Åbner i en ny fane
Handel18/05/2026

Danmark fortsætter eksport af farlige pesticider: Man favoriserer industrien

Sammen med andre EU-lande fortsætter Danmark med at producere og eksportere farlige pesticider, der ellers er forbudte i EU. Eksperter og ngo’er kalder situationen alvorlig og kritiserer, at EU er alt for langsom med at indføre et forbud
video cover image
Danwatch er et undersøgende medie. Vi afslører, hvordan danske virksomheder og andre magtfulde aktører påvirker mennesker, miljø og klima i verden. Vi dokumenterer brud på love, konventioner og etiske retningslinjer og viser konsekvenserne.

Denne artikel er en del af undersøgelsen Giftig profit 

  • Danmark eksporterer hvert år giftige pesticider, der ellers er ulovlige at bruge herhjemme og i EU, til lande som Brasilien, Mexico og Pakistan.
  • Pesticiderne, vi eksporterer – malathion, dimethoat og chlorpyrifos – mistænkes for at give kræft, nedsætte fertiliteten og skade børns hjerner.
  • Eksperter kalder eksporten hyklerisk og uetisk, men skiftende miljøministre vil ikke indføre et nationalt forbud. Forbuddet skal i stedet ske på EU-niveau.
  • Netop EU-forbuddet har dog været længe undervejs, og NGO’er mener, at den magtfulde kemikalieindustri har sejret.
  • Danwatch undersøger eksporten, konsekvenserne og kemikalielobbyens indflydelse på et EU-forbud.

Kræfttilfælde, nedsat fertilitet, forgiftninger, forurenet drikkevand og skader på insekter og planters levevilkår. Det er en række af de konsekvenser, som brugen af pesticider som chlorpyrifos, dimethoat og malathion har. 

Men til trods for at flere forskningsstudier har påvist pesticidernes negative bagside for menneskers sundhed, miljøet og naturen, eksporterer Danmark og andre EU-lande stadig pesticider, der ellers er ulovlige i EU, til lande uden for den europæiske union. 

Det viser en gennemgang, som Danwatch har foretaget af data fra det europæiske kemikalieagentur, ECHA, hvor europæiske virksomheder er forpligtet til at anmelde, hvis de har intentioner om at eksportere et farligt pesticid.

I 2025 er der anmeldt 143 eksporter hos ECHA, og indtil videre er der i 2026 anmeldt 138 eksporter. Dermed fortsætter tendensen fra de senere år, hvor eksporttilladelserne er på samme høje niveau.

FAKTA

Antallet af eksportanmeldelser er steget de seneste 10 år

De seneste ti år er der sket en stigning i antallet af eksportanmeldelser hos ECHA, blandt andet fordi listen over forbudte kemikalier er blevet længere.

Kilde: Det europæiske kemikalieagentur ECHA

Guy Peer, der er forsker og leder af forskningsgruppen for landbrug og økosystemer ved Helmholtz Centre for Environmental Research (UFZ) og German Centre for Integrative Biodiversity Research (iDiv), kalder udviklingen problematisk. 

“Når det er ulovligt i EU, så bør det slet ikke produceres og sælges til andre lande. Europa kan ikke tillade sig at påstå at være leder på miljøområdet og samtidig eksportere pesticider, som man ved har skadelige virkninger på alt lige fra vandkvalitet til menneskers sundhed”, siger han. 

Eller som Carsten Brühl, der er forsker ved Institut for Miljøvidenskab på det tyske universitet Kaiserslautern-Landau med speciale i økotoksikologi, formulerer det: 

“Værdien af sundheden for mennesker i andre lande vurderes åbenbart ikke at være lige så vigtig som europæiske borgeres. Det er virkelig uetisk, at eksporten fortsætter”, siger han. 

Carsten Brühl har sammen med kollegaer i flere år forsket i menneskeskabte kemiske stoffer, der spredes i miljøet, optages af organismer og påvirker individer, populationer og økosystemer. Nogle pesticider som chlorpyrifos skader arveanlæg og hjernens udvikling hos fostre, mens andre stoffer mistænkes for at være kræftfremkaldende eller nedsætte fertiliteten hos mennesker. I naturen kan pesticider skade insekter, dyr, planter og de mange vigtige organismer i jorden og vandmiljøet.

Brühls kollegaer har tidligere på året offentliggjort et nyt studie, der viser, at det stigende forbrug af pesticider globalt truer FN’s mål om en global biodiversitetsbeskyttelse inden 2030.

“Der er næppe nogen lande, der vil være i stand til at se en 50 procents reduktion af giftige pesticider inden udgangen af ​​2030, hvis politikerne ikke begynder at handle nu. Det er noget, der haster. Vi står i en alvorlig situation, hvor vi både ser konsekvenser for menneskers sundhed og verdens biodiversitet”, siger Carsten Brühl.

Et falsk behov

I Danmark er det primært Cheminova, der i dag er ejet af den amerikanske kemikaliegigant FCM, der eksporterer sprøjtegifte. Dataen fra ECHA viser, at FMC’s danske fabrik indmeldte eksporter af både malathion, dimethoat og chlorpyrifos til lande uden for EU i 2025. Blandt andet til Brasilien, Mexico, Pakistan og Tyrkiet.

I et skriftligt svar til Danwatch udtaler virksomheden, at de bidrager til at styrke beskyttelsen af miljø, menneskers sundhed og global fødevaresikkerhed, og at de plantebeskyttelsesmidler, som fremstilles i Danmark, ikke er godkendt til det danske eller europæiske marked, fordi de grundlæggende ikke er nødvendige her. 

Hvad er malathion, chlorpyrifos og dimethoat?

  • Malathion er et såkaldt organofosfat-pesticid, der påvirker nervesystemet hos insekter og er blevet klassificeret som “sandsynligvis kræftfremkaldende” af WHO’s kræftagentur IARC. Malathion har været forbudt i EU siden 2007.
  • Dimethoat er også et organofosfat-pesticid og har været forbudt i EU siden 2020. Stoffet udgør en fare for både mennesker og miljø og kan være livsfarligt. 
  • Chlorpyrifos er ligesom de andre også et organofosfat-pesticid og mistænkes for at skade børns hjerner og nervesystem. Midlet har været forbudt i EU siden 2022.

“Produkterne er udviklet til at beskytte afgrøder i andre lande og klimaer, hvor der er et kritisk behov for dem. Produkterne anvendes af producenter af hvede, majs, citrus- og stenfrugter, solsikkeolie og bomuld i blandt andet Ukraine, USA, Canada, Brasilien, Argentina, New Zealand, Australien, Mexico, Mellemøsten og dele af Afrika. Skadedyr og plantesygdomme i disse regioner udgør trusler, som danske landmænd og borgere aldrig har haft – og forhåbentlig aldrig vil få – behov for at håndtere”, udtaler FMC. 

Denne forklaring er Marcelo Montenegro fra den tyske uafhængige politiske fond Heinrich Böll Foundation, der blandt andet arbejder med miljø og menneskerettigheder, ikke enig i. Han har i flere år arbejdet med konsekvenserne af pesticidforbruget i Brasilien, der er en af verdens største aftagere. Han mener, at behovet for de farlige pesticider er en fortælling, som pesticidindustrien har været med til at opfostre. 

“Vi behøver ikke de meget farlige pesticider for at producere sund og bedre mad. Argumentet om, at det hjælper menneskers sundhed og styrker beskyttelsen af miljøet, er hult, fordi pesticiderne har så mange konsekvenser”, siger han. 

Også argumentet om, at pesticider styrker det globale fødevaresystem, er han uenig i. I Brasilien bruges 83 procent af landets pesticider på sojaproduktion, sukkerrør, majs og bomuld og ikke reelle fødevarer, ifølge Marcelo Montenegro. 

“Virksomhederne og politikerne både i EU og i modtagerlandene er nødt til at åbne øjnene for, hvordan det påvirker menneskers og miljøets sundhed. Ellers vil vi ikke se nogen ændring”, siger han. 

Kritik: EU favoriserer industrien

Tilbage i 2020 annoncerede Europa-Kommissionen en kemikaliestrategi, der lovede at sætte en stopper for eksporten af forbudte pesticider og kemikalier til lande uden for EU, men intet er sket. 

Samme år skrev Danwatch for første gang om Danmarks eksport af ulovlige pesticider, hvor tidligere miljøminister Lea Wermelin (S) udtalte, at eksporten af farlige pesticider ville blive håndteret i EU-regi. Senere blev socialdemokraten Magnus Heunicke miljøminister, og han har flere gange slået fast, at man skal afvente fælles EU-regler på området og ikke indføre et nationalt forbud. 

Ngo’er og forskere har derfor ad flere omgange kritiseret, at EU er for fodslæbende med at indføre et eksportforbud af de farlige pesticider.

Også professor Carsten Brühl ser med alvor på den manglende EU-lovgivning på området. 

“EU har fejlet i forhold til at få indført den nødvendige lovgivning. Jeg er meget bekymret over situationen, og vi er nødt til at handle meget, meget hurtigt”, siger han. 

Ifølge ham hænger det i særdeleshed sammen med, at man i EU og globalt har udviklet et landbrugssystem, der er stærkt afhængigt af pesticider. 

“Nogle kalder pesticider plantemedicin, og de ser det som en behandling, der er meget vigtig. Men virkeligheden er anderledes. Faktisk har vi et system, der grundlæggende er blevet for afhængigt af medicin. Et system, hvor der bruges kemiske stoffer, der arbejder imod naturen”, siger han og uddyber, at hvis man vil forstå udviklingen, er det et spørgsmål om at følge pengene. 

“I Tyskland er den kemiske industri den næststørste industri efter den tyske bilindustri. Så det er tydeligt, hvem der har indflydelse på situationen”, siger han. 

Ifølge Guy Peer, der er forsker ved Helmholtz Centre for Environmental Research (UFZ) and German Centre for Integrative Biodiversity Research (iDiv), er det et spørgsmål om manglende vilje og moralske standarder hos politikerne i EU. For der er ifølge ham nok viden om, hvor farlige pesticiderne er. 

“Videnskaben er super klar, men alligevel har man fra politisk side besluttet at favorisere industrien”, siger han. 

Danwatch har bedt EU-kommissionen om at forholde sig til kritikken. I et mailsvar lyder det, at deler bekymringen over eksport af pesticider, der er forbudte i EU, men vurderer, at et ensidigt eksportforbud kan føre til, at tredjelande køber endnu farligere produkter uden for EU og samtidig skade den europæiske kemiske industri. 

“Derfor vil Kommissionen samarbejde bilateralt med importerende lande inden for rammerne af Rotterdam-, Stockholm- og andre relevante FN-konventioner samt arbejde for at styrke håndhævelsen af reglerne jf. Prior Informed Consent (PIC), REACH og Persistent Organic Pollutants (POPs)”, skriver en talsperson for EU-kommisionen.

FAKTA

Disse lande eksporterer Danmark pesticider til

Malathion, Dimethoat og Chlorpyrifus er de pesticider der eksporteres mest af, viser tal for 2024 og 2025.

Malathion

Dimethoat

Chlorpyrifos

Kilde: Data fra det europæiske kemikalieagentur ECHA

Fra samme undersøgelse

Gå ikke glip af den næste afsløring. Få vores nyhedsbrev

Gå ikke glip af den næste afsløring. Få vores nyhedsbrev

Få ugens historier fra Danwatch direkte i din indbakke hver søndag.

Nedenfor kan du tilvælge vores månedlige tematiske nyhedsbreve.

Uanset hvor mange, du vælger, skriver vi højst til dig to gange om ugen.