Siden Donald Trump i begyndelsen af 2025 sløjede det amerikanske bistandsorgan USAID, har den udviklingspolitiske debat – i Danmark og internationalt – flydt over med dramatiske fremskrivninger over, hvor mange mennesker bistandsnedskæringerne ville påvirke.
En af dem – fra det videnskabelige tidsskrift Lancet – anslår, at op mod 9,4 millioner mennesker kan miste livet frem mod 2030 som konsekvens af faldende bistandsbudgetter.
Vi har også debatteret nogle af fremskrivningerne tidligere i Syd for Sahara, og i dag prøver vi igen at blive klogere på det morads, som lukningen af USAID har efterladt.

Danwatch samarbejder i øjeblikket med både Rakkerpak og RADIO4 om at gøre vores journalistik til gode lytteoplevelser. Følg med her …
Et nyt studie undersøger, hvordan 100 sydsudanesiske flygtningefamilier i Uganda og Kenya har tilpasset sig de seneste års bistandsnedskæringer. Syd for Sahara taler med studiets hovedforfatter og en sydsudaneser, der er vokset op i Kenyas største flygtningelejr.

Vi prøver dog at gå mere konkret til værks end tidligere: I et splinternyt studie har Dansk Flygtningehjælp fulgt 100 sydsudanesiske flygtningefamilier i Uganda og Kenya og undersøgt, hvordan de – helt lavpraktisk – tilpasser sig til bistandsnedskæringerne. Bliver de i de lejre, de i forvejen opholdt sig i, eller rykker de sig væk i jagten på bedre livsbetingelser? Og hvad er motiverne for at gøre det ene eller det andet?
Programleder for forskning i Dansk Flygtningehjælp, Ayo Degett, udlægger studiet i en samtale med vært Oscar Rothstein. I programmet kan du også møde den sydsudanesiske digter og aktivist, Peter Kidi, der er født og opvokset i Kakuma-lejren, Kenyas største flygtningelejr.
Syd for Sahara kan høres her på Danwatch hver torsdag – eller fra klokken 5 om morgenen som podcast og kl 10:05 på FM hos Radio IIII. Vært er Afrika-journalist på Danwatch, Oscar Rothstein, der til daglig har base i Nairobi, Kenya. Programmet er produceret i et samarbejde mellem Danwatch og Radio IIII.














