Der er stor risiko for, at Danmark medvirker til udryddelse af skov i Sydamerika, når danske virksomheder årligt importerer mellem 1,2 og 1,7 millioner ton soja til primært dyrefoder. Sådan lyder det fra eksperter, der peger på, at systemet der skulle beskytte mod skovrydning, miljøødelæggelse og brud på menneskerettigheder langt fra fungerer godt nok. De kalder industrien “ødelæggende”, “uigennemsigtig” og “en trussel mod biodiversitet og klima”.
“De nuværende sojaordninger er en meget hurtig vej til at fortsætte Business as Usual. Det er blot pakket ind som noget, der er grønt over for forbrugerne. Men det er en vildledning. Sojakreditter og certificeringer beskytter først og fremmest virksomheders omdømme og fortsatte brug af naturødelæggende afgrøder – det beskytter ikke naturen”, siger Carsten Rahbek, der er professor i biodiversitet og leder af Center for Makroøkologi, Evolution og Klima ved Københavns Universitet.
Han mener, at det danske forbrug af soja er problematisk.
“Set i forhold til vores størrelse er Danmarks import af soja til animalsk produktion meget stor. Danmark er et lille land, men vi fylder uforholdsmæssigt meget i det globale sojaaftryk gennem vores husdyrproduktion. Ud fra et biodiversitetshensyn er det meget svært at forsvare at fortsætte som i dag”, siger han.
Også den brasilianske professor og miljøhistoriker Sandro Dutra e Silva følger med stor bekymring udviklingen. Han har forsket i sojaproduktion og den brasilianske tropiske savanne Cerradoen i over tyve år, blandt andet som forsker ved Goiás State University og Harvard University.
“Sojaproduktionen er et kæmpe problem og har fatale konsekvenser, og alle aktører, inklusive de danske, har et ansvar for, hvordan den påvirker ikke bare klima og miljø, men også menneskers liv og rettigheder. Hele miljøet og verdens klima er i fare på grund af landbrugets overproduktion”, siger han.
For at få plads til sojaproduktionen i et land som Brasilien bliver store sammenhængende økosystemer som Amazonas og især Cerradoen ryddet, og når det sker, forsvinder levesteder for tusindvis af arter, og nogle af verdens mest unikke og artsrige økosystemer bliver fragmenteret eller helt ødelagt. Samtidig frigives store mængder kulstof fra jord og vegetation, og floder, grundvand og jord påvirkes af det store forbrug af pesticider og gødning. I Sydamerika er der ikke samme regulering som i Danmark og EU, og mange af de pesticider, der er ulovlige i EU, er udbredte i landbrugsindustrien i lande som Brasilien. Det har flere konsekvenser for lokale menneskers sundhed. Ifølge en undersøgelse fra sidste år har kvinder i den brasilianske delstat Paraná, der er domineret af landbrug med intensiv brug af pesticider, 41 procent højere risiko for brystkræft end gennemsnittet i Brasilien.
Mangler ordentlig sporbarhed
Ifølge Aske Skovmand Bosselmann, der er lektor og sektionsleder på Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi på Københavns Universitet, er det vanskeligt fysisk at spore, hvor den danske sojaimport kommer fra. Det skyldes blandt andet, at forsyningskæden er lang og kompleks og består af flere aktører og opsamlingspunkter, hvor soja fra mange forskellige landbrug og områder bliver samlet.
“Det er et grundlæggende problem, at der mangler sporbarhed og gennemsigtighed i forsyningskæderne. Det gør det kompliceret at få et overblik over, hvor sojaen kommer fra. Når man ikke har det overblik, har man som importør svært ved at vide, hvordan det er blevet produceret, og man har svært ved at stille krav, fordi handlen er koncentreret i nogle ganske få større virksomheder, som handler med tusindvis af farmere”, siger han.
Han har for nylig udarbejdet en rapport, der viser, at dele af den soja, der bliver importeret til Danmark fra Sydamerika, kan stamme fra produktioner, hvor producenterne rydder skov eller anden natur for at udvide landbrugsjorden, hvilket har store konsekvenser for CO2-udledningen og biodiversiteten. Rapporten viser, at kun 6 procent af den certificerede soja, der importeres til Danmark, er fysisk sporbar. Resten er baseret på kreditsystemer eller massebalancemodeller, og det er ikke alene en garanti for, at den fysiske import af soja er fri for skovrydning eller omdannelse af naturlige økosystemer.
“Hvis man som dansk aktør ikke er til stede i landet selv, må man stole på de store handelshuse og håbe, at de har styr på det. Men der har desværre været historier, der har vist, at man ikke nødvendigvis kan have tillid til deres kontrol af underleverandører”, siger han.
Den britiske organisation Earthsight offentliggjorde i september en rapport, der beskrev, hvordan certificerede landbrug var forbundet med ulovlig skovrydning, korruption og krænkelser af rettigheder i Brasiliens Cerrado.
Risiko for greenwashing
Selvom branchen de senere år har haft fokus på at bruge bæredygtig soja i dansk landbrug, er man langt fra i mål. Ifølge Verdensnaturfonden står det danske sojaforbrug for cirka 20 procent af den samlede udledning fra dansk landbrug, fordi det er tilknyttet udledninger fra afskovning og ødelæggelse af anden natur.
Hvad er:
- Kreditter: Kreditter til soja er et system, hvor virksomheder køber kreditter for at kompensere for deres forbrug af konventionelt dyrket soja, der ikke er garanteret at være afskovningsfri. Den internationale organisation Round Table on Responsible Soy Association (RTRS) sælger kreditter til virksomheder, og én kredit svarer til et ton certificeret soja. I RTRS-systemet skal bønderne leve op til 108 kriterier for at blive certificeret. Den certificerede soja sælges gennem store handelshuse, og man ved ikke, hvor sojaen ender.
- Mass balance: Her blandes certificeret soja med konventionel, og blandingen kan leveres til de kunder, der betaler for det.
- Segregeret: Her holder man produktionen af konventionel og certificeret soja adskilt, så kunden kan vælge 100 procent certificeret soja.
En af grundene til, at det er en udfordring at spore sojaen og sørge for, at den er produceret ansvarligt, er, at der er mange forskellige interesser og typer af ordninger for det certificerede soja. En stor del af certificeringerne ligger ifølge Aske Skovmand Bosselmann i hænderne på private selskaber, der ikke er særligt gennemsigtige.
“Vi har ikke adgang til at vide, hvor meget de sælger, hvor det kommer fra, og hvordan der bliver inspiceret på farmene”, forklarer han.
Professor Carsten Rahbek kalder sojaproduktionen for en af de største enkelttrusler mod biodiversiteten i Sydamerika, og som kontrollen og systemet er nu, gør danske virksomheder ikke nok for at sikre en bæredygtig sojaimport.
“Mange virksomheder har flotte politikker og partnerskaber på papiret, men de tager ikke fat i de grundlæggende problemer. De to centrale udfordringer er den manglende fysiske sporbarhed og det meget høje forbrug af soja til animalsk produktion”, siger han.
I 2019 stiftede Etisk Handel Danmark alliancen ‘Dansk Alliance for Ansvarlig Soja’ for at arbejde for ansvarlig handel og styrke en fælles indsats mod afskovning. Alliancen består af flere danske dagligvarebutikker, fødevareproducenter, organisationer og myndigheder. Carsten Rahbek er skeptisk over for indsatsen, fordi kreditter og mass balance stadig dominerer blandt virksomhederne i alliancen.
“Sojakreditter og certifikater fungerer i høj grad som et grønt aflad og ikke som en reel løsning. Risikoen for greenwashing er stor, når kommunikation og certifikater løber hurtigere end de faktiske ændringer i landskabet. Man køber sig grundlæggende til en fortælling om ansvarlig soja – ikke til dokumenterede forbedringer i landskabet. Rydning og konvertering af natur kan fortsætte andre steder, mens virksomhederne kan fortælle historien om ansvarlighed”, siger Carsten Rahbek.
Miljøorganisationen Greenpeace mener, at den danske import af soja er nødt til helt at stoppe eller blive reduceret markant, hvis man for alvor skal ændre “den dystre udvikling for Sydamerikas natur og miljø”.
“De danske aktører er med til at lægge pres på markedet og holde fast i en uholdbar stor efterspørgsel, fordi Danmark er det mest kødproducerende land i verden per indbygger, og størstedelen af soja går til at fodre svin og køer. Det er uproportionerede store mængder, og aktørerne i branchen er nødt til at tage ansvar for de konsekvenser, det har”, siger Christian Fromberg, der er kampagneleder for landbrug, natur og skov i Greenpeace.
Der skal gøres mere
Hos Etisk Handel Danmark, der er stifter af ‘Dansk Alliance for Ansvarlig Soja’, anerkender man, at det har vist sig vanskeligt for den danske sektor at få adgang til større mængder fysisk sporbar soja, og at det kræver endnu mere arbejde.
“Kreditter udgør derfor fortsat en stor del af handelen. Det viser behov for fortsat samarbejde om at skabe overgang til fysiske leverancer af sporbar og afskovningsfri soja. Det er et område, hvor vi ser bevægelse, men hvor mere skal gøres,” lyder det i et skriftligt svar fra presseafdelingen i Etisk Handel.
“Danmark, ligesom resten af Europa, står stadig overfor store udfordringer på sojaområdet. Men vi oplever en stigende vilje til at finde løsninger i branchen, og den udvikling arbejder vi aktivt for at understøtte. Alliancen arbejder for at finde løsninger, så Alliancens virksomhedsmedlemmer kan dokumentere ansvarlig og afskovningsfri sojaforsyning”, lyder det videre.
Arla, Landbrug og Fødevarer og brancheforeningen for korn og foderstofhandelen Dakofo oplyser i skriftlige svar til Danwatch, at man har en lang række aftaler i branchen, der stiller krav om, at soja til foder skal være certificeret og dermed ikke føre til rydning af skov og anden natur.
“Vi har i 2025 netop nået et af vores delmål, som betyder, at hele den mængde soja den danske foderbranche efterspørger nu er produceret under ansvarlighedsprogrammer, som lever op til Den Europæiske Foderproducent Organisation FEFACs kriterier, og dermed er underlagt 3. partsverificering og produceret afskovningsfrit”, siger Claus Saabye Erichsen, direktør i DAKOFO, i et skriftlig svar til Danwatch.
Hos Arla anerkender man, at der kan være udfordringer med sporbarheden.
“Det er en fælles udfordring for globale fødevareproducenter, at problemer med sojas gennemsigtighed betyder, at vi ikke kan garantere 100 procent, at sojas fodaftryk er fri for at påvirke skove, miljøer og lokale rettigheder, og vi støtter kraftigt initiativer, der søger at forbedre forholdene på dette område,” lyder det i en skriftlig kommentar sendt fra Arlas presseafdeling.
Landbrug og Fødevarer ser ikke for sig, at man kan reducere dansk sojaimport eller stoppe det.
“Der findes i dag ikke et alternativ, der kan levere samme mængde, kvalitet og pris som soja, og derfor ser vi fortsat en import til Danmark. Den bedste måde at skabe forbedringer i producentlandene er ved at handle med dem og samtidig gå i dialog om ændringer – både nationalt og på EU-plan”, udtaler klimadirektør i Landbrug & Fødevarers klimadirektør, Niels Peter Nørring i et skriftlig svar.
Læs virksomhedernes reaktioner her
Tiltag fra EU på vej
På EU-niveau er man på vej med ny lovgivning – den såkaldte afskovningsforordning (EUDR) – der skal sikre, at varer såsom soja, der importeres af EU, ikke kommer fra områder, der er afskovet på ulovlig vis.
Forsker Sandro Dutra e Silva er som udgangspunkt positiv over for initiativet, men ifølge ham er der ét stort problem. Store dele af Cerradoen i Brasilien, hvor størstedelen af sojaproduktionen finder sted, er slet ikke beskyttet i EU’s nye lov.
“Det er en stor fejl, og sojaproduktionen fortsætter med at være en stor trussel mod Cerradoen i Brasilien”, siger han.
EUDR har generelt været omdiskuteret og kritiseret af dele af branchen og højrefløjspolitikere i EU. Den skulle være implementeret for alle virksomheder i december i år, men nu er den blevet udskudt for de små og mikrovirksomheder og træder først i kraft ved udgangen af 2026.
Aske Skovmand Bosselmann oplever, at branchen har en modvilje mod EUDR på trods af, at loven faktisk vil mindre end branchens egne standarder med undtagelse af sporbarheden.
“Mange i branchen mener, at det bliver meget dyrere, og derfor kan det ikke lade sig gøre. Og man vil gerne beholde fleksibiliteten og styre de nuværende standarder. Og det er jo et problem, hvis vi gerne vil hen mod en ansvarlig produktion og sørge for, at den soja, som Danmark og resten af verden køber, bliver forvaltet ordentligt og ikke medfører afskovning og andre problemer”, siger han.









