Del af en undersøgelse
Denne artikel er en del af undersøgelsen Kronprinsens prestigeprojekter: De danske hofleverandører
- Der er enorme beløb at hente for danske virksomheder, når de tager del i Saudi-Arabiens mange ambitiøse megaprojekter.
- Danwatch har besøgt en række af projekterne for at undersøge deres menneskelige omkostninger, både for de lokale og for migrantarbejderne.
- Undersøgelsen kigger nærmere på danske virksomheders ansvar, når de involverer sig i statslige projekter i et land, hvor menneskerettighederne på mange områder er under pres.
Frederiksberg Rådhusplads. Kolding bymidte. DTU i Lyngby. Søndergade i Middelfart.
Den danske arkitektvirksomhed Schulze+Grassov har en stor portefølje af projekter rundt omkring i Danmark, ligesom de også har udført opgaver rundt i Europa.
Nu kan Danwatch fortælle, at tegnestuen, der holder til på Frederiksberg, også har været involveret i et udskældt metroprojekt i Saudi-Arabien.
Riyadh Metro-projektet anklages for systematiske overgreb og udnyttelse af mange af de migrantarbejdere, der har været en del af byggeriets årti lange opførelse. Dette fremgår af en omfattende rapport udarbejdet af Amnesty International, der har afdækket kritisable forhold på projektet i perioden 2014-2024.
De danske arkitekter afsluttede deres designopgave for metroprojektets bygherre, den statslige aktør Royal Commission for Riyadh City (RCRC), i 2020.
Danwatch har været i Saudi-Arabien for at undersøge hvordan store hæderkronede danske virksomheder som Bjarke Ingels Group, Rambøll og Grundfos er involveret i landets mange megaprojekter – projekter, der gentagende gange beskyldes for at ansætte migranter under slavelignende forhold.
Et af de projekter er altså den 180 kilometer lange metro i landets hovedstad. Metroen spiller en vigtig rolle i Saudi-Arabiens forsøg på at blive en moderne turistdestination.
På Schulze+Grassovs hjemmeside oplyser virksomheden, at deres opgave har været en visuel opgradering af bymiljøet langs nogle af de nye metrolinjer i Riyadh.
“Schulze+Grassov er med til at transformere metromiljøet”, skriver de.
Til Danwatch oplyser tegnestuen, at de ikke har været involveret i planlægning, projektering, opførelse eller drift af metroen, ligesom de ikke havde ansvar for valg eller styring af entreprenører, leverandører eller arbejdsstyrke.
“De forhold, der beskrives i Amnesty Internationals rapport, vedrører imidlertid metroprojektets opførelse, som vi ikke havde nogen rolle i”, skriver de.
Men det er en snæversynet tilgang, mener Lene Wendland, tidligere chef for menneskerettigheder og erhverv i FN’s højkommissariat for menneskerettigheder.
Hun medgiver, at det danske arkitektfirma ikke er direkte ansvarlig for forholdene på metrobyggeriet, da det ikke er dem, der har ansat migranterne på byggepladsen.
“Men når man tager del i et større projekt, hvor man opbygger forretningsforbindelser med en bygherre i en saudisk kontekst, skal man tænke sig om. Særligt når det kommer til byggesektoren, hvor der er veldokumenterede krænkelser af arbejderne”, siger Lene Wendland.
Hun vurderer, at Schulze+Grassov ifølge FN’s standarder derfor fortsat havde en pligt til at undersøge potentielle menneskerettighedsrisici, før de tog imod opgaven fra det saudiske styre – uanset om arbejdet handlede om beton eller visuelt design.
Schulze+Grassov har ikke svaret på, hvorvidt de har foretaget en sådan undersøgelse.
Arkitektvirksomheden skriver til Danwatch, at deres arbejde relateret til Riyadh Metro “blev udført efter metroens færdiggørelse”.
Hvordan det hænger sammen med, at den danske arkitektvirksomhed selv skriver, at de færdiggjorde deres opgave i 2020 – altså fire år før metroen åbnede og midt i den aktive opførelsesperiode – har Schulze+Grassov heller ikke ønsket at svare på.
60 timers arbejdsuge
“Deres hud skoldes af den voldsomme soleksponering, de drypper i deres eget sved, og de får ikke lov til at holde pause, når de lider allermest, så flere af arbejderne besvimer”.
Sådan lyder det fra Ella Knight, forsker i arbejdstagerrettigheder hos Amnesty International og medforfatter på rapporten om Riyadh Metro fra sidste år, der er baseret på interviews med 38 migrantarbejdere fra projektet.
For mens det danske arkitektfirma har arbejdet med den visuelle oplevelse, har Ella Knight og hendes kolleger i Amnesty International dokumenteret oplevelserne for dem, der har bygget metroen.
“Saudi-Arabien har iværksat flere megaprojekter, ligesom landet er i gang med at forberede sig på at være værter for VM i herrefodbold i 2034, og vi ved, at der er en stor risiko for krænkelser af migrantarbejdernes menneskerettigheder”, uddyber Ella Knight.
Amnesty International har som organisation ikke tilladelse til at rejse ind i Saudi-Arabien eller møde de lokale myndigheder, så migranterne er interviewet enten over telefonen eller i deres hjemlande efter endt arbejde på metroprojektet.
“Mange af arbejderne er nødsaget at rejse tilbage til Saudi-Arabien igen, fordi det er den eneste måde, de kan forsørge deres familier på, så selvom de er hjemme i Bangladesh eller Nepal, er nogle stadig bange for konsekvenserne, hvis det kommer frem, at de har talt åbent om de saudiske forhold”, forklarer Ella Knight.
Alligevel har en række arbejdere fortalt Amnesty International om deres oplevelser på metroprojektet, og her er det ifølge Ella Knight de samme problematikker, der går igen:
“De er blevet bedt om at betale meget høje gebyrer for overhovedet at få arbejdet, og derfor er mange allerede i gæld, inden de lander i Saudi-Arabien. De fortæller også om at blive tvunget til at arbejde midt på dagen, selvom det er over 40 grader”.
Ella Knight tilføjer, at de fleste arbejder 60 timer om ugen til en timeløn på omkring ti kroner.
En migrant fra Nepal har fortalt Amnesty International, at han først i Saudi-Arabien fandt ud af, at hans løn var lavere end den han var blevet lovet, og han havde ingen mulighed for at klage.
“Det gjorde mig vred, men hvad skulle jeg gøre? Jeg var nødt til at arbejde for at forsørge familien. Så jeg fortsatte med at arbejde”.
Også boligforholdene for migranterne beskrives i rapporten.
“Vores værelse var fyldt med væggelus, som gjorde det svært at sove. Væggelusene kravlede overalt på os, når vi sov”, udtaler en af metroarbejderne.
Flere fortæller desuden om mange personer, der deler ét værelse samt beskidte og uhygiejniske forhold, ligesom at drikkevandet, der blev stillet til rådighed, ikke var rent.
Desuden fremgår det af beretningerne, at arbejderne altid går sammen to og to, som konsekvens af den voldsomme varme.
“Selv når vi går på toilettet, bliver vi bedt om at gå sammen, så den ene kan tilkalde hjælp, hvis den anden besvimer”, lyder det fra én, mens en anden spørger:
“Når jeg arbejder i den ekstreme varme, føler jeg, jeg er i helvede. Har jeg gjort noget galt, siden Gud straffer mig?”
RCRC er ikke vendt tilbage på Danwatchs henvendelse.
