at spille en central rolle i de forretningsmuligheder på trods af klimakrise, globale temperaturstigninger og Arktis hurtigt smeltende iskappe. 

“Som en af de største banker i Norge ser vi det som vores ansvar at støtte de virksomheder, der hjælper Europa med at komme ud af sin afhængighed af russisk gas”, siger Anja Hannerz. 

Har Nordea en formel NO-GO grænse for, hvor meget omsætning eller produktion et olie/gas selskab må hente fra aktiviteter i Arktisk? 

“Nordea har ikke en sådan tærskel, men jeg vil også gerne understrege, at vi ikke har nogen eksponering mod virksomheder, der leder efter olie i Arktis ifølge den norske stats definition”, siger Anja Hannerz.

Men ifølge Danwatchs oplysninger har den norske stat ikke en officiel definition af Arktis’ grænser. Til gengæld udvider Norge områderne i Barentshavet, hvor de tillader olieudvinding.   

Gå ikke glip af den næste afsløring.
Få vores nyhedsbrev

Få ugens historier fra Danwatch direkte i din indbakke hver søndag.

Nedenfor kan du tilvælge vores månedlige tematiske nyhedsbreve.

Uanset hvor mange, du vælger, skriver vi højst til dig tre gange om ugen.