Åbner i en ny fane
Energi29/03/2026

Danske milliarder investeret i omstridt amerikansk olieprojekt i Østgrønland

Pensionskasser og banker har investeret milliarder i Halliburton, der spiller en nøglerolle i et nyt amerikansk olieprojekt i Grønland. Det kan blive en storpolitisk hovedpine for Grønland, mener eksperter.
BB
Danske investorer er økonomisk involveret i en storpolitisk sag om amerikanske selskabers olieefterforskning i Østgrønland.Illustration: Louise T. Kock
Danwatch er et undersøgende medie. Vi afslører, hvordan danske virksomheder og andre magtfulde aktører påvirker mennesker, miljø og klima i verden. Vi dokumenterer brud på love, konventioner og etiske retningslinjer og viser konsekvenserne.

Denne artikel er en del af undersøgelsen Kampen om Grønlands undergrund

  • Grønlands undergrund er blevet centrum for en global magtkamp, hvor kritiske mineraler gør øen strategisk vigtig for USA, Kina, Rusland og Vesten. Men jagten på licenser handler ikke kun om råstoffer. Den handler også om geopolitisk indflydelse - og penge.
  • Ifølge flere eksperter, Danwatch har talt med, er størstedelen af selskaberne i råstofbranchen dygtige og seriøse, men de ser også en tendens til, at der kommer flere ”skruppelløse lykkeriddere” til.
  • 57 virksomheder ejer lige nu tilsammen 122 aktive råstof-licenser i Grønland, og en gennemgang viser, at flere af licenshaverne deler både bestyrelsesmedlemmer, ejere og finansielle bagmænd.
  • Danwatch undersøger det magtfulde netværk bag licenserne.

Danske pensionsselskaber og banker står i kulissen, når Greenland Energy til efteråret indleder en omstridt jagt på olie i Østgrønland.

Det amerikansk-kontrollerede selskab har netop rejst millioner af dollars ved en børsnotering, som skal bruges til at aktivere tre eksisterende grønlandske olie-tilladelser, som virksomheden tidligere har erhvervet sig.      

PFA, Danica, Danske Bank, Nordea og Velliv har investeret over en milliard kroner i den amerikanske olieservice-virksomhed Halliburton, som er hyret til at levere boreudstyr, teknologi, mandskab og knowhow til oliejagten i Grønlands undergrund. Det viser en gennemgang, Danwatch har lavet.

Halliburton har historisk flere sager om korruption og klimakatastrofer på samvittigheden.

FAKTA

Danske investorer i Halliburton

Aktieinvesteringer i den amerikanske olieservicevirksomhed Halliburton, som skal levere udstyr og projektledelse til et olieprojekt i Jameson Land, mere end 400 kilometer nord for Polarcirklen i det østlige Grønland. (Pensionskasser (P) / Banker (B)).

Kilde: Investornes beholdningslister pr. 25. marts 2026. (Bankernes investeringer opgjort via deres investeringsforeninger).

Ifølge Greenland Energy kan projektet udvikle sig til et af verdens største oliefund. Men oliejagten kommer ifølge flere eksperter ubelejligt på grund af de aktuelle politiske spændinger mellem USA, Grønland og Danmark, og så står det i skærende kontrast til Grønlands beslutning fra 2021 om stop for flere olieprojekter. 

Projektet kan dermed puste til den allerede anspændte konflikt, og stiller Grønland i en politisk svær situation, vurderer flere eksperter som Danwatch har talt med.

“Det er en storpolitisk hovedpine, som Grønland står med. Man vil gerne have nogle investeringer, men findes der investeringer, som ikke på en eller anden måde skaber en afhængighed? Og hvis man bliver afhængig, er det så nogle, man har lyst til at være afhængige af”, spørger Ulrik Gad Pram, der er seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS).

  • Det er en storpolitisk hovedpine, som Grønland står med.
    Skærmbillede 2026 03 27 kl. 13.31.18
    Ulrik Gad Pram
    Seniorforsker, Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS)

Donald Trump: nødvendigt for USA at eje Grønland

Så sent som fredag i sidste uge mødtes delegationer fra Danmark, Grønland og USA i Washington i forsøget på at nå en aftale om det fremtidige samarbejde. 

Mødet er ét af flere initiativer til at løse konflikten, efter at USA’s præsident Donald Trump gentagne gange har udtalt sit ønske om, at det er “en absolut nødvendighed” for USA at eje Grønland. 

Anne Merrild, tidligere leder for det grønlandske forskningscenter for Arktisk Olie & Gas, idag professor og institutleder ved Aalborg Universitet, mener at Halliburtons engagement i olieprojektet er i konflikt med det grønlandske folks ønsker.  

“Der er meget stærke lokale bekymringer knyttet til olieprojekter. Dels frygter man, at olieproduktionen får konsekvenser for havmiljøet og dermed fiskeriet, men rent økonomisk risikerer man også et A- og et B-hold, fordi de primære kompetencer i produktionen typisk bliver hentet udefra”, siger hun.

Anne Merrild mener, der er grund til at frygte, at den økonomiske profit lander i danske pensionsselskaber og det amerikanske selskab – og ikke hos grønlænderne:

“Jeg mener, det er kontroversielt, hvis Danmark går ind og støtter et amerikansk olie-projekt, som Grønland dybest set ikke ønsker. Min bekymring handler om, hvorvidt man kører de grønlandske interesser over, når Danmark investerer i et selskab, der kan få store konsekvenser for Grønlands klima og økonomi”, siger Anne Merrild. 

Professor emeritus og også tidligere ansat ved Grønlands Universitet, Gorm Winther, vurderer, at amerikanernes projekt i Jameson Land, hvor oliefeltet ligger, er udtryk for den amerikanske strategi, hvor privat kapital er et af våbnene i kampen om Grønland:

“Alt taler for, at USA’s begrundelse for at ville have kontrol med Grønland, er rodfæstet i en forretningsmodel pakket ind i sikkerhedspolitik. Det handler om energisikkerhed, hvor amerikanske forretningsinteresser søger at opnå adgang til land og ressourcer”, siger han.

  • Det handler om energisikkerhed, hvor amerikanske forretningsinteresser søger at opnå adgang til land og ressourcer.
    GW
    Gorm Winther
    Professor emeritus, tidligere ansat ved Grønlands Universitet

Halliburton splitter den danske finansverden

Flere pensionskasser, blandt andet PKA, Akademikerpension og P+ har sortlistet Halliburton, fordi de mener, at virksomheden medvirker til klimaskadelig oliejagt, som er uforenlig med globale klimamål. 

Alligevel viser Danwatch’s gennemgang, at der fortsat er mange danske investeringer i virksomheden.

PFA er med sine 613 millioner kroner således den største danske aktionær i Halliburton – men PFA’s chef for ansvarlige investeringer, Rasmus Bessing, holder fast i sin amerikanske investering:

“Vi forhandler ikke licenser – det er et myndighedsansvar – men vi forventer, at de selskaber, vi investerer i, overholder gældende lovgivning og håndterer klima-, miljø- og samfundsrisici ansvarligt og transparent”, siger han.

Rasmus Bessing understreger, at han stoler på, at Grønland selv kan navigere gode aftaler på plads.

“Grønland har som selvstyrende samfund valgt at give licenser til efterforskning af olie i Østgrønland. Den beslutning respekterer vi. Vi har samtidig tillid til, at de grønlandske myndigheder stiller klare og ansvarlige krav, så eventuelle projekter kan gennemføres forsvarligt”, lyder det.

Globalt er PFA og Danske Bank blandt de 100 største investorer i Halliburton, som spiller en helt central rolle i projektet, fordi den amerikanske olie-servicegigant er specialist i boreteknologi, infrastruktur og udstyr til olieudvinding.

Danske Bank har ikke ønsket at svare på vores spørgsmål.  

Halliburton er ikke vendt tilbage på Danwatchs henvendelser, hverken fra hovedkontoret i den amerikanske oliedelstat Texas eller fra den danske afdeling.  

  • Amerikansk olieservicevirksomhed grundlagt i 1919
  • Hovedkontor: Houston, Texas
  • CEO: Jeff Miller
  • Omsætning: ca. 23 mia. USD (2024)
  • Ansatte: ca. 48.000 globalt
  • Forretning: Leverer teknologi, udstyr og services til olie- og gasudvinding

Læs Danwatch’ artikel om Halliburton.

400 kilometer nord for polarcirklen

Målet for amerikanerne er at finde op mod 13 milliarder tønder olie, der menes at gemme sig i undergrunden.

Som Danwatch tidligere har beskrevet, har det nyligt børsnoterede selskab Greenland Energy via omstruktureringer og opkøb erhvervet sig tre eksisterende olielicenser i Grønland.

Selvom Grønlænderne i 2021 besluttede at stoppe for nye olieprojekter, giver licenserne fortsat ret til efterforskning af olie i Jameson Land i Østgrønland, mere end 400 kilometer nord for polarcirklen.  

Licenserne er nemlig udstedt før forbuddet, og derfor er Grønland forpligtet over for Greenland Energy, lyder det:

“De eksisterende olietilladelser i Jameson Land er givet før 2021, hvor stop for fremtidig olieefterforskning blev besluttet. Stoppet gælder derfor ikke for tilladelser givet før 2021”, siger Grønlands Råstofminister, Naaja H. Nathanielsen, til Danwatch. 

Fra samme undersøgelse

Gå ikke glip af den næste afsløring.
Få vores nyhedsbrev

Få ugens historier fra Danwatch direkte i din indbakke hver søndag.

Nedenfor kan du tilvælge vores månedlige tematiske nyhedsbreve.

Uanset hvor mange, du vælger, skriver vi højst til dig tre gange om ugen.