Del af en undersøgelse
Denne artikel er en del af undersøgelsen Giftig profit
- Danmark eksporterer hvert år giftige pesticider, der ellers er ulovlige at bruge herhjemme og i EU, til lande som Brasilien, Mexico og Pakistan.
- Pesticiderne, vi eksporterer – malathion, dimethoat og chlorpyrifos – mistænkes for at give kræft, nedsætte fertiliteten og skade børns hjerner.
- Eksperter kalder eksporten hyklerisk og uetisk, men skiftende miljøministre vil ikke indføre et nationalt forbud. Forbuddet skal i stedet ske på EU-niveau.
- Netop EU-forbuddet har dog været længe undervejs, og NGO’er mener, at den magtfulde kemikalieindustri har sejret.
- Danwatch undersøger eksporten, konsekvenserne og kemikalielobbyens indflydelse på et EU-forbud.
Den nye miljøminister Maria Reumert Gjerding (SF) vil undersøge, om Danmark selv skal sætte en stopper for eksporten af pesticider, der er forbudt at anvende herhjemme.
“Set i lyset af, at processen har varet i årevis, er det relevant, at vi afsøger muligheden for nationale tiltag. Vi skal ikke eksportere miljø- og sundhedsproblemer, vi ikke vil acceptere herhjemme”, skriver ministeren i en skriftlig kommentar til Danwatch.
Udmeldingen kommer efter, at Danwatch i weekenden kunne fortælle, at EU’s længe lovede eksportforbud mod giftige pesticider de facto er strandet efter at have været seks år undervejs.
Hans van Scharen, der er researcher hos ngo’en Corporate Europe Observatory, som overvåger virksomhedslobbyisme i Bruxelles, beskrev i den forbindelse udviklingen i EU som en katastrofe:
“Europa-Kommissionen lovede allerede for fem år siden at gøre op med de her dobbeltstandarder, men det er aldrig blevet til noget. I stedet har de trukket tiden ud og hele tiden henvist til, at de arbejdede på konsekvensanalyser og andre undersøgelser”.
Samtidig er eksporten kun steget. I de første måneder af 2026 har blandt andet Danmark anmeldt 138 eksporter til det europæiske kemikalieagentur, ECHA, hvor europæiske virksomheder er forpligtet til at anmelde, hvis de har intentioner om at eksportere et i EU ulovligt pesticid.
FMC Rønland – tidligere Cheminova – som står bag størstedelen af den danske eksport af pesticider, er imod et nationalt eksportforbud. I et skriftligt svar til Danwatch skriver virksomheden, at den støtter målet om at beskytte miljøet og menneskers sundhed både i EU og globalt, men ikke mener, at et produktions- og eksportforbud er den rette løsning.
“Vi er åbne for dialog om, hvordan vi kan opnå de højeste miljø- og klimastandarder og samtidig sikre folkesundheden og den globale fødevaresikkerhed. Vi mener dog ikke, at et forbud mod produktion og eksport af kemikalier er den bedste regulatoriske tilgang til at opnå disse mål”, skriver FMC.
Ikke den bedste løsning
EU-Kommisionen lancerede i 2020 deres kemikaliestrategi, hvor de varslede et lovforslag mod eksport af giftige pesticider inden 2023. Formålet var, som det lød i en pressemeddelelse, at promovere sikkerhed og bæredygtige standarder globalt.
“Vi vil især gå forrest ved at fremme en sammenhængende tilgang, hvor farlige stoffer, der er gjort forbudte i EU, heller ikke produceres til eksport uden for EU”, skrev de.
I dag er der dog intet lovforslag på bordet eller på vej. I en mail til Danwatch skriver en talsperson fra EU-Kommissionen derimod, at et forbud ikke løser særligt meget, men blot vil flytte produktionen og straffe europæiske virksomheder.
“Kommissionen vil derfor samarbejde bilateralt med importerende lande inden for rammerne af Rotterdam-, Stockholm- og andre relevante FN-konventioner. Samtidig vil den arbejde for en bedre håndhævelse af reglerne i PIC-forordningen (Prior Informed Consent), REACH-forordningen og POP-forordningen (Persistent Organic Pollutants)”, fortsætter de.
Eksperter og danske EU-politikere ser Kommissionens nye kurs som et markant skifte til fordel for den europæiske kemikalieindustri. De peger på, at Kommissionens begrundelse ligger tæt op ad de argumenter, som industrien længe har fremført mod et eksportforbud.
“EU’s argumenter (i mailen, red.) for ikke at indføre et forbud er en-til-en de samme, som industrien har turneret med, siden EU varslede, at de ville arbejde for et forbud. Retorikken er den samme”, siger Hans Van Scharen.
Samme vurdering har medlem af Europa-Parlamentet Per Clausen (Ø).
“Kommissionen har bøjet sig for kemikalieindustriens ønske om at kunne konkurrere på lige vilkår med resten af verden. Generelt har vi de seneste år set, at Kommissionen på en række områder har fulgt de input, der er kommet fra industrien”, siger han.
Kemikalieindustrien har fra begyndelsen modsat sig et eksportforbud. Det fremgår blandt andet af de høringssvar, som en række branche- og lobbyorganisationer indsendte i forbindelse med EU-Kommissionens høring om forbuddet i 2023.
I sit høringssvar skriver eksempelvis CropLife Europe, der repræsenterer nogle af verdens største kemikalievirksomheder, at et forbud blot vil flytte produktionen ud af EU, svække europæiske virksomheders konkurrenceevne og øge risikoen for brug af ulovlige eller forfalskede pesticider uden at styrke beskyttelsen af mennesker eller miljø.
Fortsat pres
EU-Kommissionen har hverken officielt eller over for Danwatch bekræftet, om arbejdet med et eksportforbud er opgivet. I et skriftligt svar oplyser en talsperson, at Kommissionen stadig vurderer spørgsmålet om eksport af farlige kemikalier, herunder pesticider, der er forbudt i EU.
Miljøminister Maria Reumert Gjerding (SF) mener, at Danmark bør blive ved med at arbejde for et fælles EU-forbud.
“Det er svært at forsvare, at pesticider, som er for farlige til at bruge i Danmark og Europa, fortsat kan eksporteres ud af EU. Danmark skal blive ved med at presse på for et fælles EU-forbud, så vi kan sikre ens regler i alle medlemslande,” skriver hun.
Miljøministeren henviser i den forbindelse til en artikel i ENDS Daily, et europæisk nyhedsmedie med fokus på miljøpolitik og regulering, hvor Kommissionen oplyser, at den undersøger mulighederne for at håndtere EU’s eksport af forbudte pesticider.
Danmark har tidligere forsøgt at lægge pres på Kommissionen. Sammen med miljøministre fra blandt andet Frankrig, Sverige og Norge sendte den daværende miljøminister Magnus Heunicke (S) et fælles brev til EU’s miljøkommissær, Jessika Roswall. Her opfordrede ministrene Kommissionen til at fremsætte et forslag om et EU-forbud mod eksport af pesticider, der er forbudt i EU.
Imod forbud
En aktindsigt, Danwatch har fået, viser, at FMC i 2025 anmeldte eksport af de organofosfatholdige pesticider malathion, dimethoat og chlorpyrifos til blandt andet Brasilien, Mexico, Pakistan og Tyrkiet. Organofosfater mistænkes for at skade børns nervesystem og er blevet sat i forbindelse med sygdomme som Parkinsons sygdom og visse former for kræft.
FMC afviser imidlertid, at eksporten udgør et problem. Ifølge virksomheden produceres pesticiderne til markeder, hvor de er godkendte og nødvendige.
“Nogle af de avancerede plantebeskyttelsesmidler, der fremstilles i Danmark, er ikke godkendt til det danske eller europæiske marked, fordi de ikke er nødvendige her. Produkterne er udviklet til at beskytte afgrøder i andre lande og klimazoner, hvor der er et kritisk behov for dem, og hvor de er fuldt godkendt til salg”, skriver virksomheden i en mail.
FMC mener derfor også, at et eksportforbud vil få alvorlige konsekvenser.
“Et eksportforbud kan efterlade landmænd uden de nødvendige redskaber til at beskytte deres afgrøder. Det kan påvirke den globale fødevareproduktion, øge fødevarepriserne og forværre den sociale og økonomiske udvikling”.
Endeligt advarer virksomheden om, at eksportforbud ikke vil stoppe produktionen, men blot flytte den til lande med lavere standarder.
“Et eksportforbud vil medføre, at produktionen flyttes til producenter af generiske kemikalier i lande, hvor miljø-, sikkerheds- og kvalitetsstandarderne er lavere end i EU”, skriver FMC.











